Fortuna/1

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Samlede værker
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (Bind 2s. 289-294).
◄  Fortuna
II.  ►

Abraham Løvdahl var bleven Student.

Nitten Aar, vakker, sund og munter; velklædt og vel forsynet med Penge — sprang Livet op for ham som Døren til en Balsal, og han stormede ind med store Øine.

Der laa dengang endnu over Studenterlivet det sidste, svindende Skjær fra en skjøn og ubekymret Tid; der kunde endnu tales om „Idealerne“ uden at alle lo; og naar Formanden med sin klare Stemme — det smukke, blonde Hoved kastet tilbage — lod det suse gjennem Salen med fagre Ord, da følte de unge ligesom mægtige Vingeslag henover sig, det svulmede i Brystet og lettede i hele Kroppen, somom en kunde flyve med.

Abraham Løvdahl havde ogsaa kjendt Vingerne voxe; den pludselige Overgang fra det graa Skoleliv i Tvang og Ensformighed til denne gyldne Frihed blandt lutter fremmede — det beruste ham som Vin.

Al den Glans, hvori Studenterlivet fra det fjerne havde lyst for ham under mødige Skoletimer, den var nu dalet ned over hans eget Liv; og han sansede ikke den Jord, han traadte paa, men svævede med en Ven i hver Arm høit oppe i Lys af fagre Ord og begeistrede Rørelser.

Indtil han blev plukket.

Thi der sad baade oppe i Samfundet og i Restaurationerne — altid paa bestemte faste Pladse en Flok begavede Mennesker, der levede af at plukke Ungdommen — ikke for Penge, men for de skinnende Fjær, som voxte paa de bedste blandt dem.

Det var overlegne Aander, der kjendte alt og havde gjennemgaaet det meste; der var ikke den Ting i Himmelen eller paa Jorden, som de ikke havde omsat i en Vittighed; og da Abraham et Aars Tid havde nydt den Ære at have sin faste, bestemte Plads blandt dem, var ogsaa han istand til at le af alt, selvsikker, interesseløs, blaseret, plukket.

Han gik da over i Selskabslivet, gjorde megen Lykke og blev snart forlovet med en Datter af Assessor Meinhardt.

Det kom ganske naturligt, fordi Fru Meinhardt vilde det; og Abraham var over al Maade lykkelig.

Hans Kjæreste var vist ogsaa lykkelig; men Clara var svag; det var mod Slutten af Vinteren, at de bleve forlovede; og hun var saa uddanset, at hun næsten ikke hang sammen.

Clara Meinhardt var Skjønheden i Huset; de tre andre Søstre vare ogsaa vakre; men Clara — det var Skjønheden, det sagde Mamma ogsaa.

Abraham Løvdahl var det bedste forhaandenværende Parti, skjønt han jo var svært ung; men Fru Meinhardt syntes, det var sødt, naar Herrerne giftede sig unge, senere blev de ved Gud saa sjaskede.

Medicin var derfor ikke noget Fag for ham; det tog altformegen Tid.

Men Abraham var begyndt; og det havde altid været hans Tanke at vælge den Videnskab, i hvilken hans Fader havde erhvervet sig saa stort et Navn, — ja Abraham drømte endog om at fortsætte Faderens Værk og hellige sig Øiensygdommene som Specialitet.

Professor Løvdahl havde ogsaa altid ment, det var selvsagt, at hans Søn vilde blive Læge.

Men hvad hjalp det altsammen, naar Fru Meinhardt ikke vilde det.

Abraham kjæmpede først halvt i Spøg siden for fuldt Alvor med hele det Meinhardtske Hus; men han tabte og overgav sig, da Clara en Dag opløst i Graad sagde, at nu forstod hun: han vilde hidføre et Brud ved sin Halsstarrighed.

Det kunde han ikke taale, og saa blev det til Jus. Professoren var vil1igere til at samtykke i denne Forandring end man kunde ventet. Men det var ham igrunden ikke imod, at Sønnen fik en juridisk Uddannelse nu, da han selv gjennem den nye Fabrik mere følte sig trukken fra Videnskaben over i det praktiske Liv.

Men for Abraham selv blev Forandringen af Studium en Indledning og en Opøvelse i at bøie sin Vilje og være lykkelig alligevel. Thi Clara belønnede ham, og Fru Meinhardt tilgav ham.

Det vigtigste var jo at leve lykkeligt blandt tilfredse Omgivelser; han opgav en kjær Livsplan, — det var et Offer; men det vilde han faa Løn for; det var ikke noget Princip, han opgav; isaafald skulde han aldrig givet efter — aldrig!

Hjemme i det store Hus hos Faderen var Livet gledet saa fredeligt og stille, netop saaledes som Abraham kunde lige det; stærke Sindsbevægelser kunde han blot mindes fra Moderens Tid.

Han kunde godt huske hende Træk for Træk og især de underlige dybe Øine; men sammen med disse Erindringer blandede sig Mindet om de mange pinlige Øieblikke, naar han syndefuld havde staaet foran disse uundgaaelige Øine, der altid forlangte det samme af ham: vær sand og oprigtig.

Der var meget i ham, som svarede paa dette; men Livet havde ikke givet ham nogen Anledning til fuldt ud at slaa et Slag for sin sande Overbevisning; og mange fortrædelige Smaating havde gjort, at det næsten var ham pinligt at tænke paa denne Moder, som han dog havde elsket saa høit og mistet saa tidligt.

Hans Ungdomsblod optog mange nye Tanker og Ideer, som slet ikke vare præsentable i den Meinhardtske Salon — knapt nok hos Professor Løvdahl; hans religiøse og politiske Anskuelser forandrede sig hurtigt; thi der laa i ham en stærk Trang til Kritik og Opposition. Men han var saa fatalt stillet: hvor skulde han hen med alt det, som gjærede i ham? — blandt de Mennesker, han satte Pris paa at elskes af, vilde det bare vække unyttig Ufred og Misforstaaelser; hvorfor forspilde, hvad der var ham kjært, til ingen Verdens Nytte?

Saa blev han en af de mest yderliggaaende blandt Kammeraterne, og hans vilde Paradoxer glimtede gjennem Tobaksrøgen, naar Vennerne sad sammen og drak hinanden op til Veltalenhed og store Fremtidssyner.

Abraham Løvdahl fuldførte sin juridiske Examen paa kort Tid — trukket fremover af Længsel efter at besidde den Elskede, og stukket bagfra af Fru Meinhardts lysegraa Øine.

Efter et kort Ophold hjemme — han var saa utaalmodig, at han ikke fik Tid til nogen Udenlandsreise — holdt han Bryllup i Kristiania med Frøken Clara Meinhardt.

De Nygifte kom heller ikke til at gjøre nogen Udenlandsreise; thi Fru Meinhardt fandt, at det var hyggeligere at anvende alle de Penge til et Sommerophold paa Landet for hele Familien; de Unge skulde faa bo særskilt paa en Bondegaard tæt ved, saa var de ved Gud ligesaa ugenert som i Schweitz.

Men Abraham gik og var utaalmodig efter at komme hjem til sig selv; baade for at blive af med alle Meinhardterne og for at vise sin lille Kone, hvor smukt alting stod beredt i deres egne Stuer.

De skulde bo ovenpaa i Professor Løvdahls store vidtløftige Hus; de høie gammeldagse Værelser i statelig Suite var den Sommeraften, det unge Par kom hjem, fulde af Blomster, men halvmørke i det sidste røde Lys fra Aftensolen.

Anden Etage af det store Hus løftede sig saa høit; at man havde Udsigt over de lavere Huse ved Stranden; og Fjorden laa speilblank og bar de smaa Øer og glatte Holmer, medens Landet gled udover lavere og lavere i en synkende Linie ned mod Horizonten, som var selve det aabne Hav.

Abraham elskede sin Kyst, og hans Hjerte svulmede, idet han førte sin Kone hen til det aabne Vindu i deres Spisesal:

„Er her ikke deiligt — Clara?“

„Hvor? — hvor mener du?“

„Udsigten — Havet — Belysningen —“

„Men Kjære! — her findes jo ikke et eneste Træ.“

„Aa — du taabelige Østlænding,“ svarede han muntert og svingede hende rundt mod Stuerne, „er da ikke her smukt — hvad?“

„Her er jo næsten mørkt —“

„Jeg skal tænde Lys.“

„Aa nei! — det behøver du ikke, — det har ingen Hast.“

Men han fik i en Fart tændt en Kandelaber hist og en Lampe her, saa der blev etslags ujævnt Lys gjennem Værelserne; og nu trak han hende med sig, forat hun skulde se det bedste af alt: hendes eget lille Boudoir.

„Her kan vist være sødt om Dagen,“ sagde hun og følte paa Portieren, „kommer her Sol?“

„Den hele udslagne Dag,“ — svarede Abraham glad.

„Uf — saa maa jo alting overtrækkes; vi kan ikke lade vore bedste Møbler ødelægges af Solen.“

„Aa — den Tid, den Sorg; lidt Solskin maa de vel taale,“ mente Abraham; „men se her skal du se det prægtigste af alt — min salig Moders Sybord. Det er hjemført for mange Aar siden fra Japan af en af Skipperne hos Bedstefar Knorr.“

„Det kan man da ogsaa se paa det.“

„Hvad mener du —? Clara!“

„Men Kjære! — se alt dette Guld, og disse ækle Figurer; det er aldeles ikke smagfuldt.“

„Nei hør! — nu tar du ved Gud feil —— Clara! se paa Jægeren der paa Pladen med Falken paa Haanden og de indlagte Guldfigurer — det er et Pragtstykke — maa du vide! som efter Kjenderes Dom vilde være en Pryd for et Museum.“

„Ja, men jeg ønsker mig jo ikke noget Museum —“

„Men du maa dog forstaa alligevel —“

„Ja jeg kan saa udmærket godt forstaa at du er henrykt over dette gamle Møbel, fordi det stammer fra din Mor, som du jo holdt saa meget af; men saa skal ogsaa du indrømme, at saadant noget bruger man dog virkelig ikke nutildags.“

Han svarede ikke og lukkede Bordet igjen.

„Nei — ved du, hvad det smukkeste er, jeg har seet her i Huset?“ — spurgte Clara, mens hun ordnede sit Haar foran Speilet.

„Formodentlig dig selv?“

„Aa — skal du nu være uartig?“ — der lagde sig strax en stram Rynke ved Munden.

„Nei — nei —“ raabte han leende; „det faldt mig bare i Munden ved at se dig i Speilet, for du er virkelig det smukkeste og sødeste i Huset“ — og efter mange saadanne Ord med Kys lod hun sig forsone og vedblev:

„Det smukkeste, jeg hidtil har seet, er virkelig din Far.“

„Ja ikke sandt! —“ raabte Abraham glad, „er det ikke en herlig Mand.“

„Der er virkelig noget distingveret ved ham“; det er en Mand, man selv inde i Byen vilde blive opmærksom paa.“

„Ja det tror jeg s’gu nok,“ smaalo Abraham overlegent.

Nu troede hun strax, at han tænkte paa hendes lille vindtøræ Fader og tilføiede:

„Du ligner vist mest din Moder — Abraham?“

„Mon det skulde være en liden Spids?“

„En Spids? — min Gud, hvorledes kan du falde paa det? — din Mor, som du jo holdt saa meget af!“

„Javist — det faldt bare saa underligt, efterat du netop havde rost Far saa stærkt.“

„Hør Abraham! du er virkelig temmeligt irriterende med din Mistænksomhed —“

„— mistænksom jeg! — men Kjære! hvor kan du paastaa —“

„Jo du er; du er uhyre mistænksom; bestandig tror du, de mest uskyldige Ord —“

„Aa Snak! lad os nu ikke gjøre vor Indtrædelse i Huset med Tøv og Misforstaaelser; komm Clärehe! zu Bett!“ — og han tog hende muntert om Livet og bar hende halvt til Soveværelset; men hun strittede imod og vilde ikke slaa ind paa Spøgen.

Men da hun kom ind i det svagt oplyste Paaklædningsværelse og siden i Sovekammeret, blev hun blød om Hjertet.

Der var saa mange Ting, som Frøkenerne Meinhardts tarvelige Sovekammer aldrig havde kjendt; og der var en Luxus og en Smag i Udstyret af det hele, som fuldstændigt imponerede hende.

Hun kyssede sin Mand og sagde: „Saadant et Soveværelse har jeg altid ønsket mig.“

Aldeles henrykt gik han for at slukke Lys og Lamper og se til, at Huset var iorden og Vinduerne lukkede; og tilslut kom han ind i sin Kones lille Værelse og stansede foran det japanesiske Sybord.

Fra sin tidligste Barndom havde han været vant til at se Fremmede samle sig om dette Pragtstykke, saa han var kommen til at anse det for at være noget af det mærkeligste og skjønneste i Verden. Hver Fjær kjendte han paa den brogede Falk og de skjæve Øine i Jægerens gule Ansigt.

Og mens han stod der, mumlede han: „det gamle Møbel — sagde hun, det mener hun ikke, — hun mente ikke noget ondt med det.“