Fortalen til Grammatiken

Norsk Grammatik Fortale av Ivar Aasen

2dre utg. 1864.

Det er vistnok mange, som nu ville spørge, om Folket her i Norge ogsaa virkelig har et Sprog for sig selv. Det har ofte staaet i Bøgerne, at Nordmændene have samme Maal som de Danske; og det har ogsaa seet ud til, at det virkelig var saa. Vore Bøger og Skrifter vise samme Sprogform som de danske; et Stykke af en dansk Avis kan uden Forandring blive aftrykt i norske Aviser, og Stykker af de norske Blade kunne ligeledes indføres i de danske uden nogen Oversættelse. Vore Personsnavne og Familienavne have for det meste samme Form som de danske; ja endog Stedsnavnene, som ellers pleie at have visse særegne Former for hvert Land, findes her meget ofte skrevne i en dansk Form. Naar en Udlænding kommer til en af vore Byer, vil han høre omtrent samme Ord og Former som i Danmark; og om han endog kommer et Stykke ind i Landet, vil han maaskee der høre det samme, da ogsaa Landsfolk gjerne ville tale forstaaeligt for den fremmede og søge at vise, at de ikke have nogen afstikkende Særegenhed.

Af alt dette maatte man da slutte, at hvis dette Land har havt et selvstændigt Sprog, da maa dette enten være dødt og glemt, eller ogsaa maa det have været længe skjult og tilbageholdt, saa at det ikke fik Leilighed til at vise sig for fremmede Folk. Nu vide vi dog alligevel, at dette Land har havt et Sprog, som baade har nydt en omhyggelig skriftlig Dyrkning og tillige har et betydeligt Værd i sig selv, saa at man endog har været tilbøielig til at ansee det som det ypperligste af de tre gamle Sprogformer i Norden. Og ved nærmere Eftersyn vil man vel ogsaa finde, at den norske Almue kjender eller bruger et Tungemaal, som har omtrent den samme Lighed med Gammel Norsk som det nuværende svenske Talesprog med Gammel Svensk og det nuværende Danske med Gammel Dansk. Den Paastand, at det norske Sprog skulde allerede være gaaet af Brug for tre hundrede Aar siden, kan altsaa ikke være saa ganske rigtig. Det Tungemaal, som Landets Almue bruger, kan ikke være noget, som engang har været dødt og siden igjen opvaagnet; det maa naturligviis have staaet oppe den hele Tid, uagtet det i Mangel af en egen skriftlig Mønsterform vistnok maa have været udsat for Svækkelse og Forvanskning i enkelte Punkter. Det norske Maal har saaledes i lange Tider kun været brugt i Tale, men ikke i Skrift; og det norske Folk har altsaa staaet i en besynderlig Stilling ved Siden af det svenske og det danske Folk, som hvert paa sin Side har kunnet glæde sig ved at see Landets nedarvede Tungemaal saaledes dyrket og hædret, at det altid blev anseet som ligesaa værdigt for Kirken og Skolen som for den hverdagslige Samtale.

Rigtignok er der ogsaa andre Folkeslag, som ikke have havt saa god Lykke som det svenske og det danske Folk. I mange Lande have Folkevandringer og Erobringer oprevet alle de gamle Grundlag, saa at man tildeels endog har kommet til at dyrke et Sprog, som tilhørte et aldeles fremmedt og ubeslægtet Folk. I andre Lande har en enkelt Folkestamme tilvendt sig en saadan Overvægt, at det blev vanskeligt for en anden Stamme at hævde sit eget Maal, om endog dette havde bedre Ret. Og det har nok ogsaa hændt, at man har overtalt en Folkestamme til at opgive Dyrkningen af dens eget Sprog, for at den kunde nyde den Ære at regnes med til et større Folkeslag; ialfald synes dette at være Tilfældet med Nordtydskerne, som besynderligt nok have villet foretrække den høitydske Sprogform for deres eget gamle Maal, medens derimod deres nærmeste Frænder, Hollænderne, have anseet det som en større Ære at dyrke sit eget Fædrenesprog. Der er saaledes paa flere Steder indtraadt en Forrykkelse i Sprogenes naturlige Omraade, saa at nogle af dem have kommet til at strække sig ud over en Landvidde, hvor de ikke hørte hjemme, medens derimod andre have staaet ubemærkede og ringeagtede, hvad enten de nu have været tilbagetrængte ved Tyrannie, eller de kun ere forsømte formedelst Vankundighed og Ligegyldighed fra Folkets egen Side.

Det er en uheldig Omstændighed, at en Sag, som har saa overordentlig stor Betydning for et Folkeslag, skal netop være en Sag, som Folket selv kan gjøre saa lidet ved. Almuen kan vistnok bevare det nedarvede Tungemaal i de enkelte Landskaber; men den kan ikke altid raade for, at det rette Landssprog bliver bevaret og brugt i Kirken og Skolen og Thinghuset. Almuen er adspredt i smaa Afdelinger, som ikke vide stort om, hvad der gjælder udenfor Hjemstedet, og som altsaa ikke lettelig kunne faae nogen fuldkommen Oversigt af, hvad det hele Samfund behøver og har Ret til at kræve. I saadanne Sager er Folket saaledes nødt til at stole paa sine Talsmænd og Ledere, hvad enten de ere paalidelige eller ikke. Det er Landets Høvdinger, Embedsmænd, Lærere og Forfattere, som have Leilighed til at raade for denne Sag, og saaledes vil det da beroe paa, hvorvidt de have Kundskab nok til at hjælpe Sagen frem, og hvorvidt de ere villige til at forene sig med Landets Almue og betragte dennes Fordeel som sin egen. De have Leilighed til at ophjælpe Landets Tungemaal, men de have ogsaa Leilighed til at forfuske det eller endog at skyde det til Side og sætte et andet Maal i Stedet. Omstændighederne kunne maaskee føie sig saaledes, at det synes dem bekvemmest at slutte sig til Høvdingestanden i et andet Land og bruge samme Maal som denne. Og hvis dette kommer i Brug og vedvarer nogen Tid, saa at det faar en Hævd eller Vane for sig, da kan det med Tiden ogsaa blive en almindelig Tro, at den paatvungne Skik er netop den rette, og at der ikke kan være noget videre ved den Ting at gjøre.

Naar vi nu ogsaa lægge Mærke til, hvor gjerne Folk ville regnes med til et stort og anseet Samfund, og hvor lidet de synes om at henhøre til de smaa og ubemærkede Folkeslag, da kunne vi just ikke undre os meget over, at flere gode og gamle Landssprog ere blevne forsmaaede, fordi de havde det Uheld at være lidet bekjendte i den store Verden. De smaa Folkestammers Tungemaal havde for liden Tillokkelse for Folk, som endelig vilde være noget stort; og derfor ønskede man helst, at de skulde være inddragne under et tilgrændsende Sprog-Rige, som derved kunde faae større Magt og gjøre mere Opsigt. Man ønskede at faae de smaa af Veien, for at de store kunde faae større Rum. Og man har vistnok ogsaa ventet, at naar disse Sprogformer kun bleve overladte til Almuen og ellers uomskjøttede, da skulde de snart forfalde og døe bort af sig selv, saa at man ikke længere skulde plages med dem. Men alligevel er dette dog ikke skeet. Trods al Foragt og Forsømmelse have Folkesprogene dog vedblevet at leve. De have maaskee tabt noget i Rigdom og i Reenhed; men de have dog holdt sig oppe, saa at de endnu ere til og staae færdige til at optages til skriftlig Dyrkning, hvilket ogsaa virkelig er forsøgt i flere af de Lande, hvor denne Tilstand har fundet Sted. Men hvorledes har nu Almuen havt det i disse lange Tider? Man skulde have ventet, at et Lands Almue ikke skulde behøve at lære mere end Landets eget Sprog, og at Landets Høvdinger ogsaa skulde lære det samme, om de end selv havde lært et andet Maal. Men i Stedet derfor blev det nu netop Almuen, som maatte lære to Sprog. I Stedet for at Byrden af Sprogenes Ulighed skulde falde paa en enkelt Stand, som netop havde den bedste Leilighed til at tænke paa slige Ting, er denne Byrde kommen til at falde paa selve Folket, paa den tusinde Gange større Almue, som allermest kunde trænge til en Lettelse og ialfald til Befrielse fra unødig Møie. I Stedet for at den almindelige Børnelærdom og al anden nødvendig Kundskab skulde meddeles i en Form, som stemmede noget nær overeens med Folkets Tale, blev Lærdommen her meddeelt i en fremmed Form, saa at den ofte blev misforstaaet og sædvanlig kun halvveis eller meget dunkelt forstaaet, ligesom den ogsaa blev vanskelig at komme ihu og endmere vanskelig at meddele til Børn og Paarørende i den daglige Samtale. Og den nærmeste Følge heraf maatte da blive den, at Almuen ikke lærte mere, end den var nødt til, og forøvrigt overlod alt dette Kundskabsvæsen til de enkelte gode Hoveder, som vare nemme nok til at lære alt, hvad man kunde ønske.

Det vil altsaa være tydeligt nok, at det er Skade for et Folk, at det skal være nødt til at modtage Lærdom i et Sprog, som tilhører et andet Folk og ikke det selv. Skaden er naturligviis noget mindre, naar det indførte Sprog er nærbeslægtet med Folkets eget Maal; men alligevel vil Tabet være stort nok. Et veldyrket Bogmaal vil altid have visse Vanskeligheder for en eller anden Deel af Almuen, da det ikke kan rette sig efter enhver afvigende Brug i Landskaberne; og saaledes vil da selv en hjemlig og nedarvet Sprogform indeholde adskilligt, som ikke alle forstaae, og som man først maa lære og vænne sig til. Men alt dette bliver naturligviis kun lidet og ubetydeligt imod al den Dunkelhed, som følger med en Sprogform, som er indført fra et andet Land, især hvis denne ogsaa har optaget en Mængde Ord og Former af ubeslægtede Sprog. Og endda er denne Ulempe hverken den eneste eller den værste. Man skal her ikke see alene paa det nye, som et Folk maa lære, men ogsaa paa det gamle, som det ikke faar benytte. Man maa nemlig forestille sig en utallig Mængde af hjemlige Udtryk, som Folket har forstaaet fra Barndommen af, men som det ikke finder igjen i Bøgerne og ikke faar Leilighed til at bruge udenfor den hverdagslige Samtale. Man maa ogsaa forestille sig, at der altid har været forsøgt paa en Udvikling og Berigelse af Folkets Tungemaal; der har engang været Forfattere og Talere, som forstode at gjøre Brug af Sprogets bedste Kræfter; der har altid været skjønsomme Folk, som søgte at danne sig Udtryk for saadanne Begreber, som staae noget udenfor den daglige Samtale. Der har i Aarhundreder været arbeidet paa at uddanne og pryde Sproget; og det er ilde, at en saadan Stræben skal omsider være aldeles forspildt. Med sin begyndte naturlige Fremvæxt vilde Sproget efterhaanden have samlet sig en rig Skat af vakre Udtryk og værdfulde Prydelser, og denne Skat vilde være tilgjængelig for alle og ikke blot for en liden Hob. I et Sprog, som er udviklet paa fremmed Grund, ville derimod saadanne Prydelser kun have Værd for en meget liden Deel af Folket. Det vil allerede have Vanskelighed for at virke paa Folkets Forstand, og endmere for at virke paa Hjertet og Følelsen; thi dette vil kun lykkes i de Tilfælde, hvor det indførte Sprog træffer til at have samme Udtryk som Folkets Sprog; og jo færre disse Tilfælde ere, desmindre vil Virkningen ogsaa blive.

Og endelig maa man vel sige, at Undertrykkelsen af et nedarvet Tungemaal maa ogsaa virke skadeligt i andre Maader. Det er allerede Skade for Videnskaben, at enkelte Sprog ere ubekjendte eller lidet tilgjængelige, medens derimod andre ere, saa at sige, alt for vel bekjendte, da det nemlig træffer til, at nogle af de fortrinligste eller fuldkomneste Maal ere netop de mest forsømte, og at nogle af de mest forvanskede derimod ere ophøiede til Ære og Værdighed. Men det er ogsaa Skade for den almindelige Kundskab, at der skal være enkelte Folkeslag, som man vanskelig kan faae nogen rigtig Oplysning om, fordi de ville ligesom narre Verden ved at paasætte sig et Mærke, som tilhører et andet Folk, og derimod med al Flid fordølge netop det Ættemærke, som bedre end noget andet vilde vise, hvorledes disse Folk ere stillede imellem de beslægtede Folk. Og rimeligviis maa dette ogsaa være til Skade for deres Anseelse iblandt Folkeslagene, da man vel neppe vil være tilbøielig til at tilkjende dem nogen Ros for Selvstændighed eller Fædrelandssind eller Agtelse for sine Forfædres Minde.

Efter den Forklaring, som vi oftest have hørt, skulde rigtignok alt dette være noget, som ikke kom os ved, eller som ikke passede til vore Tilstande. Man har nemlig sagt os, at vort gamle Sprog var ei alene norsk, men ogsaa fælles nordisk, og at det nuværende danske skulde netop være det samme Maal, som kun havde faaet nogle nødvendige Tillempninger for at passe til Tidens Krav og til den stigende Dannelse. Men mod disse Paastande er der meget at indvinde. Om Sprogets gamle Tilstand er liden Oplysning at finde, førend vi komme til den Tid, da man havde begyndt at skrive Bøger; og fra denne Tid finde vi tre beslægtede og samtidige Sprogformer, Norsk, Svensk og Dansk, men ikke nogen egentlig fælles nordisk. Vistnok er det muligt, at den gamle norske Form kan staae nærmest ved det fælles nordiske Stammesprog; men hvis dette er Tilfældet, saa kunne vi sige, at ogsaa det nuværende norske Maal staar nærmere ved Stammesproget end baade det svenske og det danske, og at det altsaa er den mest nordiske Form i de tre Riger. Vist er det ialfald, at den nuværende danske Sprogform staar i en betydelig Afstand fra den gamle norske, og at den nuværende svenske Form staar meget nærmere. Og saaledes staar da det svenske Sprog ogsaa meget nær ved det nuværende norske, saa at mange norske Ordformer og Bøiningsformer endog blive ganske ligedan som de svenske, hvad enten vi ville det eller ikke. Men heraf følger just ikke, at det Norske skulde kun være en Mellemting af Svensk og Dansk (som nogle have fortalt); thi dette vilde egentlig kun gjælde for en vis Dialekt, som i de seneste Tider netop med Flid er tillempet efter Dansken. Heller ikke er Stillingen saadan, at det norske Maal kunde inddrages eller optages i det svenske; thi derved vilde en stor Deel af de gamle Ord og Former gaae tabt. Og naar den norske Form ikke kan gaae op i den svenske, saa kan den, efter det før anførte, endnu mindre gaae op i den danske; thi derved maatte man da forskyde en meget større Deel af de gamle Former og en meget større Deel af Ordforraadet. At undertrykke den norske Sprogform og sætte den danske i Stedet var altsaa den voldsomste Omstyrtelse af Sprogenes naturlige Stilling; det var den uheldigste Udvei, som man her kunde falde paa at vælge. Og naar vi nu alligevel see, at netop dette har været tilsigtet, saa maa vi dog sige, at dette var et besynderligt Misgreb, som maatte blive til uberegneligt Tab for det norske Folk, og maaskee ogsaa til Tab for Nabofolkene.

Det har ogsaa været sagt, at Opgivelsen af det norske Sprog var en nødvendig Følge af Foreningen med Danmark, og at Skylden derfor maa tillægges det danske Herredømme i Norge. Men derimod kan dog ogsaa være adskilligt at indvende. At dyrke sit Lands Tungemaal er noget, som Folkets Formænd selv maa sørge for; dertil kan man ikke faae nogen Hjælp udenfra, og ialfald kan man ikke vente nogen Opmuntring dertil af Nabofolkene; thi de ønske naturligviis helst, at man skal gjøre Fællesskab med dem og bruge deres eget Maal. Nordmændene synes ikke at have gjort sig megen Umage for at beholde deres gamle Maal. En Forvanskning i det skriftlige Sprog var allerede begyndt ved Kalmar-Unionens Tider, da det endnu ikke kunde være saa særdeles nødvendigt for de Norske at skrive Dansk. Ved Reformationens Tider var rigtignok Norge knyttet fastere til Danmark; men i denne Opvaagnelsens Tid var det netop, at Svenskerne gjenopreiste sit Lands Sprog, som ogsaa var kommet i Forfald, og selv Islændingerne, som nu ogsaa vare komne under Danmark, begyndte allerede at trykke Bøger i deres eget Maal. I Norge synes noget saadant ikke at have været paatænkt. Man vil maaskee sige, at der nu ikke var Leilighed til at udgive Bøger i det norske Maal, fordi Regjeringen vilde have sat sig derimod; men dette kunne vi ikke vide noget om, saalænge vi ikke høre, at Nordmændene have begjært eller forsøgt noget saadant. Vi maa snarere slutte, at det har været Forsømmelse og Ligegyldighed fra deres egen Side, som nærmest har været til Hinder. De syntes formodentlig, at det Danske dog altid havde nogen Lighed med det Norske, saa at Folket nok med Tiden kunde lære at forstaae det, og at man altsaa ikke behøvede at gjøre noget videre ved Tingen.

Foreningen med Danmark blev da omsider opløst i Aaret 1814, og fra denne Tid kunde der altsaa være bedre Udsigt til en Forandring i denne Sag som i adskillige andre. Vistnok var det ikke at vente, at man paa denne Tid skulde være kommen til nogen rigtig Opfatning af Forholdet imellem Norsk og Dansk eller af Sammenhængen med det gamle Sprog. Endnu mindre var det at vente, at man nu kunde have noget klart Begreb om en rigtig Mønsterform for norsk Talebrug, eller at man kunde skrive Bøger i en norsk Sprogform; thi dertil var man paa ingen Maade forberedt. Men da den nye Forfatning gav Folket en større Indvirkning paa Landets Styrelse og tillige vakte en større Omhu for alle Mærker paa Frihed og Selvstændighed, saa kunde der i det mindste være Haab om, at Almuens nedarvede Talebrug maatte nu blive betragtet med mere Opmærksomhed og anseet for at have nogen Betydning iblandt de norske Ættemærker, saa at man ialfald kunde taale at høre denne Brug og være mere tilbøielig til at styrke end at svække den. Og da man efterhaanden fik flere Oplysninger om det gamle norske, og tillige blev nærmere bekjendt med det svenske Maal, kunde der ogsaa være Haab om, at Almuens Maal maatte blive seet i et andet Lys end forhen, saa at man engang kunde vide at sætte høiere Priis paa de ægte Dialekter end paa de mest forvanskede. Men alligevel saae det dog ud til, at det faldt vanskeligt at komme til nogen Forandring i den tilvante Synsmaade.

I den nylig vaagnede Omhu for alle Mærker paa Selvstændighed, var det blevet et Slags Skik, at alt, som brugtes i Landet, skulde hedde norsk, og saaledes blev da ogsaa det benyttede Bogmaal kaldet det «norske» Sprog, uagtet det dog var dansk, som det havde været. At Nordmænd gjerne vilde kalde sin Tale norsk, var naturligviis at undskylde, endskjønt det ikke blev saa ganske rigtigt, saa længe som man kun henholdt sig til det danske Bogmaal som den øverste Mønsterform, saa at man i alle Tvivlsmaal kom tilbage til den Regel, at «man skal tale, som man skriver». Men for det skriftlige Sprog vilde denne Benævnelse vanskelig kunne forsvares. Den norske Almue vilde have noget at sige om Tingen, hvis den kjendte sin gamle Ret tilfulde. Det danske Folk havde god Grund til at være misfornøiet dermed, og de andre Folk maatte ogsaa finde det ubekvemt at høre et nyt Navn paa et Maal, som ikke var noget nyt for dem. Thi dersom ethvert Sprog skulde faae Navn efter hvert Land og Rige, hvor der findes Folk, som bruge det, da vilde der nok blive en forvildende Mangfoldighed af nye Navne paa gamle Ting; det tydske maatte da hedde preussisk, hannoversk, mechlenburgsk o. s. v.; det franske maatte ogsaa hedde belgisk; det engelske maatte ogsaa hedde skotsk og irsk og amerikansk, og saa videre. Men hvad vi her fornemmelig have for Øie, er den Virkning, som denne Brug maatte have paa Landets eget Folk. Naar nemlig det danske Bogmaal blev anseet som norsk og opstillet som Mønster for norsk Tale, da maatte jo Folket slutte, at dets egen afvigende Talebrug ikke kunde være norsk, og altsaa var noget som helst burde være afskaffet. Og saaledes kunde da denne Benævnelse lettelig blive et virksomt Middel til netop at fortrænge det egentlige norske Tungemaal og føre det i Foragt hos selve Almuen.

Og der var ogsaa andre Omstændigheder, som kunde virke med til det samme. En større Kundskab udbredte sig iblandt Almuen, og der blev læst og skrevet mere end forhen; hvad man havde læst, vilde man gjerne fortælle, og derved kom man ofte til at bruge de samme Ord, som stode i Bogen. En Mængde Almuesmænd kom efterhaanden ind i adskillige Ombud og Bestillinger, som førte dem nærmere sammen med Folk af en anden Stand. De bleve drevne til at danne sin Tale efter den store Mode, ei alene af Trang til at blive forstaaede og af Lyst til at tækkes og behage, men ogsaa af Frygt for, at de ellers maatte ansees som udannede Folk. De opvoxende Byer drog en Mængde af unge Almuesfolk til sig, og disse bleve da ogsaa nødte til at danne sin Tale efter Moden. Overalt blev der gjort store Krav paa «Dannelse», og til Dannelsen regnede man især den Kunst «at tale ordentlig», som det hedte, det vil sige efter den opstillede Mønsterform, altsaa dansk med visse norske Egenheder, især i Udtalen. De Dialekter, som lignede Dansken mest, vare anseede som de bedste; de øvrige ansaae man for at være saa raa og plumpe, at de aldrig kunde bruges af dannede Folk. Men af alt dette blev det da en nødvendig Følge, at der altid blev en større Mængde Almuesfolk, som nu kom til at tale et Slags Dansk og derimod glemme en god Deel af det norske. Og paa saadan Maade kunde man snart komme til at gjøre den besynderlige Opdagelse, at Dansken aldrig før havde fundet saa stor Udbredelse i Norge, som netop efter at Norge var skilt fra Danmark, og at det rette norske Maal var aldrig før kommet i saa stor Fortrængsel, som netop nu da man altid talede om «det norske Sprog».

Men dette vilde ikke ret passe sammen med hvad vi ellers have hørt om Betydningen af en «Nationalitet» og om Medfølelse for alle de Folkeslag, som stride mod Tyranniet og forsvare sin Ret til at hævde sin egen Arveskik. Det vilde ikke passe for et Land, hvor man gjerne vil bryste sig af sine Forfædres Minde, og hvor man engang har dyrket et Sprog, som har vundet megen Opmærksomhed hos Videnskabsmændene baade i Nabolandene og flere Lande. Det vilde ikke passe til en Tid, da Sprogkundskaben har naaet en større Høide end nogensinde før, da flere Folkeslag i Øst og Vest arbeide paa at dyrke et Maal, som før har været forsømt, og da Guds Ord bliver talt og skrevet i mangfoldige Sprog, som forhen vare ubekjendte udenfor deres eget Hjem.

Man vil spørge, om der nu kan være noget at gjøre ved denne Ting. Der vilde være meget gjort, hvis Folk vilde betragte denne Sag med samme Eftertanke som adskillige andre Sager. At skrive Dansk er egentlig ikke nogen Skam for os, da det ikke er vi, som have begyndt med det; men saa burde vi da ogsaa tilstaae, at det var dansk og ikke norsk. Naar vi kun ville sammenligne vore ægte Dialekter med Gammel Norsk og med de nyere beslægtede Maal, saa kunne vi dog see, at det rette norske Maal ikke er det samme som Dansk, ikke heller den Dialekt, som ligner Dansken mest, og ikke heller en vilkaarlig Blanding af danske og norske Former. At optage adskillige norske Ord i Dansken kan vistnok være til Nytte i Skrifter for Almuen, da det dog altid er en Lettelse for Almuesfolk at faae see noget mere af det Maal, som de kjendes ved og selv kunne bruge; men derved er dog at mærke, at dette ikke er nogen Opreisning for det norske Maal, og at Bogmaalet ikke derved faar nogen Ret til at kaldes norsk, saa længe som Form og Grundlag i det hele er dansk. Og paa Grund af Uligheden imellem danske og norske Ordformer vil denne Optagelse heller ikke kunne drives synderlig vidt. Den danske Sprogform er nu engang bleven befæstet med temmelig trange og knappe Grændser, saa at enhver Overskridelse let vil blive bemærket og gjøre et uheldigt Indtryk. De optagne Ord ville saaledes ofte synes stødende og give Sproget Udseende af en Forvanskning; og deraf kommer det vel ogsaa, at det nu, efter mange Forsøg paa en saadan Optagelse, dog kun er meget faa norske Ord, som have fæstet sig og blevet staaende i den sædvanlige Skrift.

For at komme til en rigtig Opfatning maa man her see bort fra den tilvante Skrivebrug og derimod see nærmere paa Folkets Talebrug. Og dersom man da finder en nyere Talebrug ved Siden af den gamle, da gjælder det om at bedømme, om det er den nye eller den gamle, som har den bedste Ret. Dette kan ikke blive rigtigt afgjort efter Smag og Behag; thi om ogsaa en Deel af Folket vil synes, at den gamle Talebrug er stødende, vil derimod en anden og større Deel finde den nye Brug at være stødende. Heller ikke kan det blive rigtigt afgjort efter Bekvemhed og Fordeel; thi hvad der falder bekvemt for den ene Deel, vil netop falde ubekvemt for den anden. Man behøver altsaa en fastere Grund at staae paa, og denne finder man, naar man vil sammenligne Folkets Talebrug med Gammel Norsk. Først derved finder man den rette naturlige Sammenhæng med Svensk og Dansk, og derved finder man ogsaa Oplysning om, hvad det er for Dialekter, som ere de bedste. Men herved kommer man netop ind paa en selvstændig Sprogform, som ikke er bleven Folket paatvungen udenfra, men som netop tilhører Folket fra gamle Tider. Dette Sprog kunde gjerne være skriftlig dyrket og have et stort Forraad af Bøger; men det kan ogsaa indtil videre betragtes som et Almuesprog uden Bøger; og i hvert Fald er det alligevel dette, som er det rette norske Maal. Vi see ingen Grund til at ansee det som lavere end Svensk og Dansk; vi finde ingen Ret til at kalde det uædelt eller uværdigt for noget høiere Formaal. Vi indsee ikke, at det kunde være nogen Ære for Almuen at foragte dette Maal og ønske at ombytte det med noget andet. Heller ikke kan det være nogen lastværdig Eensidighed, om vi ønske at sætte dette Maal paa en fastere Fod; en saadan Eensidighed skulde dog ikke være værre for os end for andre selvstændige Folk, saasom det svenske, danske, tydske, engelske og saa videre. De ere allesammen eensidige i dette Stykke; og ingen kan laste dem derfor. Det er paa denne Maade, at Folkenes Ættemærker og historiske Minder blive vedligeholdte; og dette er da ogsaa til Folkenes eget Gavn, som her tilsidst er det vigtigste Hensyn.

Det bliver saaledes det bedste Raad at søge det norske Maal der, hvor det findes, at lade det staae ukrænket, hvor det staar, og hellere forsøge at drage det frem end at trænge det tilbage. En skriftlig Dyrkning af dette Maal vil være et ønskeligt Middel til at vænne Folk til Læsningen, at fæste Begrebet om en Mønsterform og fremhæve Sprogets bedste Egenskaber. Men der er noget andet, som ogsaa er ønskeligt, og dette er, at Almuen ikke skal forledes til at foragte sit nedarvede Maal. Hvad vi først maa ønske, er at man skal taale at høre Norsk, og at Almuen ikke skal tvinges eller tvinge sig selv til at tale noget andet. Det vil være bedre at oplyse Folk om Landssprogets rette Værd end at bestyrke dem i visse indprentede Indbildninger, for Exempel, at Dansk er meget ædlere og fornemmere end Svensk og høit ophøiet over det norske «Bondemaal», at Dansk er det eneste, som passer for «dannede Folk», og det eneste, som er værdigt til Brug i Kirken og Skolen, at alvorlige Forretninger skulde blive latterlige i det norske Maal, og at Guds Ord skulde derved blive vanhelliget, osv. Det vil være rettere at oplyse Folk om Landssprogets virkelige Tilstand end at indbilde dem, at der kun findes nogle forvanskede Bygdemaal med visse svage og hensygnende Levninger af et forældet Maal, som ikke længere passer til Tiden. Det vil være klogere at opmuntre Folk til at bevare sit Maal end at afskrække dem derfra med den grundløse Paastand, at det altsammen er noget unyttigt Kram, som om kort Tid vil være aldeles udryddet og forsvundet for den stigende Dannelse. Dersom man troer, at det vil falde Almuen saa let at opgive sit eget og sætte et andet i Stedet, da kan man ogsaa troe, at det vil være muligt for Almuen at gaae i en modsat Retning, at forskyde det fremmede og vende tilbage til det gamle. Det kommer alt an paa en Veiledning og en Tilvænnelse; og det pleier ogsaa at ansees som noget eenfoldigt at forestille sig, at der aldrig kan blive nogen anden Skik end den, som bruges nu i Dag og her i Huset. Om Fremtiden vide vi alle lige lidet; men saa meget kunne vi dog vide, at de Folk, som nu ere oppe, maa engang lægge sig til Hvile, og at der altid vil opvoxe en ny Ungdom, som ogsaa skal lære et Sprog, hvad enten det saa bliver det ene eller det andet. Og hvad vi for vor Deel have at gjøre, er at undersøge Sagens rette Sammenhæng og give Folket en sandfærdig Oplysning derom, for at den opvoxende Slægt maa have Adgang til at begynde sin Betragtning med en bedre Kundskab end den, som vi selv maatte begynde med.