Forsvarssagen/8

I alt, hvad her er sagt, har Forudsætningen været, at Norge maa ordne og stelle sig i vigtige Ting efter Nordmændenes egen Vilje og Forstand. At mange Ulemper for Norge kan opstaa af Unionen, det ved vi af Erfaring; og den farligste af alle kan maaske blive vort Fællesskab i Krig.

Men ikke destomindre maa den gamle Regel fastholdes, at Nordmændene raader for Norge; og naar derfor den Sætning slaaes fast og gjøres til Kjærnen i vor Politik overfor Stormagterne: Norge fører ikke Krig, saa faar man haabe, at Sverige — belært ved bitter Erfaring vil indse, at de ligesaa fuldt som vi forlængst er ude af Spillet i Krigstid, og at den svenske Neutralitet vil tage samme Form som vor: vi fører ikke Krig og deltager ikke i Krig mellem Stormagter.

Denne Holdning er selvfølgelig ikke uden Fare; men den er ren, fornuftig og fremfor alt: den er nødvendig. Og intet Menneske kan paa Forhaand afgjøre, hvorledes denne Holdning — korrekt og loyalt gjennemført vil virke paa Stormagterne; men ethvert Menneske maa paa Forhaand med Rædsel tænke paa det Folks Skjæbne, der i den mest aabenbare Vanmagt vil stille sig krigersk mod eller mellem de store Krigsmagter.

Desuden er der en stor Ting, som man til Slutning bør fæste sin Tanke ved, fordi den egner sig til at stanse og forandre i Løbet Strømninger af Forestillinger, Begreber og Ideassociationer, der — skjønt tilhørende svundne Tider alligevel vedbliver at løbe i det daglige Liv og i de dagligdagse Hoveder, somom deres Løb var fastsat til en evindelig Fremtid.

Livets Kamp i Naturen er den Stærkeste af Legemet, som underkaster sig de Svagere. Men Kulturens Kamp mellem Menneskene er den modsatte: de Svageres Ret hævdet mod den brutale Styrke. Men Raaheden sidder dybt, og fremfor alt: den sidder højt. Saalænge Folkene lade sig lede og beherske af enkelte Mennesker, der fødes med en Krone paa Hovedet og en Sabel i Haanden, som oplæres til graadig Krig, og hvis Æresbegreb udvikles i Retning af urgamle, vilde Forestillinger, saa længe vil der forblive en Glands over Undertrykkelse, Vildskab og Blodsudgydelse.

Og særlig vil det længe sidde igjen i Kvinden, at hun var den Stærkestes Bytte i Kampen, at Manden med det bedste Vaaben har været hendes Værn og hendes Herre.

Præsterne har altid holdt sig nær til Krigerne for det fede Byttes Skyld.

Men andre Tider dæmre, andre Tanker have længe arbeidet sig frem hos de Fremmeligste; der er mange Ting, som varsler en Omvæltning af disse ældgamle Forestillinger og Tilstande.

Men Hovedmassen af Menneskene vil altid være slige, som ikke ser og ikke har Lyst til at se længer end sin egen Næse; og som lige til siste Øjeblik ikke kan tænke sig andet end, at det maa være imorgen som det var igaar.

Derfor taler man saa fast og selvfølgeligt om en Fremtid fuld af Blod, og en bestandig Forøgelse af Stridskræfter og Ødelæggelsesmidler. Man henviser til Stormagternes Kappestrid og mener, at dette er Beviser for, at Krig skal vedblive at være Folkenes Omgjængelse.

For akkurat 100 Aar siden var den samme Art Mennesker akkurat lige saa forvissede om, at Kongevælden og Adelskabet vare evindelige Fremtidsmagter, uden hvilke Verden ikke kunde bestaa. Og den store Revolution faldt over dem som en Forskrækkelse, skønt vi nu bagefter kan se, at den paa saa mange Maader var varslet.

Men ikke paa langt nær saa mange Varsler eiheller saa aabenbare gik forud for hin Revolution, som vi i vore Dage oplever af Tegn og Tilløb til den store sociale Revolution, til hvilken Fyrsternes Krigsgalskab sammen med Kapitalens Egenkjærlighed har ophobet Stoffet.

Den engelske Streik og den tyske er slige Varsler, som Historien efter vor Tid vil nævne som de første fjerne Tordenslag af Uveiret. Og begge disse Streikers Forløb er netop karakteristisk for de to Stormagters indre Væsen, hvor de optraadte.

I England, hvis Krigsstel længe har været den bevæbnede Handel, var de beste Kræfter ude, forat mægle: intet haardt Ord, intet Vrøvl om Autoritet og Opsætsighed; man stillede Arbeiderne tilfreds saa fort man kunde og gav dem gode Ord og Ros for deres imponerende Organisation.

Men i Krigslandet efter Forsvarsvennernes Hjerte — i Tyskland gik det anderledes. Den unge Mal:Ret lovede, at han skulde nok faa Kapitalen til at være skikkelig; men saa lod han sig henrive til at ryste sin pantserklædte Arm foran Deputationen, idet han talte nogle heftige Ord om den Socialisme, om hvilken man vel tør forudsætte, at Kejseren kun har en højst ufuldkommen og ensidig Ide.

Og bagefter viste det sig, at den pantserklædte Arm var lam: Kapitalen brød sig ikke om Keiseren; og de sorte Skikkelser, som havde vasket sig forat være Deputation, blev atter puttet ned i Jorden til Trang og Trældom.

Derfor rumler det ogsaa under Europas Jord; men værst der, hvor Krigsrustningerne ere de prægtigste. Og den Fremtid, Forsvarsvennerne forestiller sig som Nationernes Feldtslag med Generaler, Faner og Musik, tør blive en ganske anden Kamp paa Næverne, mindre pragtfuld, men ulige vildere, mens den varer; og langt vældigere end nogen Erobringskrig, naar den seirer.

Derfor er det aldeles imod Tidens Tegn og Tidens eget Fysionomi, naar ukyndige Kvinder og Mænd løber ud med Krigsraab; Fremtiden vil mindre og mindre regne med Krig; det mest moderne Samfund — det amerikanske lever allerede uden dette Spøgelse. Og i ethvert Fald er det en Udaad at slippe Barbariet løs over et Land, som slet ikke har Magt til at optræde som Barbar.

Vil man se nøgternt paa de Ord og den Tankegang, Forsvarsvennerne bruger, saa er det iøinespringende, at deres Maal er en Tilbagegang til de vilde Tider. Krigsvæsen kalder de for en Nations Adelsmærke, og Historien forvandsker de saaledes, at de kalder den Smule Krigsstyr, her var i 1814, for Landets sidste Ytring af Kraft, mens Tidsrummet fra da til nu har været en lang Døs!

Norges Forvandling fra en fattig Provins til et friskt og frit Land, kjendt og agtet, beundret og misundt af de krigsplagede Nationer, det er en lang Døs for disse gale Sabelraslere!

At Freden ikke er en bleg og umulig Engel, men en stærk Mand med Mod og Mands Ære, — det er Fremtidens Gave, som Nationerne saavelsom de Enkelte skulde forberede sig paa at annamme. Og derfor var der Mening i en Bevægelse ligesaa ivrig og offervillig som denne Forsvarsrus, naar den arbeidede for Fredsligaen.

Og ingen lade sig afholde fra Fredsarbeidet, fordi der skraales: Dette er Utopier; Freden er umulig!

Saa umulig som Norges Forsvar mod Stormagt er Freden aldeles ikke.

Det Land, der — lykkeligt og frit som vort — kan fremme og forædle Folket gjennem Fredens Værker, tør ikke sætte sin Existens paa Spil ved at ville det Umulige.

At indse dette og aabent udtrykke det i vor Politik overfor Udlandet er saa langt fra nogen Skam, at det tvertimod er Veien til den Ære, som Fremtiden skal bringe de smaa og sunde Nationer.