Forsvarssagen/7

Som det nu allerede forlængst har aabenbaret sig, føres Sagen som en Høiresag af ganske udpræget Natur. Især er det vel værd at lægge Mærke til »Morgenbladet«s Holdning.

Thi omend de allerfleste Høiremænd enkeltvis tager en vis Afstand fra dette Blad, saa er det dog aabenbart, at naar der har været noget over al Maade raat og lavt i »Morgenbladet«, saa smisker de Herrer saa lønligen derved; de kan ikke fuldt ud vedkjende sig Kilden — ligesom Eierne af tvivlsomme Huse; men de kan nok lige Fordelen ved at have det urene paa sin Side.

Det er derfor ikke blot en liden Kreds omkring en Avis, men meget store Partier af Byernes Befolkning især østerpaa, som anskuer dette Land og dets Ære med »Morgenbladet«s Øine. Og hvor der kommer en Sag frem, som i Danmark — netop midt for vor egen Dør, har gavnet Høires Maal som ingen anden, der kommer — idet Sagen elskes frem — Begreberne om Landets Ære for Dagen i Udtryk som disse:

»Eller tror maaske Bjørnson, at Nordmændene i en Krig skulde lade en passende Styrke af Digtere, Komponister, Skuespillere, Billedhuggere, Malere, o. s. v, gaa foran Linjen i Haab om, at Fienden af Pietet mod de skønne Kunster skulde undlade at give Ild, naar de saa Kunstnerne foran Fronten, ligesom i sin Tid Ægypterne, da Perserne rykkede ind i Nillandet, med Apisoxer og Pharaorotter som Avantgarde?«

Denne utilslørede Haan mod al den høiere Kultur, som ellers mellem Gentlemen ansees for et Lands Ære, gaar i »Morgenbladet« Haand i Haand med den fladeste Beundring for Kapitalen, naar den blærer sig.

Vel er det at gaa forvidt, naar den store Masse Total-Folk i Landet anser det foragteligt og ligefrem Uret, at nogen fortjener Penge ved berusende Drikke; men saa vidt tør man gaa, at aldenstund Øldrikken drives som den drives endnu i vor Land, saa tjener Bryggerne — naar vi skal være oprigtige — sine Penge for en stor Del paa Fyld og Folkets Fornedrelse.

Naar derfor under en Sag, hvor Talen har dreiet sig om saa høie Ting som Kjærlighed til Fædrelandet og dets Ære og om Offervillighed og Mandemod, Forgrunden særligt har været optaget af ofrende Ølbryggere, saa har dette for Mange været et Tegn paa Bevægelsens indre Karakter.

Ikke saa: at en Ølbrygger jo nok kunde være en god Patriot — ja kanske føle sig særligt forpligtet til at »ofre« rigtig meget af sin Fortjeneste; men derom er her netop ikke Talen. Thi i »Morgenbladet« kan man læse følgende om Indehaverne af Ringnæs Bryggeri:

»Indehaverne har udtalt, at de tegnede med Hensigt paa Listen ikke sit eget Navn, men Firmaets, idet dette netop som saadant havde sin største Interesse af at kunne virke under sikre og trygge Forhold, og dertil tjente bedst et kraftigt Værn. Firmaet viser derved, at det anser Krigsassurance som ligesaa nødvendig i vore utrygge Dage som anden Assurance«.

Isandhed! — man maa spørge sig selv: hvad skulde være i Veien for, at disse Herrer bryggede sit Øl for Russere?

Thi her er jo ikke Tale om Fædreland, Ære eller Mandemod, men om at assurere Øl.

Men for »Morgenbladet« er netop disse Mænd Landets Blomst og Landets Haab, vores alles ædle Forsvar — ganske anderledes end de ovennævnte Apisoxer og Pharaorotter.

Selv om den latterlige Utilstrækkelighed ved disse Rigmænds Bidrag ikke var bevist fra Danmark og en fast og urokkelig Kjendsgjerning, vilde det være en utilbørlig Haan mod hele den øvrige Del af Folket at fiffe disse Herrers egoistiske Ængstelse op til Landsforsvar og Patriotisme.

Men den urenslige og perfide Forblanding gaar endnu videre i denne Sag. Det samme »Morgenblad« indeholder:

»Yder Rigmanden et større Bidrag, saa er den Fattiges Skærv ikke mindre værd for den Kjærligheds Skyld, hvormed den gives. Hvad der saaes i Kjærlighed, har den Forjættelse, at det skal voxe i Herlighed, og hvis dette Foretagende lykkes, bliver det en Gjerning, som det vil være en Ære at have taget Del i«.

Enten man nu er religiøs eller religionsfri, saa ved Alverden saa god Besked, at om Præsterne vred sig og balede som Bals Præster fra Morgen til Aften, saa faar de dog aldrig Christi Lære til at passe paa Blod og Kamp, at sætte haardt mod haardt og holde Kjød for sin Arm.

Og dog tager Høire ikke i Betænkning at lægge en kristelig Forjættelse ind i et Foretagende af den mest hedenske Art; Høire blander uden Sky alt sammen til en stor Løgn, forat fremhjælpe den Sag, af hvilken Partiet lover sig Sejer og danske Tilstande.

Og dertil kommer endnu noget, som ikke nævnes, men som hver, der ved, hvorledes Høire tænker og taler i sine Stuer, ikke behøver at lægge Skjul paa.

Og det er: dette kraftige Forsvar er ikke blot tænkt som Fædrelandets Værn mod de fremmede Voldsmænd, men ligesaa meget — og mangesteds vel saa meget som Tugtemester over de saakaldte »indre Fiender«.

Vi ved alle, hvad Høire mener med en stærk Regjering, med en Konge, som ikke i siste Øieblik viger tilbage, samt med en velrustet og paalidelig Krigsmagt; — vi ved hvor de dirrer af Harme mod »Opviglerne og Folkets Forførere», vi ved det alle godt nok til ikke at lade os narre af dette Russesnak og denne opstyltede Fædrelandsbegeistring.

Forsvarssagen, som den allerede nu er ført, fortjener at blive liggende som et Aadsel, fra hvilket renslige Mænd og Kvinder vender sig bort med Afsky. —

— Men foruden alt dette er der noget inderst inde i selve Sagens Væsen, som man først efter længere Tids lagttagelse faar Øie paa.

Naar man har bevist Utilstrækkeligheden af det lille Lands Krigsrustninger o. s. v., saa støder man tilslut paa den sidste Indvending: ja men, saa har vi dog gjort, hvad vi kunde.

Der er ingen Tvivl om, at denne Tanke har samlet de fleste i Danmark og hos os, især har de minst krigeriske Elementer følt sig tiltalt ved denne Tanke; thi den bunder i Feighed og i Trangen til at løskjøbe sig fra Angst og Ansvar for en billig Penge.

At være sig bevist at tilhøre en liden Nation, som i Krig ikke kan modstaa de Store, og dog arbeide med Haab og Tillid til Fremtiden, er en Opgave, som kræver Alvor og Karakter. Det er saa tungt at tænke sig, at den Tid kan komme for En selv eller for Ens Børn, at Landet ikke længer er vort, at det er en Tanke, de fleste skyr eller kun tænker halvveis.

Derfor er dette: saa har vi ialfald gjort, hvad vi kunde — en Tilflugt for saa mange, der ikke har tænkt over; ligesom Tanken benyttes af saa mange fler, der letsindigen spekulerer i Bevægelsen.

Forsvarets Umulighed er nemlig saa stor, at vi ved at begynde de farlige Stormagtsrustninger ikke gjør, hvad vi kunde, men hvad vi aldeles ikke burde. Og i selve Tanken er der et Smuthul, i hvilket det gaar an at redde sig selv for en stor Del ved at faa Skylden, om Elendigheden rammer os, væltet over paa andre.

Der er ingen Tvivl om, at hvis det ulykkelige Danmark’s Skjæbne nogensinde fuldbyrdes i Landets Erobring, saa vil de Danske til Dagenes Ende tumle med dette: hvis var Skylden? Og Forsvarets Venner ville — selv om Begivenhederne paa det klareste godtgjør Forsvarets Betydningsløshed, de vil vedblive med sit: Ja, vi gjorde da, hvad vi kunde, og havde de andre, — havde de andre —, hvem ved saa —?

Det er denne stygge Fristelse til at finde nogen at skylde paa, der spiller den store Rolle i Forsvarssagen, som den drives. I Danmark tog Høire hele denne Bevægelse til Indtægt, og det lovtro og besindige Venstre blev siddende som dette Folkething, ingen respekterer og som Regjeringen træder under Fødder.

Thi dette er Splittelsen i Folket, at den haarde og uimodsigelige Sandhed stikkes under Stol, medens Begreberne Skam og Ære forfuskes, saaat Æren paa Forhaand tages til Indtægt for det Ufornuftige, og Skammen holdes op for de mindre karakterfaste som en Trudsel.

Saaledes gaar det for sig i disse. Dage i Kristiania og paa Østlandet, det kan man se af Aviserne og høre af Folk, som kommer derifra. Man tvinges ind i Bevægelsen, fordi saa mange Samfunds-Magter og Støtter raaber med Æren og truer med Skammen; mangfoldige gaar med, forat faa leve i Fred og undgaa al den Fortræd i Liv og Forretning, som saa lempelig kan beredes den enkelte af saa store Mægtigheder som Høirevælden med Rigmændene, Præsterne og Damerne.

Vestlandet holder sig endnu noget kjøligere, og det er Haabet. Endnu engang vil det vise sig paa Storthinget, at der kommer et koldt og kraftigt Modslag fra Folket, naar Hovedstaden faar varmet op noget, som skal lures i Folket, »som skal samle og begeistre uden Partihensyn«. Det vil ikke gaa her som i Danmark. Storthinget vil drage Omsorg for, at Ligheden mellem de to Bevægelser ophører, inden det er for sent.