Forsvarssagen/6

Omend selve Forsvarssagen inderst inde er en Forvirring, en uklar Blanding af ufuldkommen Kundskab, ædle Fornemmelser, Frygt og Forfængelighed, saa er den i sin Optræden ikke gammel, før den viser sig som en Bevægelse af udpræget Høireart.

Man kan allerede overbevise sig herom ved at sammenligne Forsvarssagen i disse Dages Billede med den gode gamle Skyttersag, som har det samme Formaal indtil Rimelighed. Gjælder det at have et tappert Folk, som er istand til at forsvare sin egen politiske Existens i et vanskeligt Samrøre, saa har Høire holdt paa, at Folket helst burde forbydes Vaabenbrug som i Danmark, og ialfald ingenlunde understøttes i sligt. Og om nogen havde prøvet at varme Rigmændenes Hjærter for Folket i Vaaben, saa skulde vi seet, om der havde været slig Gavmildhed som nu om Dagen.

Nei, men nu, hvor Sagen er snakket op i Høiden, med Brask og Bram, som kan tækkes de Store og sende sin Vellugt helt op til Tronen, nu ofres der, ofres af disse Skillinger, som ellers sidder saa luselig fast, naar Hjælpen trænges nedover.

Mens ingen Sympati er at vække for voxne Folk, som vil have Vaaben for selv at bruge dem, saa staar Landet paa Ende af Krigsraab fra Damer, Præster og Rigmænd, som ikke kan bruges til Krigsfolk.

Thi Sagen er Pral og Uforstand, som den føres af det samme uforbederlige Høire, som aldrig har fundet dette Land fint og gromt nok; men for falsk Glans har været langt paavei til at sætte vor nationale Ære paa Spil mer end en Gang. Det er her allerede Beviser nok paa, og flere vil der komme, saa der er ingen Grund til at tvivle om at de Venstremænd og Kvinder, som oprindelig fulgte, meget snart vil skille sig ud af Bevægelsen, og stemme desto kraftigere imod.

Men den bedste Hjælp er den oprigtige Sagkyndighed, og den synes vi at maatte undvære. Naar tre Magter som Pigerne, Præsterne og Pengene er paa den ene Side, saa er det trefold haardt for en Officer at stille sig imod. Thi naar selv disse ikke krigførende Magter kommer farende i Pantser og Plade, saa vilde en Krigsmand af Fag neppe kunne undgaa Beskyldningen for Feighed, om han ikke slog Lag med dem.

I Danmark var det ogsaa næsten umuligt for en Officer at stille sig imod Forsvarsbevægelsen. Den sidste ulykkelige Krigs Minder gjorde selve Sagen saa saar og pinefuld for de bedste, at mange gik med paa den i dump Fortvivlelse, og for Officerstanden blev det næsten en ligefrem Nødvendighed at kvæle sin Tvivl og sin bedre Viden og gaa opreist mod det uundgaaelige.

For Danmarks Vedkommende var det jo ogsaa den Omstændighed, der hjalp Forsvarsvæsenet saa vældig fremad, at man der stod overfor et absolut enten-eller; — enten et alvorligt Forsvar eller Afvæbning. Og i denne Afvæbningstanke ligger der ikke blot for Krigsmænd, men der vil endnu i mange Generationer ligge noget utaaleligt for alle Mænd og Kvinder i, at man ganske skal nedlægge Krigens Redskaber; — saa raa og blodig har Menneskenes Historie været, at det endnu i dette Øjeblik forekommer de fleste af os, somom dette: at naa Freden, er at stige ned, at miste noget af sin Værdighed og Glans.

Men ligesom Forsvarsbevægelsen tiltrods for al Ligheden forhaabentlig aldrig hos os vil naa den danske i Vildhed og Fordærvelighed, saa er vi ogsaa paa dette Punkt saa meget heldigere stillet som vi ikke behøver at staa mellem Stormagtsrustninger eller Afvæbning.

Vi har Sverige, mod hvis »Overlegenhed« det kan være en fuldgod Opgave for Krigsmænd og Civile at holde Norge rustet; og derfor forekommer det mig, at brave Officerer, uden at svigte sin Stand og uden at frygte nogen Skygge over sit personlige Mod kunde lade Fædrelandet nyde godt af den Krigskundskab, de sidder inde med, nu i dette Øjeblik, da det trænges saa haardt.

Thi Sagkyndigheden ved Besked om en Ting, — den praktisk talt allervigtigste, Sagkyndigheden kjender Utilstrækkeligheden af vore Midler.

I Danmark, som er saa meget, meget rigere end Norge, og hvor Bevægelsen var saa over al Maade varm i den Tid, den æsede, der fik de sammen et Beløb, der saa noksaa stort ud, saa længe det bare stod opskrevet som et Beløb.

Men da det blev maalt paa Sagen, forbrugt til de første Forarbejder, saa viste det sig, — hvad den ærlige Sagkyndighed kunde sagt paa Forhaand, at den frivillige Beskatning ikke var andet end et Nul eller to i den Million-Række, som et Krigsstyr i Nutidens Forstand koster og kræver.

Folk forstaar ikke store Tal — eller rettere: de forstaar paa den Maaden, at Storheden slaar dem, længe før Tallene er blevne virkelig store i Forhold til Sagen; og højere op mister de Fornemmelsen af Forskjellen mellem halvanden Million og otteogfemti Millioner og tumler bare ubekymret med Millionerne, uden at det gjør andet Indtryk paa dem, end at stort er det: halvanden Million er et uhyre Beløb og 58 Millioner er endnu flere Penge.

Naar en Sagkyndig sætter sig ned i en Kreds eller stiller sig frem for en stor Forsamling og laver Forsvar, saa vil et Publikum af ukyndige Damer og Herrer meget snart modtage Indtrykket af noget stort og kraftigt, naar Taleren en Stund har beskrevet det nye Krigskib, vi skal faa, de nye Kanoner og de nye Søfæstninger. Summerer han saa op de »ofrede« Beløb, vil det hertillands, hvor Summerne altid ere smaa, og Gavmildheden er særligt smaatskaaren, lettelig forekomme Forsamlingen, at det dog er uhyre, hvad der er skjænket, ofret og samlet. Og under denne Stemning kan Taleren godt nævne en Ting som denne: at den franske Marineminister foruden det ordinære Krigsbudget vil forlange 58 Millioner til næste Aar, forat bygge Krigsskibe, — han kan godt nævne dette, uden at Tallet med en Gang og for bestandigt knuser Forsamlingens Forsvarsdrøm. Thi de vil slet ikke forstaa. Saadanne Million-Tal forstaar de ikke. Det er ligesom med de astronomiske Afstande; de ukyndige har igrunden et mere haandgribeligt Indtryk af uhyre Afstand ved at tænke sig en Rejse til Australien, end naar der nævnes Afstandene mellem Himmellegemerne.

Men nu er Forsvarssagen hverken Tapperhed eller Fædrelandskjærlighed, men den bestaar i Tal, i ubønhørlige Tal. Og det er disse Tals uhyre Afstande, Sagkyndigheden skulde holde frem. Stormagternes nuværende Krigs-Aparat skulde skildres og skildres, indtil den Kjendsgjerning stod ganske fast, at om hver eneste Mand i Landet forspildte sit Liv med at øve sig i Vaabenbrug og om hver eneste Skilling i Landet blev sat i Krudt og Krig og Befæstning, saa mægtede Norge alligevel ikke at forsvare sig i 24 Timer imod en Stormagt, der satte fuld Kraft paa Angrebet.

Dersom Folket i sin Helhed saa de vage Forhaabninger og Fremtidsbilleder paa Baggrund af denne uomtvistelige Sandhed, vilde de blive til Latter og Forargelse, som nu laver sig Angrebet efter Fantasien, opstiller vore Kanoner, tænker og handler for Fienden, indtil han pludselig faar vor Kraft at føle.

Det er langtfra nogen Spøg, men det ramme Alvor, at man for en Del af Forsvarspengene burde danne et Reisefond og tvinge et Følge af de ivrigste Forsvarsmænd og Kvinder til i 3 Uger at se bare Soldater og Krigsstel i Tyskland, gaa fra Parade til Tøihus, tvinges til at tælle og skrive op Priser, regne ud og tælle videre, Millionernes Millioner i Fæstninger, i Skibe, i Forraad, i Klæder, Mad, Krudt og Staal, i Menneskers Kraft og Omtanke, i Samvirken og Organisation, et helt stort Folks samlede Maal af materiel Vælde og den mest gjennemtrængende Intelligens, — om de kom helbredede hjem — og det gjorde de, hvis de overhovedet havde Forstand til at forstaa og Karakter til at bekjende — isandhed — disse Penge vare langt bedre anvendt saaledes end til Krigsstel.

Med andre Ord: vort Folk er saa fattigt, at hvad der er og vil blive samlet privat til Landets Forsvar mod en Stormagt, er mindre end ingenting; men om man tog, hvad der allerede er samlet og gav det til Fattigdommens Lindring for Syge, Vanvittige og forkomne Landsmænd, saa vilde Bidraget være stort og gavne og fremhjælpe Landet for Generationer.

Vi synes, Nøden er saa stor blandt os, og dog er vi saa faa, at et Velgjørenhedsfond af de samme Dimensioner som Forsvarsfondet, vilde vise igjen for lange Tider og for mangfoldige; medens de samme Penge maalt med et Landsforsvars Krav er som et Sandkorn i Stranden, som en Klud, der kastes ud af Vinduet.

Saaledes staar Sagen i den nøgne Virkelighed, og dette skulde Sagkyndigheden have Mod og Mands Hjerte til at bekjende.