Forsvarssagen/5

Norge skal aldeles ikke føre Krig, det er den Sætning, som skal indprentes Ung og Gammel. Og ingen skal lade sig forvirre, om nogen sætter det om i Dagens Trompet-Stil og slaar sig paa Hjertet: Skulde vi ikke forsvare vor gamle Moder? ofre Liv og Blod til siste Mand.

Der er ingenting, den gamle Moder er mindre tjent med, end at man gjør hende til Nar for hele Europa ved Hjælp af vaiende Fjære og spanske Miner.

Den, som ikke har Kraft til at bære Vægten af at tilhøre den lille Nation, han forfusker Begrebet Ære, naar han vil gjøre Nationens Lidenhed til en Skam. Om vi overfor en Stormagt viser aabent denne Holdning: Norge fører ikke Krig, saa kan — det nægtes ikke — alt være tabt alligevel, men ikke Æren.

Men Æren sættes paa Spil tilligemed vor hele Existens ved disse Dages falske Larm. Thi Æren bestaar ikke i, at vi har — »om saa bare én Mastetop fra hvilken Flaget kan vaie i Farens Stund«. Men vor fælles Ære bestaar i, at vi holder sammen og fuldbyrder, hvad vi kan magte, og ikke fortærer vor Kraft i Pral og Stormandsgalskab.

Og derfor bør det ikke være tilladt for nogle — om de saa er aldrig saa rige paa Penge, at sætte hele Nationens Fremtid og Ære paa Spil.

Der var et Ord i den danske Forsvarsstrid, som blev lagt Sagens Modstandere i Munden — dette nemlig: man skal ikke irritere Fienden; og da Tapperheden, Religionen og Fædrelandskjærligheden var helt og holdent bragt over paa Forsvarssiden, blev dette fremstillet som den yderste og mest foragtelige Grændse for Feigheden, at nogen kunde »opgive sig selv i den Grad«, at han kunde raade til ikke at irritere Fienden.

Og dog er dette vor Pligt og vor eneste Vei. Vi maa samdrægtig være enige om, at alt, hvad vi har og anskaffer os af Krigsmateriel og Hærvæsen, er kun beregnet paa at opretholde vor Stilling i Unionen. Men vi vil paa ingen Maade forberede os paa at deltage i de store Magters Sammenstød.

Dette maa være vor Udenrigspolitik, og for den maa de enkelte bøie sig.

At befæste et Land er i Nutidens Krigskunst en Uting; men at private Rigmænd vil befæste sig hver i »sin By« er et almenfarligt Vanvid. Nationalforsamlingen bør strax være opmærksom, at man ved Lov forbyder de private Skanser, som i al sin Unyttighed dog ville være stærke nok som Paaskud for en Stormagt til at knuse os strax og uden Naade.

Thi i Forsvarssagens hele Uklarhed er der et fortættet Punkt af uigjennemtrængelig Dunkelhed: hvorledes nemlig disse private Rustninger skal overgaa til Statens retmæssige Krigsmidler.

Derom tales der ikke, det skal gaa af sig selv — formodentlig som i Danmark. Det kan se nemt nok ud med et Skib — foræret af Damerne. Men naar det nu viser sig, — og det kunde Sagkyndigheden forklare allerede i denne Dag, naar den vilde være aaben og ærlig, — naar det nu viser sig, at alle Grosserernes Bidrag ikke forslaar til de allerførste Forarbeider ved en eneste tidsmæssig Søbefæstning, saa skal vi enten være befængt med disse halvferdige og unyttige Fæstninger, der trækker os ind i Krigen som krigførende Magt, eller vi skal nødes til at sende vore felles Millioner efter Rigmændenes Tusinderne og ødelægge os lidt efter lidt, forat være modne til den fuldstændige Tilintetgjørelse.

Storthinget er vort Haab, og Folkets sunde Sans vil støtte det; thi at Regjeringen, som den er, og Kongemagten vil sympatisere med Vaabenlarm og Stormagts-Drømme, det maa vi være forberedt paa. Men Storthinget maa — jo før jo heller afværge denne Fare, at det ikke bliver vitterligt og officielt, at nu ruster Norge sig for Alvor med Tanken paa en Stormagt. Storthinget vil indse, at dette i Evropas Øine ikke er bare en Latterlighed; men at det — sikrere end nogetsomhelst andet vil berøve os den Sympati, vor lille Nation nyder hos de Fremmede; — og denne Sympati er dog den, som med Tiden kommer til at indvirke paa Folkenes indbyrdes Forhold, naar de ikke længer ville finde sig i at styres mod hinanden af professionelle Krigsfolk.

Vi har ogsaa Exempler nok for Øie paa den Skjæbne, der følger de smaa Nationer, som ikke itide gaar ud af Krigsdansen. Saavel Danmark som Sverige ere efter en uendelig Række ydmygende Nederlag beklippede indtil det yderste; og berøvet enhversomhelst Agtelse som Krigsmagt staar de igjen som Vidnesbyrd om krigsgale Kongers Uforstand og Mishandling af brave og fredelige Folkeslag.

At Norge ikke fører Krig mod Stormagt skal være Regelen og Tanken i selve vort Forsvarsvæsen. Men lad der lægges den fornødne Kraft paa disse Ting, saa vi skal slippe at høre vore Egne forhaane os med den svenske Overmægtighed. Forsaavidt det var officielt anerkjendt og udtalt, at vort Krigsstel er kun rettet paa at hævde vor Stilling i Unionen, var det ikke at beklage de mange Venstremænd, som gaar med, — ikke engang Damernes Skib. Men det farlige ligger i den moralske Pest, som nu følger, og i den falske Stilling af udfordrende Latterlighed, hvori Stormagtsrustningerne nedsænker vort Land i Europas Omdømme.

Og dog er der ogsaa den Fare i vore Bestræbelser forat holde os paa passelig Høide med Sverige, at Epidemien ogsaa efter al Sandsynlighed vil naa til Sverige. Ligesom vi utvivlsomt har faaet vor Sygdom ved danske Forsvars-Baciller, saa vil det vist ikke vare mange Uger, før Øllet begynder at gjære i Stockholm og Bryggere, Kul- Korn- Vin- og Spækhandlerne iler op til Fædrelandets Alter med de 5000.

Og da kunde vi to — Norge og Sverige — fra Trin til Trin øse hinanden op til en ligesaa vild Kappestrid i Ødelæggelseskunsten, som den, der nu raader mellem Stormagterne, og vi vilde bogstaveligt kunne kappes ihjæl. Thi Maalet: Stormagt! er for os to ensbetydende med Døden.