Forsvarssagen/4

Den grænseløse Begrebsforvirring, der kommer for Dagen, naar der nævnes Landets Forsvar, skulde forpligte Sagkyndigheden til strax at rette paa de værste Vildfarelser. Officersstanden bør ikke af nogen Grund — og allerminst af Frygt for at synes ukrigersk, tilbageholde, hvad den ved om den nyere Tids Krigsførelse, og specielt Nutidens Theorier om Søbefæstning.

Der er nemlig et stor Del Mennesker, som har læst lidt i en Avis om nye Sprængstoffer og seet nogle Træsnit, hvor Pantserskibe springer i Luften efter et eneste Skud, og deraf tænker de sig ganske fantastisk en rigtig god Kanon bag hver Odde, lad saa Fienden komme, saa skal han faa sin varme Mad.

Samme Trafik er brugt i Danmark af Forsvarsvennerne. De har bestemt Fiendens Landgangsplads og regnet hans Styrke nøie ud, lavet Terrainet til og stillet Kanonerne op, saa det er bare at give Fyr, naar Modstanderne har taget sine Stillinger.

At dette er værre end Barnagtighed, skulde enhver kunne indse. Men fremfor alt burde de Sagkyndige strax træde frem og forklare, at den Art Forsvar er værre end intet.

Thi et Lands Forsvar er hverken Melinit eller Ecrasit eller en Kanon bag hver Odde, men et Lands Forsvar er en Organisation, — eller det er intet og værre end intet. I Forhold til Nutidens Krigsførelse er ethvert Forsøg paa at overraske Angriberen ved skjulte Modstandskræfter en øde Drøm; dersom et Forsvar ikke er en nøie gjennemført og sammenhængende Organisation, saa er et Lands Forsvar umuligt, om det saa var stapfuldt af Krigsmateriel.

Men et organiseret Forsvar af et Land som den skandinaviske Halvø — tilgængelig overalt udenfra og omtrent strategisk ufremkommelig i sit Indre — det vilde overstige den engelske Nations Kræfter. At ville forsøge med vor Nation sammen med den svenske er Vanvid.

Thi selv bortseet fra Tallenes knusende Logik, er dette at omgjøre et fredeligt Folk til et Krigsfolk i Pantser og Plade det vanskeligste og det kostbareste, som findes. Tyskland er det eneste Land i Nutiden, hvor det er lykkedes med Opofrelse af Generationers Kultur; men allerede Frankrige er naaet for langt til at skrues tilbage til vildere Tidsalderes Maal. Frankrige er altid en stærk Krigsmagt; men det franske Folk bliver aldrig mere et Krigsfolk.

I den Begrebsforvirring, som hersker blandt os om disse Ting, skulde Sagkyndigheden oplyse, at dette: Folket maatte omskabes til et Krigsfolk, er den egentlige inderste Kjerne i Forsvarsspørgsmaalet, naar det skal tages alvorligt. Overfor dette Alvor vilde de fleste vaagne til Besindelse; thi saa meget skal Mænd og Kvinder forstaa, at et »Krigsfolk« i Europa kan det norske ikke blive.

Enten man derfor begynder med en enkelt stærk Søbefæstning i Kristianssand eller man lader Kapitalisterne befeste sig i hver sin Smaaby, saa ligger heri en Tilsnigelse fra den Sagkyndigheds Side, som tier stille og lader det gaa. Thi paa den Maade ved at sprede og privatisere Landets Forsvar ophæves det siste Skin af Fornuft, den siste Mulighed for Organisation.

I denne Henseende som i mange andre er Hr. Bibliothekar Drolsum ikke blandt de Sagkyndige. Han vil bentfrem, at Norge skal rule the waves, og han siger det med Freidighed: »Er ikke Veien over Blaamyren os aaben, saa er vi strax paa Undergangens Rand«.

Han synes vel ikke at mene, at vi ved Krigsrustninger ville blive istand til at beskytte vore Skibe og vore Sømænd rundt i alle Klodens Have og Havne; men Veien maa staa aaben over »Blaamyren«. Denne Forestilling om Magten paa Havet er ligesaa landkrabbeagtig som selve det usaltede Ord Blaamyren. At Norge skulde have en Flaade i Søen, der skulde kunne holde Landets udstrakte Kyster aabne, fri for Blokade af en Stormagt, saaledes at vor Skibsfart skulde gaa sin Gang, fordi den var beskyttet af vor Krigsmagt, dette er en Tanke, som skiller Indehaveren fra ethvert Samkvem med Sagkyndigheden. Der er kun en eneste Ting, som kan beskytte vore Folk og vore Skibe hjemme som ude, og det er, at Norge ikke fører Krig. Saasnart Norge vil være Stormagt og kriges, er vor Skibsfart ødelagt, og vi ere over Afgrundens Rand. Vi kan ganske vist ogsaa lide store Tab — ja bringes Undergangen nær nok, selv om vi ikke ruster os op til Stormagt’s Maal; men gjør vi det, er vi ganske sikre paa, at det koster os Livet.

At indrømme dette er langt fra Feighed og Selvopgivelse; det er at se Sandheden i Øinene. For voxne Mennesker er det ingen Skam at tilhøre et lidet Folk.

Men der er dem, som ser paa Folkene med en Berlinerløitnants Øine, og saadanne er det, der finder, at Fædrelandet er »Europas Fattiglem«.

Intet Ord kan være uretfærdigere og mere uhistorisk. Norge er godt nok.

Forsaavidt som det svenske Blæreri har tilladt Norge at vise sig som Nation, er der kun en Følelse mulig overfor dette Folk paa 2 knappe Millioner, og det er uskrømtet Beundring. Som Kolonister, Sømænd og Opdagere, i Kunst, Videnskab, Literatur, Musik — i alle Kulturens Værksteder er der norske Navne indskrevne; og naar de fattes i Krigens blodige Historie, saa er det saa langt fra, at deri ligger Grund til Haansord som Fattiglem, at netop deri ligger vort Lands største Ros og Lykke.

Thi det er ogsaa en af de ikke minst bagvendte Ting ved Forsvarssagen, at man vil gjenopvække Beundring for den krigerske Pragt og Pral. Det er falskt at fremstille Rustninger som Nationernes Maal; Rustningerne er tvertimod Tidens egentlige Kræftskade, som netop nu ved sin rivende Væxt varsler om en stor Operation. Og det Land som ikke rives med til sin egen Ødelæggelse i et vanvittigt Kapløb mod Rædsler og Blod, er snarere værdigt til Hæder end til Haan.

Og desuden: mon et Fattiglem hæver sig i nogens Øine, om han sætter en Fjær i sin Hat og traver henad Veien paa et Møggreb — raabende at han er ligesaa god som nogen Storkar?

Men saaledes og ikke anderledes tager Norge sig ud, naar det krigersk vil maale sig med en Stormagt; — kun er der aldrig saa stor Afstand mellem en Storkar og et Fattiglem paa et Møggreb, som der er mellem en Stormagt og det mest over-op-rustede Norge.

Der er idetheletaget ingen Ende paa nedsættende Ord om Fædrelandet fra deres Side, som vil blæse det op til en Væddekamp med Rusland. Og saa samvittighedsløst gaar man tilværks, at man ikke undser sig for at fornærme os ved de mest haanlige Sammenligninger med Sverige. Man vil opflamme — og det er et godt Exempel paa hele Bevægelsens Hulhed! man vil opflamme os til den umulige Kamp med Stormagter ved at vise den feigeste Ærbødighed for den eneste Magt, hvis Overlegenhed ikke er større, end at vi skal klare den. Siger ikke Hr. Drolsum selv: »alene det ene svenske Pantserskib »Svea« er stærkt nok til at jage en hel Flaade som den norske af Søen.« 

Dette er ikke blot en Haan mod os, som lever; men en utaknemlig Forglemmelse af Forfedrenes Historie, som aldrig skulde bydes Svensken fra vor Side. Det er nemlig ikke Svensken, men det er vi, som engang havde en Støvekost, som feiede Havet rent for alt, hvad der var af svenske Krigsskibe.

Og om vi end ikke fabler sødladent som Damerne om en hel Række smaa Peder Wessel’er i Rærene, saa kunde det vel hænde, vi igjen fandt en Tordenskjold iblandt os. Selve Hr. Drolsum kan ialfald ikke garantere, at han skal fattes.

Men et er sikkert og det er, at den Sømandsstand, som skal værne vor Stilling der, hvor den kan værnes, tager ikke imod forskræmte Landkrabbers Haan. Det Svenskeskib, som kan jage hele den norske Flaade af Søen, er endnu ikke bygget og vil aldrig blive det.