Forsvarssagen/3
Nu gaar der neppe nogen Dag, uden der kommer de faste fem Tusinde fra en Rigmand — snart med, snart uden Bestemmelser og Betingelser. Kapitalen, som just i disse Dage stridigere end nogensinde vil gjøre sig selv til en hellig Autoritet overfor Arbeiderne, den trænger sig ogsaa frem her, forat vise os, hvad det vil sige at elske Fædrelandet.
Snart faar Kulhandlerne en Skanse, Spækhandlerne en Søbefæstning og Damerne et Skib, som hver skal rives om Bidragene og som for os andre skal betegne Fædrelandet.
Selv en saa brav Mand som Hr. Bibliotekar Drolsum giver ikke Agt paa, hvor han fornærmer og ophidser mange ligesaa brave Landsmænd, naar han for en Forsamling af Damer uden videre, taler om Forsvarssagens Modstandere, som om de er blottede for Fædrelandskjærlighed, klamme Kosmopoliter, »Europæere« — som Skjældsordet først lød i Danmark.
Man kunde ventet og forudsagt, at dette vilde komme; men næppe fra en Mand som Hr. Drolsum. Desto ivrigere maa vi strax reise os — den forhaabentlig meget store Skare, som ikke vil taale, at vi offentlig fremstilles for en stor Kreds som blottede for Fædrelandskjærlighed, som opgivende vor Nationalitet, som liggende feigt under »for en gammel Lydrigetanke«!
Det er sagt om Hr. Drolsum, at han er betat og besat af Forsvarssagen. Paa samme Tid som dette faar være Mandens Undskyldning, er det et nyt Advarelsens Mærke paa den epidemiske Raptus, som gjør Folk blinde og uretfærdige.
Men i Hr. Drolsums Tale er der mere, som strax maa tages. At skrive med en længere Plan for Øie om denne Sag er overhovedet vanskeligt, fordi det gaar saa rivende fort. Det er ikke saa meget — haaber jeg —, fordi selve Sagen vinder dybere Anklang; men hver Dag bringer nu et nyt Træk kjendt fra Sagens ulykkelige Historie i Danmark, og jo før alle disse Tilstelninger afdækkes desto bedre.
De aabne Byer er ikke længer sikre mod Bombardement — siger Hr. Drolsum. Dette er en Trudsel og et Skræmmebillede, som savner al Berettigelse. Og selve Talerens Bevis gjør baade det og andet klart. Hr. Drolsum nævner Liverpools Bekymringer under en eventuel Krig. Men Hr. Drolsum nævner ikke, at England er en Krigsmagt, en Stormagt af første Rang, som baade kan og skal beskytte sine aabne Byer. Han nævner bare aabne Byer, og Folk gaar strax med, og glemmer, at Norge ikke er og aldrig skal blive en krigførende Magt i Stormandsgalskabens Forstand. Men saa letvint er det for dem, der have ladet sig rive for langt af noget, de ikke har tilstrækkeligt Kundskab om, saa letvint hopper man afsted, at Liverpools Bekymringer uden videre overføres paa Kristianssand og Tønsberg; — de maa altsaa befæstes!
Nei! — man har hverken historisk Ret eller noget Skin af Grund til at paastaa, at en aaben europæisk By i et Land, som ikke fører Krig, er udsat for anden Molest, end at dets Havne kan blive benyttet, og at de krigførende Magter gjensidig gjør Priser i Landets Farvande og Havne.
Men nu kommer det Punkt, som er det væsentligste, og som allerede af Forsvarssagens Førere i Danmark er omgivet med et syvdobbelt Bælte af Uklarhed.
Det er et Lands Neutralitet, — hvorledes den holdes best, og hvorledes den virker paa Stormagternes Holdning. En stor Del af disse Spørgsmaal ere Fagspørgsmaal, som man ellers maa lade ligge til Sagkyndigheden; men som man i disse Dage alle maa tumle med og danne sig Mening om.
Selv de glubeste mener nemlig i Grunden ikke, at Norge og Sverige skal forestille Stormagt og tage Kampen op med en Kollega. De forestiller sig dog altid et Forbund, en Alliance, naar der skal slaaes, og de fredeligste blandt dem vil bare en Neutralitet, men denne maa være bevæbnet.
Med andre Ord, naar den Krig bryder løs, som vi alle frygter, bør vort Land indrette sig paa at søge en stor Magts Beskyttelse, og Spørgsmaalet bliver: hvorledes opnaar vi sikrest dette?
Først er der dem, der paastaar, at Norge ved at ruste sig i Forsvarsstilen sammen med Sverige skulde udgjøre en saa betydelig Magt, at en Stormagt skulde betænke sig to Gange paa et Angreb. Overfor dette er der ikke noget at sige. Det er Toppunktet.
Saa er der dem, der mener, at vi ved overanstrængte Rustninger skulde kunne gjøre os Haab om en Alliance, hvor vor Stridsmagt spillede en Rolle som Hjælpekorps. Men for det første ville vore Rustninger aldrig kunne naa saa høit op, at de vil veie nogetsomhelst i en Kamp mellem Stormagter, og for det andet er det ikke væbnet Alliance med krigførende Magt, et Land som Norge skal søge: det er overhovedet Uret at bilde Folket ind, at vi bør prøve Krigslykken, ruste os forat faa være med »Voldsmændene«.
Men saa kommer de, der hverken vil føre Krig alene med en Stormagt eller sammen med den ene mod den anden. Denne Gruppe er den mest fantastiske og maaske derfor den talrigste. De siger, vort Forsvar bør være saa stærkt, at det kan afværge et coup de main af en Fiende.
Derved mener man, at vi bør kunne tilbagevise et første Angreb, hvorsomhelst det maatte komme. Og derved skal vi opnaa at vinde Tid. Og ved at vinde Tid skal vi opnaa Sympathi hos Stormagterne efter den tidligere nævnte Formel fra Børnestuen: »Se den lille Knægt, hvor kjækt han forsvarer sig; ham skulle vi hjælpe.«
Dersom alle vidste, hvad der er snakket og fablet om dette i Danmark, vilde den almindelige Uvilje være stærk nok. Men denne Maade at se Tingen paa synes netop at have en stor Tiltrækning for mangfoldige. Deri blander sig nemlig dette: først har vi gjort, hvad vi kunde, Europa kjender vor Lidenhed; men Europa har seet vort heltemodige Forsvar; en saa livskraftig Nation vil man ikke lade i Stikken — eller som Hr. Drolsum siger: »jeg tror paa Muligheden af at rive mit Folk op af denne Søvn til Døden, hvori det nu er nedsunket; fordi jeg tror, at det er et intelligent Folk, hvis det kun lykkes at faa det vaagent; fordi jeg tror, at det endnu har en Mission blandt Folkene og derfor ikke har Ret eller Lov eller Grund til at opgive sig selv!«
Det er den samme store, pralende Hulhed, som i Danmark fik det berygtede Udtryk: Gud kan ikke undvære Danmark!
Eller er der noget voxent Menneske kjendt med den nyere Tids Historie, som for Alvor vil paastaa, at Bevæggrunde som de nævnte spiller den allerfjerneste Rolle i Stormagternes Krigspolitik? — Man tager uden nogen Ret sit Haab, sin Frygt og sine bange Anelser og dækker dem over sin bedre Viden, idet man lægger Følelser saa ædle som de kun sjelden findes Mand og Mand imellem ind i Staternes Politik, hvor slige Følelser aldrig har raadet — endmindre kommer til at raade, saalænge Folkene kriges med hinanden. Man besnakker sig selv og fabler op snart om Kabinetternes Sympathier, snart om det ædle engelske Folk — lutter Ord — Ord, som paa Kampens Dag veires hen med den første Krudtrøg. Har vi endnu ikke seet nok af Englands koldblodige Egenkjærlighed i Politiken?
Og Kabinetterne? — Nu er der ganske vist ikke mange Ting, der er saa latterlige, som naar almindelige Folk sætter sig til at forklare, hvad Bismarck egentlig tænker, og hvad Diplomaterne mener i det inderste Lønkammer. Men forat følge med og paavise Uforstand, maa man trodse selve Latterligheden.
Naar der altsaa tales om at vinde Kabinetternes Respekt eller Sympathi, saa mener Forsvarssagens Mænd, at de store Rustninger ville — om end ikke imponere, saa dog stemme fordelagtigt.
Jeg tror akkurat det modsatte. Dersom der er noget i Danmark, som Bismarck har Respekt for, saa er det visselig hverken for Armeen, ej heller for Kjøbenhavns halvfærdige Befestning og allerminst for det Folk, der lader sig Friheden spille af Hænderne og gaar over i en tilsløret Enevoldsmagt og en ufrugtbar Militarisme.
Men meget rimeligt er det, at Bismarck med en vis Sympathi ser paa Estrup, der netop optugter Folket til et Regimente som det preussiske og endog lægger en mulig Grundvold for en tysk Fæstning. Saaledes ser den haarde Virkelighed snarere ud, og skal der endelig tales om Kabinetternes Sympathier, saa er dette mest i Stilen.
Andre Sympathier — som for Exempel Beundring overfor en liden Nations heltemodige Forsvar — har intetsomhelst Rum i Stormagternes Politik. Der veies og prøves med de aller brutaleste Værdier: Menneskekjød, Staal og uhyre Forraad af Materiel.
Og naar den forferdelige Krig bryder løs, saa er Norges yderste Overanstrængelse ikke af mere Betydning, end om nogen vilde stoppe et fossende Dampskib ved at bestrø Havet med Dun.