Forsvarssagen/2

Hvor der er Tale om ligefrem haandgribelig Magt, bør ingen Nation frygte sin Ligemand, ligesom ingen rask Gut er ræd sin Jævngamle. Og desuden er der Gutter, som ikke er ræd for et Tag med Aarsklassen over, og disse Gutter ere roste og vel ligte af alle.

Men saa husker vi vist ogsaa nogle smaa Blærer, der vilde give sig Mine af at have tre Alen mellem Øinene, og som altid løb de store Gutter mellem Benene og indbildte sig, de vare med i Kampen.

Saaledes og ikke anderledes ser en liden Nation ud, som ved kunstige Midler vil give sig Mine af at staa Maal med Tidens Stormagter. Kun er der for det første den Forskjel, at der mellem den stærkeste Prygl i Skolen og den minste Purk i Forberedelsesklassen ikke er saa stor Afstand i Kraft som mellem en af Tidens rustede Stormagter og vor Krigs-Evne, om den spændes til det yderste; og dernæst er det ingen Børneleg for en liden Nation at være iveien for de Store, naar de slaaes.

Naar vi derfor blæser os op, saa er det Unyttige derved saa aabenbart, at selv de fleste indrømmer det; men saa paastaar de, at dette Blæreri vil klæde os saa godt, at Stormagterne — som om vi var Børn i en Børnestue! — Stormagterne vil sige: nej se den lille Knægt! hvor kjækt han forsvarer sig! — ham skulde jeg nok have Lyst til at tage mig af! — Og saa iler man os tilhjælp!

Dette aldeles uhistoriske Snak skal siden imødegaaes, for nu at holde fast ved Traaden.

Med Billedet af Gutten, som ikke er ræd for at tage et Tag selv med Aarsklassen over ham, mener jeg at udtrykke den fornuftige Grænse for et lidet Folks Krigsærgjerrighed. Hvad der er over dette, er hverken Tapperhed eller Fædrelandskjærlighed, men enten Uforstand eller en krampagtig Rædsel for det lille Lands Skjæbne i de stores Strid.

Ligesaa gavnligt som det er at tage sig sammen og naa den højeste Udvikling af sin Kraft, ligesaa skadeligt er det at overdrive sig selv og sine Evner imod det umulige.

Men nu er vort Land i den heldige Stilling, at det har nogen at maale sig med. I Sverige har vi netop saadan en Jævnaldrende, der — ialfald tilsyneladende — er noget stærkere; og om vi end langtfra er ræd Svensken — hverken nu eller før, hverken paa Land eller paa Sø, saa lad det alligevel være Maalet for vor Ærgjerrighed paa Krigsveien at være i en saa komplet Forsvarsstand, at vi paa ethvert Punkt og til enhver Tid er istand til at hævde denne Jævnbyrdighed, vi kjægler om, om vi engang for Alvor skulde ryge i Totterne paa hinanden. Dette er Forsvarssagen, som kan og bør samle os alle, saaat vi altid, og helst naar det kniber, kan være overbevist om, at vore Geværer ikke ere »afskruede« og at »de uskyldige Kanoner« vender Mundingen den rette Vei.

Men man kan se med et halvt Øie paa Forsvarssagen saaledes som den presenterer sig, at dette er slet ikke Meningen. Med Fienden maa man aldeles ikke tænke paa »Broderfolket« — nej! Rusland! — Rusland er det, vi skal op og maale os med.

Thi selve Indbydernes Navne i Forbindelse med den Holdning, Høire indtager, er et sikkert Bevis for, at Bevægelsen saa langt fra ledes i Tanken om et Værn mod Sverige, at det meget snarere er Forsvarsforeningens Mening, at gjøre Norge værdigt til at være med paa »de svenske Sletter«.

Det staar desuden med tydelige Ord i selve Indbydelsen. Historien lærer, at før kunde smaa Nationer børte sig med Held; og det kan de endnu — lærer Indbydelsen — hvis de ruster sig paa det stærkeste.

Dette er en aabenbar Forvanskning af Nutidens Historie. De store Magter — som Indbydelsen kalder Voldsmænd — er allerede for mange Aar siden udrustet paa en saadan Maade, at det aldeles ikke spiller nogensomhelst Rolle, enten vi vilde give os til at møde en af dem som Fiende, saaledes som vi er idag, eller rustede over Evne efter Forsvarssagens Program.

Dette ved Stormagterne og det ved vi ogsaa, — ialfald vidste de fleste det, indtil for kort Tid siden. Men det er ogsaa et Tegn ved Forsvarssagen, som burde advare, at den kommer som en Raptus, som en Mode, som en Epidemi.

Folk, som for fire Uger siden var fornuftige og ærlige nok til at indrømme, at Krigsvidenskab var noget, de ikke forstod, forstaar pludselig og med dem deres ganske Hus, Kvinder og Børn. De læser for Exempel et fantastisk Røre af en svensk Officer, strax forstaar de, at netop saaledes maa det gaa, naar Russen kommer, og dermed er Forstaaelsens Døre aabnede, og D’Hrr. Officerer opnaar et uformodet og pludseligt Tillæg af Betydning.

Nu kan de sætte sig ned og begynde, hvor de vil, om Landets strategiske Punkter, om Kristianssand og Kystens Forsvar, om Russen og de svenske Sletter og den engelske Hjælpeflaade — for fire Uger siden var der ikke et Liv, som gad høre, men nu flokkes de fulde af Interesse og den inderligste Forstaaelse, og de løber ud paa Gaden, Mænd og Kvinder, Præster og Drenge og raaber vi maa! — vi maa!

Men maa man end paa det skarpeste holde Præsterne ude af dette, saa skal Officererne ydes den Retfærdighed, at deres Iver er rimelig. Kun skal man fordre af dem, at de ikke af Kjærlighed til sin Stand lokker Folket ind paa en Begyndelse, hvis uhyre Omfang de sagkyndige burde forstaa. Thi allerede nu kan man tydelig se, at de Fleste aldeles ikke har nogen Ide om, hvad et Forsvar af dette Land maalt med en Stormagt som Angriber vilde komme til at koste og fordre.

Allerede den spredte og halvt naragtige Maade, paa hvilken patriotiske Pengemænd putter en Skilling hist og en her, snart til en Bys Befestning, snart under andre Forbehold og Betingelser, den burde den oprigtige Sagkyndighed strax slaa ned. Dersom man lader det gaa paa denne Maade, saa faar man Indtrykket af, at de, som driver Sagen, enten ere letsindige nok til bare at ønske Krigsrummelen igang, for saa siden at tvinge Storthinget til at tage det slet begyndte Arbeide paa den felles Kasse, — saaledes som det er gaaet i Danmark; eller ere saa betagne af Rædsel for Fremtiden, at de bare vil søge en falsk Dækning bag dette Stikord: at have gjort, hvad de kunde.

Thi saa gal er ingen Officer eller Sagkyndig, at han mener, hver liden norsk Havneby kan præstere et Forsvar i Nutidens Forstand. Dersom der er Alvor og Ærlighed i Sagkyndigheden, saa skal den frem og forklare, at dette er Nonsens over alle Bjerge.

Men var det enda med de bortkastede Penge, saa behøvede man ikke at tage saa haardt paavei. Men værre er den Forvirring i Begreberne og denne Splittelse mellem Landets Børn, som afstedkommes ved disse Rigmænds Pengegaver.

Der kommer for Exempel Millionæren Svend Foyn med usle 5,000 Kroner til at befæste Tønsberg med! og hvis der begyndes Befæstningsarbeider, som Svend Foyn finder hensigtsmæssige, og hvis de begyndes strax i 1890, saa vil han — en af Landets rigeste Mænd — atter ofre 5,000 Kroner paa Fædrelandets Alter!

At en Mand, som med en saa djærv Energi har skabt sig selv Millioner, ikke skulde vide, at i Forhold til en tidsmæssig Søbefæstning er 10,000 Kroner intet Bidrag, men en Haan, en Latterlighed, det synes næsten utroligt. Men hvad der er værst af alt er, at i disse Stormandsgalskabens Dage farer denne Efterretning: at en Millionær har ofret et latterligt Bidrag til den Bys Forsvar, hvor han har sine Rigdomme, — denne Efterretning farer Landet rundt som en Handling af Patriotisme, som et Exempel til Etterfølgelse og til Skam for de haabløse, der sidder »i uværdig Selvopgivelse«.

Selv om Maalet var det fornuftige: et Værn mod Sverige, var denne Splittelse af Kræfterne aldeles forkastelig; men man kan ikke let finde Ord for det vanvittige i denne Art af Forsvar, naar Maalet er at byde en Stormagt Spidsen.