Forsvarssagen/1

Ingen, som har iagttaget, hvilke Ulykker denne Sag har anstiftet i Danmark, kan uden Bekymring se den Forsvars-Raptus, der nu farer over vort Land.

Allerede er der i Bevægelsen saa meget, der ligner den danske, at der nok kan være Opfordring til at tænke sig om, før man lader sig rive med.

Thi det slaar neppe Feil: Spørgsmaalet om et lidet Lands Forhold under Stormagternes Strid vil heller ikke hos os blive forhandlet som et krigsvidenskabeligt og statsretligt Spørgsmaal; men alt, hvad Angsten over at tilhøre et lidet Folk kan opdrive af høistemte Ord, vil inden kort Tid summe os om Ørene; og de Modstrævende ville sidde kolde igjen som de, der intet ville »ofre« for Fædrelandet, ikke vove Liv og Blod for det elskede osv., — al denne selvgode og haardhjertede Pral, som har forbitret Sindene i flere Aar i Danmark.

Allerede Maaden, hvorpaa Forsvarssagen nu først har taget Fart og Farve, skulde være en Advarsel. Vel er »Morgenbladet« tamt endnu; men lad Bevægelsen voxe til den Rus, hvori man tilslut i en Art Stormandsgalskab vil maale sig med Alverdens Stormagter, saa vil den rette Aand ogsaa komme frem og med den gamle Haan over det karrige Storthing og over hele den simple Del af Folket, som ikke har nogen Sands for store Ord og flyvende Krigsfaner.

Saa er Damerne gaaet med — i en Opfordring til Dans og Pengesamling, der er stapfuld af Haan mod de Feige, som ikke vil ofre og ofre osv., og nu staar vi ved Festlighedernes Begyndelse: Taler, Møder, Aftenunderholdninger, Bazarer, Dans, Taler — uafladeligt Taler, hvori de høie og renslige Ord som Fædrelandet og Gamle Norge og de tusind Hjem — alle vore gode og dyrebare Ord skal tygges og tygges og spyttes ud igjen, indtil det gaar som i Kjøbenhavn, hvor ingen længer tør sige »Gamle Danmark«, fordi Folk væmmes eller tror, det skal være »Grin«.

Og mest af alt burde det gjøre Folkepartiet i Norge betænkeligt, at Præsterne er saa ivrige til at være med. Det synes ikke at falde dem ind at læse efter i sin Bibel hvad der staar om Manddrab og Blodspilde. Saa langt er de af Veien, at det ikke falder dem ind at sige til sig selv: er der nogen, som skal holde sig borte fra Krigslarm og Rustninger, saa er det vel vi. Netop i Tider som disse var der Rum for et Præsteskab, som prædikede Freden og Veien for de smaa i denne Verden.

Men nej! — den ene Bisp finder, at fattige og forgiftede Piger kommer ikke hans Embede ved! — og den anden kan kun med Møie afholde sig fra at forbande Bogtrykkerpressen; — men Kanonerne — Halleluja! kom bare med Kanoner, saa vil vist ingen Bisp eller Præst finde sit Embede at være til Hinder for at lyse Velsignelsen.

Men herved er et yderst farligt Moment kommet med — nemlig det Religiøse, som i vort forhyklede offentlige Liv spiller en saa stor Rolle. Det vil lettelig komme dertil, at det Religiøse anbringes og slaaes fast paa Forsvarssiden, og da er den yderste Tilsætning af Bitterhed kommen i Striden.

Og Strid bliver her og skal her blive. Der skal reises en Advarsel mod dette, at ikke et helt sundt og fornuftigt Folk rives med ind i noget, som ingen Ende har, fordi det overstiger Landets Maal og Evne.

Det er paa en vis Maade et Held for os, at vi har den danske Forsvarsbevægelse saa lige ved Haanden. Den sikre og uimodstaaelige Maade, paa hvilken denne Sag mer end nogen anden svækkede det danske Venstre og lempede al Magten over paa høires Side, maa være et alvorligt Varsko til vort Venstre. Al den Lighed, der allerede er i Ordene, i Argumenterne, i Maaden, hvorpaa Pengene samles, i den Methode at tage Fædrelandskjærligheden og Religionen til Indtægt, — i alt er Ligheden saa stor, at den kan følges Skridt for Skridt.

Derfor maa der arbeides og imødegaaes paa alle Punkter, for at bringe Klarhed over, hvor det paa den Maade bærer hen. Thi denne Sag — og deri ligger dens Evne til at gjøre Skade — den er saa forunderligt blandet af de mest elementære Sandheder og det mest vanvittige Nonsens. Der er i Forsvarssagen et Moment, som er umisteligt for Folket, og dog er den istand til at ødelægge Landet.