Forord (Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur 6)
Da Rigsarkivar Lange saa sig nødt til at ophøre med Udgivelsen af dette Tidsskrift, som han igjennem fem Aargange med saa megen Dygtighed og Humanitet havde forestaaet, maatte dette vistnok vække ikke ringe Beklagelse i vor lille literære Verden. Og det saa meget mere, som Grunden ikke var den, der sædvanlig er Tidsskrifters og Dagblades Bane: Mangel paa Abonnenter, men snarere Mangel paa tilstrækkelig literær Bistand, hvoraf Udgiveren følte sig saa meget mere trykket, som forøgede Forretninger af anden Art gjorde hans egen Tid til at arbeide for Tidsskriftet knappere. Som den, der med særlig Interesse har fulgt dette lige fra dets Grundlæggelse – i hvilken jeg endog kan siges for saa vidt at have Deel, som jeg var med i den Redaktion af dets Forgjænger „Nor“, der ved venskabelig Overeenskomst nedlagde Sagen i Hr. Langes Hænder (se Langes Forord, dette Tidsskrifts 1ste Binds 1ste Hefte) – var jeg ogsaa nu iblandt dem, der i det længste og paa det indstændigste opfordrede Hr. Lange til at vedblive, idet jeg ikke alene fandt det beklageligt om et Skrift, der dog erkjendtes for at have virket saa meget Gavn, skulde gaa ind, men endog syntes det var en Skam, saa længe Publikum gad kjøbe og læse Skriftet om der da ikke skulde være Nogen der orkede at skrive det. Man klager saa ofte over Publikums Mangel paa Interesse for Literatur og literære Bestræbelser; her var derimod et glædeligt Tegn paa det Modsatte, der i høi Grad fortjente at imødekommes. At jeg desuagtet ikke – efter Sædvane mindre seende hen til mine Evner end til min levende Interesse for Sagen – vovede paa Opfordring ligetil at træde i den forrige Udgivers Sted, havde fornemmelig sin Grund i den Betragtning, at der til et Tidsskrifts Udgivelse, foruden den egentlige literære Redaktion hører endeel andre økonomiske og mekaniske Forretninger, til hvilke jeg isærdeleshed følte mig mindre skikket. Men da nu Leiligheden tilbød sig til en Forening med en anden Mand, der paatog sig at besørge disse Anliggender, maatte enhver Betænkelighed vige for Tilbøieligheden til at forsøge, om ikke et fornyet Opraab til vort Folks literære Kræfter skulde vække saa megen Gjenklang, at Tidsskriftet derved, i Forening med usparet Flid fra vor Side, ialfald nogen Tid kan holdes oppe.
Idet vi altsaa i Fællesskab opfordre ældre og yngre Videnskabsmænd til at understøtte os med Bidrag, der ville blive honorerede, saa vidt som Tidsskriftets økonomiske Stilling tillader det, er det vel hensigtsmæssigt at tilføie, at det agtes fortsat væsentligen i den samme Aand og Tone, som før, ja at man endog ønsker at holde sig vel saa nær til Tidsskriftets oprindelige Plan, som i den sidste Tid er skeet. Saaledes vil man især bestræbe sig for, at Literatur-Rubrikken kommer til igjen at indtage en væsentligere Plads, ligesom de „literære Efterretninger“ haabes at kunne blive mere regelmæssige. Enkelte Stemmer, der vel have ladet sig høre, for at man skulde optage Opsatser af en lettere, mere underholdende Beskaffenhed, har man troet ei at burde lytte til, da Tidsskriftet derved vilde fjerne sig alt for meget fra sin Grundidee, der betinger dets eiendommelige Plads og Berettigelse i vor Bogverden. Efter denne – og hvis det ikke skal indlade sig i en afmægtig Væddestrid med de for Resten Alt opslugende Dagblade – maa det, uden Fordring paa at ansees som et egentlig lærd Skrift, dog stedse beholde en vis strengere Karakteer og mere søge sin Bestaaen i den Agtelse og Bevidsthed om virkeligt Værd, som det er i Stand til at indgyde, end i den umiddelbare Underholdning og Fornøielse, det formaar at byde sine Læsere. Vistnok er det egentlige videnskabelige Publikum hos os kun lidet og spredt, og det kan ikke undgaaes at mangen enkelt Afhandling, som her leveres, kun vil finde faa Læsere, af hvem den i fuldeste Maal kan nydes og tilegnes; men da der dog vil blive sørget for Afvexling af Forsøg i forskjellige Videnskabsgrene, saa vil i Regelen Enhver finde Noget for sig, medens Andet maaske mindre vækker hans særegne Opmærksomhed, desuden bør man vel, ligesom forhen, stole paa, at Overbeviisningen om et saadant Tidsskrifts Gavnlighed for Literaturen vil have sin Deel i at Mange ville bidrage sin Skjærv til at opretholde det, medens det ogsaa for mange især akademisk Dannede rundt om i Landet, om de end ikke synderlig befatte sig med egentlige videnskabelige Studier, maa være af Interesse dog at se Tegn til og paa en Maade følge med, hvad det er, der paa Videnskabens og Literaturens Gebeet for Tiden er i Gjære og bevæger Aanderne.
Naar man har fundet, at Tidsskriftet hidindtil har havt en overveiende historisk Karakteer da har dette maaske tildeels havt sin Grund i Udgiverens Personlighed, fordi han nemlig hovedsagelig var Historiker. Saaledes tør vel ogsaa nu, da Redaktionen kommer i andre Hænder, maaske et andet Slags Indhold efterhaanden blive mere fremtrædende, mindre fordi Saadant tilsigtes, end fordi det gjør sig selv, nemlig paa Grund af at de nuværende Udgivere tildeels have andre Fag og andre Forbindelser. Men i denne Anledning bør jeg for min Part maaske til Læsernes Betryggelse tilføie den Forsikring at jeg dog ikke agter i alt for høi Grad at forgive dem med Filosofi, som jeg veed af Mange ansees for en alt for ufordøielig Kost. Men Noget iblandt kan vel ikke skade, især naar man deels søger at sætte det i Forbindelse med et og andet Tidsspørgsmaal af almindeligere Art, deels bestræber sig for at tale et saa menneskeligt Tungemaal som muligt.
Saaledes være da dette Foretagende paany baade Skrivende og Læsende paa det bedste anbefalet. Hvor vidt vore Bestræbelser ville lykkes, og hvor længe vi ville kunne holde Sagen i Gang, kunne vi naturligviis ikke forud vide, men overhoved er et Tidsskrift jo ingen Indretning for Evigheden; det faar virke hvad det kan og saa længe det kan, og saa – forhaabentlig give Plads for noget Bedre.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |