Hopp til innhold

Forord (Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur 1)

Fra Wikikilden
Forord.

Det er almindelig erkjendt at Nordmanden i det Hele har stor Læselyst, men saa glædeligt dette i mange Henseender maa være, er det dog paa den anden Side klart, at denne Læselyst lettelig kan føre til falsk Oplysning og skadelig Halvkultur, naar man som hidtil lader det læsende Publikum uden Veiledning i Valget af hvad det læser Forlæggere og Boghandlere uden Kontrol med hvad de byde sit Publikum. Ofte ere de sletteste Skrifter de billigste smukkest udstyrede og med størst Ordbram anbefalede, og Erfaring har desværre tilstrækkelig lært, at netop unyttige vildledende eller middelmaadige Arbeider have havt den bedste Afsætning især i Landdistrikterne. Grunden hertil ligger ikke deri, at de, som kjøbe Bøger, med velberaad Hu foretrække de slette for de gode, men deri, at de altfor meget savne Veiledning til Bogkjøb, og en saadan er hidtil ikke forsøgt hos os. Saavel Dagbladene som særegne Tidsskrifter (Vidar, Nor, Litteraturtidenden) have vel indeholdt kritiske Anmeldelser af udkomne Bøger, men de førstnævnte hovedsagelig kun ved given Anledning, uden at have stillet sig det Maal at have Tilsyn med Litteraturen i det Hele, og de sidste have indskrænket sig til at levere vidtløftig Kritik over enkelt Skrift, hvorved den læsende Almeenheds ovenfor paapegede Trang ikke blev afhjulpen.

Men paa den anden Side har den norske Litteratur et saa lidet Publikum, da den paa faa Undtagelser nær maa søge sin hele Afsætning inden Rigets Grændser, at et Blad eller Tidsskrift der udelukkende syslede med dens Bedømmelse, neppe vil kunne bestaae. Jeg har derfor troet at burde gjøre et Forsøg med at slaae ind paa en fra mine Forgængere forskjellig Vei, idet jeg i nærværende Tidsskrift vil stræbe at forene det Nyttige med det Behagelige, ved at levere en stadig og saavidt mulig fuldstændig og paalidelig Bedømmelse af Litteraturens Nyheder i Forening med en eller anden videnskabelig Afhandling. Tidsskriftet vil saaledes komme til at udgjøre to Afdelinger.

1. Afhandlinger vedkommende Gjenstande, som intet andet indenlandsk Tidsskrift ifølge sin Bestemmelse optager, eller som af en eller anden Grund ikke vilde passe i et Dagblad. At det for den, der sysler med videnskabelige Arbeider, er saare vigtigt at kunne faae sit Skrift eller et Stykke deraf ud iblandt Landsmænd, og underkastet deres Dom, førend han derpaa anvender altfor stor Tid, at det er i Videnskabens og Litteraturens Interesse, at nye Anskuelser eller Opdagelser snarest muligt offentliggjøres er uimodsigeligt, og at netop slige, snart korte Notitser snart Brudstykker af større, utrykte Arbeider, snart selvstændige Afhandlinger ville tiltale den dannede Læser, troer jeg ikke at burde betvivle. Tvertom har jeg Grund til at antage, at Nødvendigheden af et sligt Repertorium er følt fra alle Sider. Vore Videnskabsmænd arbeide i det Hele under saa mange udvortes Besværligheder at det i alle Tilfælde er et alvorligt Forsøg værd, at rydde den for den Enkelte uoverstigelige Hindring til Side, som selve Offentliggjørelsen af et mindre Arbeide hos os medforer. Og da denne Afdeling af nærværende Tidsskrift paa Grund af Udgiverens nærmeste Bekjendtskaber og egne Studier sandsynligen vil komme til for største Delen at blive af fædrelandshistorisk Indhold i videste Forstand, saa kan det maaske være Haab om, at den Kjærlighed for Norges Historie og de dermed beslægtede Studier som til Lykke og Hæder for Fædrelandet i den senere Tid er vakt, netop vil skaffe dette Tidsskrift Indgang hos Mange, der ikke vilde understøtte en udelukkende kritisk Tidende. Men skjønt jeg vistnok af let begribelige Grunde vil omfatte denne Deel af Tidsskriftet med særegen Omhu, er den dog hverken den vigtigste eller meest fornødne. Dette er derimod Tilfældet med

2. Den kritiske Afdeling eller en paalidelig Underretning om saavidt muligt ethvert i Norge udkommet Skrift.[1] Hermed haabes en tredobbelt Fordeel opnaaet: Veiledning Opmuntring eller Advarsel for Forfatterne, fornøden Kontrol med Forlæggerne, og Veiledning ved Valget af Bøger for Kjøberne. Skal vore aandige Interesser kunne udvikles i Harmoni med og forholdsviis til de materielle, maa der visselig i Fremtiden føres et andet, stadigere og paalideligere Tilsyn med Litteraturen, end hidtil. Vore Forfattere arbeide og udgive deres Skrifter for en ofte ussel Betaling, fordi Forlæggerne ingen sikker Kundskab have om Arbeidets sande Værd; Venner løfte det siden til Skyerne, eller Fiender fordømme det ubetinget, eller endelig intet Menneske lader en Stavelse høre om Skriftets Værd eller Uværd. Den dygtige Forfatter berøves Modet ved denne Taushed, som han udlægger til sin Skade; han nedlægger Pennen, maaskee til Litteraturens ubodelige Tab; den slette Forfatter faaer nyt Mod ved Tausheden, som han udlægger til sin Fordeel; han skriver fremdeles, og bliver snart en celeber Autor.

Jeg føler imidlertid altfor vel, at Planen, og med den som jeg haaber et Opsving i vort aandige Liv, er lettere at fremstille end at udføre. Det er endog med fuld og klar Bevidsthed om Vanskelighederne og de mulige Skuffelser, at jeg har lagt Haand paa Verket. Men jeg nærer og har gjennem en Række af Aar levet mig ganske ind i den Overbeviisning, at skal norsk Litteratur bestaae, skulle vi ikke ganske gaae under i de saakaldte høiere, kosmopolitiske Eenheder, saa maa Forsøget gjøres, og det paa en saadan Maade, at det ikke i selve Anlægget bærer Spiren til sin egen Undergang, eller i Udførelsen faaer altfor mange ydre, Skriftets Indhold uvedkommende, Vanskeligheder at bekæmpe. Jeg faaer herved Anledning til at oplyse det Forhold, hvori nærværende Tidsskrift staaer til „Nor.“ Man viste mig ved min Indflytning hid den Tillid at anmode mig om at indtræde i sidstnævnte Tidsskrifts Redaktion, og dette gav Anledning til gjensidige Forhandlinger, hvis Resultat blev, at Studentersamfundet, „Nors“ nominelle Udgiver – foranlediget af min Erklæring, at et Tidsskrift med en valgt Redaktion, bestaaende af Flere, samt en Korporation i visse Henseender underkastet, ikke stemmede med mit Begreb om en Redaktørs Ansvar og Stilling – besluttede at standse Udgivelsen af sit Tidsskrift saasnart jeg udgav et lignende i eget Navn. Men om det ogsaa for mit Vedkommende skal blive ved Forsøget, afhænger af Landsmænds Dom om Arbeidet og saavel pekuniære som litterære Understøttelse dertil. Enhver Sagkyndig vil indsee, at her er Spørgsmaal om en forholdsviis ualmindelig litterær Anstrængelse, som derfor atter maa betales godt, d. e. understøttes af Mange, hvis den skal holde ud i Længden. En af hæderlig bekjendt, sagkyndig Mand skreven, om end kun kort Anmeldelse af et Skrift, kan ikke honoreres efter sædvanlige Beregninger for Arket; da vilde Udgiveren snart komme til arbeide alene, og Tidsskriftet dermed gaae under. Det er en hurtig og paalidelig Underretning om hvad et nyt Skrift indeholder og duer til, som den store læselystne Almeenhed rundt om i Landet behøver; det er et Skrift, som tilfredsstiller dette Behov, som atter skal, om det er muligt, skaffe Afsætning og derved Litteraturen igjen paa Fode. For at opnaae dette har Udg. faaet en Forlægger indtil videre for det første Bind, som ingen Opofrelse vil skye, for at skaffe Tidsskriftet Indgang. Han har fraskrevet sig enhver Indflydelse paa Indholdet, og stillet Udg. en Sum til Disposition, hvorved denne er istand til at betale Anmeldelser fra sagkyndig Haand godt. For at sikkre Forfattere Forlæggere og Læsere mod ubeføiede eller vildledende Bedømmelser og trættende Meningskampe, har Udg. tænkt sig for det Første følgende Regler for Anmeldelserne: 1. Under almindelige Omstændigheder bør Anmelderen være navngiven, da dette mere end alle Løfter betrygger mod Misbrug, samt sætter Udg. istand til at optage en kort, umotiveret Dom over et Skrift, naar han af andre Hensyn ikke kunde afsee Plads for en vidtløftig motiveret Kritik derover. 2. Udg. overtager det moralske Ansvar for Tonen i Anmeldelserne, og tillige det litterære for alle anonyme Bidrag. 3, Antikritikker blive i Regelen ikke optagne. Den Meningskamp, en Anmeldelse kan og vel ikke sjelden vil foraarsage, maa af Hensyn til Tidsskriftets og dets Læseres Interesse henvises til Dagbladene. Faktiske Urigtigheder eller Misforstaaelser ville derimod paa Forlangende, af Udg. blive snarest muligt rettede ligesom og Forfatterens Tilsvar til en i Tidsskriftet optagen Anmeldelse vil, efter Overeenskomst med Forlæggeren, kunne vedlægges et følgende Hefte.

Saaledes omtrent har Udg. tænkt sig Tidsskriftets Plan. Det staaer nu til hans Landsmænd at bedømme den, og afgjøre, om vor Litteratur trænger til at understøttes i dens Fremspiren, og om dette kan skee ved at sætte Udg. istand til at gjennemføre Planen. Aar- lig vil han, i Tillid til Videnskabsmænds stadige Bistand, levere mindst 24 Ark, i Hefter paa 3–5 Ark hver anden Maaned. Mod Betaling af 1 Spd. 48 ß. for Aaret vil Tidsskriftet blive leveret paa en af følgende 3 Veie og uden forøget Udgift for Subskribenterne: gjennem Posten, i hvilket Tilfælde den aarlige Betaling ifølge Lovens Forskrifter forud maa tilstilles nærmeste Postexpedition; gjennem en opgiven Boghandling, som da bliver ansvarlig for Distributionens Nøiagtighed, eller gjennem en Kjøbmand i nærmeste By, hvormed de Fleste paa Landet have Mellemregning og let Forbindelse. Den førstnævnte Forsendelsesmaade vil udentvivl være den hurtigste og bekvemmeste.

Vanskeligheden, for ikke at sige Umuligheden, i at bringe et nyt litterært Foretagende til de fjernere Bygdelags Beboeres Kundskab, har Forlæggeren stræbt, saavidt det stod til ham, at overvinde ved af nærværende 1ste Hefte at trykke et betydeligt større Oplag, end Afsætningen kan anslaaes til. Han er derved sat istand til istedetfor en Subskriptionsplan at omdele Heftet selv, uden at gjøre Regning paa altid at faae dette tilbage eller betalt. Enhver derfor, som uden Anledning fra sin Side modtager dette Hefte, anmodes om ikke at betragte Tilsendelsen som Paatrængenhed eller en tvungen Subskriptionsanmodning. Det er Mangelen paa Boghandlere i det Indre af Riget, hos hvem Prøveheftet kunde henlægges til Eftersyn, som gjør en saadan, rigtignok kostbarere Henvendelse til hver enkelt Ven af Fædrelandet og dets Litteratur fornøden. Tilbagesendelse af det saaledes modtagne Hefte forlanges ikke, skjønt den altid vil paaskjønnes, men de, som ansee det 1 Spd. 48 ß. aarligt værd at holde et kritisk Organ for Litteraturen i Live, ville meget forbinde Udgiver og Forlægger ved snarest muligt ad en af ovennævnte 3 Veie at forlange Fortsættelsen, for at Oplagets faste Størrelse kan bestemmes, og saaledes andet Hefte komme ud til rette Tid.

Christiania 18 Januar 1847.

Udgiveren.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. At ogsaa svensk og dansk Litteratur, ja undtagelsesvis ogsaa det øvrige Udlands, forsaavidt den for os har særlig Interesse, vil blive medtaget, bemærkes til Overflod. Men det bliver naturligviis ganske andre Hensyn, der skulle bevirke disses Omtale.