Forklaring over nogle Ord og Udtryk i det gamle norske Sprog

Legg til lenke
Fra Wikikilden
Forklaring over nogle Ord og Udtryk i det gamle norske Sprog
Forhandlinger i Videnskabs-Selskabet i Christiania, 1871,  (s. 422-437).

(Foredraget i Mødet den 30 September 1871.)
1. Hafit rauða

er et Udtryk, der, naar undtages et Vers af Grettir[1], neppe forekommer oftere, end paa et eneste Sted i vore gamle Skrifter. Men netop paa dette Sted ligger ogsaa dets Betydning saa klar for Dagen, at derom ikke vel kan være nogen Tvivl. Ti naar det her, i Grágás (V. Finsens Udgave) 1ste Del Side 205, heder: nú heldr jörð griðum upp, en himinn varðar fyrir ofan, en hafit rauða fyrir útan, er liggr um öll lönd þau er vér höfum tíðindi af, saa er jo dermed udtrykkeligen sagt, at ved hafit rauða skal forstaaes Verdenshavet, det yderste Hav (úthafit, útsjórinn, umsjórinn), der efter den ældste Forestilling som en stor Flod omgav hele den bekjendte Verden (miðgarðr, got. midjungards) og i Myterne fremtræder under Billedet af en stor Orm, der bider sig i sin egen Hele (miðgarðsormr, jormungandr).[2]

Mere uklart er det derimod, hvorledes Verdenshavet er kommet til at kaldes hafit rauða, eller hvad der ligger til Grund for denne Benævnelse. For om muligt at faa Rede derpaa er det naturligt, at man ser sig om for at opsøge og om muligt finde lignende Benævnelser paa Verdenshavet i andre Sprog, for at derfra kan kastes det ønskede Lys over det her omhandlede Udtryk. Saadanne behøver man da heller ikke al søge forgjæves. Ti de forekomme endogsaa hos Folk og i Sprog, der høre til de med vort eget nærmest beslægtede. Saaledes hørte det i ældre Tid, og hører maaske endnu den Dag i Dag, til Folketroen i Engelland, at the Red Sea er det sikkreste, men tillige det værste Sted, hvortil man ved Besværgelser kunde henvise Gjengangerne, naar disse foruroligede eller forulempede de gjenlevende ved sine Besøg[3]. I Flandern antoges det ogsaa, at naar man i Kirkerne læste de helliges Litani under Paakaldelse af deres Hjælp mod alle de onde Magter, som fortrædige Menneskerne, maatte alle de helsche geesten fare in den grond der rooden zee[4]. Rigtignok kunde det synes, som om Udtrykket den røde Sø eller det røde Hav her havde en anden Betydning end den, hvori hafit rauða findes brugt hos os, eftersom her udtrykkeligen siges, at dermed skal forstaaes det Sted, hvor Faren omkom med sin Hær. Men denne Forklaring tilhører vistnok en nyere Tid, da Udtrykkets ældste Betydning var gaaen ud af den almindelige Bevidsthed, og det forekom naturligt at tage det i samme Betydning som den, hvormed det forekommer i den hellige Skrift, saa meget mere som det kunde synes passende at anvise deslige Menneskerne fiendtlige væsener den samme Lod, som tilfaldt Farao med hans Hær, da han gik frem som en Fiende Guds eget Folk.

Uagtet der saaledes ikke fattes Vidnesbyrd om, at jo Oceanet eller Verdenshavet ogsaa hos andre har baaret Navn af det røde Hav, saa have de her omhandlede dog ikke afgivet noget Bidrag til dette Udtryks Forklaring. Det er dog heller ikke allene i de nyere Sprog, at dets Forekomst kan paavises. Som foran nævnt og ellers noksom bekjendt betegnedes jo derved ogsaa den arabiske Havbugt, medens man dog ikke skal have vidst af afgive dette Farvand en saadan Benævnelse før Hieronymus, Tid, men tidligere altid ved det røde Hav (ἐρυθρὰ θάλασσα) forstod, hvad vi nu kalde det indiske Hav[5]. Men her dukker da atter op det samme Spørgsmaal, hvad der vel kan ligge til Grund for denne Benævnelse. For den arabiske Havbugts Vedkommende har man søgt Grunden dertil dels i den røde Farve, som skulde være ejendommelig for et deri forekommende Søgræs, dels i de Klippers røde Farve, der omgive dens Bredder. Men ingen af disse Forklaringer skal kunne bestaa efter deres Dom, der have undersøgt disse Egnes Naturforhold. Holder man derimod fast ved, at der ved det røde Hav oprindeligen forstodes hele det indiske Ocean, hvorfra Navnet da senere er gaaet over paa dets vestligste Bugt i Særdeleshed, forekommer det mig, at det let kan finde en saare naturlig Forklaring. Grunden til, at man saaledes benævnede hele det store østlige Ocean, er nemlig efter min Formening den samme, som bevægede Grækerne til at henlægge eller tænke sig en Ø ved Navn Erytheia ved Solens Nedgang i det vestlige Ocean, eftersom det yderste Hav ligesaavel ved Solens opgang som ved dens Nedgang farves rødt af dens Straaler. Det samme, at man ved at se Solen gaa op eller ned bag Havet ved Horisontens yderste Grænse saa dette antage et rødligt Skjær, har vistnok ogsaa foranlediget vore Forfædre til at give Verdenshavet eller det yderste Hav (úthafît, útsjórinn) Navn af det røde Hav. Deraf, at man saa ofte saa Solen gaa ned under Horisonten ved det yderste synlige Havs Grænse, kommer jo det om Solens Nedgang ofte brugte Udtryk sól gengr í œgi. Om det røde Skin, som Solen ved dens Opgang kaster paa Havet eller Fjeldtopperne, brugtes ogsaa jevnligen Verbet rjóða (hvoraf Adjektivet rauðr), f. Ex. um morgininn sem sol rýðr fjöll, Fornm. sög. XI, 438; rétt í þann tíma er sólin tekr fyrst at rjóða, Karlamagnus s. 25430; árla sunnudags morguninn er sól rauð, Biskupa s. II, 4713; ligesom sólarróð betegnede dette Solens røde Skin. Men hvad kunde saa være naturligere, end at man kaldte det yderste Hav, der saa ofte farvedes rødt af den opgaaende eller nedgaaende Sols Straaler, hafit rauða, og at dette kom til at blive et let forstaaeligt Navn paa det store Hav, der antoges at omgive hele den bekjendte Verden? Det har endog forekommet mig ikke usandsynligt, at ogsaa ἐρυθρὰ θάλασσα hos Grækerne har været brugt i den samme Betydning. Naar der i Pindars 4de pythiske Ode efter Professor Schjøtts Oversættelse i Kristiania Videnskabsselskabs Forhandlinger for 1870, Side 297, siges om Argonauterne, at „de sejlede paa Oceanets Bølger og det røde Hav og kom til de lemniske Kvinders Skare, som havde ihjelslaget sine Mænd“, da ligger det i al Fald saare nær for dem der ikke kan give sig af med en selvstændig Granskning og Fortolkning af den græske Original, at opfatte „Oceanets Bølger“ Og „det røde Hav“ ikke som Benævnelser af to forskjellige Ting, men som to parallele Udtryk, hvorved et og det samme skal betegnes.

2. Aldrnari

nævnes blandt elds heiti, Snorra Edda II, 486, uden at der dog her eller andensteds i de gamle Skrifter meddeles os nogen Oplysning om, hvorledes Ilden er kommen til en saadan Benævnelse. At Ordet virkelig er anvendt til at betegne Ilden, er ogsaa Sikkert nok, skjønt Udtrykkets Forekomst ikke kan paavises andensteds end i Völuspá 56, hvor det heder: geisar eimi við aldrnara[6] og Talen er om Verdens Undergang, der foregaar ved Ildens ødelæggende Magt. Dets Oprindelse eller Berettigelse har S. Egilsson søgt at forklare saaledes, som om den egentlige Betydning af aldrnari var vitae nutritor og det derfor passende kunde bruges om Ilden, fordi Varme hører med til Livets Betingelser og Kjendetegn[7].

At nari staar i Forbindelse med nœra (ikke: næra) ɔ: vederkvæge, hvilket svarer til got. nasjan, ght. nerjan, og forudsætter et primitivt Verbum nara (jvf. got. ganisan, ght. ganesan) med samme intransitive Betydning som lat. vegeo, vigeo, og med et Præt. nór, hvis Forekomst dog ikke kan paavises, medens derimod et Verbum nara med Præt. narði og samme Betydning forekommer i Skirnismál 31, Alexanders saga 100: det er ogsaa vist nok. Men Betydningen af aldrnari maatte vel hellere være vitae vigor end vitae nutritor (vegetator); og selv om man var berettiget til at lægge den sidstnævnte Betydning i aldrnari og ved Livsnærer forstaa Livsvarmen, Legemets dyriske Varme, saa er der dog vel en altfor stor Forskjel paa Varme og Ild, om end varme ofte fremkaldes eller vedligeholdes ved Ild, til at man ved et Udtryk, der betegnede Livets Ernærer, skulde komme til at tænke paa Ilden eller kunne være berettiget til at betegne den.

Derimod forekommer det mig let forklarligt, at aldrnari i Betydning af vitae vigor eller Livskraft, Livets vedvaren (modsat aldrlag ɔ: Livets Ophør) kunde komme til at bruges om Ilden eller blive et Udtryk, hvorved den betegnedes. Ti naar det er forbi med Livskraften og Livet ophører, siger man jo endnu den Dag i Dag, at Livet udslukkes, noget, som tydelig nok viser, hvor nær Livets vedvaren og Ildens Flamme, Livets Ophør og Ildens Sluknen falder sammen i Menneskernes Forestilling. Som kveikja eld ikke allene i det gamle, men ogsaa i Nutidens Sprog jevnligen bruges i Betydningen af at optænde (tendra) Ild[8], og man siger om den sluknende Ild, at den dør ud: saa bruges i det norske Folkesprog endogsaa nœra om at vedligeholde eller underholde den, ligesom man i Tydskland siger: die kohle stirbt, i Frankrig: la chandelle se meurt. Omvendt bruges Verbet slokna saavel i vort gamle Sprog (Thomas saga erkibiskups, udg. af Unger, Side 47136), som i Nutidens Folkesprog med Betydningen af at dø, ligesom man ogsaa stundom hører tale derom, at et Menneske er død saa stille, som om man slukte et Lys. Hermed hænger det vel ogsaa sammen, at man endnu i flere af Norges Egne plejer bære to brændende Lys foran Liget, naar det af Huset udbæres til sin Begravelse[9], og at man i den ved Banlysning brugelige Procession udbar brændende Lys, som sluktes ved at vende den brændende Ende nedad eller steypa kertum (se min Ordbog over det gamle norske Sprog under steypa 1).

Hvor gjerne vore Forfædre tænkte sig Livet og Døden under Billedet af et brændende eller sluknende Lys, fremtræder dog især tydeligen i den bekjendte mytiske Fortælling om Nornagest[10], til hvem der, da han endnu laa i Vuggen, hvor der brændte to Lys over ham, kom tre Völver eller spákonur af dem, der spáðu mönnum aldr. Af disse spaaede eller beskikkede nu den yngste ham den Lod, at han ikke skulde leve længere, end det Lys brændte, der stod ved hans Side; hvorpaa den ældste tog og slukte Lyset og derefter bad hans Moder tage det i Forvaring for ikke at tænde det igjen førend paa hans Livs sidste Dag. Da han var bleven voxen, overgav hans Moder ham dette Lys, for at han selv kunde tage Vare derpaa, hvorefter han altid førte det med sig. Paa sine sidste Dage kom han, efter at have levet meget længe og derunder at have færdes vidt omkring i Verden, til Olaf Tryggvason, fortalte ham sit Livs Skjæbne og Hændelser og lod sig paa hans Opfordring døbe. En Tid derefter traf det sig saa en Dag, at Kongen spurgte ham, hvor længe han endnu ønskede at leve. Hertil svarede han da: kun kort Tid herefter, om saa er Guds Vilje, hvorpaa han efter Kongens Opfordring tog sit Lys frem og tændte det. Det varede saa ikke længe, inden det var nedbrændt, og da var Gest død, efter, som han selv sagde, at have levet i 300 Aar[11].

Med denne Fortælling om Nornagest har det en paafaldende Lighed, hvad Apollodor efter Euripides fortæller om Meleager. Da denne var 7 Aar gammel, kom nemlig Moirerne til hans Moder Althaia og sagde til hende: da vil dit Barn dø, naar denne paa Arnen brændende Vedskide er fortæret af Ilden. Da Moderen hørte dette, tog hun Vedskiden af Ilden, slukte den og lagde den i en Kiste. Herfra tog hun den senere frem i sin første heftige Harme over, at Meleager havde voldet hendes Broders Død, og stak den i Ilden; hvorefter Meleager snart bortrykkedes ved en pludselig Død[12].

Den samme Forestilling ligger utvivlsomt ogsaa til Grund for, hvad der i Gisle Surssons Saga[13] fortælles om en Drøm, som han havde kort før sin Død. 1 denne Drøm forekom det ham nemlig, som om han gik ind i et Hus, hvor han saa mange af sine Venner og Frænder sidde ved 7 Ilde, hvoraf nogle vare temmelig nedbrændte, men andre endnu brændte med en stor og stærk Lue, og at hans gode draumkona da kom og sagde ham, at dette betegnede hans Alder eller Levetid, hvormeget han deraf endnu havde tilbage.

Naar Rognvald Jarl, som Orkneyinga saga[14] fortæller os, var gjort opmærksom paa, at man kun havde lidet Brænde tilbage for dermed at vedligeholde de Ilde, ved hvilke han havde sat sig med sine Folk, og Jarlen i den Anledning sagde disse Ord: þá eru vér ok fullgamlir er þessir eldar eru brunnir, da var vistnok dette, som han ogsaa selv bemærkede, et mismæli, idet han nemlig vilde have sagt fullbakaðir og ikke fullgamlir; men det kan dog neppe være tvivlsomt, at dette mismæli, hvis Fortællingen herom indeholder historisk Sandhed, netop er foranlediget derved, at man plejede lade falde de samme eller lignende Ord, som de han sagde uden at ville det, fordi man i Ildens Udbrænden saa et Billede paa og et Varsel om Livets Udsluknen. Er dette derimod kun et Træk hvormed Sagnet har udsmykket Fortællingen om jarlens strax efter paafølgende Drab da kan man deri neppe miskjende Frugten af en Tilbøjelighed til at give den et mytisk Præg ved at lægge ham i Munden et mismæli, hvis Indhold grundede sig paa den her omhandlede Forestilling.

Med denne samme Forestilling hænger det vel ogsaa sammen, at Fødselshjælpens Gudinde hos Grækerne fremstilledes med den ene Haand udstrakt til Hjælp, men med en Fakkel i den anden Haand, da nemlig Fakkelen afgav et Billede paa Menneskets Fødsel til denne Verdens Lys[15].

I et Æventyr fra Venetien, meddelt i Jahrbuch für romanische und englische Literatur VII, 16 fgg., fortælles at en gammel nygift Mand der havde haft Døden til sin Søns Fadder, fordi han hos den ikke fandt nogen Personsanseelse, senere som Gjæst hos Døden i et af dennes Værelser fik se mange Lamper, dels brænde, dels slukne, dels tændes, hvilket Døden paa Mandens Forespørgsel forklarede ham saaledes: de Lys, som slukne, ere de Menneskers Livsluer, der i samme Stund dø, de, som tændes, ere de Børns, som fødes, men de, der brænde med en frisk Lue, ere de levende. Manden bad da om at faa se sin egen Lampe, men da han fik se den, var den næsten uden Olje med nedbrændt Væge og nær ved at slukne. Den gamle bad nu for sig, at Døden vilde gyde mere Olje i Lampen, for at han endnu en Tid kunde nyde Livets Lykke; men dertil var Døden, som den svarede ham, for upartisk.

I det her anførte Æventyr er nu Forestillingen om Livet som en brændende Lue stærkest og tydeligst udpræget, forsaavidt nemlig, som der her er Tale baade om, hvorledes Livsgnisten tændes, hvorledes Livsluen brænder, og hvorledes Livet eller dets Lue udslukkes. Men i alt, hvad jeg har anført til Belysning deraf, fremtræder det dog mere eller mindre tydeligt, hvor almindelig den nævnte Forestilling har været, hvor ofte og stærkt den har gjort sig gjældende. At den saa tillige har givet Anledning til, at Ordet aldrnari er anvendt som en poetisk eller omskrivende Betegnelse af Luen, kan da heller ikke andet end forekomme mig saa sandsynligt, at man har god Grund til deraf at forklare sig dette Udtryks Oprindelse.

3. Hégeitill

er et Ord, med hvis Betydning jeg ikke kunde komme paa det rene, da jeg skulde optage og forklare det i min Ordbog. At det, som man har antaget, skulde betyde Flintesten, maatte nemlig forekomme mig lidet sandsynligt, dels fordi Flinten i vort gamle Sprog betegnedes ved et andet derfra aldeles forskjelligt Ord, nemlig tinna, hvoraf lapp. didno, jvf. eldtinna, hrafntinna; dels fordi det, naar hégeitill forekommer som Navn paa Steder, som nødvendigvis maa have faaet saadant Navn af, at den ved hégeitill betegnede Stenart paa disse Steder fremtræder i større blasse og paa en iøjnefaldende Maade[16], ikke vel dermed lader sig forene, at derved skulde forstaaes Flint, der jo aldrig forekommer saaledes i Norge. Da jeg alligevel ikke vidste at sætte nogen bedre Forklaring i Stedet for den, som jeg havde forefundet hos andre, kunde jeg ikke andet end optage denne, hvor liden Tilbøjelighed jeg end havde dertil.

Vistnok havde det ikke undgaaet min Opmærksomhed, at Ordet endnu bruges i det norske Folkesprog, eftersom Ivar Aasen i sin Ordbog (1ste Udgave) har baade „Heggjeitel“ og „Heggjeitelstein“, men den Forklaring, han giver derover, kunde lidet hjælpe mig. Ti det var dog aabenbart, at der ved hégeitill betegnedes Sten af et vist bestemt Slags og af et iøjnefaldende Udseende, der gjorde den let kjendelig, og hvorved den tydelig udskilte sig fra andre Stenarter. Som Navn paa en saadan Stenart forekommer ogsaa „hegelsten“ i B. C. de Fines Beskrivelse Over Stavangers Amt fra 1745, trykt i N. Nicolaysens norske Magasin, 3dje Bind, Side 123. For om muligt saaledes at faa Rede paa, hvad der skal forstaaes ved hégeitill, der tydelig nok er at gjenkjende i „hegelsten“, har jeg i Anledning deraf forespurgt mig hos Folk fra de Egne, hvor „hegelsten“ efter de Fines Angivelse skal have været i Brug som Navn paa en vis Stenart; men saavidt jeg kunde erfare, maa det nu der være gaaet af Brug. Derimod skal der i hine Egne under Navnet „kattesten“ forekomme „en klar hvid og haard Sten, der giver en stærk Ild fra sig“. Navnet „kattesten“ er ogsaa andensteds, og det ikke allene i Norge, men ogsaa i Sverige[17], kjendt og i Brug som Navn paa en Stenart af saadan Beskaffenhed. Den Formodning ligger da nær, at Navnet „hegelsten“, hvor det nu ikke længere er i Brug, er fortrængt af et andet Navn: „kattesten“, saa at begge ere Benævnelser paa en og samme Stenart, men den sidste sandsynligvis af udenlandsk Oprindelse.

I den første Del af Ordet „kattesten“, hvorved, som ogsaa kan sees af dens endnu paaviselige Forekomst i den ved Gaarden Østbys Grænse liggende „Rijfnasten“, maa forstaaes en graahvid Kvarts, der paa mange Steder i Norge findes dels i store Masser, dels indsprængt i Klippestykker eller Fjeldmasser, hvis øvrige Del udgjøres af andre Bestanddele, ser jeg nemlig det latinske (eller græske) gagates (= Agat). Ved Bortkastelse af Bøjningsendelsen og ved den af de to første Stavelsers ensartede Beskaffenhed foranledigede Elisjon (Dissimilation, jvf. kong af konung, peng af pening o. desl.) blev der nemlig af gagates ganske naturligen gat, og at dette i Sammensætning med stein eller sten bliver til kat, derover kan man saa meget mindre forundre sig, som den almindelige Tilbøjelighed til ved fremmede Ords optagelse eller Anvendelse i vort Sprog at underkaste dem en saadan Forandring eller give dem en saadan Form, at Folkets Etymologiseren ikke skal finde sig i Forlegenhed ved at forklare sig dem som dannede af vort eget Ordforraad, jo er bekjendt nok.

Men hvorledes er da Ordet hégeitill at forklare? At Ordet er sammensat, falder strax i Øjnene. Som saadant er det ogsaa opfattet af Erik Jensson i hans Ordbog; men naar han der søger at forklare Ordets oprindelige Betydning saaledes, som om det var sammensat at hegg og eitill, da synes det, som man derimod kan gjøre grundede Indvendinger, ikke saa meget fordi Forekomsten af et Ord eitill neppe kan paavises i de gamle Skrifter, da det vel desuagtet har tilhørt det gamle Sprogs Ordforraad, ligesom det endnu forekommer i det norske Folkesprog, som meget mere fordi det ikke er let at forstaa, hvorledes den omhandlede Stenart passende skulde kunne faa en Benævnelse, der egentligen betegnede den haarde Knude, ikke af et Træ i Almindelighed, men af Heggen i Særdeleshed, som dog ikke udmærker sig ved saadanne Knuder fremfor andre Træer. Tilbøjeligere skulde jeg være til at dele hé-geitill. Vistnok har jeg ikke nogensteds stødt paa et Ord geitill, men derimod bruges Ordet geit eller geite i Folkesproget, idetmindste paa Lister, om de haarde Korn af en haardere Stenart, der findes indsprængte i en Masse af mindre haard Beskaffenhed, og i Besynderlighed om de indsprængte Korn, der ved deres Haardhed volde Ulejlighed, naar de ved Brugen slidte Kvernestene skulle ophugges af Mølleren; og af geit eller geiti kunde da geitill være dannet ved en almindelig Afledsendelse. Ja dette geitill forekommer jo endogsaa virkelig i Folkesprogets hardgeitill, der efter Ivar Aasens Angivelse i hans norske ordbog (2den Udgave af hans Ordbog over det norske Folkesprog) Side 266 betyder en haardfør Karl, men hvis oprindelige Betydning vistnok har faldet sammen med harðgeite, der bruges ved Siden af det ovennævnte geite i forstærket Betydning. Hvad den første Del af Ordet hégeitill angaar, da er det derimod vanskeligere at angive dens Betydning, da et eget Ord hé neppe kan paavises og vel heller ikke er forekommet, og det, skjønt Vokalens Længde tyder hen paa, at her er foregaaet en Kontraction eller Elisjon, dog ikke er let med nogenlunde sikkerhed at kunne sige, hvorledes Ordet i saa Tilfælde oprindelig har lydt. Det samme hé forekommer dog ogsaa i hégomi.

Endelig Skal jeg med Hensyn dertil, at man muligen kunde ville mene, at hégeitill ikke kan betyde den omhandlede Slags Kvarts, der er hvid, fordi det i Biskupa sögur II, 565 heder: kristallus var nú at sjá sem grár hégeitill, gjøre den Bemærkning at hégeitill her kaldes grár i Modsætning til den hvidere gjennemsigtige Krystal, der, naar den tabte sin Gjennemsigtighed og blændende Hvidhed, netop derfor kunde siges at faa et Udseende af hégeitill, fordi disse i øvrigt lignede hinanden,

uagtet sidstnævnte havde en mattere Farve.
4. Ulfaldi (Kamel) og beslægtede Dyrnavne.

I Selskabets Møde den 14de Oktober 1870 har Hr. Professor C. A. Holmboe ved at henlede Opmærksomheden paa, at Parabelen om Menneskets Letsindighed, der forekommer i Barlaams og Josafats Saga, maa være af østerlandsk Oprindelse, eftersom den ogsaa findes i den under Navn af Kalila og Dimna bekjendte arabiske Samling af Fortællinger, tillige fremhævet den mærkelige Afvigelse mellem begge disse Gjengivelser af samme, at medens det i Barlaams og Josafats Saga er en Enhjørning, der forfølger Manden, er det derimod i Kalila og Dimna en Elefant. Herved skal jeg tillade mig den Bemærkning, at medens Kalila og Dimna heri stemme overens med Fortællingen, saadan som den findes meddelt i Skrifter fra Indien[18], saa er det dog heller ikke allene i Barlaam og Josafats saga, at Dyret kaldes en Enhjørning. Det samme er nemlig ogsaa Tilfældet med denne Fortælling hos Odo de Ciringtonia[19] (fra Slutningen af det 12te Aarhundrede) i hans Narrationes, hvorfra den er meddelt af H. Oesterley i Jahrbuch für romanische und englische Literatur, IX, 134. Dette er nu saa meget mærkeligere, som begge uagtet denne Overensstemmelse neppe kunne have øst af samme Kilde, eftersom de i andre væsentlige Henseender afvige fra hinanden. En anden Afvigelse med Hensyn til Dyrets Navn findes derimod i Fr. Rückerts poetiske Bearbejdelse af denne Fortælling i hans Parabel: „Es ging ein Mann im Syrerland“ o. s. v., først udgiven i Frauentaschenbuch, Nürnberg 1823, hvoraf Oehlenschlägers „Manden i Brønden“ vel maa ansees for en Oversættelse. Her er det nemlig en Kamel, hvis Forfølgelse Manden søger at undfly, og saa har det vistnok ogsaa været i Rückerts sandsynligvis arabiske Kilde, som er mig ubekjendt[20]. Dette er da heller ikke det eneste Tilfælde, hvor man i de forskjellige Gjengivelser af Fabler eller Parabler sætter et Dyr eller lignende Væsen i Stedet for et andet, naar man med Hensyn til deres Navne eller Egenskaber mellem dem har fundet en nærmere eller fjernere Lighed. Det er ogsaa umiskjendeligt, at netop de her nævnte tre Dyr jevnligen ere faldne sammen i Fortidens Forestillinger og Betegnelsesmaade. Ti naar Kamelen i det gotiske kaldes ulbandus og i vort gamle Sprog ulfaldi jvf. ght. olpenta, ags. olfend, da er jo dette i Grunden intet andet, end det tillempede eller forvanskede græske ἐλέφας, jvf. J. Grimm Gesch. der deutschen Sprache, S. 42 Anm. 408. Men af det samme græske Ord er ogsaa tydeligt nok udsprunget Ordet olifant, der af Karlamagnus saga S. 386 jvf. 36915 sees at have betegnet Enhjørningen; ligesom dette Ord ikke allene Karlamagnus s. S. 3873, men ogsaa i Middelalderens franske og tydske Digte om Roland er Navnet paa hans bekjendte Horn eller Basun, der efter Karlamagnus s. S. 386 var gjort af Enhjørningens Horn, men ikke desto mindre hos Turpin c. 23 fg. kaldes tuba eburnea[21]. Naar det i Ziemanns mittelhochdeutsches Wörterbuch under olbende heder, at „vom kamel und elephanten wird olbentin unterschieden, Eccard scr. med. ævi II, 1505“, og der i Müller & Zarnckes Mittelhochdeutsches Wörterbuch under olbente omtales, at der gives Steder, hvor olbente nævnes ved Siden af Kamelen, da kan man maaske forklare sig dette deraf, at ved olbente, der jo, hvad Ordets Oprindelse angaar, i Grunden er detsamme som olifant, skal her forstaaes Enhjørningen, eller, om man vil søge Grunden dertil i Forfatternes Uvidenhed, deri se netop den samme Uvidenhed, som har givet Anledning til, at ulbandus, ἐλέφας og olifant er kommet til at betegne tre forskjellige Dyr, og at disse ere forvexlede med hinanden i de forskjellige Gjengivelser af den her omhandlede Parabel[22].

Da det staar i nogen Forbindelse med det her afhandlede Emne skal jeg benytte Anledningen til ogsaa at gjøre en Bemærkning med Hensyn til ullband, der forekommer som Tilnavn for en Sigurðr i den fabelagtige Göngu-Hrolfs saga (Fornaldar sögur Nordrlanda III, 240), og som Adjunkt K. Rygh i sit Skrift: Norske og Islandske Tilnavne fra Oldtiden og Middelalderen (Indbydelsesskrift ved Trondhjems Kathedralskole 1871) S. 70 b har opfattet, som om det var = ulfaldi, got. ulbandus. Denne Opfatning kan jeg nemlig ikke anse for rigtig, og det ikke allene eller især fordi der paa det nævnte Sted staar ullband og ikke ulband, men end mere fordi vort gamle Sprog kun synes at kjende Ordet eller Formen ulfaldi som Benævnelse paa Kamelen. Vistnok kunde man dog tænke sig, at Formen ulband var indkommen senere som overført fra mht. olbende, men i saa Fald vilde Ordet ikke i Nominativ lydt ulband, men ulbandi. Dette ullband er derfor visseligen ikke at forstaa eller forklare paa anden Maade, end Tilnavnet ullstrengr.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Grettis saga c. 24 Side 60 efter Kjøbenhavner Udgaven af 1853. I et Vers af Sighvat skald i Fornm. sög. IV, 193 forekommer með rauða salti, der ikke kan opfattes anderledes, end om der havde staaet með rauða hafi, men paa det tilsvarende Sted i Saga Olafs konungs hins helga (Christ. 1853) Side 83 staar „með grœno salti“.
  2. ↑ Snorre Edda I, 106; J. Grimm DM1 458 fg. DM.3 754, hvormed kan sammenholdes Prellers griechische Mythologie, (2den Udg.) I, 27. – Da Midgardsormen netop derfor betegnes med Navnet jörmungandr, fordi Ormen har en iøjnefaldende Lighed med en smidig Kjæp (hvorved man uvilkaarligen kommer til at tænke paa Fortællingen i 2 Mos. 7, 9–15), er der efter min Formening fuld Grund til i jarðar hasla at se en poetisk omskrivning af Midgardsormens Navn. Saa1edes har ogsaa S. Egilsson forstaaet Udtrykket, men hans Opfatning kan dog forsaavidt neppe være rigtig, som han gaar ud fra, at hasla er = lat. circulus, og grunder dette derpaa, at man satte heslistengr í hring om den udsøgte Kampplads. Ti som der til en saadan Ring udkrævedes et større Antal heslistengr eller höslur, og hasla altid betyder en enkelt Hesselkjæp, men aldrig en Ring af saadanne, saa kan hasla vel heller aldrig bruges til at betegne en Ring i Almindelighed. Men jarðar hasla kan heller ikke, som K. Gislason mener (Aarb. f. nord. Oldk. 1868 S. 363), minde om moldþinurr, eftersom Betydningen af hasla og þinurr er aldeles forskjellig, ligesom þinurr heller intet har at gjøre med vort Folkesprogs tina (= det gamle tína, se min Ordbog Side 673 b) og tenung (= det gamle teinungr, se min Ordbog Side 666 a).
  3. ↑ „A ghost may be laid for any term lese than an hundred years and in any place or body, full or empty; as a solid oak – the pommel of a sword – a barrel of beer, if a yeoman or simple gentleman – or a pipe of vine, if an esquire or a justice. But of all places the most common and what a ghost least likes, is the Red Sea, it being related in many instances, that ghosts have most earnestly besougth the exorcists not to confine them in that place. It is nevertheless considered as an indisputable fact, that there are an infinite number laid there, perhaps from its being a safer prison than any other nearer at hand, though neither history nor tradition gives us any instance of ghosts escaping or returning from this kind of transportation before their time“. Brand observations on the popular superstitions of Great Britain (London 1853) III, 72 jvf. 696 85.38 Hinsides oceanet eller en stor Flod, der skilte den fra de levendes Hjem, laa ogsaa efter Grækernes ældste Forestillinger Underverdenen eller de dødes Boliger, hvorfra ingen kunde komme tilbage; jvf. Preller griechische Mythologie (2den Udg.) I, 633–638. Med ovennævnte engelske Folketro hænger det vel ogsaa sammen, naar, efter hvad nylig en Søfarende tilfældigvis er kommen at fortælle mig, man til Søs taler om, at Fanden sidder paa Bunden af det røde (stundom heder det ogsaa: det Sorte) Hav og arbejder pas Sandtauget (jvf. Harbarðsljóð 18; Zeitschrift zur deutsche Mythologie II, 148) uden at kunne faa det færdigt, fordi der hver Bededag gaar et Stykke løst af hvad han har snoet.
  4. ↑ „Eenige jaren later beval men in de kerken tegen al dat helsch gespens, de litanie der heiligen te lezen, en op het nitsprechen der volgende woorden:“ van de listen des duivels verlost ons heer „werd de helsche geesten ’t zij in weerwolfvellen, waterduivels of galge jongen stellende, zoodadanig in hunne magt betengeld, dat zij nit spyt het land verlieten, en in den grond der rooden zee vloogen ter plaets alwaer Farao met ziin leger versmoord is en es nog ven tijd tot tijd de see zee onstinnig maken dat zij moegelik om bevaren is.“ Theoph. P. A. Lanzens vlämische Sagen und Gebräuche i Zeitsehrift für dentsche Mythologie III, 172. „Det røde Hav“ synes i samme Betydning ogsaa at forekomme i Æventyret: Van ’t vischertjin in de rôo zee, der indeholdes i Oude Kindervertelsels in den Brugschen Tongval verzemelt en uitgegeven door Adolf Lootens, met sprukkundige anmerknngen over het brugsche taaleigen door M. E. F. Brüssel 1868, hvori Samtalen mellem Fiskeren og Fisken begynder med disse Fiskerens Ord: Vischjti, Vischtji in de rôo zee. Se Liebrechts Meddelelse i Bartschs Germania XIV, 91 fg.
  5. ↑ Se Winers Biblisches Realwörterbuch (2den Udgave) II, 85 Anm.; M. J. de Goeze i Benfeys Orient und Occident III, 431.
  6. ↑ Snorra Edda I, 198 gjengives den samme Verslinje lidt anderledes, nemlig geisar eimi ok aldrnari.
  7. ↑ Saaledes har jeg nemlig maattet opfatte Ordene: qs. vitae nutritor (aldr, næra), calor it. ignis. Et andet Forsøg paa at forklare Udtrykkets Betydning, nemlig af det arabiske, behøver ingen Imødegaaelse.
  8. ↑ I Forbindelse hermed staar sandsynligvis den Overensstemmelse, som i de ældste Tider hos Inderne, tildels ogsaa hos andre med dem beslægtede Folkeslag, fandt Sted dels mellem Ildens første Tilveiebringelse og de første menneskers Oprindelse efter den almindelige mytiske Forestilling, dels mellem den Maade, hvorpaa man plejede opgjøre ny Ild, og Maaden, hvorpaa menneskeslegten forplantes, saaledes som A. Kuhn har paavist i sit Skrift „Die Herabkunft des Feuers und des Göttertranks“ paa flere Steder, men især Side 24. 26. 70 fgg. 104–106.
  9. ↑ „Das leben erlischt gleich einem lichte, weshalb man auch auf Sargen, ehe sie mit der leiche fortgetragen werde, aus symbolischen grunde pflegt lichter nieder brennen zu lassen“. Pott i Zeitschrift für vergleich. Sprachforschung II, 106.
  10. ↑ Þáttr af Nornagesti, udg. af S. Bugge i Norrœne Skrifter af sagnhistorisk Indhold; ogsaa i Flateyarbók (Kristiania 1860), I, 346–359 og i Fornaldar sögur Nordrlanda, I, 313–342. – Om denne og andre Fortællinger, for hvilke samme Forestilling ligger til Grund, jevnfør Das Lebenslicht af W. Wackernagel i Haupt Zeitschr. f. deutsches Alterthum, VI, 280–284.
  11. ↑ Söguþattr af Nornagesti S. 77 fg., Flateyjarbók 1, 358 fg., Fornaldar Sögur I, 341 fg. – Med Fortællingen om Nornagests Død kan jævnføres følgende af Schwarzwalder Dorfgeschichten von Berthold Auerbach, neue Folge (2te Auflage, Mannheim 1849) S. 382: „er sah dem Absterben des Lichtes zu, obgleich das für todesgefährlich gilt;“ ligesom hvad Prof. J. A. Friis (En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen. Kristiania 1871. S. 367) meddeler om Karelernes Bryllupsskikke, at „efter Vielsen sammenligner man Brudgommens og Brudens Lys, som have været tændte foran Helgenbilledet, og den, hvis Lys er kortest, skal dø først.
  12. ↑ Preller griech. Mythologie (2den Udg.) II, 307, jvf. 305, især Anm. 2.
  13. ↑ Tvær sögur af Gisla Surssyni (Khhvn. 1849), Side 41 fg.
  14. ↑ Orkneyinga saga (Hafniæ 1780) S. 74; Flateyjarbók II, 417.
  15. ↑ Prellers griechische Mythologie (2den Udg.) II, 402.
  16. ↑ I Munkalifs Brevbog (udg. af P. A. Munch, Kristiania 1845) Side 86 forekommer det som Navn paa en af de til Hvitingsøerne hørende Holmer. I et Markegangsbrev om Grænserne mellem Gaardene Halleland og Sotteland i Holme Prestegjeld af 25de Marts 1536 (Dipl. Norveg. VI, 729) nævnes „Hegiddelen“, som ligger i „Hegiddils myör“; og naar der i Klüwers norske Mindesmærker S. 108 nævnes Fjeldet „Högkjetteln“ (jvf. den norske Turistforenings Aarbog for 1869, S. 1133), da kan der vel neppe være nogen Tvivl om, at vi ogsaa deri have Ordet „hégeitill“, og at det ikke, som man fortæller, har faaet sit Navn af en Mand, der hed Ketil.
  17. ↑ Saaledes i Ydre Hered af Øster-Götland ifølge Rääfs Beskrivelse over samme i Fortegnelsen over de for Egnens Folkesprog ejendommelige Ord. I et Markegangsbrev af 25de Oktober 1703 til Bestemmelsen af Grænserne for Gaarden Østby i Tjødling Sogn og mellem de til hver af dens Hoveddele hørende Skovstrækninger nævnes ogsaa en stor Sten „isprængt med noget hvit, som kaldes Kattesten“, hvilken Sten antoges for at være den samme, som i et ældre Brev fra Aaret 1439 kaldes „Rijfnasteinen“.
  18. ↑ Se Benfeys Pantschatantra I, 80–83. II, 528; Felix Liebrecht i Jahrbuch für romanische und englische Literatur, II, 126–129. 314–335, især 330 fg.
  19. ↑ Den lyder saaledes: De unicorni. Quidam unicornus secutus est unum hominem. Qui cum fugeret, invenit arborem, in qua erant poma pulcra. Subter vero erat fovea. serpentibus. Bufonibus. et reptilibus plena. hanc arborem rodebant duo vermes, unus albus et alius niger. homo ascendit arborem et pomis vescitur et frondibus delectatur. et non attendit quod duo vermes radices arboris rodebant. Que cecidet. et miser homo in puteum corruit. – Ogsaa i Gesta Romanorum, hvor Parabelen er optagen, kaldes Dyret en Enhjørning.
  20. ↑ At Rückert skulde have hentet sit Emne fra Kalila og Dimna, men selv sat Kamelen i Elefantens Sted, forekommer mig nemlig kun lidet sandsynligt.
  21. ↑ Se Dunlop Geschichte der Prosadichtung übersetzt vom F. Liebrecht S. 541 a; jvf. Diez etymologisches Wörterbuch der romanischen Sprachen (2te Ausg.) II. 376; W. Wackernagel i Pfeiffers Germania, IV, 141.
  22. ↑ At Johan af Capua har gjort Elefanten eller Enhjørningen til en Løve (se Benfeys Pantschatantra I, 80), har vel ingen anden Grund, end at Løven som et frygteligt Rovdyr i dette Tilfælde forekom ham mere passende.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Forklaring_over_nogle_Ord_og_Udtryk_i_det_gamle_norske_Sprog&oldid=211537»