For Fiskere og Fjældfolk
For nogen Tid siden har Selskabets Bestyrelse modtaget et Stykke „Om de norske Bær“, hvori Indsenderen søger at vise, hvor gavnligt det vilde være for Landet, om vore vilde Bærsorter blev mere paaagtet end hidindtil. Flere af dem, siger han, vilde, naar de anvendtes ret, være „en sund og nærende Føde“, et kraftigt Middel til „Sundhedens Bevarelse“ og en fordelagtig Handelsvare. Han anbefaler Sagen til „Regjeringens Opmærksomhed“ og ønsker, at den „vil lade kyndige Mænd udarbejde vejledende Skrifter om Bærenes rette Anvendelse“. Disse Skrifter burde da helst uddeles frit (gratis) „til ethvert Præstegjæld iforhold til dets Folkemængde“; han haaber, at Regjeringen l denne Henseende „ikke vil finde det overflødigt, at gjøre et Offer af nogle hundrede Daler“ til Landalmuens almindelige Bedste.
Derpaa vedbliver Indsenderen omtrent saaledes: „Vi har visse Bærsorter, der ved sine fortrinlige Egenskaber især er skikkede til Afsætning i Udlandet, og dertil regner jeg fornemmelig Multer og Tyttebær, saafremt de blot blev behandlet paa den rigtige Maade. Naar Landbefolkningen stedse fandt en saadan Afsætning derfor, vilde isandhed mangen en vakker Skilling tilflyde os. Men ved at paabegynde denne Drift i det Store, maatte Folket eftertrykkelig gjøres opmærksom paa, at Kogningen, som maa foretages med næsten alle Bær, ene og alene bør ske i Stenkjedler, da Kobberkjedlerne paa Grund af Bærenes Syrlighed lettelig ejrer. Derved vilde atter en anden Næringsvej, Stenkjedlers Forfærdigelse, ogsaa faa et Opsving, hvilket er ligesaa ønskeligt, da der i mange Bygdelag findes et rigt Forraad af Klebersten (Grydesten). Den ene Virksomhed fremkalder og ophjælper den anden, saaledes ogsaa her; ti skulde nogen betydelig Bærsamling komme igang, vilde der ogsaa foruden Stenkjedlerne tiltrænges en Mængde Trækopper til Bærenes Opbevaring og Forsendelse, og ved dette Arbejde kunde da flere Oldinger eller sygelige Familiefædre finde Fortjeneste i de lange Vinterkvælde.
Medens jeg i Forestillingen ligesom hendrages til vore Bærmarker, møder jeg de vakre Bjerkelier og kommer derved til at mindes den Rigdom af Saft, som disse Træer indeholde, og som kunde give baade Nydelse og Fortjeneste, ved nemlig at laves til Vin. Men ogsaa denne Drift, hvis den skal hæve sig til nogen Betydenhed, fordrer ligesom hin en klar og omfattende Oplysning. Den Tid kommer vel – og gid den ikke var fjærn – da man vil lære at vurdere, hvad man nu forkaster; den Tid kommer vel igjen, da en udstrakt Biavl i Forening med den her paapegede Anvendelse af Bjerkesaft og Bær, vil fylde de norske Bægere med en ligesaa ædel som uskadelig Saft til Sindets Opmuntring uden at Forstand og Helse sættes paa Spil ved Finkelens Nydelse. Ja, gid, vor retsindige og liberale Regjering vil laane et velvilligt Øre hertil og bidrage ogsaa i dette Stykke til Samfundets Vel, da skal det gamle Norge alt mere og mere vise sine Børn, at Skaberen har skjænket os mange Natur-Goder, hvorfor vi ikke heller bør lukke Øiet for dem, men forstandig benytte og med Taknemmelighed modtage den af den store Givers Haand“.
Indsenderen har visselig Ret, naar han tror, at de norske Bær kunde benyttes paa en fordelagtigere Maade end nu, og vi vil ogsaa ønske, at Sagen maa fremmes. Derimod er maaske hans Forslag om at lave Vin af Bjerkesaft mere velment end klogt; ialfald bør det nøje overvejes, om ikke Træerne derved skades eller endog ødelægges.
I „Bergens Stiftstidende“ stod isommer et Stykke een
den hollandske Maade at salte Sild paa“, som vi tror
al burde gjengive i „Folkevennen“, forat Flere kan blive bekjendt
dermed. Hollænderne driver ikke Sildfiskeriet paa
samme Maade som vi; de ligger gjærne med store Fartøjer
langt ud til Havs, men Silden, som de fanger, er omtrent
af samme Sort som vor Sommersild. Desuagtet betales
den hollandske dog meget bedre end vor, hvilket har
sin Grund i Tilvirkningsmaaden. Ogsaa her kan altsaa vi
Norske have Noget at lære.
Silden – heder det om Hollænderne – skylles først i Sjøvand og lægges derpaa i stærk Lage, hvor den forbliver liggende fra 12 til 24 Timer. Har den endnu Blod eller andre slimagtige Dele paa sig, naar man tager den op af Lagen, saa skylles den engang til i ny ren Lage. Derpaa lader man denne rende vel af, ja man bruger endog at tørke Silden, hvorpaa den lægges flovis (Lag for Lag) med Salt imellem ned i Tønderne. Det forstaar sig af sig selv, at disse maa være fuldkommen tætte, og at Saltet maa lægges jævnt paa hvær Flo i Tønden.
Dette er Behandlingsmaaden ude i den aabne Sjø, men naar Fiskerne kommer iland, saa styrtes Silden ud af Tønderne igjen, hvilket sker efter 14 Dages Forløb, hvis Saltet var fint, men først efter 3–4 Uger, dersom der er brugt grovt Salt. Efter denne Udstyrtning skylles Silden godt af i Lagen, for at skille den ved Blod og alt Andet, som let vilde raadne. Lagen blir derpaa kogt, godt afskummet og hensat for at kjølne. Imidlertid tages Mælken af omtrent 30 Sild for hver Tønde, rives i en Jærn-Morter sammen med lidt ren Lage, indtil det ser ud som tyk opløst Sæbe, og blandes saa med den kogte, afkjølede Lage. Til samme Tid saltes Silden paanyt i Tønder, hvorpaa den perses saa stærkt, at der gaar en Trediedel mere Sild i hver Tønde nu end før. Naar Tønden er fuld, slaar man den kolde Lage paa, slaar Tønden igjen og fylder paa Lage, saalænge det gaar. – Til 1 Tønde Sild, hvori der rømmes fra 1000 til 1200 Stykker, bruges omtrent 6 Bismerpund Salt.
Begge disse Vink (om Bærene og om Silden) kommer
vel her forsent til at kunne benyttes iaar; men de af „Folkevennens“
Læsere, som har Anledning dertil, vil vel altid
erindre det til næste Aar og da gjøre Prøver dermed.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |