Folkets Husbondsret

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Folkets Husbondsret
eller
Stemmer Parlamentarismen med vor Grundlov?
————————
Kriſtiania.
Udgivet af Norges Venſtreforening.
Trykt i Centraltrykkeriet.
1884.
Pris 15 Øre.

Samtidig hermed udkommer et Foredrag om Juryen. Om flere eller færre af de andre i Slutningen af dette Flyveſkrift nævnte Sager vil lignende Flyveſkrifter ſenere blive udgivne.

Det liberale Parti i vort Land vandt iſommer en Seier, ſtørre og mere vidtrekkende, end nogen havde vovet at haabe. Nu gjelder det for det ſamme Parti at holde den engang vundne Stilling, og det turde ikke falde ſaa let, ſom mange tænker. Mangen Venſtremand mener ſom ſaa, at nu er alt naaet, nu er der intet mere at gjøre, ſaa man kan hengive ſig til en ſorgløs Ligegladhed. Saadanne Tanker ſniger ſig ſaa let ind efter en ſtor Seier; men Hiſtorien har de mange Exempler paa, hvorledes Seieren derved let er gaaet tabt. Dels altfor ſtor Tryghed, dels indbyrdes Splittelſe er de Farer, ſom ſaa altfor hurtig kan ſpille en Seieren ud af Hænderne.

Hvad vi hidtil har opnaaet, er væſentlig kun at faa det norſke Folks Suverænitet, dets Husbondsret, ſaaledes ſom den blev indſkrevet i Grundloven i 1814, virkeliggjort i vort offentlige Liv. Men vi har liggende for os et ſtort og mangegrenet Arbeide, ſom de mange Aars hidſige Kampe har ſkudt tilſide, og ſkal noget kunne udrettes, da maa førſt det Flertalsherredømme, den Parlamentarisme, ſom med Miniſteriet Sverdrup er indført i vort Statsliv, bevares og ſikres. Det er Betingelſen for al fredelig Udvikling, for alt Arbeide paa det offentlige Livs Omraade. En hver ved, hvilken Skade Minoritetsſtyret har paaført vort Land, og alle aner vi mere eller mindre klart, hvilke ſtørre Ulykker der ivaar truede med at herje vort Samfund, men ſom heldigvis blev afværgede. Saadanne farefulde Tilſtande vil det norſke Folk ikke igjen reſikere at faa, og derfor gjelder det nu for enhver liberal Mand at verne om de Fordele, vi nu har erhvervet.

Vi ſiger, at det er Grundlovens Aand og Mening, ſom nu i Aaret 1884 efter 70 Aars Forløb er trengt ud i Virkelighedens Verden. Høire derimod paaſtaar om os, at vi er det radikale, det revolutionære Parti, ſom vil omſtyrte Grundloven af 1814, og ſaa kalder de ſig da ſelv Grundlovsvenner. De taler om, at hvis der ikke ſkal være Minoritetsſtyre hos os, ſaa er der intet, ſom holder igjen, ſaaledes ſom i andre Lande, hvor der er Overhus, eller hvor endogſaa Underhusmedlemmerne ingen Diæter har. Dette, at der ingen Diæter betales det engeſkle Parlaments Underhusmedlemmer, har der endogſaa været lagt ſærlig Vægt paa. Sammenlign vore Storthingsmænd med de engelſke Parlamentsmedlemmer, ſiger man. Det bliver jo i England blot de mere velhavende, ſom kan tage mod Valg, ſiger man, ſom om dette ſkulde være noget priſeligt Forhold.

Høire har taget Exempler fra de forſkjelligſte Lande i Europa for at viſe, hvor forſigtigt, hvor konſervativt Statsforfatningerne der er ordnede, og ſaa har de da draget den Slutning, at det ſamme maatte være Tilfældet ogſaa hos os, og naar vi nu bevislig hverken har Overhus eller flere lignende Stilleſtandsinſtitutioner, ſaa har man ſagt, at hos os maa de tilſvarende Dødvægter findes paa andre Hænder, og ſaa blev det da hos os Regjeringen, ſom ſkruedes op til at fungere ſom Overhus og i det hele taget til at indtage en Funktion i Statsmaſkineriet, ſom vor Grundlov ikke kjender noget til.

Det har derimod ikke faldt vort Høire ind, at naar vor Grundlov ikke har indſat ſaadanne Særgarantier for Konſervatismen, ſaa er det af den ſimple Grund, at den ikke vil have dem. Høire lukker ſine Øine for den Kjendsgjerning, at vor Statsforfatning hviler paa en ganſke anden demokratiſk Grundvold end nogen anden monarkiſk Statsforfatning. Allerede dens hiſtoriſke Tilblivelſe gjør dette ſaa rimeligt, ſnart ſagt nødvendigt. Vi har i lange Tider været vante til at høre, at det var i et heldigt Øieblik, vor Frihed blev født, at hvis vor Grundlov var bleven ſkrevet et Par Aar ſenere, da havde den ikke været ſaaledes gjennemaandet af Frihedens Luftning, ſom Tilfeldet nu er. I 1814 var endnu Frihedsideerne fra 1789 oppe i Dagen. De Mænd, ſom førte an paa Eidsvold, var begeiſtrede af disſe, og de ſkrev Grundloven ud af de Folkeſuverænitetsprinciper, ſom gik igjennem den førſte franſke Grundlov af 1791.

Fra 1815 af gjorde Reaktionen ſin Runde i Europa, og mellem denne og Frihedstankerne fra Revolutionstiden kom det i de følgende Aartier til voldſomme Brydninger, og førſt efter haardnakkede Kampe lykkedes det Nationerne at fravriſte Reaktionen konſtitutionelle Forfatninger, Forfatninger, ſom dog alle er mærkede af vort Aarhundredes reaktionære Forſigtighedsregler. Det har ikke lykkedes i nogen af dem at faa indſat den Folkets Suverænitet, ſom fandtes i den franſke Grundlov af 1791, eller ſom findes i vor Grundlov af 1814.

Der er kun to monarkiſke Stater i Europa, hvis Forfatninger kan ſiges at være eldre end vor, nemlig Englands og Sveriges. Englands Forfatning ſkriver ſig fra Tider, der ligger langt forud for den Tid, da Folkeſuverænitetstankerne fødtes, og den hviler ſom bekjendt paa Kontraktsforholdet. Og ſkjønt Sveriges Forfatning fra 1809 viſtnok blev ſkreven, netop ſom den ſtore Revolutions Ideer ſvermede om, er den dog ikke grundlagt paa disſe, men er i det væſentlige kun en Gjenindførelſe af den i 1789 afſkaffede Regjeringsform af 1772. Sverige har nemlig det tilfælles med England, at dets Statsforfatning for en væſentlig Del er Frugten af Aarhundreders hjemlige Udvikling, og ikke, ſom vor og flere andre Staters, Laan fra andre Lande. Ved Reviſionen af 1866 er den viſtnok bragt i ſtørre Harmoni med de andre nu beſtaaende Forfatninger.

Alle de øvrige monarkiſke Forfatninger er af ſenere Dato end vor, den portugiſiſke af 1826, revideret i 1852, den belgiſke af 1831, de øvrige fra Frihedsaaret 1848 og følgende Aar eller fra en ſenere Dato. Alle er de Trængſelens Børn, Indrømmelſer, ſom Reaktionen nødtvungent har maattet gjøre Oppoſitionen, og de er fremkomne ſom Overenskomſter, Kontrakter mellem den ſuveræne Fyrſte og Folket. Ikke ſaa hos os. Vor Grundlov har vort Folk givet ſig ſelv paa et Tidspunkt, da det paa Grund af Omſtændighederne var kommet i Beſiddelſe af al suveræn Magt. Eidsvoldsmændene byggede Grundloven paa denne Folkets Suverænitet i Tilſlutning til de Grundſætninger, ſom gaar igjennem den nordamerikanſke Forfatning og den franſke af 1791.

Det falder ſaa ſærdeles let at beviſe, hvor aldeles principforſkjellig vor Grundlov er fra enhver anden nu beſtaaende monarkiſk Grundlov, principforsſjellig netop der, hvor der ſpørges om, hvis Vilje det er, ſom i ſidſte Inſtans ſkal raade i Statsſamfundet.

Den af Grundlovens Beſtemmelſer, ſom paa den mest afgjørende Maade indfører Almenviljen ſom øverſte Lov, er § 49, der ſiger, at „Folket udøver den lovgivende Magt ved Storthinget“. Højre har haanet og vrenget ad Læren om Folkets Suverænitet, kaldt den ukriſtelig og ſtammende fra neden. Men det kan ikke nægtes, at paa Lovgivningsfeltet ialfald, der er Folket ſuverænt; det ene og alene har her al afgjørende Myndighed, medens i alle andre monarkiſke Stater er Lovgivningsmyndigheden delt mellem Kongen og Folket. „Den lovgivende Magt er hos Kongen og Rigsdagen i Forening“, ſiger udtrykkelig den danſke Grundlov. I den ſvenſke heder det: „Kongen maa ikke uden Rigsdagens og Rigsdagen ikke uden Kongens Samtykke give nogen ny eller afſkaffe nogen beſtaaende Lov“. Den nederlandſke: „Den lovgivende Magt er hos Kongen og Generalſtaterne i Forening“. Den belgiſke: „Den lovgivende Magt udøves af Kongen, Repræſentanternes Kammer og Senatet i Forening.“ Den preusſiſke: „Den lovgivende Magt udøves af Kongen og tvende Kamre i Forening. Til en hver Lov udkreves Overensſtemmelse mellem Kongen og begge Kamre“. Den øſterrigſke: „Til enhver Lov udkræves Overensſtemmelſe mellem begge Huſe og Keiſerens Stadfeſtelſe.“ Den italienſke: „Kongen og to Kamre, Senatet og de Deputeredes Kammer, udøver i Forening den lovgivende Magt“. Og ſaa fremdeles, ſom vi ſer, i omtrent ligelydende Udtryk.

Hos os derimod — vi ſkal gjentage det endnu en Gang — heder det ret og ſlet: „Folket udøver den lovgivende Magt ved Storthinget“. Ingen Konge, intet arveligt eller kongevalgt Overhus kan ſætte nogen Bom for Folkets Vilje paa det lovgivende Omraade. Er ſaa ikke Folket paa dette Felt ſuverænt? Vi antager, at dette er ligeſaa ſikkert, ſom at Folkeſuveræniteten ikke er anerkjendt i nogen anden monarkiſk Forfatning.

Eller tror kanſke nogen, at § 49 blot er en uheldig Redaktion? Vi henviſer da til § 79, der i uomtviſtelige Ord viſer, at og hvorledes Folket trods Kongens Ønſke ifører ſin Vilje Lovskraft.

Paa denne vort Folks ſuveræne Lovgivningsmyndighed har der ſom bekjendt været gjort mange Angreb. Blandt de 14 voldſomme Ændringer, Karl Johan foreſlog for Storthinget i 1824, var Afſkaffelſen af denne Folkets Enemyndighed den vigtigſte. Vor Grundlov ſkulde da omſtøbes fra at være et Udſlag af Frihedsprinciperne fra 1789 til en Form, der ſtemte overens med Reaktionens Opfatning af Statsbegrebet. „Naar den Ret at foreſlaa Love“, ſiger Karl Johan i sin Propoſition til Storthinget, „tilhører i lige Grad Kongen og Folkerepræſentationen. naar til Fuldſtendiggjørelſen af en Lov udfordres begges fælles Samtykke, da ſtaar Vægtſkaalen lige, og Rettighedernes Ligevægt bliver et trygt Vern for Friheden“.

Dette er jo ud og ind den velkjendte Ligevægtslære, ſaaledes ſom den blev fremſtillet for 136 Aar ſiden af Montesquieu, ſom var i ſaa god Kurs blandt Reaktionens Politikere for 60 Aar ſiden og videre frem gjennem Tiden, og ſom derfor ogſaa har banet ſig Adgang til alle monarkiſke Konſtitutioner, der en grundlagte efter 1815.

Storthinget i 1824 afviſte Forſøget; det vilde ikke beſkjære Folkets eneraadende Myndighed paa Lovgivningsfeltet. Men dette, at Kongen hos os er udelukket fra Lovgivningsmyndigheden, det er mange en haard Pille at døje. Vore kloge Forſigtighedsmænd har kludſet og fortolket, tøiet til alle Kanter for at kunne faa opkonſtrueret en Formynderſtyrelſe. Der maatte paa Liv og Død pines ind i vor Grundlov den ſamme Tankegang ſom den, der fandtes i andre Grundlove. Man tilfortolkede Kongen et abſolut Veto i Grundlovsſager ialfald. Og ſom Argument herfor har da ogſaa uden videre været anført, at der ikke findes nogen monarkiſk Stat, hvor ſaadant mangler.

Ja, ſelv § 79 har ikke kunnet gaa fri for Fortolkningskneb. Det fik vi da høre ivaar. Regjeringen vilde naturligvis nægte at reſpektere Lensmandsloven, hed det i Højrepresſen ſkjønt den overensſtemmende med § 79 var vedtaget tre Gange. Hvorfor? Jo, den var uforenelig med Grundloven, ſagdes der, ſom om Regjeringen havde noget med at have nogen Mening om den Ting. At dømme om, hvorvidt en Lov er forenelig med Grundloven eller ikke, ligeſaavel som at dømme om, hvorvidt den er gavnlig eller ikke, det bliver dog vel ſandelig deres Sag, hvem Lovgivningsmyndigheden tilhører. Og hos os er det nu engang ſaa, at dette ikke er Regjeringen. Imidlertid, vort Aprilminiſterium fik ſaamen andet at gjøre end at ſpekulere paa ſaadanne Slags Lovbrud.

I denne Forbindelſe ſkal ogsaa nævnes, at der i flere af vore Lærebøger er ſmuglet ind den Lære, at den lovgivende Magt udøves af Kongen og Folket i Forening, tvertimod Grundlovens egne Ord i §§ 49 og 79. En af de af Rigsretten for Grundlovsbrud dømte Statsraader har da ogſaa nylig hævdet, at en ſaadan Lære var den rette. Det norſke Folk vil vel heller ikke ſaa let glemme, at en af Høires mere betjendte Talere for ikke ſaa lang Tid ſiden udtalte paa et ſtort Folkemøde, at det var et tvilſomt Gode, dette med § 79. Den ſamme Mand er netop nu valgt ind i Beſtyrelsen af Høires Centralforening.

Det norſke Folk vil ikke glemme dette. Thi i § 79 har det altid ſeet en af Frihedens ſikreste Grundpiller. Og det har da ogſaa viſt ſig, at de Love, ſom er drevne igjennem ved Hjælp deraf, alle er Seire for Frihed og demokratiſk Ordning imod ariſtokratiſke og bureaukratiſke Inſtitutioner.

Folket giver ſig altſaa ſelv ſine Love, den Sag er klar. Hertil kommer, at den Maade, hvorpaa dette ſker, det vil ſige den Maade, hvorpaa Lovgiverne velges, og Nationalforſamlingen ſammenſættes, er ordnet fuldt ud i Overensſtemmelſe med den demokratiſke Styrelſesform. Det hos os gjeldende Etkammerſyſtem er i Forening med §§ 49 og 79 det bedſte Bevis paa vort Folks Suverænitet.

Af alle nu beſtaaende monarkiſke Forfatninger er der foruden vor kun én, af forholdsvis ny Dato (den græſke af 1864), hvis Nationalrepræſentation kun beſtaar af ét Kammer. I alle andre Stater er der et Overhus, Senat, eller hvad det kaldes, hvis Medlemmer enten er arvelige ſom i England eller kongevalgte ſom i Portugal og Italien eller valgte af eller blandt Rigmændene, eller ogſaa er Kammeret ſammenſat ved en Forening af disſe forſkjellige Valgmaader. Overhuſene har altid viſt ſig at være Reaktionens ſikreſte Støtte i Modſtanden mod Folkenes Frihed og Fremſkridt. Det er Levninger, Gjengangere af Fortidens. Statsformer, det er en Proteſt mod det moderne Etatsſyſtem, der arbejder til bedſte for det almene, det hele, det er Klasſeſyſtemet, dette, at ſtille enkelte Klasſer, de øverste, de bedſt ſtillede Lag, ud fra det hele, ſtore Samfund og give dem Forrettigheder, Særindflydelſe paa Statsſtyrelſen. En ſaadan Ordning er ikke demokratiſk, den er af ariſtokratiſk Natur.

Vi ved, hvilke vanſkelige og haardnakkede Kampe andre Landes Nationalforſamlinger, de af Folket virkelig valgte Repræſentanter, har havt og fremdeles har med sine Overhuſe, vi ved ogſaa, hvorledes disſes Magt i de fleſte Lande er gaaet mere og mere tilbage. Utviklingens Lov har været ſtærkere end den ſkrevne Grundlov, og i mange af Europas Stater, i England, i Belgien, Holland, Italien, er det kommet dertil, at Folkets Suverænitet praktiſk har brudt igjennem trods Overhus og kongelige Privilegier. Nu og da gjøres der viſtnok Forſøg paa at ſætte Demninger mod Folkets Vilje; men nogen varig Modſtand kan der ikke gjøres. Udfaldet af Valgene til Folkets Kammer bliver mere og mere det beſtemmende for, i hvilken Aand Landets Styrelſe ſkal føres. Og, ſom ſagt, dette ſker i andre Lande ikke i Samklang med Landets Grundlov, men trods denne. Hos os derimod, hvor Landets Grundlov netop er grundlagt paa Folkets Suverænitet, her har man villet opretholde et Minoritetsſtyre og i de ſenere Aar gjøre dette ſtrammere end nogenſinde før.

Lovgivningsmagten er i Folkets egne Hænder. Thi Storthinget, det er Nationen. Det kan være, at Folkets Mening i enkelte Tilfælde derigjennem kan komme frem paa en noget misviſende Maade; men Nationen har ingen anden Maade at udtale ſig paa, og for hvert nyt Valg har Folket i ſin Magt at tale klarere og eftertrykkeligere. Hvem er ſaa disſe Vælgere, der ſender Lovgiverne til Thinge? Naar vi ved, at Landdiſtrikterne ſender de to Tredieparter af Repræſentanterne, og at paa Landet paa nogle faa Undtagelſer nær alle de ſtemmeberettigede er Bonder, og naar man ſtiller ſig for Øie vore Bonders Livsvilkaar, ſaaledes ſom disſe var over det hele Land paa den Tid, Grundloven blev givet, og lang Tid bagefter, og ſaaledes ſom de fremdeles er i de allerfleſte Bygder, ſaaledes nemlig, at vore Bonder ikke er Godseiere, men paa faa Undtagelſer nær Smaabrugere, der ſelv lever den tarvelige Arbejders Liv, — tager vi dette i Betragtning, da ved vi, paa hvilket ægte demokratisk Grundlag Eidsvoldsmændene lagde vor Statsforfatning.

I en af ſaadanne Valg fremgaaet Folkerepræſentation hviler ene og alene Lovgivningsmyndigheden. Vi ved, at der fra vore Bureaukraters Side har været udſlynget mange Haansord mod en ſaadan Ordning og i det hele mod Bønderne ſom Lovgivere. Etkammerſyſtemet har ofte været omtalt paa en foragtelig Maade. Der er jo intet andet ſkikkeligt Land, ſom har det, ſiger man. Jo, Grækenland; men dette har man da ſkildret ſom en halv Røverſtat, og ſaa har man gjort ſig rigtig tilgode med at haane de græſke Forhold. Men er det da ikke ſaa, at Grækenland netop er gaaet frem i alle Retninger under ſin nuværende Forfatning af 1864?

Der har hos os været Planer igjære om Oprettelſen af et Overhus; men da Realiſationen af en ſaadan Plan for de allerfleſte Høiremænd ſtaar ſom umulig, har de opgivet den, ialfald officielt, og til Gjengjæld opſtillet Læren om Regjeringen ſom et Overhus. Regjeringen ſkulde ſtaa i Ligevægtsſtilling til Storthinget, i Modſætningsforhold, den ſkulde indtage en ſelvſtændig Stilling ſaadan omtrent lige ſuveræn, lige megtig ſom Folkerepræſentationen.

Ja, hvordan forholder det ſig egentlig med den Ting? Vi har fordelt den ſuveræne Magt, ſagde Eidsvoldsmændene, og lagt den lovgivende Magt i Folkets Haand og den udøvende i Kongens. I disſe Ord har da vort Høire villet finde Ligevægtslæren forkyndt. Men Ulykken er, at der ſtaar ikke „tvedelt“ eller „delt lige“, men „fordelt“, og en Fordeling kan jo ſke paa høiſt ulige Maade. Og her ſtaar der jo udtrykkelig tilføiet, hvorledes Fordelingen er ſkeet, den lovgivende til Folket, den udøvende til Kongen, ſtaar der. I denne Udtalelſe ligger intet nyt, der gjentages kun, hvad der ſtaar i § 49 og § 3: „Folket udøver den lovgivende Magt“ og „den udøvende Magt er hos Kongen“. Der er altſaa nærmere forklaret, hvori hver enkelts ſuveræne Myndighed beſtaar.

Og hvori beſtaar ſaa Kongens udøvende Myndighed? Den beſtaar deri, at han ſætter Folkets Vilje i Værk. Man kan gjerne kalde dette en ſuveræn Myndighed. Den er ſuveræn, forſaavidt han har Retten dertil, han alene og ingen anden, og forſaavidt ingen kan hindre ham deri. Holder Kongemagten ſig nøje til Storthingets Befalinger, da er den paa ſikker Grund; men den kan ikke gaa sine egne Veje og enten ſætte i Værk, hvad den lyſter, eller lade være at udføre Storthingets Befalinger, i den Forſtand er den ikke ſuveræn.

Og det forholder ſig ikke ſaa, at der ikke bliver holdt Øie med, hvorledes Regjeringen ſætter Folkets Vilje i Værk. §§ 20, 30, 75 f, 82 f og 86 viſer, at Regjeringen maa gjøre Regnſkab derfor, og netop for Nationens Repræſentanter, ſom har overdraget Regjeringen at udføre ſine Befalinger. Det hører netop til en af Storthingets faſte aarlige Forretninger dette at gjennemgaa Regjeringens Protokoller og kontrollere, hvorledes Storthingets Beſlutninger er udførte. Og i graverende Tilfælde konſtituerer den ene Del af Storthinget, Odelsthinget, ſig ſom Anklagekammer, og den anden Del, Lagthinget med Tiltræde af Høieſteret, ſig ſom Domſtol. Ligeſom Folket gjennem ſine Repræſentanter ſelv giver ſig Love, ſaaledes ſidder det ogſaa gjennem ſine Repræſentanter ſelv tildoms over, hvorledes Regjeringen har ſat Storthingets Beſlutninger i Værk. Saaledes bliver der nok altid nogen Forſkjel paa den Suverænitet, der ligger i Folkets lovgivende Myndighed, og den Suverænitet, ſom tilkommer Ekſekutivmagten.

Og her kommer vi da til den anden Hovedhjørneſten, hvorpaa Folkets Suverænitet hviler trygt og ſikkert, trygt og ſikkert, ſaalænge Landets Lov reſpekteres, og det er Ordningen af Rigsretten. Ogſaa heri ligeſom i Lovgivningsmyndigheden er vor Konſtitution grundforſkjellig fra alle andre monarkiſke Forfatninger. Hos os er Rigsretten, ſom enhver, med den ſidſte Rigsret i friſkt Minde, ved ordnet ſaaledes, at ſelv om Udſkydelſesretten benyttes i fuldeſte Udſtrækning og alene mod Lagthingets Medlemmer, disſe dog under enhver Omſtændighed udgjør Rettens Flertal.

I andre monarkiſke Stater har derimod Kongemagten eller andre ariſtokratiſke Inſtitutioner den væſentligste Indflydelſe paa Rigsrettens Sammenſætning. I Holland, Belgien, Preusſen, Grækenland og Rumenien fungerer Høieſteret enten alene eller ſammen med andre høiere Dommere ogſaa som Rigsret. I England, Spanien, Portugal og Italien er det Overhuſet, ſom danner Rigsretten. I Serrige vælger hvert af de to Kammere hver ſin Halvpart af Rigsretten. I Danmark beſtaar Rigsretten af Høieſteret og et tilſvarende Antal af Landsthinget (Overhuſet) blandt dettes egne Medlemmer valgte Dommere. I Sverige beſtaar Rigsretten af et beſtemt faſtſat Antal af Rigets høieſte Embedsmænd.

Man maa ikke tro, at det er af Uagtſomhed, at Folkets Repræſentanter udgjør det aldeles overveiende Element i Rigets høieſte Domſtol. Der blev nemlig paa Eidsvold fremſat Forſlag om, at Rigsretten ſkulde beſtaa af lige mange Medlemmer af Høieſteret og af Lagthinget; men Forſlaget blev forkaſtet. Et noget lignende Forſlag kom frem igjen for Storthinget i 1824 ſom et af de 14 bekjendte Forſlag, der ſkulde omſtøbe vor Grundlov. Ifølge dette ſkulde Rigsretten beſtaa af 9 Lagthingsmedlemmer og af 9 af de høieſt ſtillede Embedsmænd, af hvilke flere endogſaa var af dem, der af Kongen kan afſkediges uden Lov og Dom. Juſtitiarius i Høieſteret ſkulde være ſelvſkreven Præſident og ſkulde ikke kunne udſkydes; ellers ſkuulde indtil en Trediedel uden nogen angiven Grund kunne udſkydes. Se, en ſaadan Ordning af Rigsretten vilde have været i Samklang med den Tids Opfatning og ſtemmede netop med Ligevægtslæren, ſom Karl Johan ſaa varmt anbefalede.

Men hvad mente Lovgiverne i 1824. Vi ſkal høre. „Det maa bemærkes“, heder det, „at Henſynet til de fornødne Kundſkaber kun udgjøre een, men ingenlunde det eneſte eller vigtigſte Punkt, der retteligen i denne Sag bør iagttages. I Grundlovens § 86 ſynes man at være udgaaet fra den Hovedgrundſætning, at Nationalrepræſentationen burde tillægges en forholdsmæsſig og ſaa betydelig Adgang til Deltagelſe i Rigsrettens Forretninger, at ſelv i det Tilfælde, at den Tiltalte mod Lagthingets Medlemmer benytter ſig, ſaavidt tilladt er, af Retten at forſkyde, vilde det overblevne Tal endda kunne beholde en vigtig Indflydelſe paa Sagens Afgjørelſe. Den Grundſætning vilde, ſom det ſynes, ei tilbørligen iagttages, ſaafremt Forſlaget antages.“

Her har Mændene fra 1824 klart udtalt, at det var den Retsopfatning, ſom var raadende hos Folket, og ſom blev baaren frem af Nationens Repræſentanter, man altid vilde ſikre den brede Plads i Rigets høieſte Ret. Folkets Stemme burde være den afgjørende, og Lovgiverne i 1824 var ſig vel bevidſte, at det ikke alene var i Ordningen af Rigsretten, at Folkets Suverænitet var erkjendt, men at denne Ordning ſluttede ſig til Grundlovens øvrige Beſtemmelſer om Folkets Myndighed. „Den Beſtemmelſe“, heder del, „ſom Grundloven indeholder angaaende Lagthingets Deltagelſe i Rigsrettens Forretninger, ſynes at udgjøre et ſaa væſentligt Led i den Kjede af Grundſætninger, der danne vor Forfatning, at en Forandring deri vanſkelig kan finde Sted, uden at man derved tillige udſætter ſig for, øienſynlig at handle mod Grundlovens Aand og at forrykke det indbyrdes Forhold, i hvilket denne Lov har ſat de konſtitutionelle Magter“.

Sammenholder vi Sammenſætningen af vor Rigsret med andre Staters, er det ſaaledes klart nok, at det er Nationens Repræſentanter og derigjennem altſaa Nationen ſelv, for hvem Regjeringen ſkal ſtaa til Anſvar. Det er Folkets Vilje, udtalt gjennem Valgene, der ſkal reſpekteres ogſaa i denne Inſtans. Men dette har altid været vore Bureaukrater en Torn i Øiet. Vore Regjeringer har, naar Rigsretsdomme har overgaaet dem, altid proteſteret mod Rettens Kompetenſe ſnart paa det ene, ſnart paa det andet Omraade. I Anledning af Rigsretsdommen i 1845 over Statsraad Vogt hed det: „Rigsretten er altſaa ifølge Grundloven intet uden en kriminel Domſtol“. „Det ligger derfor ikke mindre udenfor Rigsrettens end enhver andens Domſtols Kompetenſe, i Form af Domme at afgive Beſtemmelſe om, hvorledes Lovene i Almindelighed rettelig er at forſtaa.“ „Hans Majæſtet forbeholder ſig fremdeles, naar det almindelige Vel maatte kræve det, i dens fulde Udſtrækning at udøve den Myndighed, Grundlovens § 17 hjemler Høiſtſsamme.“ „Meningen“ med disſe Ord, ſiger Protokolkomiteen i 1848, „er klart nok den, at Hans Majæſtet trods Rigsrettens Dom fremdeles vil udøve den ſom uoverensſtemmende med Grundloven af et kompetent Tribunal betegnede Handling.“

Hvilke Kunſter der blev anvendt under ſidſte Rigsretsſag for at komme bort fra det meget greie og ſimple Forhold, at Regjeringen har at ſtande til Rette for Rigsretten og derigjennem for Nationen, er i friſkt Minde. Hvad der dengang ſaavel ſom før uafladelig blev gjentaget, var at Rigsretten kun var en kriminel Domſtol. Men vi ſvarer, at iſaafald var det da ikke nogen Nødvendighed for at oprætte en ſaa ertraordinær Domſtol. De almindelige Domſtole, de høiſterværdige i Høieſteret f. Ex., maatte dog virkelig være gilde til at dømme over almindelige Kriminalforbrydelſer. Man kunde jo lade Anklagemyndigheden hvile hos Odelsthinget eller Storthinget. Aa nei, det bliver nok bedſt at holde paa den Opfatning af Rigsretten, ſom til alle Tider har været Storthingets, i 1824 ſom i 1836, 1848 og 1884, at den nemlig er der for i Tilfælde at tvinge Regjeringen til at reſpektere Folkets i lovlig Form udtalte Vilje.

Den modſatte Lære, Regjeringens ſaa at ſige fuldſtændige Anſvarsløshed, blev af Defenſor i ſidſte Rigsretsſag drevet ud i ſine yderſte Konſekvenſer. Det var, blev her ſagt, alene Regjeringen ſelv, der var kompetent til at dømme om Tilladeligheden eller Utilladeligheden af ſine Handlinger. Det var ikke Dommernes Skjøn, men den anklagedes, det kom an paa. Det vilde være Formaſtelſe af Dommerne at dømme den anklagede i Anſvar for Handlinger, Dommerne fandt ſkadelige, ſaalænge den anklagede ikke ſelv indſaa dens Skadelighed.

Ja, ſaa blev der ſagt, det er virkelig ikke Spøg, dette. Det ſtaar at læse i Rigsretstidenden II Bind, Side 466—70. „Det ſtrafferettige Anſvar er.... kun da forhaanden, naar Statsraaden indſtiller paa noget, ſom han finder at være ſtridende mod Grundlov eller mod Lov eller øienſynligen at være ſkadeligt for Riget.“ „For alle de 3 høieſte Klasſer af Statstjenere, ogſaa for Statsraaderne, ſtaar det faſt, at de kun ſvare for ſine Meningers Befølgelſe, kun have Anſvar, dersom de under Udførelſen af ſine høie Hverv ſvigte ſin Overbevisning, hvorimod de ikke ſtrafferetlig ſvare for ſine Meningers Rigtighed, hvorover ingen juridiſk Overinſtans er indſat“. Og meſt fyndigt heder det: „Det gjælder altſaa om Statsraaderne...., at der over deres Meningers, deres Indſigts, deres Overbevisnings Rigtighed og Holdbarhed ikke gives nogen Overinſtans eller Overſkjønstribunal, der med ſtrafferetlig Følge kan underkjende ſamme. Grundloven har ikke over Kongens Raadgivere.... indſat nogen Domſtol, der med Ufeilbarlighedens Privilegium eller Attribut ſkulde have at dømme over deres Meninger, for ſaa, hvis den finder disſe vildfarende eller urigtige, at belægge deres Indehavere med Straf“.

Altſaa, om ſnart ſagt hver Mand i Landet fandt, at Regjeringen ſtyrede Landet til Undergang, men Regjeringen ſelv ikke indſaa dette — man har jo ſeet, at Folk er fynkvervede —, ſaa ſkulde dog en ſaadan Regjering ſlippe for Straf, det vil ſige, den høieſte Domſtol ſkulde, hvor deſperate den end fandt dens Handlinger, dog ikke kunne fjerne den fra Landets Styrelſe; thi noget andet behøvede ikke Straffen at beſtaa i. Ja, dette var den nu domfeldte Regjerings Syn paa ſit Anſvar overfor Nationen; men tillykke er dens Anſkuelſe underkjendt. Og man kunde vel heller ikke tænke ſig en Lære, der ſtaar i mere ſtik Modſætning til ſaa vel hele vor Grundlovs Aand og Tankegang ſom de af dens enkelte Paragrafer, der handler om Miniſtrenes Anſvarlighed og Rigsretten (§§ 5, 20, 30, 75 f, 82 f, 86 og 87).

Der er flere andre Beſtemmelſer i vor Grundlov, der gjør vort Samfund mere demokratiſk end noget andet monarkiſk Lands, ſaaledes f. Ex. § 108 om, at ingen Adelsgodſer ſkal oprettes. Men de vigtigſte og fuldt afgjørende er disſe to, Lovgivningsmagten og Ordningen af Rigsretten. Folket alene eier al Lovgivningsmyndighed, repræſenteret gjennem et Kammer, uden noget Klasſeoverhus, uden noget endeligt Veto fra Kongens Side. Og, Folket ſelv kontrollerer gjennem den ſamme Folkerepræſentation, at Regjeringen ſætter Folkets Vilje i Verk, og for Tilfælde ſætter en dertil valgt Fraktion af Folkerepræſentationen, med Tiltræde af Høieſteret, ſig tildoms over Regjeringens Handlinger, og denne Rigsrettens Myndighed er ſuverſn; Kongemagten har her ingen anden Benaadningsret end ligeoverfor Dødsſtraf. Det faar nok ſaaledes ſtaa faſt dette, at Rigsretten er en Folkedomſtol og dens Dom en Folkedom.

Vi har ud af ſelve Grundloven, ſammenholdt med andre Landes Konſtitutioner, paaviſt, at hos os er Folkets Vilje den høieſte Lov, at med andre Ord Folkets Suverænitet er ſtaaet faſt. Hvorledes kan det ſaa gaa til, at nu efter 70 Aars Forløb et ſtort Parti ikke vil anerkjende dette?

Enhver, ſom har en Smule Kjendſkab til Hiſtorien, ved, at en gjennemgribende Forandring ikke kan gjennemføres med engang. Giv et i Aarhundreder enevoldsſtyret Folk paa engang en helt gjennemført fri Forfatning, enten vil da denne blive misbrugt, og man reſikerer at komme op i anarkiſke Tilſtande, eller ogſaa vil Forfatningen ikke helt ud blive udnyttet, men man bliver praktiſk talt i mange Stykker fremdeles en Tid hængende i de gamle Styrelſesformer. Dette ſidſte har for en Del været Tilfældet hos os. En Nation er i en uſtanſelig Vext og Udvikling. Den Fart, hvormed Fremgangen ſker, kan være forſkjellig. Til enkelte Tider er Stegene fremover banebrydende og kraftige, til andre Tider kan man næſten ingen Fremgang ſpore. Men at en Nation paa engang, i et enkelt Aar ſkal kunne aldeles omſkabes, det ſker ikke. Saadant ſtaar paa Papiret, i Livets Virkelighed findes det ikke.

Bønderne, i hvis Hender Grundloven for den væſentligſte Del har lagt Landets Styrelſe, var i 1814 uden nogen politiſk Opdragelſe. De var vante til at blive ſtyrede og regjerede, og i den nærmeſte Tid efter 1814 ſkede der i det praktiſke liden Forandring i ſaa Henſeende. De, der faktiſk ſtyrede her i Landet i lang Tid nedover, det var Embedsſtanden efter 1814 ligeſaavel ſom før. Der var den Forſkjel, at Embedsmændene tidligere var en eneveldig Konges Tjenere; efter 1814 blev der et blandet Forhold, dels var det ſom Kongens Tjenestemænd, at de udøvede ſin Myndighed, og forſaavidt fortſatte de den gamle Tradition. Men dels var det ogſaa paa Folkets Vegne, ſom Nationens Repræſentanter paa Storthinget, at de optraadte ſom de ledende og ſtyrende her i Landet. Og Forholdet til Sverige blev forſaavidt et Værn for vor Frihed mod den politiſke Bagevje, der paa den Tid overſkyllede Europa. De fleſte Nordmænd, og Embedsſtanden ikke mindſt, var altid mistænkſomme overfor Svenſkerne og Karl Johan, naar der fra den Kant kom Forſlag til at forandre vor Grundlov. Saaledes blev Embedsſtanden ligeſaavel ſom Bønderne trofaſte Vogtere om vor friſindede Grundlov. Under andre Omſtændigheder, det vil ſige, hvis ikke Frygten for det mægtigere Broderland havde været der, da er det at antage, at Embedsſtanden nok vilde have forſøgt at gjøre Forandringer i vor Grundlov i Retning af ſtørre Lighed med andre Staters Forfatninger, altſaa beſkaaret vor Frihed.

Embedsſtanden har ſom ſagt ſtyret ned igjennem Tiderne, men dette er ſkeet uden nogen Omſtøbning af Grundloven, med Bibeholdelſe af de konſtitutionelle Former. Grundloven blev et Program, der førſt lidt efter lidt kunde indfries. Forfatningens frie Former er førſt med Tiden helt ud blevne fyldte og udnyttede, og man har i lange Tider havt en Slags midlertidig Styrelſe, der kun i Formen, ikke efter Aanden ſtemmer med Grundloven.

Dette er en uomtviſtelig Kjendsgjerning. Vi har i lange Tider havt en bureaukratiſk Styrelſe her i Landet; men en ſaadan ſtemmer ikke med Grundlovens Tankegang. Men meget tidlig fremſtod der en anden Retning, Bondeoppoſitionen, hvis Opgave det netop var, mere eller mindre klart bevidſt, at realiſere Grundlovens Tanke. De to Retninger har kjæmpet med hinanden, mere eller mindre hvaſt, med ſtørre eller mindre Klarhed over, hvad Kampen egentlig gjaldt. Sagerne har været forskjellige og Partiſtillingen ofte mindre klar; men en uſtanſelig Kamp og Udvikling har der været nu i 50 à 60 Aar, ſiden Striden førſt begyndte. Og førſt iaar, efterat det gamle bureaukratiſke Parti var ſkrumpet ſaaledes ind, at det ikke indehavde ſtort mere end Fjerdeparten af Nationalforſamlingens Sæder, førſt nu, 70 Aar efterat Grundloven blev givet, er Oppoſitionen kommen ſaalangt, at den har trængt det midlertidige Bureaukratregimente væk og gjennemført Grundlovens Aand i vor Statsſtyrelſe.

Et af vore Høireblade aftrykte ivinter i ugevis i én Kolonne Navne og Titler paa Rigsretsdommerne fra en af de ældſte Rigsretter og i Kolonnen ved Siden af Navne og Titler paa Rigsretsdommerne i ſidſte Rigsretsſag. Den førſte Kolonne fremviſte næſten blot Embedsmænd, den anden næſten bare Bønder. Sammenſtillingen var tænkt ſom Haan, og der fulgte Kommentarer med, hvor Bønderne i Rigsretten ligefrem blev haanede. Vi tænker, Sammenſtillingen viſer noget andet. Den viſer, at i ældre Tider havde vi et Embedsmandsſtyre, et Bureaukratſtyre, nu har derimod Bønderne den ſtørſte Magt i vort Land. Og dette er ikke mod, men med Grundlovens Tanke. Denne er nu virkeliggjort iblandt os.

Vort Høire ſiger, at det vil opretholde Grundloven, og at Venſtre vil omstyrte den. Dette er en Feil i Fremſtillingen. Naar Høire taler om at opretholde og bevare, ſaa er der nogen Sandhed i dette, men det er den tiltagne Myndighed, den ved Omſtændighedernes Medfør indpraktiſerede Bureaukratisme, Minoritetsſtyret, det vil opretholde. Men dette er Forhold, der ligger udenfor Grundlovens Ramme, og det er Grundlovens Aand og Tankegang, ſom med det Sverdrupſke Miniſterium er virkeliggjort i vort offentlige Liv.

Statsraadsſagen er af Høire anført ſom Bevis paa, at Venſtre vil forandre vor Forfatning. De ſtore praktiſke Fordele, ſom under Nutidens mere udviklede offentlige Liv flyder af, at Statsraaderne møder i Thinget, anerkjendes ſelv af Høire. Men det vil af politiſke Grunde ikke have dem derind, fordi Statsraaderne paa den Maade ikke har ſaa let for at blive ſtaaende i Kampſtilling mod Nationalforſamlingen. Men en ſaadan Kampſtilling har Grundloven, ſom ovenfor paaviſt, ikke anviſt eller indrømmet dem.

Naar der ſlaaes ſaa ſtærkt paa, at Statsraadsſagen er noget nyt, og at den ikke er hjemlet i Grundloven af 1814, da er dette en bogſtavdyrkende Opfatning af Grundloven. Folkets Selvſtyre er Grunprincipet i Grundloven, og alt, hvad der kan lette dettes Gjennemførelſe og bringe det til at virke paa den henſigtsmæsſigſte Maade, det er jo netop Forandringer, ſom Grundloven ſelv anviſer. I ældre Tider, da Regjeringen foreſlog Statsraadsſagen, var Forholdene ſaadan, at den efter de fleſtes Mening vilde have ſtyrket det bureaukratiſke Styrelſesſæt. Derfor var Folkepartiet i Nationalforſamlingen imod den. Senere er Udviklingen gaaet i den Retning, at den vilde være den mægtigſte Vægtſtang til at virkeliggjøre Grundlovens Bud om Folkets Selvſtyre i Landet, og derfor er den nu ogſaa gjennemført ſammen med Majoritetsſtyrets Anerkjendelſe iblandt os.

Vi ved, til hvilke Yderligheder Bureautratpartiet er gaaet for at faa Minoritetsſtyret opretholdt. Det er kjendt for det hele Land, at der i de fleſte af Høires Aviſer aabenlyſt og gjentagne Gange opfordredes til at omſtyrte Grundloven og gjøre Oprør mod Rigets Ret. Men dermed ſprængte Partiet ſig ogſaa ſelv, og dets Tid var hurtigere forbi, end nogen havde ventet.

Høires Forhold i Dagene mellem 27de Februar, da Dommen over daværende Statsminiſter Selmer blev afſagt, og 11te Marts, da Hr. Selmer fratraadte, er af den Art, at den aldrig hverken kan eller bør glemmes, og den maa være aldeles dræbende for Partiet ſom politiſk Parti. I de voldſomſte Udtryk opfordrede ſaagodtſom alle Høires Blade til Oprør mod Loven. Man kan ſige, at dette er Presſen, og Partiet kan ikke ſtaa til Anſvar derfor. Men i vore Dage er det netop gjennem Presſen, man kan føle et Parti paa Pulſen, og i disſe 14 Dage fremkom der ikke en eneſte, bogſtavelig talt ikke en eneſte Proteſt fra Høire, hverken fra Enkeltmand eller fra Grupper, imod de forræderſke Opfordringer, ialfald ikke i Kriſtianias ledende Høireorganer. Jo, der ſtod i „Morgenbladet“ en eneſte Proteſt fra en Enkeltmand, men denne Proteſt ſtod førſt ſamme Dag, da Reſolutionen om Selmers Fratrædelſe faldt. Hvor var de henne alle de ſaakaldte lovlydige Mænd? Hvorfor traadte de ikke frem i et for vort Folk ſaa ſkjæbneſvangert og vigtigt Tidsrum? Det er med Skam, Partiet er gaaet tilgrunde, en Skam, det aldrig kan faa afvaſket.

Et Parti, der optræder, ſom vort Høireparti har gjort i de ſenere Aar, bør aldrig komme til Magten igjen, men maa ſom Parti forſvinde. Dets Lære om Miniſtrenes Anſvarlighed, om Minoritetens Ret til at ſtyre er en fræk Forhaanelſe af vor frie Forfatning og dens Grundprinciper, og en ſaadan Tilſtand indebærer den ſtørſte Fare for Samfundet, da den ikke anviſer nogen fredelig Løsning mellem de ſtridende Kræfter. Den eneſte Løsning, Høire vidſte at pege paa, var Revolution, Borgerkrig, og ſkal man dømme efter Høires Aviſer, maa vi iaar have været nær denne den ſtørſte Ulykke for et Samfund. Den parlamentariſke Styrelſesform derimod lader enhver Stridighed blive løſt i lovlige Former. Miniſteriet Sverdrup er netop et levende Bevis herpaa. Fredelige Forhold er med dette igjen vendte tilbage i vort Samfund.

Man vil kanſke ſige, at Høire nu har opgivet ſin Minoritetstheori og ſin Obſtruktionspolitik. Dette er dog ikke ſaa. I Høires Presſe har viſtnok enkelte nu fraſagt ſig Fellesſkab med dem, ſom ivinter vilde bryde Forfatningen; men de fleſte holder fremdeles paa, at Lovbruddet burde været gjort, „mødt Lovbrud med Lovbrud“, ſom de ſelv kalder det.

Og de Mænd, ſom er valgte ind ſom Beſtyrere i Høires Centralforening, betegner tilſtrækkelig, hvilket Standpunkt Høire fremdeles ſtaar paa. Alle har de været blandt de ivrigſte Forkjæmpere for det Regjeringsſystem, ſom iaar led et ſaa komplet Nederlag.

Der er blandt Høire enkelte Røſter, ſom har hevet ſig for at anerkjende Flertalsſtyret; de har ſagt, at det eneſte, Høire nu kan haabe paa, er at komme i Flertal ved Valgene. Men de fleſte holder paa ſin gamle Opfatning. Vi ſkal ſaaledes høre, hvad „Budſtikken“ ſiger i en Redaktionsartikel for 24de November: „At Mænd inden Høire finder, at „den nye Statsſkik“ er en Kjendsgjerning, ſom vi nu alle maa bøie os for og anerkjende, det er ligeſaa forunderligt ſom beklageligt“.

„Det kan dog umulig være Høires Mening at godkjende denne Parlamentarisme ſom „den nye Statsſkik“, der herefter ſkal være ubrødeligt gjældende norſk Forfatningsret. Hvis Høire det gjør, opgiver det med det ſamme alt, hvorfor det hidtil har kjæmpet, og ſom med et Ord kan ſammenfattes i: Opretholdelſen af Grundlovens Magtfordeling, Bevarelſe af Kongemagten ſom ſelvſtændig Statsmagt ved Siden af Storthinget.

Vi tror, at naar der inden Høire for Tiden høres Tale om, at Parlamentarismen har vi nu faaet, og den kommer vi ikke bort ifra igjen, da er ſaadan Tale paa ingen Maade et korrekt Udtryk for, hvad Høire i ſin Helhed mener og tenker. Sandt at ſige tror vi ikke, at ſelv de Høiremænd, ſom fører ſaadan Tale, vil godkjende dens Konſekventſer.

Thi ſkulde det forholde ſig ſaa, at Parlamentarismen nu virkelig var en faſtſlaaet Kjendsgjerning i vort Land, ſaa kunde der jo ikke blive Tale om en ny forfatningstro Regjering, forinden Høire opviſte Majoritet ved Valgene. Men for os Høiremænd maa det dog ſtaa faſt, at Kongens Ret efter § 12 til frit og uhindret af alle Valg og Partier ſelv at vælge ſine Raadgivere, kan og maa og ſkal komme til Anvendelſe herefter ſom hidtil?“

Her ſtaar der med rene Ord, hvad man vil. Det „kan og maa og ſkal komme“ dertil igjen, at Kongen „frit og uhindret af alle Valg“ vælger ſine Raadgivere. Her ſer vi, hvad Høire pønſer paa, det vil ſtyrte den parlamentariſke Regjering og uden at tage Henſyn til Udfaldet ved Valgene igjen faa Kongens Raadsbord kringſat af Mænd, hæntede ud af den bureaukratiſke Ring. Det gjælder derfor nu for det liberale Parti at være paa Vagt. Ikke en eneſte én af de Pladſe, Venſtre nu har i Storthinget, maa det miſte; thi det vilde af Høire blive opfattet ſom en Seier. Ifølge parlamentariſke Regler er viſtnok ſelv det mindſte Flertal tilſtrækkeligt til at holde en Regjering; men det er i Lande, hvor Parlamentarismen er erkjendt Statsſkit. Hos os, hvor den endnu er ſaa ny, og hvor det ene politiſke Parti nægter at anerkjende den, her vilde en hvilkenſomhelst, ſelv den mindſte Fremgang for Høire være farlig. Høire vil anvende alle Midler for at faa en Minoritetsregjering gjenindført, derom kan man være forvisſet.

Men det gamle Høire maa aldrig igjen komme til Magten. Naar er nyt Høire fremſtaar, der aabent og tillidsvækkende hylder Parlamentarismen, da bliver de Sager, ſom ſtaar paa Dagsordenen, alene de beſtemmende. Men indtil dette ſker, er der en dobbelt Grund til at give Miniſteriet Sverdrup ſin Tilſlutning. Thi Sverdrup repræſenterer Parlamentarismen, Folkets Selvſtyre her i Landet. Skulde det lykkes Høirepartiet at faa indſat igjen et Minoritetsminiſterium, da kommer vi atter tilbage til den ſamme oprivende, ufrugtbare Strid, de ſamme farlige, halv revolutionære Tilſtande, i hvilke Selmers Miniſterium førte os ind, og hvorfra det Sverdrupſke Miniſterium reddede os ud.

Det, ſom vi til Sommeren førſt og fremſt maa gaa til Valg paa, er Opretholdelſen af den vundne Seier, Parlamentarismen; med den alene kan vi i Fred arbeide paa de Sager, der kræver Løsning. Og disſe er mange; thi det forholder ſig ikke ſaa, at det liberale Parti repræſsenterer en gold Stilleſtaaen, dette blot at bevare den nu vuudne politiske Stilling. Det har tvertimod paa ſit Program en Række ſtore og gjennemgribende Reformer, der kræver Drøftelſe og Bearbeidelſe for ſenere, efterhvert ſom de bliver modne dertil, at indforlives i vor Statsorganisme i den Form, ſom vort Folk finder at pasſe for vore Forhold.

Blandt ſaadanne Reformer, der i den nærmeſte Fremtid venter paa ſin Lysning, kan nævnes:

Juryſagen,

Omordning af Hærvæſenet,

Forbedret Folkeſkole,

Menighedernes Indflydelſe paa Valg af Præſter,

Kvindeſagens Fremme,

Arbeiderſagen og Husmandsæſenet,
tilligemed flere, alle ſammen Reformer, der paa det nøieſte knytter ſig til vor demokratiſke Samfundsordning og til det Folkets Selvſtyre, ſom nu fuldt ud er ſat i Værk. Men for at disſe Spørgsmaal kan behandles paa en rolig og frugtbringende Maade, er det førſt og fremſt nødvendigt, at vi ikke paany kaſtes ind i en konſtitutionel Feide, hvad der uomtviſtelig vilde blive Følgen, hvis det ſkulde lykkes det nuværende Høire gjennem nogen Fremgang ved Valgene eller paa anden Maade ſaaledes at forplumre Stillingen, at det nuværende parlamentariſke Miniſterium blev afſkediget, og vi iſteden fik et Minoritetsminiſterium, ſelv om dette blev af forholdsvis moderat Farve. Og at det er dette, Høire ſigter paa, er ſikkert nok.

Det gjælder derfor for enhver liberal Mand at være paa ſin Poſt, at undgaa Splittelſe og holde ſammen om at ſtøtte Parlamentarismen.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.