Folkefest
Det var ganske tilfældigvis, at Monsieur og Madamme Toussoeau kom til Saint-Germain-en-Laye i de første Dage af September.
For fire Uger siden havde de holdt Bryllup i lyon, hvor de hørte hjemme; men hvor de senere havde opholdt sig, var dem saa underligt uklart. Tiden var faret afsted i Hop; et Par Dage var ganske bleven borte for dem, og omvendt huskede de et lidet Havelysthus i Fontainebleau, hvor de havde siddet en Aftenstund, saa tydeligt, somom de havde tilbragt sit halve Liv der.
Paris var det egentlige Maal for deres Bryllupsreise, og der boede de ogsaa i et hyggeligt lidet Hotel garni; men de havde ingen Ro paa sig, varmt var der ogsaa; derfor flakkede de om i de nærmeste Smaabyer, og saaledes kom de ogsaa en Søndag Middag til Saint-Germain.
„Monsieur og Madame kommer formodentlig, for at overvære Festen?“ — spurgte den lille trivelige Dame i Hotel Henri Quatre, idet hun fulgte de Fremmede opad Trappen.
Festen? — de vidste slet ikke om nogen anden Fest i Verden end deres egen Bryllupsfest; men det sagde de ikke noget om.
Nu fik de da i en Fart vide, at de havde været saa heldige at træffe midt opi den store berømte Folkefest, som holdes hvert Aar den første Søndag i September i Skoven ved Saint-Germain.
Det unge Par morede sig kosteligt over sit Held. Det var, somom Lykken fulgte dem i Hælene, eller snarere, somom den løb foran og arrangerede Overraskelser. Efter en prægtig Middag paa Tomandshand bag et af de klippede Taxtræer i den snurrige Haye, sted de i Vognen og kjørte afsted til Skoven.
Ved det lille Springvand midt paa Græsplainen i Hotelhaven sad en pjusket Kondor, som Værten havde anskaffet til Moro for Gjæsterne. Et forsvarligt Toug bandt den fast til det lille Stativ. Men naar Solen skinnede rigtig varmt paa den, kom den til at tænke paa Fjeldtinderne i Peru, paa de store Vingeslag over de dybe Dale — og saa glemte den Touget.
To vældige Slag slog den, saa strammede det i Foden, og de faldt ned i Græsset. I timevis kunde den ligge der, saa rystede den sig og kravlede atter op paa sit lille Stativ.
Da den vendte Hovedet efter de lykkelige Mennesker, maatte Madame Tousseau le høit over dens melankolske Mine.
Eftermiddagssolen gled gjennem de tætte Kroner i den endeløse, snorlige Allée langsmed Terrassen. Den unge Kones Slør løftede sig i den raske Fart og snurrede sig ganske om Hovedet paa Monsieur. Det tog en helt Tid at faa det i Orden igjen, og Hatten maatte rettes utallige Gange. Saa skule Cigaren tændes igjen, og det var ogsaa et helt Arbeide. For Fruens Vifte gjorde altid et lidet mistænkeligt kast, hvergang Fyrstikken flammede op; — det maatte straffes, og det tog ogsaa Tid.
Den fine engelske Familie, som laa i Saint-Germain hele Sommeren, blev forstyrret i sin reglementerede Spadsertur af den lystige Vogn, som passerede. De løftede de korrekte graa eller blaa Øine; der var hverken Ærgrelse eller Ringeagt i deres Blik; — kun en liden, mat Skygge af Forundring. — Men Kondoren stirrede efter Vognen, til den blev en liden sort Prik yderst ude i den snorlige, endeløse Allée.
La joyeuse fête des Loges er en rigtig Folkefest med Honningkager, Sværdslugere og glohede Vafler. Omkring den ældgamle Eg, som staar midt paa Festpladsen, tændes kulørte Lamper og Papirlygter, naar Aftenen falder paa; og i de høieste Grene krybe Gutterne omkring med bengalske Ilde og Krudtkjærringer.
Opfindsomme Herrer have Lygter paa Hatten, paa Stokken og hvor de bare kunne anbringes, og den aller opfindsomste vandrer om med sin Elskede under en stor Paraply med en Lygte paa hver af Spilerne.
I Udkanterne brende Baal paa Marken; her steges Høner paa Spid, medens Poteter skaarne i Skiver koges i Smult. Enhver Lugt synes at have sine Velyndere, thi der staar altid mange omkring. Men Størsteparten færdes op og ned i den lange Gade af Boder.
Monsieur og Madame Tousseau havde taget alt med. De havde spillet i Europas fordelagtigste Lotteri hos en Mand, som excellerede i tvivlsomme Vittigheder; de havde seet Verdens fedeste Gaas og den berømte Loppe „Bismarck“, som kunde kjøre sex Heste. Endvidere havde de kjøbt Honningkager, skudt tilmaals efter Kridtpiber og blødkogte Æg, og tilslut havde de danset Vals i det store Baltelt.
Aldrig havde de moret sig saa godt. Der var slet ingen fine Folk, — ialfald ingen finere end de selv. Heller ikke kjendte de et Menneske; derfor lo de til alle og nikkede endogsaa, naar de traf den samme Person to Gange.
Alt syntes dem saa fornøieligt. Udenfor de store Teltbygninger, hvor der var Circus eller Balletdivertissements, stod de og lo af Udraaberne. Magre Bajadser blæste Trompet, og unge Piger med hvidtede Skuldre stod og fristede paa Tribunen.
Monsieur Tousseaus Portemonnaie havde travelt; men de bleve ikke kjede af det evindelige Prelleri. Tvertimod de maatte bare le over de uhørte Anstrængelser, disse Mennesker gjorde sig, forat tjene — kanske en halv Franc eller nogle Centimer.
Men en Gang stod de foran et Ansigt, de kjendte. Det var en ung Amerikaner, som de havde truffet i Hotellet i Paris.
„Nu — Monsieur Whitmore!“ — raabte Madame Tousseau muntert, „her har De dog vel endelig fundet et Sted, hvor selv De ikke kan lade være at more Dem!“
„Jeg for min Del“ — svarede Amerikaneren langsomt, — finder ingen Fornøielse i at se de Mennesker, som ikke have Penge, gjøre sig til Nar for de Mennesker, som have dem!“
„Aa — De er uforbederlig!" lo den unge Kone, „ellers maa jeg komplimentere Dem for det fortræffelige Fransk, De taler idag!“
Efterat der var vexlet endnu et Par Ord, blev de skilt ad i Sværmen; Mr. Whitmore vilde tilbage til Paris strax.
Det var mere end en Kompliment af Madame Tousseau. Den alvorlige Amerikaner talte ellers et Fransk til at græde over. Men det Svar, han havde givet Madame, var næsten korrekt. Man maatte tro, at det var vel overveiet i Forveien, — at det var en hel Række af Indtryk, som havde fæstnet sig i disse Ord. Kanske var det derfor, at hans Svar hagede sig saa fast i Monsieur og Madame Tousseau.
De syntes ikke — nogen af dem, at det var saa særdeles godt sagt; tvertimod — de fandt begge, at det maatte være sørgeligt at have saa tungt et Sind som deres unge Bekjendt. Men alligevel blev der siddende noget igjen; de havde ikke længer saa let for at le, Madame blev trøt, og de begyndte at tænke paa Hjemturen.
Da de vilde gaa nedad den lange Gade mellem Boderne, for at naa Vognen, kom der just en støiende Flok opover.
„Lad os gaa en anden Vei“ — sagde Monsieur.
De gik mellem to Boder og kom ud paa Bagsiden af den ene Række. De snublede over Trærødder, før Øiet vænnede sig til det usikre Lys, som faldt stribevis mellem Teltene. En Hund, som laa og gnavede paa noget, reiste sig knurrende og slæbte sit Rov lenger ind i Mørket mellem Træerne.
Paa denne Side bestod Boderne af gamle Seil og alslags forunderlige Draperier. Mellem Revnerne saa man Lys hist og her; etsteds opdagede Madame et Ansigt, hun kjendte.
Det var Manden, hos hvem hun havde kjøbt den mageløse Honningkage — Monsieur gik endnu med Halvparten i Baglommen.
Men alligevel var det underligt at se Honningkagemanden igjen paa denne Side. Dette var noget helt andet end det smilende, forbindtlige Ansigt, der havde sagt den smukke Frue saamange smukke Ting, — og væet saa utrættelig til at rose sine Kager — de var ogsaa fortræffelige.
Nu sad han sammenkrøben og spiste noget ubestemmeligt noget af et rudet Tørklæde — ivrigt, graadigt, uden at se op.
Længer nede hørte de en dempet Samtale; Madame vilde absolut kige ind, Monsieur vilde nødigt, men han gjorde det alligevel.
En gammel Bajads sad og talte Kobberpenge i Haanden, skjændte og brummede. Den unge Pige, som stod foran ham, frøs og bad for sig; hun var indhyllet i en lang Regnkaabe.
Manden bandte og trampede i Jorden. Da kastede hun Regnkaaben og stod halvnøgen i etslags Balletdragt. Uden at sige et Ord og uden at rette paa sit Haar eller sin Pynt steg hun op paa det lille Trin, som førte til „Scenen“.
I dette Øieblik vendte bun sig om og saa paa Faderen. Hendes Ansigt havde allerede anlagt Balletsmilet; men dette veg nu for et helt andet Udtryk. Ved Munden var der ikke mere at se; men Øinene prøvede at smile bønligt til ham — et Secund; Bajads trak paa Skuldrene og holdt Kobberskillingerne frem. Den unge Pige vendte sig, dukkede ind under Forhænget og modtoges med Skraal og Applaus.
Ved den store Eg holdt Manden med Lotteriet fremdeles sin flydende Tale. Hans Vittigheder var bleven altmere utvetydige, eftersom Mørket faldt paa. Latteren var ogsaa anderledes i Publikum, Menneskene vare vildere, Bajadserne tyndere, Damerne frækkere, Musiken falskere — ialfald syntes Madame og Monsieur det.
Da de passerede Balteltet, lød Støien af en Kvadrille ud til dem; „Herregud! — var det virkeligt der, vi dansede!“ — sagde Madame Tousseau og trykkede sig op til sin Mand.
De gik saa fort som de kunde igjennem Trængselen; Vognen var snart naaet, bare forbi det store Circustelt. Det skulde blive godt at komme til at sidde og slippe væk fira al denne Larm.
Paa Tribunen foran Circusteltet var der tomt nu. Forestillingen var i fuld Gang derinde i det kvalme halvlyse Rum.
Kun den gamle Kone, som solgte Billetter, sad og sov ved Kassen. Og et Stykke borte i Lyset af hendes Lampe stod en bitteliden Gut.
Han var klæedt i Tricots, grøn paa den ene Side og rød paa den anden; paa Hovedet havde han en Narrehue med Horn.
Tæt indved Tribunen stod en Kone indtullet i et sort Tørklæde; hun syntes at tale til Gutten.
Han satte vexelvis det røde og det grønne Ben frem, men trak det strax tilbage. Endelig gik han tre smaa Skridt frem paa sine tynde Pibestilker og rakte Haanden ned mod Konen.
Hun tog det, han havde i den, og forsvandt i Mørket.
Et Øieblik stod han stille, saa mumlede han nogle Ord og begyndte at græde.
Han stansede og sagde: „Maman m’a pris mon sou!“ — og saa græd han igjen.
Han tørrede sine Øine og stod en Stund. Men hvergang han fortalte sig selv sin lille triste Skjæbne: at Moder havde taget Skillingen hans, saa brød Graaden frem voldsommere og voldsommere for hver Gang.
Han bøiede sig og knugede Ansigtet ind i Forhænget. Den stive, sprukne Oliemaling maatte være kold og tør at græde i. Den lille Krop krympede sig sammen, han trak det grønne Ben helt opunder sig og stod som en Stork paa det røde.
Thi derinde bag Forhænget maatte de ikke høre, at han græd. Derfor hulkede han ikke som et Barn; men han stred som en Mand mod en Hjertesorg.
Naar Anfaldet var over, snød han sig i Fingrene og tørrede sig paa sine Tricots. Med det skidne Træppe klinede han sin Graad udover, saa det lille Ansigt blev ganske grimet, og saaledes stirrede han et Øieblik ud i Folkefesten med tørre Øine.
„Maman m’a pris mon sou!“ — og saa begyndte det igjen.
Som Sudraget et Øieblik lægger Stranden tør, mens den nye Bølge samler sig, saaledes skyllede Sorgen i tunge Bølgeslag over det lille Barnehjerte.
Hans Dragt var saa latterlig, hans Krop saa spinkel; hans Graad saa bitterligt tung, og hans Smerte var saa stor og voxen. —
— Men hjemme i Hotellet — Pavillion Henri Quatre — det er der, de franske Dronninger behagede at ligge i Barselseng — der sad Kondoren og sov paa sit Stativ.
Og den drømte sin Drøm — sin eneste Drøm. Det var den om Fjeldtinderne i Peru; om de store Vingeslag over de dybe Dale, og saa glemte den Touget.
Den løftede med Magt de pjuskede Vinger. To vældige Slag slog den, saa strammedes Touget, og den faldt, hvor den pleide at falde; — det sved i Foden og Drømmen gled ud langsmed Lænken.
— Den fine engelske Familie klagede, og Værten selv ærgrede sig den næste Morgen; thi Kondoren laa død i Græsset. —
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |