Folkeeventyr (1852)/Fortale

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Johan Dahls Forlag (s. V-VIII).

Den Eventyrsamling, vi her lade udgaae sluttet, om ikke endt, vil sagtens forekomme Mange som et Arbeide, der for Samlerne og Gjenfortællerne har været saare let. Vor Erfaring har alligevel lært os det Modsatte. Allerede at bringe Folkets Fortællere til aabent og uforbeholdent at meddele sig — forudsætter et eget Lag at behandle dem paa. Den ligefremme Anmodning hjælper ikke langt, og selv Løftet om Betaling er spildt paa de bedste, d. e. dem, der selv elske sine Overleveringer. For at bringe disse til at tage Laaset fra Munden, er det nødvendigt at besidde en medfødt Takt, der siden ved Øvelse og Studium af Folket er udviklet. Men fremfor Alt er det nødvendigt at lade en virkelig Kjærlighed til disse Traditioner skinne igjennem; den fremhyklede kan man spare sig, den har enten ingen Virkning eller den modsatte af den, man ønskede at opnaae. — Men hvis Stoffet til en Eventyrbog, der nogenledes skal representere Landet og ikke en enkelt Egn, lod sig samle i en forholdsviis kort Tid, var Arbeidet dog ikke saa meget besværligt. Man havde da nok med de angivne Egenskaber i Forbindelse med den naturlige Sagacitet, der kan skjelne det Ægte og Oprindelige fra det Falske og Tilfældige. Men der fordres endnu en Udholdenhed i at benytte enhver sig tilbydende Leilighed, som kun den besidder, der fra Barnsbeen har faaet Folkedigtningen kjær, og der siden i den seer Folkeaandens reneste og bestemteste Aabenbarelsesform. Uagtet det første Hefte af vore Eventyr først udkom 1842, datere vore første Optegnelser sig allerede fra 1833; — vi have altsaa nu samlet i henved et Snees Aar. Dengang vi begyndte vore Samlinger, var der vel hos os meget Faa, der ei ansaae Eventyrene for blot og bart Ammestuesnak og Forsøget paa en Samling og Udgivelse af dem for en barnagtig Daarlighed. Vi troe at have bidraget i noget Mon til Erkjendelsen af det Fortjenstlige i at fremdrage Alt, hvad der hører Folket til. Denne Erkjendelse tør man nok nu betragte som almindelig, om der endda høres et og andet drengagtigt Udfald mod denne Stræben.

Dog er det ikke Samlingen af Stoffet, der giver et Arbeide som nærværende sin største Vanskelighed. Denne ligger i Gjenfortællingen, navnlig naar den skal skee ved et Sprogmiddel, der i den Grad har fjernet sig fra Folkets Talesprog, som vort Skriftsprog. Foruden et poetisk Sind, der er istand til at opfatte det Charakteristiske, fordres med Nødvendighed et nøiagtigt Kjendskab til Folket, fuld Fortrolighed med dets Leveviis og Udtryksmaade, om en saadan Gjenfortælling skal lykkes. Naar En, der savner disse Egenskaber, forsøger at fortælle vore Eventyr, seer man hvad det bliver til. Fortælleren maa staae over Folket, og han maa dog have bevaret en inderlig Forbindelse med dette[1].

Vort indbyrdes Forhold som Samlere og Fortællere er der paa Indholdsangivelsen gjort Rede for. Man vil see, at hver har fortalt omtrent den halve Deel af de her leverede Eventyr. Uanseet hvilket Navn der paa Titelbladet staaer først eller sidst, har hver optegnet og selvstændig gjengivet de Eventyr, ved hvilke hans Navn findes. Vi have oftest læst dem for hinanden, og den Fortællende har benyttet Medarbeiderens Vink og Bemerkninger, forsaavidt de have forekommet ham grundede. — Anmærkningerne have vi udarbeidet i Fellesskab, og noget nær med lige Bidrag fra os begge. Vi have dertil benyttet de Samlinger af fremmede Folkedigtninger, som Universitetsbibliotheket har kunnet tilbyde, skjønt vi beklage, at vort Apparat ingenlunde har været fuldstændigt. Den Ene af os, Moe, fremlægger Indledningen som en Deel af sin Stipendiatvirksomhed. Han beklager, at denne hans Virksomhed afbrødes, just som han troede at have vundet et nogenlunde orienteret Standpunkt ligeover for de Folkedigtninger, han gjerne havde ønsket at fortsætte et sammenlignende Studium af. Den, der har noget Begreb om, hvilke Forstudier der til denne Art videnstabelig Forskning maa gjøres, vil neppe undres over, at dette lille Arbeide ikke byder noget Færdigt. Forfatteren kan derfor ikke tilbageholde det Ønske, at man snart vil indsee, at der mellem vor Oldliteratur, der med saa stor Nidkjærhed og Dygtighed studeres, og vor Tid — i Folkedigtningen ligger et Mellemled, der nødvendig fordrer Bearbeidelse, og at man, naar denne Erkjendelse er opgaaet, maa finde en bedre Mand til at fortsætte, hvad han alene har kunnet begynde.

Gjerne havde vi stærkere forøget denne Udgave, hvad vi efter vore Samlinger let kunde have gjort. Men Hensynet til at Bogen alligevel ved det Apparat, der skulde angive Eventyrenes Udbredelse i Landet og stille dem i Forhold til Udlandets, voxte til et ikke lidet Arketal, fremkaldte hos vor Forlægger ønsket om, at ei mange nye Nummere maatte optages. Vi haabe senere at finde Leilighed til i en ny Række at lade vore ufortalte Eventyr komme for Lyset.

Vor første Udgave af Eventyrene er omtalt, anmeldt eller recenseret paa følgende Steder:

Morgenbladet for 1842. Nr. 39 (af Professor Monrad).

Den Constitutionelle 1842, Nr. 81 (Rolf Olsen). Nr. 282 (A. Munch).

I flere Nr. af Berlingske Tidende for Aaret 1842, samt i Dagen for samme Aar, Nr. 111.

Molbech; Udvalgte Eventyr og Fortællinger. Indledningen S. XVII.

Frey, Tidsskrift för Vetenskap och Konst 1842, S. 403.

Runa, en antiqvarisk Tidsskrift utg. af Richard Dübeck 1846, P. 111.

Leipziger allgemeine Zeitung 1843. Beilage Nr. 79.

Hamburger literarische, und kritische Blätter 1844 Nr. 108—111, med Oversættelse af sex Eventyr, ved H. Zeise.

Jacob Grimm: Deutsche Mythologie. Zweite Ausgabe. Gøttingen 1844. — l. Einleitung. S. XIV.

Literaturblatt von Wolfgang Menzel 1847 Nr. 6. Anmeldelse af den tydske Oversættelse: „Norwegische Volksmärchen, gesammelt von P. Asbjørnsen und Jørg. Moe. Deutsch von Bresemann. Mit einem Vorwort von L. Tieck, Berlin 1847.“

Wiener Jarbücher der Literatur 1847. Bd. 119. S. 227—250. Sammenlignende Recension af Ferdinand Wolfover: „Der Pentamerone oder das Märchen aller Märchen von Gjambatista Basile. Aus dem Neapolitanische übertragen von Felix Liebrecht. Nebst einer Vorrede von Jacob Grimm“ samt de svenske „Äfventyr och sagor af Hyltén-Cavallius och Stephens“ og vor Norske Eventyrsamling.

Wilhelm Grimm: Kinder- und Hausmärchen. Sechste Ausgabe, Gøttingen 1850. Einleitung S. LXI.

W. and Rob. Chambers’s Edinburgh Journal. New Series. vol, XIV. 1850. P. 33 fgg. P. 123 fgg. Oversættelse af fire af vore Eventyr.


  1. Et Beviis for Sandheden heraf giver blandt Andet Vangs „Reglo aa Rispo ifra a Valdris.“ Uagtet Fortælleren har benyttet Mundarten og derved omgaaet Fortællemaadens største Vanskelighed, er det en let Sag at paavise mangt og meget Uægte i hans Fremstilling.