Folkeeventyr (1852)/58

Det var engang en Fattigkjærring, som havde været ude paa Bygden og bedt. Hun havde med sig en liden Gut. Da hun havde faaet Posen fuld, strøg hun nordover Aasen og skulde hjem til Bygden sin igjen. Da de vare komne et Stykke op i Aaslien, kom de til et lidet blaat Hosebaand, som laa i Kløvveien. Det bad Gutten om han fik Lov til at tage.
„Nei,” sagde Moderen, „det kan være Fanteri ved det,” og saa truede hun Gutten til at følge sig. Da de vare komne lidt lengere op, sagde Gutten, han maatte gaae et Stykke af Veien. Imens satte Kjærringen sig paa en Tømmertop. Men Gutten blev lenge borte; for da han var kommen saa langt nedi Skoven, at Kjærringen ikke kunde se ham, løb han ned der Hosebaandet laa, tog det og knyttede det om Livet sit; da blev han saa sterk, at han syntes, han kunde løfte hele Aasen.
Da han kom igjen, var Kjærringen vild og spurgte hvad han bestilte saalænge. „Du er ikke bange for Tiden, du,” sagde hun, „endda det lider paa Kvelden. Du veed, vi skal over Aasen, før det bliver mørkt.” Saa gik de en Stund, men da de vare komne vel ind over Midten af Aasen, blev Kjærringen træt og vilde legge sig under en Buske.
„Kjære min Moer,” sagde Gutten, „faaer jeg Lov at gaae op paa dette høie Bjerget her, mens du hviler, og see om jeg ikke kan see frem til Folk.”
Det fik han Lov til, og da han kom op Høiden, saa han, at det lyste strax nordpaa der. Gutten sprang tilbage igjen og sagde til Kjærringen: „Vi faaer til at gaae, Moer, det er ikke langt til Folk; jeg seer det lyser saa gildt tet nord ved her.” Hun stod op og tog Tiggersækken og vilde med og see; men de havde ikke gaaet langt, før de kom imod et Tverbjerg.
„Det kunde jeg troe,” sagde Kjærringen, „nu kommer vi ikke lenger; det er vel grummere at ligge her.” — Gutten tog Sekken under den ene Armen og Kjærringen under den anden og fløi op paa med dem.
„Nu feer du det, at det ikke er langt til Folk ; se der, hvor gildt det lyser,” sagde Gutten. Men Kjærringen sagde, det var ikke Folk, det maatte være Bjergtrold, for hun var kjendt paa hele Bjørneskoven, og hun vidste, at der ikke fandtes Folk nogen steds, før paa den anden Side nord under Aasen. Da de havde gaaet et lidet Stykke, kom de ind til en stor rødmalet Gaard.
„Her tør vi ikke gaae ind,” sagde Kjærringen, „for der boer Bjergtrold her.”
„Aa jo, vi gaaer ind; vi seer det lyser; det er nok Folk inde” sagde Gutten, han gik ind foran og Kjærringen efter; men i det samme han lukkede op Døren, daante hun, for hun fik see, der sad en stor svær Mand paa Benken.
„Godkveld, Bedstefaer,” sagde Gutten.
„Nu har jeg siddet her i tre hundrede Aar, men det er ikke kommen Nogen, som har hilst Bedstefaer til mig,” sagde Manden, som sad paa Bænken. Guten satte sig jevnsides Manden og tog paa at snakke med ham som om de vare gamle Kjendinger.
„Men hvorledes gik det Moer din?” sagde Manden, da de havde snakket en Stund; „jeg troer hun daante; du faaer see til hende.” Gutten gik bort, tog Kjærringen og drog hende ind over Gulvet, saa kviknede hun i og krabbede bort og fatte sig vel ind i Vedroen, men hun var saa ræd at hun næsten ikke turde see frem. Da det led paa lidt, spurgte Gutten, om de kunde faae Huus om Natten. Jo, det kunde de faae, sagde Manden. Saa snakkedes de ved en Stund, men ret som det var blev Gutten sulten og spurgte om de kunde faae Mad til Kvelds. Jo, det skulde det nok blive Raad til, meente Manden. Da de havde siddet lidt, stod han op og lagde sex Tørgranles paa Varmen. Endda reddere blev Kjærringen. „Nu vil han brende os op ogsaa,” sagde hun i Krogen, der hun sad. Da det var nedbrendt til Kul, stod Manden op og gik ud.
„Gud bedre mig for dig, du er saa hjertet, seer du ikke, du er hos Trold?” sagde Kjærringen.
„Aa pyt, det er ikke saa farligt,” sagde Gutten.
Om lidt kom Manden ind med en Oxe, saa stor og diger, at Guttten aldrig havde seet Mage til den og drev til den under Øret med Knytnæven, saa den stupte død paa Gulvet. Da han havde gjort det, tog han den i alle fire Benene, lagde den paa Glohaugen og snoede den og væltede den, til han fik den bruunbrændt udenpaa. Saa gik han bort i et Skab, tog frem et Sølvfad og lagde Oxen paa, og det var saa stort, at den ikke naaede udover paa nogen Kant. Dette satte han frem paa Bordet og gik saa ned i Kjelderen og tog op en Viinambe, slog ud den ene Bunden, satte den op paa Bordet og lagde frem to Knive, som vare tre Alen lange. Da han havde gjort det, bad han dem gaae bort til Bordet og sette sig til at spise. Gutten gik foran og bad Kjærringen komme efter; hun tog til at jamre sig ved sig selv og undres hvorledes hun skulde orke at bruge dis​se Knivene. Men Gutten nappede den ene og til at skjære Stykker ud af Laaret paa Oxen, som han lagde bort til Moer sin. Da de havde edt en Stund, tog han Viinamben mellem Hænderne og løftede den ned paa Gulvet. Saa bad han Moderen komme, skulde hun faae Drikke. Den var saa høi, at hun ikke naaede op ; men Gutten løftede hende op til Bredden og holdt hende, selv klattrede han op og hang over Bredden som en Katte, mens han drak. Da han havde drukket sig utørst, tog han Amben og satte op paa Bordet, takkede for Maden og bad Moderen, at hun ogsaa skulde komme og takke, og saa red hun var, saa turde hun ikke Andet end gaae bort og takke Manden for Maden. Gutten satte sig jevnsides Manden paa Krakken og til at snakke med ham igjen. Da de havde siddet lidt, sagde Manden: „Jeg faaer vel afsted og faae mig lidt til Kveldsverd,” gik bort til Bordet og aad hele Oxen, baade med Horn og Been, tog Viinamben og drak af den og satte sig bort paa Krakken igjen. „Jeg veed ikke hvorledes det bliver med Sengested,” sagde han; „jeg har ikke Andet end en Vugge her, det kunde vel gaae an, at du laa i den, saa kunde Mo’er din faae ligge borte i Sengen.”
„Ja Tak, det var brav nok,” sagde Gutten, rev af sig Klæderne og lagde sig op i Vuggen — den var fuldkommen saa stor som en stor Standseng — og Kjærringen maatte gaae efter Manden og legge sig i Sengen, saa red som hun var.
Det er ikke godt at legge sig til at sove her; jeg faaer nok ligge vaagen og høre hvorledes det gaaer, naar det lider paa Natten, tænkte Gutten. Da det led om en Stund, tog Manden til at snakke med Kjærringen. „Her kunde vi leve nok saa godt og fornøieligt, naar vi var kvit denne Sønnen din,” sagde Manden.
„Veed Du ikke noget Raad med ham, mener du?” sagde Kjærringen. Aa jo, han stulde prøve, sagde han; han skulde lade som han vilde faae Kjærringen til at stelle for sig i nogle Dage, saa skulde han faae Gutten med bort i Bjerget og bryde Laftsteen, og velte ned paa ham et Bjerg. Dette laa Gutten og lyede paa.
Den anden Dag spurgte Troldet — for et Trold var det, det var greit at skjønne — om det kunde faae Kjærringen til at stelle for sig i nogle Dage, og da det led paa Dagen, tog Troldet en stor Jernbrækstang og spurgte Gutten om, han vilde være med bort i Bjerget og bryde Laftsteen. Ja, det vilde han gjerne, sagde han og gik med. Da de havde brudt nogle Stene, vilde Troldet have ham til at gaae nedved og see efter Stekker (Sprekker) i Bjerget. Mens Gutten skulde gjøre det, brød og bendede Troldet med Brækstangen, til det fik afsted et heelt Bjerg, som kom væltende ned over Gutten; men han støttede imod til han kom unna og lod saa Bjerget vælte.
„Nu seer jeg hvorledes du mener det med mig,” siger Gutten til Troldet, „Du vil slaae mig ihjel, men gaa nu du nedved og se efter Stekker, saa skal jeg staae oppaa.” Troldet turde ikke Andet end gjøre som Gutten sagde, og Gutten brød end et digert Bjerg, som væltede over Troldet og brød af det ene Laarbenet paa ham.
„Aa du er en Stakkel,” sagde Gutten, steg ned og løftede op Bjerget og tog Manden unna det. Og saa maatte han tage ham paa Ryggen og bære ham hjem. Han foer afsted med ham som en Hest og rystede ham, saa han skreg som der sad en Kniv i ham. Da de kom hjem, maatte de legge Troldet til sengs og det blev liggende klein.
Da det led paa Natten igjen, tog Troldet til at snakke med Kjærringen og undres paa hvorledes det skulde blive kvit Gutten. „Veed ikke du noget Raad til at blive kvit ham, saa veed ikke jeg,” sagde Kjærringen.
Jo, det havde tolv Løver i en Have, sagde Troldet; naar de bare kunde faae Gutten did, saa rev de ham itu. Det meente Kjærringen, det ikke skulde have nogen Nød med. Hun skulde legge sig syg og sige, at hun var saa klein, at hun ikke kunde blive frisk igjen, med mindre hun fik Løvemelk. Dette laa Gutten og lyede paa. Da han var staaet op om Morgenen, sagde Kjærringen, at hun var kleinere end Nogen troede, og at hun troede, hun aldrig blev brav, hvis hun ikke fik Løvemælk.
„Da kommer du nok til at blive daarlig lenge, Moer,” sagde Gutten, „for ikke veed jeg, hvor den er at faae.”
Jo, meente Troldet, det var ikke ondt for Løvemelk, naar bare En vilde gaae efter den. Brødrene hans havde en Have, som der var tolv Løver i, og Nøglen kunde han faae, sagde Troldet til Gutten, dersom han havde Lyst til at mælke dem. Gutten tog Nøglen og en Mælkekolle og strøg afsted. Da han fik laaset op og kom ind i Haven, stod Løverne imod ham paa Tobeen alle tolv. Gutten ledte ud den største af dem, tog den i Frembenene og slog den mod Stok og Steen, til der ikke var mere igjen af den end Labberne. Da de øvrige saae dette, bleve de saa bange, at de krøb og lagde sig ned ved Fødderne paa ham som skamfulde Hunde; siden fulgte de ham, hvor han gik, og da han kom hjem, lagde de sig udenfor med Fremlabberne paa Dørstokken.
„Nu skal du vel blive brav, for her er Løvemelk, Moer,” sagde Gutten, da han kom ind — han havde mælket en Skvæt i Ringen. Men Troldet laa borte i Sengen og svor, at det ikke var sandt. Det skulde anden Karl til at mælke Løvemælk, sagde det. Da Gutten hørte det, truede han Troldet ud af Sengen og rev op Døren; Løverne risede op mod Troldet og tog fat paa det, saa Gutten maatte gaae imellem og løse Taget.
Da det led paa Natten, begyndte Troldet at snakke med Kjærringen igjen. „Jeg veed ikke, hvorledes vi skal faae Livet af denne Gutten,” sagde Troldet; „han er saa altfor sterk; veed ikke du noget Raad?” sagde han til Kjærringen. „Nei, veed ikke du noget Raad med ham, saa veed ikke jeg,” sagde Kjærringen.
„Ja, jeg har to Brødre paa et Herreslot,” sagde Troldet, „de ere tolv Gange sterkere end jeg er, derfor blev jeg udstødt og fik Gaarden; men de bruge Slottet, og der er en Frugthave med Æbler i, som er slige, at den, som spiser af dem, sover i tre Jævndøgn efter. Naar vi kunde faae denne Gutten did efter Frugt; han orkede ikke at bare sig for at smage paa Æblerne, og naar han først sov, saa rev Brødrene mine ham i Stykker.” Kjærringen sagde, hun fik gjøre sig syg og sige, hun ikke blev brav, før hun fik af de Æblerne, saa gik han nok efter dem. Dette laa Gutten og lyede paa. Om Morgenen var Kjerringen saa klein, at hun skreeg baade Ak og Ve, og hun kunde ikke blive brav igjen med mindre hun fik Æbler fra den Haven, som laa ved det Slottet, som Brødrene til Manden eiede, men hun havde Ingen til at sende did. Jo, Gutten var strax villig til at gaae did, men de elleve Løverne fulgte med. Da han kom til Haven krøb han op i Æbletreet og aad faamange Æbler, han kunde raade med, og han var ikke kommen ned igjen, før han sovnede, men Løverne lagde sig i en Kreds omkring ham.. Den tredie Dagen kom Brødrene til Troldet, men de kom ikke som Folk; de kom brølende som mandolme Stude, og undrede​s paa, hvad det var for En, som havde lagt sig der, og sagde, at de skulde rive ham saa smaa, at der ikke skulde blive en Fille igjen af ham. Men Løverne foer op og rev Troldene i Smaastykker, saa det saa ud som de skulde have væltet en Dynge bortefter, og da de vare færdige med det, lagde de sig omkring ham igjen. Gutten vaagnede ikke, førend seent ud paa Eftermiddagen, og da han kom op paa Knæerne og fik gnedet Søvnen ud af Øinene paa sig, begyndte han at undres paa, hvad der havde været paa Færde, da han saa Sparketagene efter dem. Men da Gutten kom bort til Slottet, var der en Jomfru der, som havde seet hvorledes det var gaaet til, og hun sagde: „Du kan takke Gud, fordi du ikke var med i det Basketaget, ellers havde du mistet dit Liv.”
„Hvorledes, jeg miste Livet!” sagde Gutten. Det var det ikke farligt med, meente han. Saa bad hun, at han skulde komme ind, forat hun kunde faae snakke med ham; hun havde ikke seet et kristent Menneske, siden hun kom did. Da hun lukkede op Porten, vilde Løverne ogsaa ind, men hun blev saa ræd, at hun skreg over sig, og saa lod Gutten dem lægge sig udenfor. Saa snakkede de om Mangt og Meget, og Gutten spurgte hvorfor hun, som var saa deilig, vilde have de stygge Troldene. Hun havde aldrig villet have dem, sagde hun, og hun var ikke der med sin gode Villie, for de havde taget hende, hun var Kongens Datter af Arabien. Som de snakkede, saa spurgte hun hvad han vilde, enten hun skulde reise hjem eller han vilde have hende. Jo Kors, han vilde have hende, og hun skulde ikke reise hjem igjen. Saa gik de omkring i Slottet og besaae sig, og saa kom de til en stor Sal, hvor det hang to digre Sværd efter Troldene, høit oppe paa Væggen. „Hvis du var slig Karl, at du kunde bruge et af disse!” sagde Kongsdatteren.
„Hvem, jeg?” sagde Gutten; „skulde jeg ikke kunne bruge et af disse; det skulde vel være nogen Sag!” sagde han og satte to tre Stole oppaa hverandre, hoppede op og tog det største Sværdet i Klypen, kastede det i Veiret og tog det igjen i Haandfanget og stødte det i Gulvet saa hele Salen rystede. Da han saa var kommen ned, tog han det under Armen og bar det. Da de havde været sammen paa Slottet en Tid, saa syntes Kongsdatteren, hun maatte reise hjem til Foreldrene sine og fortælle dem hvor hun var bleven af. De ladede et Skib, og saa reiste hun af Gaarde.
Da hun var reist og Gutten havde gaaet der og ranglet en Stund, huskede han paa, at han havde havt Ærind did, og han skulde gaae efter Hilsebod til Moer sin. Men saa tenkte han. Kjærringen var ikke sygere, end at hun nok var frisk igjen nu, alligevel vilde han gaa ned og see hvorledes de havde det. Manden var god, og Kjærringen var lenge siden god igjen.
„I er da nogle Uslinger, som sidde her i denne Fillehytten, kom og følg med op paa Slottet mit, skal I see, at jeg er en anden Karl,” sagde Gutten. Ja de blev med ham baade Manden og Kjærringen, og paa Veien snakkede hun vel med ham og spurgte, hvorledes han var bleven saa stærk.
Jo, det kom af det blaa Baandet, som laa paa Aashøiden den Tid de havde været ude paa Bygderne og bedt, sagde Gutten.
„Har du det endnu da?” sagde Kjærringen. Ja han havde da det, han havde det under Buxelinningen sin, sagde han. Kjærringen bad om hun kunde faae see det. Ja, Gutten rev op Trøien og Brystdugen og skulde vise hende det. Saa greb hun til med begge Hænder, og rev det fra ham og virrede det om Neven. „Hvad skulde jeg gjøre ved dig, slig en Karnallie som du er?” sagde hun; „jeg skulde slaae til dig, saa Hjernen skulde skvette!”
„Det var altfor let Død for slig en Skarv,” sagde Troldet, „vi burde før brende Øinene ud paa ham og sette ham paa en liden Baad ud paa Havet.”
Det gjorde de ogsaa, alt det han peb og jamrede sig, men der Baaden drev foran, svømmede Løverne efter, og tilsidst tog de den og drog den ind paa en Ø, og satte Gutten op under en Told. De fangede Vildt til ham, og Fugl ribbede de, saa de lavede ham en heel Duunseng. Men han maatte ede Raat, og blind var han. Saa var det en Dag, den største Løven jagede en Hare, og den var blind, for ret som det var, løb den paa baade Stok og Steen, og tilsidst rendte den imod en Furulæg, saa den stupte Kraake bortefter Marken lige ned i en Kjernpyt. Men da den kom op igjen af Vandet, fandt den Veien nok saa vel, saa at den friede Livet sit. „Naa, naa!” tenkte Løven, drog Gutten til Kjernet og dyppede ham nedi. Da han havde faaet Synet igjen, gik han ned til Vandet og gjorde Mine til Løverne, at de skulde legge sig ved hverandre som en Flaade og han stod oppe paa Ryggen af dem, mens de svømmede til Land med ham. Da han vel var kommen i Land, gik han op i en Birkehaug og der lod han Løverne lægge sig igjen. Saa listede han sig frem til Slottet som en Tyv for at see om han ikke kunde faae fat paa Baandet sit, og da han kom til Døren, tittede han igjennem Nøglehullet og saa, at Baandet hang over en Dør i Kjøkkenet; saa stiltrede han ind over Gulvet, for der var Ingen inde; men da han havde faaet fat i Baandet, begyndte han at banke med Hælene og sparke i Benene, som han var galen. I det samme kom Kjærringen fygende ud.
„Kjære Vene, du vesle Gutten min, lad mig faae det Baandet!” sagde hun.
„Nei Tak, nu skal Du faae den Dommen, som Du vilde have givet mig,” sagde Gutten, og den fuldførte han med det samme. Da Troldet hørte det, kom han ind og bad saa vakkert, at han skulde slippe at blive slaaet ihjel. „Ja Du skal nok faae leve, men Du skal faae den samme Straffen, som du gav mig,” sagde Gutten, og saa breendte han Øinene ud paa Troldet og satte det i en Baad ud paa Havet, men det havde ingen Løver til at følge sig.
Nu var Gutten alene, og han gik der og stundede efter Prindsessen; tilsidst kunde han ikke holde det længer ud, han fik saa stærk Hug til hende, at han maatte reise. Saa ladede han fire Skibe og skulde seile til Arabien efter hende. En Stund havde de godt og stille Veir, men saa blev de liggende børfast ved en Bjergholme. Der gik Skibsfolkene i Land og drev omkring til Tidsfordriv ; saa fandt de et stort digert Æg, mest saa stort som et lidet Huus. Det begyndte de at slaae og banke paa med store Stene, men de vare ikke istand til at faae det itu. Gutten kom efter med Sværdet og skulde see hvad det var for en Larm, og da han fik see det, meente han, at det kunde ikke verre nogen Sag at faae det itu, hug til det med Sværdet, saa Ægget klovnede, og der kom ud en Unge saa stor som en Elefant.
„Nu har vi vist gjort galt,” sagde Gutten; „dette kan komme til at koste vort Liv,” sagde han og saa spurgte han Søfolkene om de vare Karle til at seile til Arabien paa fire og tyve Timer, naar de fik god Vind. — Jo, det skulde de være gode for, meente de. Saa fik de god Vind, seilede afsted og vare i Land i Arabien om tre og tyve Timer. Strax komanderede Gutten Skibsfolkene til at gaae op og grave sig ned i en Sandhaug, saa de netop kunde see Skibene. Skipperen og Gutten gik op paa et høit Bjerg og satte sig under en Told. Om en Time kom Fuglen med Bjergholmen i Kløerne og slap den over Flaaden, saa Skibene sank. Da han havde gjort fra sig det, fløi den til Sandhaugen og slog med Vingerne, saa den nær havde taget Hovederne af dem, og op under Tolden saa fort, at han svingede Gutten rundt omkring. Men Gutten var færdig med Sværdet og hug til Fuglen, saa den stupte død. Saa gik han til Staden, og der var sagtens Glæde, fordi Kongen havde faaet Datter sin igjen; men nu havde han gjemt hende bort selv og lovet ud den Belønning, at den, som kunde finde hende, skulde faae hende, endda hun var bortlovet før. Som han gik, traf Gutten en, som solgte Hvidbjørnhuder; en af de Hvidbjørnhuderne kjøbte han og trak paa sig. Den ene Skipperen maatte tage et Jernlænke og lede ham i, og saa reiste han om i Staden og gjorde Komedie. Tilsidst spurgtes det hos Kongen, at aldrig Nogen havde seet slig Komedie; Hvidbjørnen dandsede paa alle Slags Maader, eftersom de komanderede den. Saa kom der Bud, at han skulde komme til Kongen og gjøre Komedie der, for Kongen vilde see den. Da han kom ind, blev de rædde allesammen, for de havde aldrig seet sligt et Dyr; men Skipperen sagde, det var ingen Fare ved det, uden de lo af den; det maatte de ikke, ellers slog den dem ihjel. Da Kongen hørte det, formanede han dem, og sagde til Hoffolkene, at de ikke maatte lee. Men da det led paa, kom Kongens Terne ind og tog til at briske sig og lee; saa drev Hvidbjørnen til hende, saa hun fløi i Filler. Hoffolkene tog paa at jamre sig, og Skippperen allermest. „Aa, pyt,” sagde Kongen, „det er bare en Terne om at gjøre, det er min Sag og ikke Jeres!”
Da de sluttede, var det seent paa Kvelden. „Det er ikke værdt, Du gaaer ud med den nu, det er saa seent,” sagde Kongen; „den kan faae ligge her i Nat.” „Kanskee den kan ligge bag Ovnen?” sagde Skipperen. „Nei, den skal have Dyner og Puder at ligge paa,” sagde Kongen, og fandt frem en heel Røs. Skipperen fik ligge i et Kammer ved Siden af. Ved Midnats​tider kom Kongen med Løgt og et stort Nøgleknippe og ledede Hvidbjørnen med sig. Han gik den ene Gangen efter den anden, gjennem Døre og Værelser, Trapper op og Trapper ned; til sidst kom han ud paa en Brygge, som bar lige ud paa Havet. Der tog Kongen til at ryste og skake paa Kjæpper og Pinder og trak den ene op og den anden ned, til der flød op et lidet Huus; der havde han Datter sin, for han holdt saa meget af hende, at han havde gjemt hende, saa Ingen kunde finde hende. Han satte Hvidbjørnen igjen udenfor Døren, mens han gik ind og fortalte om Bjørnen og Dandsen og Komedien. Hun sagde, hun var ræd, og hun turde ikke see paa den. Men Kongen overtalte hende og sagde, at det ikke var nogen Fare, naar hun bare ikke lo. Saa lukkede han ind Bjørnen, og den dandsede og gjorde Kunster, men ret som det var, begyndte Prindsessens Terne at lee. Dermed drev Gutten til hende, saa hun fløi i Filler. Prindsessen jamrede sig og bar sig ilde.
„Aa pyt” sagde Kongen, „det er bare en Terne om at gjøre, og saa god Terne skal jeg skaffe Dig igjn. Men nu er det bedst, at Bjørnen bliver igjen her,” sagde han, „for jeg bryder mig ikke om at gaae og rende over alle Gangene med den nu Nattes Tider.” — Nei, da turde hun ikke være der, sagde Prindsessen. Men Bjørnen ringede sig sammen og lagde sig bag Ovnen, og det blev saa tilsidst, og Prindsessen lagde sig og lod Lyset brænde. Men da Kongen vel var borte, og det var bleven stille, kom Hvidbjørnen og bad hende løse Hagebaandet. Prindsessen blev saa ræd, at hun næsten var daanefeerdig, men hun famlede efter, til hun fandt det, og hun havde ikke løst det, før han rev Hovedet af. Da kjendte hun ham og blev saa glad, at det ikke var nogen Maade paa det, og hun vilde strax sige, at det var ham, som havde frelst hende. Men det vilde han ikke, han vilde tjene hende engang til. Da de horte Kongen begyndte at rusle med Kjæppene om Morgenen, trak Gutten Bjørnehuden paa og lagde sig bag Ovnen. „Nu, har den ligget stille?” spurgte Kongen.
„Ja, Gud bevares,” sagde Prindsessen, „den har ikke ledet paa sig engang.” Oppe paa Slottet tog Skipperen imod den igjen. Men saa gik Gutten til en Skræddermester og bestilte Prindseklæder, og da de var færdige, gik han op til Kongen og sagde, at han vilde finde Prindsessen. „Det er Mange, som have villet det,” sagde Kongen, „men de have mistet Livet, for den, som ikke kan finde hende paa fire og tyve Timer har forbrudt sit Liv.” Ja, det havde ingen Fare, meente Gutten, han vilde lede, og fandt han hende ikke, blev det hans Sag. Men paa Slottet var der Musikanter, som spillede, og Jomfruer at dandse med, og Gutten dandsede. Om tolv Timer kom Kongen og sagde: „Jeg synes Synd om dig, du er saa daarlig til at lede, at du mister dit Liv.” „Aa pyt, det er ikke farligt med Liget saalænge det har Pusten, vi har Tiden for os!” sagde Gutten og dandsede til der ikke var mere end een Time igjen, da vilde Gutten til at lede. „Aa, det nytter ikke,” sagde Kongen, „nu er Tiden omme.”
„Tænd paa Lygten, kom med det store Nøgleknippet dit!” sagde Gutten, „og følg mig der, jeg vil gaae! det er igjen en heel Time.” Gutten gik saa, som Kongen havde gaaet den forrige Natten, og komanderede ham til at laase op for sig, til han kom paa Bryggen, som bar lige ud paa Havet.
„Nu nytter det ikke; Tiden er omme, og det bær lige paa Havet med Dig,” sagde Kongen.
„Det er igjen fem Minutter endnu,” sagde Gutten og rev og sled i Pinderne og Kjæppene, saa Huset flød op. „Nu er Tiden omme!” skreg Kongen; „kom nu, min Fægtemester og tag Hovedet af ham.”
„Nei, stop, stop!” sagde Gutten, „det er igjen tre Minutter endnu! Kom med Nøglen, saa jeg kommer ind.”
Men Kongen stod og famlede efter Nøglen og sagde, at han ingen fandt, for at udhale Tiden. „Har ikke Du, saa har jeg selv,” sagde Gutten og spændte til Døren saa den fløi i Stykker ind paa Gulvet. Prindsessen mødte ham i Døren og sagde, at det var hendes Frelser og ham vilde hun have. Saa maatte hun faae ham, og Gutten holdt Bryllup med Kongens Datter af Arabien.