Folkeeventyr (1852)/51

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Der var engang en Mand, som havde en Slaateng, der laa langt oppe i Lien et Steds, og paa den Engen stod et Hølade, han havde at bjerge Foderet i. Men der havde nok ikke været Stort i Ladet i de sidste Aar, skal jeg troe; for hver St. Hansnat, naar Græsset stod gjildest og frodigst, blev Slaatengen reent svartbeitet, som om en heel Drift skulde gaaet der og gnavet om Natten. Det hendte een Gang og det hendte to Gange, men saa blev Manden kjed af det og sagde til Sønnerne sine — han havde tre, og den tredie det var Askepot, kan du vide — at nu fik en af dem ligge borte i Udengladet om St. Hansnatten, for det gik ikke an, at Græsset skulde blive opædt Rub og Stub igjen, ligesom de to forrige Aarene; og den, som vilde i Veien, maatte passe vel paa, sagde Manden. Ja, saa vilde da den Ældste bort at gjæte Engen; han skulde nok passe Græsset, meente han, og det saa hverken Folk eller Fæ eller Fanden selv skulde faae Noget af det. Da det led mod Kvelden, gik han bort i Ladet og lagde sig til at sove, men lidt ud paa Natten kom der slig en Duur og sligt et Jordskjælv, at Vægge og Tag rystede; og Gutten op og til Beens det forteste, han havde lært, han turde ikke engang see sig om, og Høet blev opædt den Nat ligesom de forrige Aarene.

Næste St. Hansaften sagde Manden igjen, at det ikke kunde gaae an, de Aar efter Aar mistede alt Græsset paa Udengen, nu

fik en af Sønnerne bort og passe det og passe det vel ogsaa; og saa vilde den Næstældste prøve sig den Kvelden. Han gik da bort i Høladet og lagde sig til at sove, ligesom Broderen havde gjort; men ud paa Natten kom der en Duur og et Jordskjælv, endda værre end forrige St. Hansnat; og da Gutten hørte det, blev han ræd, og til Beens saa fort, som han skulde havt Betaling for det.

Aaret efter kom Raden til Askeladden; men da han lavede sig til at gaae, loe de andre To og gjorde Nar af ham. „Ja du skal blive den Rette til at passe Høet, du, som ikke har lært Andet end sidde i Asken og stege dig,” sagde de, men Askeladden brød sig ikke om hvad de snakkede, da det led mod Kvelden, ranglede han bortover til Udengen han. Der gik han ind i Høladet og lagde sig, men da det led om en Stund, begyndte det at dure og brage, saa det var fælt. Aa bliver det ikke værre, faaer jeg vel hærde paa, tænkte Askeladden. Om Lidt kom der et Brag igjen og et Jordskjælv, saa Høstraaene føg omkring Gutten. Aa, bliver det ikke værre, faaer jeg vel hærde paa, tænkte Askeladden. Men allerbedst det var, kom den tredie Duur og et Jordskjælv, saa Gutten tænkte, at Vægge og Tag havde ramlet sammen; men da det var gaaet over, blev der med Eet blikstille rundt om ham. Skal troe, det kommer igjen? tænkte Askeladden; men nei, det kom ikke igjen, det var stille og blev stille og da han havde ligget en liden Stund, hørte han, ligesom en Hest stod og tyggede tæt udenfor Ladedøren. Han listede sig da bort i Dørgløtten og skulde see, hvad det var; saa stod der en Hest og gnavede, og saa stor og fed og gjild Hest havde Askeladden aldrig seet før, og Saddel og Bidsel laae der paa den og fuld Rustning til en Ridder, og Altsammen var af Kobber, saa blankt at det skinte i det. Haa, haa! er det dig, som æder op Høet vort, tænkte Gutten, det skal jeg nok forbyde dig; han skyndte sig og tog op Ildstaalet sit og kastede over Hesten, saa havde den ikke Magt at røre sig af Flækken, den blev saa tam, at Gutten kunde gjøre med den, hvad han vilde. Han satte sig da op paa den og red bort til et Sted, Ingen vidste Noget om; der havde han den. Da han kom hjem igjen, loe Brødrene og spurgte, hvorledes det var gaaet ham. „Du blev vel ikke længe liggende i Høladet, dersom du ellers har været saa langt som til Udengen,” sagde de. „Jeg laa i Høladet til Solen randt, men jeg hverken hørte eller saa Noget, jeg,” sagde Gutten; „Gud veed, hvad det var, I blev saa rædde for.” „Ja, vi faae vel see, hvorledes du har passet Engen,” svarede Brødrene; men da de kom derbort, stod Græsset ligesaa langt og tykt som om Kvelden.

Den næste St. Hansnat gik det ligeens: Ingen af de to Brødrene turde gaae bort i Udengen og passe Slaatten, men Askeladden turde; og saa hændte akkurat det Samme som forrige St. Hansnat: først kom der en Duur og et Jordskjælv, saa om lidt et til, og saa endda et, men alle tre Jordskjælv vare meget, meget stærkere denne Gang. Saa blev der med Eet blikstille igjen, og Gutten hørte, Noget tyggede udenfor Ladedøren; han listede sig da, saa sagte han kunde, bort i Dørgløtten — jo! der stod en Hest igjen lige ved Væggen og tamsede og gnog; og den var endda meget større og federe end den forrige; og Saddel laa der paa Ryggen dens, og Bidsel var der paa den og fuld Rustning til en Ridder — Altsammen af blankt Sølv og saa prægtigt, som Nogen vilde see. Haa, haa! er det dig som æder op Høet vort i Nat, tænkte Gutten, det skal jeg vel forbyde dig. Han tog op Ildstaalet sit og kastede over Manken paa Hesten, saa stod den saa spag som et Lam. Ja Gutten red den Hesten ogsaa bort til Stedet, hvor han havde den anden, og gik saa hjem igjen. „Idag seer det vel vakkert ud borte i Slaatengen,” sagde Brødrene. „Aa, jamen!” sagde Askeladden. De skulde da bort igjen, og saa stod Græsset baade tykt og langt ligesom før, men de bleve nu ikke blidere paa Askeladden for det.

Da den tredie St. Hansnatten kom, turde heller Ingen af de to ældste Brødrene ligge i Udengladet og passe Græsset, for de vare blevne saa hjerteskræmte den Nat, de laae der, at de aldrig glemte det meer; men Askeladden turde; og saa hændte netop det Samme som de to forrige Nætter: der kom tre Jordskjælv, det ene fælere end det andet, ved det sidste dandsede Gutten fra den ene Ladevæg til den anden, men saa blev det paa een Gang blikstille. Da han saa havde ligget en liden Stund, hørte han Noget tygge udenfor Ladedøren; han listede sig da igjen bort i Dørgløtten — saa stod en Hest tæt udenfor, meget, meget større og federe end de to andre, han havde fanget. Haa, haa! er det dig, der æder op Høet vort denne Gang, tænkte Gutten; det skal jeg vel forbyde dig; — han rev op Ildstaalet sit og kastede over den, saa stod den, som den var naglet til Marken, og Gutten kunde gjøre med den, hvad han vilde. Han red nu hen til det Sted, hvor han havde de To andre, og derefter gik han hjem igjen. Der gjorde de to Brødrene Nar af ham ligesom de forrige Gange, den Natten havde han vist passet Græsset i Udengen godt, sagde de, for han saa da ud som han gik og sov endnu; men Askeladden brød sig ikke om det, han bad dem bare gaae bort og see, det gjorde de, saa stod Græsset lige gjildt og tykt denne Gang ogsaa.

Kongen der i Landet, hvor Askeladdens Fader boede, havde en Datter, som han ikke vilde give til Nogen uden den, som kunde ride op over Glasbjerget — for der var et høit, høit Glasbjerg, blankt som en Iis, tæt ved Kongsgaarden —. Øverst oppe paa det skulde Kongsdatteren sidde med tre Guldæbler i Skjødet, og den, som kunde ride op og tage de tre Guldæblerne, skulde faae hende og halve Riget, det lod Kongen lyse op paa alle Kirkebakker i hele Landet og i mange andre Kongeriger ogsaa. Prindsessen var saa deilig, at Alle, som saae hende, maatte blive forlibte i hende, enten de vilde eller ei — og saa kan du nok vide, at alle Prindser og Riddere havde Lyst til at vinde hende og halve Kongeriget til, og derfor kom de ridende fra alle Verdsens Kanter, saa gjilde at det lyste af dem, og paa slige Heste at de gik bare paa Dands; og der var Ingen, uden han tænkte, at han skulde vinde Prindsessen.

Da Dagen kom, som Kongen havde bestemt, var der saa tykt af Riddere og Prindser ved Glasbjerget at det yrede, og saa vilde nu Hver, som krybe og gaae kunde, did og see hvem der vandt Kongsdatteren, og Askeladdens to Brødre vilde da ogsaa i Veien; men ham vilde de slet ikke have med, for vare de i Følge med slig en Bytting, saa fæl og sort som han var efter det, han havde ligget i Asken og gravet, vilde Folk bare gjøre Nar af dem, sagde de. „Ja, jeg gaaer ligesaa godt alene som for mig selv, jeg,” sagde Askeladden. Da de to Brødrene kom til Glasbjerget, holdt alle Prindserne og Ridderne paa at ride, saa det skummede af Hestene deres; men det nyttede dem ikke stort, skal jeg troe, for bare Hestene satte Hoven paa Bjerget, gled de, og der var ikke Een, som kom saameget som et Par Alen op efter. Det var heller intet Under, for Bjerget var glat som en Glasrude og brat som en Stuevæg. Men Kongsdatteren og halve Riget vilde Alle gjerne have, og de red og de gled, og det blev aldrig Andet. Tilsidst vare alle Hestene saa trætte, at de ikke orkede meer, og saa svedte vare de, at Skummet væltede ned efter dem, og saa maatte Ridderne give sig. Kongen tænkte alt paa, at han skulde lade lyse op, at Ridningen begyndte paa Nyt den næste Dag, om det skulde gaae bedre da; men med det Samme kom der en Ridder paa en Hest saa gjild, at Ingen havde seet slig Hest før, og Kobberrustning og Kobberbidsel havde han, Alt saa blankt, at det lyste i det. De Andre raabte til ham, at han gjerne kunde spare sig for at prøve at ride op efter Glasbjerget, for det nyttede saa ikke alligevel; men han hørte ikke paa det Øret; han red lige bort imod Glasbjerget og op efter det som ingen Ting, og det et godt Stykke, det kunde vel være som en Trediepart; da han kom der, vendte han Hesten og red ned igjen. Men saa deilig en Ridder syntes Prindsessen hun aldrig havde seet før, og medens han red, sad hun og tænkte: Gud give han bare kom op over! og da hun saa, han vendte Hesten, kastede hun det ene Guldæblet efter ham, og det trillede ned i Skoen hans. Men vel han var kommen ned af Bjerget, red han sin Vei og det saa fort, at Ingen vidste, hvor det blev af ham. Den Kvelden skulde nu alle Prindserne og Ridderne frem for Kongen, for at den, som havde redet saa langt op efter Glasbjerget, kunde vise frem Guldæblet, Kongsdatteren havde kastet. Men der var Ingen, som havde noget; den Ene kom efter den Anden, og Ingen kunde vise Æblet.

Om Kvelden kom Askepots Brødre ogsaa hjem igjen, og fortalte baade vidt og bredt om Ridningen op efter Glasbjerget, at først saa var der slet Ingen, som orkede at komme saa meget som et Skridt op over; „men saa kom der En, som havde Kobberrustning og Kobberbidsel, saa blankt, at det lyste lang Vei af ham,” sagde de, „og det var Gut, som kunde ride; han red over en Trediepart op efter Glasbjerget, og han kunde nok redet heelt op, havde han bare villet; men der vendte han, for han syntes vel, det var nok for den Gangen.” „Aa, ham skulde jeg rigtig havt Moro af at see, jeg ogsaa,” sagde Askeladden — han sad i Skorstenen og grov, som han pleiede, han. „Ja du!” sagde Brødrene, „du seer ud som du kunde være tilstede mellem saa høie Herrer, dit stygge Bæst, du sidder der!”

Den anden Dag vilde Brødrene i Veien igjen, og Askepot bad ogsaa den Gang, om han kunde faae Lov til at være i Følge med dem og see paa dem, som red; men nei, det fik han slet ikke, det var han for styg og for fæl til, sagde de. „Ja, ja, jeg gaaer lige saa gjerne alene som for mig selv, ogsaa jeg,” sagde Askepot. Da Brødrene kom til Glasbjerget, begyndte alle Prindser og Ridder at ride igjen, og da kan det vel hænde, at de havde skoet Hestene sine; men det hjalp ikke: de red og de gled; ligesom forrige Dagen, og Ingen kom saa meget som en Alen op efter; og da de havde maset ud Hestene sine, saa de ikke orkede mere, maatte de holde op igjen Allesammen. Saa tænkte Kongen, at han vel fik lyse op, at Ridningen skulde gaae for sig for sidste Gang Dagen efter, om det kanskee skulde gaae bedre da. Men saa betænkte han sig igjen: han fik vel vente lidt endnu, meente han, om han i Kobberrustningen skulde komme igjen denne Dag ogsaa. Ham saae de ikke noget til, men ret som det var, saa kom der En paa en Hest, der var meget, meget gjildere end den, Ridderen i Kobberrustningen havde havt, og denne havde Sølvrustning og Sølvsadel og Sølvbidsel, Alt saa blankt, at det skinte og lyste i det langt borte. De Andre raabte til ham igjen og sagde, at han gjerne kunde lade være at prøve Ridningen op efter Glasbjerget, for det nyttede saa aldrig alligevel; men Ridderen hørte ikke efter det; han red lige bort til Glasbjerget og op efter det endnu længer, end han i Kobberrustningen; men da han var kommen saa langt som de to Tredieparter op, vendte han Hesten og red ned igjen. Ham syntes Prindsessen endda bedre om, og hun sad og ønskede, at han bare maatte komme op over; men da hun saa, han vendte, kastede hun det andet Æble efter ham, og det trillede ned i Skoen hans; og med det samme han kom ned af Glasbjerget, red han afsted saa fort, at Ingen kunde see, hvor det blev af ham.

Om Kvelden, da Alle skulde frem for Kongen og Prindsessen, for at den, som havde Guldæblet, kunde vise det frem, kom den Ene efter den Anden, men Ingen havde noget Guldæble. Ligesom forrige Dagen kom de to Brødrene hjem den Kvelden ogsaa og fortalte, hvorledes det var gaaet, at Alle havde redet og Ingen kunde komme op; „men langt om længe kom der En i en Sølvrustning, og Sølvbidsel og Sølvsadel havde han ogsaa,” sagde de, „og han kunde ride; han satte vel som to Tredieparter op efter, men saa vendte han igjen. Det var Gut det, og til ham kastede Prindsessen det andet Guldæble,” sagde Brødrene. „Aa, ham skulde jeg ogsaa havt Moro af at see,” sagde Askeladden. „Aa ja, han var nu vel saa blank som Asken, du sidder og graver i, dit stygge sorte Bæst!” sagde Brødrene.

Den tredie Dag gik Alt lige eens som de forrige Dagene: Askeladden vilde være med og see paa Ridningen, og de To vilde ikke have ham i Følge med sig; og da de kom til Glasbjerget, var der Ingen, der kom saa langt som en Alen op efter. Alle ventede nu paa ham i Sølvrustningen, men han var hverken at høre eller see; men langt om længe kom der En paa en Hest saa gjild, Ingen havde seet Mage til, han havde Guldrustning og Guldsadel og Guldbidsel saa blankt, saa blankt, at det lyste og skinte lang Vei af det. De andre Riddere og Prindser kom ikke en Gang til at raabe til ham og sige, at det ikke nyttede at prøve sig, saa forundrede bleve de ved at see, hvor gjild han var. Han red lige bort imod Glasbjerget og føg op efter det som ingen Ting, saa at Prindsessen ikke en Gang fik Stunder at ønske, at han maatte komme heelt op. Med det samme han havde redet op, tog han det tredie Guldæble af Skjødet paa Prindsessen, og saa vendte han Hesten og red ned igjen, men saa var han ogsaa borte for Øinene paa dem, før de vidste Ordet af det.

Da de to Brødrene kom hjem igjen om Kvelden, fortalte de baade vel og længe om, hvorledes det var gaaet med Ridningen den Dagen, og tilsidst fortalte de ogsaa om Ridderen i Guldrustningen. „Det var vel Gut det! saa gjild Ridder findes der ikke i Verden!” sagde Brødrene. „Aa ham skulde jeg havt Moro af at see, jeg ogsaa!” sagde Askeladden. „Ja, det gloer nu ikke fuldt saa meget i Kulhaugen, du ligger og roder i, dit stygge sorte Bæst!” sagde Brødrene.

Dagen efter skulde alle Ridderne og Prindserne frem for Kongen og Kongsdatteren — det var nok blevet for seent om Kvelden troer jeg — for at den, som havde Guldæblet, skulde vise det frem; men den Ene kom efter den Anden, først Prindserne og saa Ridderne, og Ingen havde noget Guldæble. „Ja, men En maa have det,” sagde Kongen, „for det var Noget, vi saae Allesammen, at der var En, som red op og tog det;” og saa gav han Befaling til, at Alle, som i Landet var, skulde komme op paa Slottet og prøve at vise frem Guldæblet. Ja, de kom den Ene efter den Anden, men Ingen havde Guldæblet, og langt om længe kom de to Brødrene til Askeladden ogsaa. De vare de sidste, og saa spurgte Kongen, om der da slet ingen Flere var igjen i Riget. „Aa jo, vi har en Broder,” sagde de To, „men han har nok ikke taget Guldæblet; han har ikke været ude af Askehaugen nogen af Dagene.” „Ja, det er det samme,” sagde Kongen, „har alle de Andre været oppe paa Slottet, saa kan han ogsaa komme ind,” og saa maatte da Askeladden op i Kongsgaarden med. „Har du Guldæblet, du?” spurgte Kongen. „Ja, her er det ene og her er det andet, og her er nok det tredie ogsaa,” sagde Askeladden, han tog op af Lommen alle tre Guldæblerne; og med det samme kastede han af de sodede Fillerne og saa stod han der i Guldrustningen saa gjild, at det lyste af ham. „Ja du skal have Datter min og det halve Riget; du har vel fortjent baade hende og det,” sagde Kongen. Saa blev der Bryllup, og saa fik Askelad Kongsdatteren, og i det Brylluppet blev der vel turet, kan hænde, for ture kunde de Alle, om de ikke kunde ride op efter Glasbjerget, og har de ikke turet fra sig, saa holde de paa endnu.