Hopp til innhold

Folkeeventyr (1852)/47

Fra Wikikilden
Johan Dahls Forlag (s. 296-299).

Der var en Gang en Mand, som skulde reise til Skovs efter Ved. Saa mødte han en Bjørn. „Kom med Hesten, ellers slaaer jeg ihjel alle Sauderne dine til Sommeren,” sagde Bjørnen.

„Aa, Gud hjælpe mig da,” sagde Manden, der findes ikke Vedpinden hjemme; du faaer da lade mig kjøre hjem et Læs Ved, ellers fryse vi reent ihjel; jeg skal komme igjen med Hesten til dig i Morgen.” Ja, det skulde han faae Lov til, det blev de forligte om, men hvis han ikke kom igjen, saa skulde han miste alle Sauderne sine til Sommeren, sagde Bjørnen.

Manden fik Veden paa og ruslede hjemover, men han var ikke meget glad i det Forliget, det kan En nok vide. Saa mødte han en Ræv.

„Hvad er det, du er saa bedrøvet for?” spurgte Ræven.

„Aa, jeg mødte en Bjørn oppe i her,” sagde Manden, „og ham maatte jeg love, han skulde faae Hesten min i Morgen ved dette Leite, for hvis han ikke fik den, sagde han, saa vilde han rive ihjel alle Sauderne mine til Sommeren.”

„Pyt, ikke værre!” sagde Ræven. „Vil du give mig den fedeste Bukken din, skal jeg nok frie dig for det, jeg.”

Ja, det lovede han, og det skulde han holde ogsaa, sagde Manden.

„Naar du kommer til Bjørnen med Hesten i Morgen,” sagde Ræven, „saa skal jeg kaue oppe i Uren her jeg, og naar saa Bjørnen spørger hvad det er, skal du sige, det er Peer Skytter, som er den bedste Skytter i Verden, og siden faaer du hjælpe dig selv.”

Den næste Dagen reiste Manden ud, og da han traf Bjørnen, begyndte det at kaue oppe i Uren.

„Sju, hvad er det?” sagde Bjørnen.

„Aa, det er han Peer Skytter, som er den bedste Skytter i Verden,” sagde Manden, „jeg kjender ham paa Maalet,” sagde han.

„Har du seet nogen Bjørn her, Erik?” raabte det borte i Skoven.

„Sig nei!” sagde Bjørnen.

„Nei, jeg har ikke seet nogen Bjørn,” sagde Erik.

„Hvad er det som staaer ved Slæden din da?” raabte det borte i Skoven.

„Sig, det er en gammel Tyrilaag,” hviskede Bjørnen.

„Aa, det er bare en gammel Tyrilaag,” sagde Erik.

„Slige Tyristubber pleie vi tage og vælte paa Slæden hos os,” raabte det borte i Skoven; „orker du ikke, skal jeg komme og hjælpe dig.”

„Sig, du hjælper dig selv, og vælt mig paa Slæden,” sagde Bjørnen.

„Nei Tak, jeg hjælper mig nok selv, jeg,” sagde Manden, og væltede Bjørnen paa Slæden.

„Slige Tyristubber pleie vi gjørde paa hos os,” raabte det borte i Skoven. „Vil du have Hjælp?” spurgte det.

„Sig du hjælper dig selv, og gjørd mig fast du,” sagde Bjørnen.

„Nei Tak, jeg hjælper mig nok selv,” sagde Manden, og gav sig til at gjørde Bjørnen fast med alle de Reb han havde, saa at den ikke kunde lede paa en Lab engang.

„Slige Tyristubber pleie vi hugge Øxen i hos os, naar vi have gjørdet dem fast,” raabte det borte i Skoven, „for saa styre vi bedre i de store Bakkerne,” sagde det.

„Lad, som du hugger Øxen i mig du,” hviskede Bjørnen.

Da tog Manden Øxen og kløvede Skallen paa Bjørnen, saa den laa død med det samme, og han og Ræven vare Venner og vel forligte, men da de kom bort imod Gaarden, sagde Ræven:

„Jeg har ikke Lyst til at følge med dig hjem, for jeg liker ikke Bikjerne dine, men jeg skal bie her, saa kan du komme hid med Bukken til mig; men tag en som er brav fed.”

Ja det lovede Manden og takkede til for Hjælpen. Da han havde sat Hesten ind, gik han bortover til Saudehuset.

„Hvor skal du hen?” sagde Kjærringen hans.

„Aa, jeg skal bort i Saudehuset og hente en fed Buk til den snilde Ræven, som frelste Hesten vor,” sagde Manden, „for jeg har lovet ham det.”

„Det skulde Pokkeren give den Tyveræven nogen Buk,” sagde Kjærringen. „Hesten har vi jo og Bjørnen atpaa, og Ræven har vist stjaalet flere Gjæs fra os end Bukken er værd, og dersom han ikke har gjort det, saa kan han gjøre det,” sagde hun. „Nei, tag et Par af de sindteste Bikjerne i Sækken din og slip efter ham, du, saa blive vi kanskee kvit den Tyveradden,” sagde Kjærringen.

Det syntes Manden var et godt Raad og tog to sindte, røde Hunde, puttede dem i Sækken og drog afsted med.

„Har du Bukken?” sagde Ræven.

„Ja, kom og tag den,” sagde Manden, løste Sækkebaandet op og slap Hundene paa den.

„Huf!” sagde Ræven, og gjorde et Hop; „det er sandt, som de sige for et gammelt Ord, at velgjort bliver ilde lønnet, og nu seer jeg det er sandt ogsaa, at Frænde er Frænde værst,” sagde den, da den saa, at de røde Hunde satte efter den.