Folkeeventyr (1852)/35

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Johan Dahls Forlag, 1852 (s. 208-214).
◄  Mestertyven De tre Søstre, som bleve indtagne i Bjerget Om Risen, som ikke havde noget Hjerte paa sig  ►
Der var engang en gammel Enke, hun boede affides fra Bygden, langt oppe under en Aas med de tre Døttrene sine. Hun var saa fattig, at hun ikke eiede Andet end en Høne, og den havde

hun saa kjær som Øiesteen sin; den kaglede hun for og den stelte hun med, baade tidlig og seent. Men en Dag, retsom det var, saa blev Hønen borte. Konen gik da ud, rundt omkring Stuen, og ledte og lokkede; men Hønen var borte og blev borte. „Du faaer ud og prøve at see efter Hønen vor, du,” sagde Konen til den ældste Datteren, „have den igjen maae vi, om vi saa skal tage den ud af Bjerget.” Ja, Datteren skulde da ud at see efter den; hun gik baade hid og did og ledte og lokkede, og ingen Høne borte i en Bjergvæg:
    „Hønen tripper i Bjerget!”
    „Hønen tripper i Bjerget!”
  Hun skulde da hen at see, hvad det var, men ved Bjergvæggen fandt hun. Men allerbedst det var, saa hørte hun det sagde faldt hun gjennem en Lem, dybt, dybt ned i en Hvælving under Jorden. Dernede gik hun frem igjennem mange Værelser, det ene gjildere end det andet, men i det inderste kom en stor styg Bjergmand til hende. „Vil du værre Kjæeresten min, du?” spurgte han. Nei sagde hun, det vilde hun slet ikke; hun vilde strax op igjen og see efter Hønen sin, som var bleven borte. Saa blev Bjergmanden saa findt, at han tøg hende og vred Høvedet af hende, og kastede Krop og Hoved ned i Kjælderen.
  Moderen sad hjemme og ventede og ventede, men ingen Datter kom der igjen. Hun ventede endda en god Stund, men da hun hverken hørte eller saa noget til hende, sagde hun til den mellemste Datteren, at hun fik gaae ud og see ester Søstren sin; „og Hønen kan du lokke paa med det samme,” sagde hun.
  Den anden Søster skulde da ud, og hende gik det netop lige eens; hun gik og ledte og lokkede, og med Get saa hørte hun ogsaa, det sagde borte i Bjergvæggen:
    „Honen tripper i Bjerget!”
    „Honen tripper i Bjerget!”
  Det syntes hun var underligt; hun skulde da hen og see, hvad det var, og saa faldt hun ogsaa gjennem Lemmen dybt, dybt ned i Hvælvingen. Der gik hun igjennem alle Værelserne, men i det inderste kom Bjergmanden til hende og spurgte om hun vilde værre Kjæresten hans? Nei, det vilde hun slet ikke, hun vilde strar op igjen og lede ester Hønen, som var bleven borte, hun. Men saa blev Bjergmanden sindt; han tog hende og vred Hovedet as hende, og kastede Hoved og Krop ned i Kjælderen.
  Da nu Konen ogsaa havde fiddet og ventet, paa den anden Datter i syv Lange og syv Brede, og der ingen Datter var at høre eller see, sagde hun til den yngste: „Nu faaer rigtig du i Veien og see efter Søstrene dine. Galt var det at Høncn blev borte, men endnu galere blev det, skulde vi ikke finde Søstrene dine igjen; men Hønen kan du altid lokke paa med det samme.” Ja, den yngste skulde da ud; hun gik hid og did og ledte og lokkede, men ikke saa hun Hønen og ikke saa hun Søstrene sine. Langt om længe kom hun ogsaa bort imod Bjergvæggen; saa hørte hun det sagde:
    „Hønen tripper i Bjerget!”
    „Hønen tripper i Bjerget!”
  Det syntes hun var rart; hun skulde da bort og see, og saa faldt hun ogsaa igjennem Lemmen, dybt, dybt ned i Hvælvingen. Dernede gik hun igjennem det ene Værelse gjildere end det andet; men hun var ikke saa ræd hun; hun gav sig god Tid og saa baade paa det Ene og det Andet, og saa sik hun ogsaa Øie paa Kjærlderlemmen; hun saa dernedi, og strar kjendte hun Søstrene sine, som laae døde der. Med det samme hun vel havde faaet lukket Kjælderlemmen igjen, kom Bjergmanden til hende. „Vil du være Kjæresten min du?” spurgte Bjergmanden. „Ja gjerne det,” sagde Gjenten, for hun kunde nok forstaae, hvorledes det var gaaet med Sostrene hendes. Da Troldet hørte det, sik hun gjilde, gjilde Klæder as ham, de deiligste hun kunde ønske sig, og Alt, hun ellers vilde have, saa glad blev han ved det at Nogen vilde være Kjæresten hans.
  Men da hun havde været der en Tid, var det en Dag, hun var endda niere stuur og bedrøvet, end hun pleiede. Saa spurgte Bjergmanden hende hvad det var, hun sturede for. „Aa,” sagde Gjenten, „det er fordi jeg ikke kan komme hjem til Moder min; hun baade sulter og tørster vist, og der er Ingen hos hende.” „Ja, gaae til hende kan du ikke faae Lov,” svarede Troldet, „men stop noget Mad i en Sæk, saa skal jeg bære den til hende.” Ja, det takkede hun for, det skulde hun gjøre, sagde hun; men paa Bunden af Sækken stoppede hun en Mængde Guld og Sølv, og saa lagde hun lidt Mad ovenpaa, og sagde saa til Troldet,; at nu var Sækken færdig, mm han maatte slet ikke see ned i den og det lovede han ogsaa, han ikke skulde gjøre. Da saa Bjergmanden gik, skottede hun ud efter ham i et lidet Hul, som var paa Lemmen; da han var kommen et Stykke paa Veien, sagde han: „Den er saa tung denne Sækken, jeg vil nok see, hvad der er i den, jeg,” og vilde til at løse op Sækkebaandet; men saa raabte Gjenten: „Jeg seer dig nok! Jeg seer dig nok!” „Det er da Pokker til Øine i Hovedet paa dig ogsaa da!” sagde Troldet, og saa turde han ikke prove paa det mere. Da han var kommen did, hvor Enken boede, kastede han Sækken ind gjennem Stuedøren. „Der har du Mad fra Datteren din; det lider ikke paa hende,” sagde han.
  Da nu Gjenten havde været i Bjerget endnu en god Stund, faldt der en Dag en Gjedebuk ned gjennem Lemmen. „Hvem er det, som har sendt Bud efter dig, dit langraggede Best!” sagde Troldet, han var fælt vild, og saa tog han Bukken og vred Hovedet as den og kastede den ned i Kjælderen. „Aa nei, hvorfor gjorde du det da?” sagde Gjenten, „den kunde jeg havt at more mig med hernede.” „Du behøver ikke at sætte op Bededagsansigt for det, veed jeg,” sagde Troldet, „jeg kan snart skaffe Liv i Gjedebukken igjen, jeg.” Dermed tog han en Krukke, som hang paa Væggen, satte Hovedet paa Gjedebukken og smurte den as Krukken, saa var den lige god igjen. Haa, haa! tænkte Gjente, den Krukken er nok Noget værd, den.
  Da hun saa havde været hos Troldet endnu en god Tid, passede hun paa en Dag, Troldet var borte, tog den ældste af Søstrene og satte Hovedet paa hende og smurte hende af Krukken, saaledes som hun havde seet Troldet gjorde med Gjedebukken; og strax kom Søsteren til Live igjen. Gjenten stoppede hende da ned i en Sæk, lagde lidt Mad ovenpaa, og saa snart Troldet kom hjem igjen, sagde hun til ham: „Kjærre Vene, nu faaer du gaae hjem til Moer min med lidt Mad igjen; hun baade tørster og sulter vist, Stakkel, og alene er hun ogsaa; men se ikke i Sækken!” Ja Sækken skulde han gaae med, sagde han, og see i den skulde han heller ikke; men da han kom et Stykke paa Veien, syntes han, Sækken blev saa fælt tung, og da han havde gaaet endda en Stund, sagde han, at han nok vilde see, hvad der var i Sækken; „hvordan Øine der er skabt paa hende, saa kan hun da ikke see mig nu,” sagde han ved sig selv. Men med det samme, han vilde til at løse op, sagde hun, som sad i Sækken: „Jeg seer dig nok! Jeg seer dig nok!” „Det var da Pokker til Øine i Hovedet paa dig, ogsaa da!” sagde Troldet, for han troede det var hende i Bjerget som talte. Han turde da ikke pøsve at see nedi mere, men bar Sækken lige til Moderen det forteste han kunde, og da han kom til Stuedøren, kastede han den ind igjennem; der har du Mad fra Datteren din; det lider ikke paa hende!” sagde han. Da nu Gjenten havde været i Bjerget endda en god Stund, gjorde hun det samme med den anden Søster; hun satte Hovedet paa hende, smurte hende af Krukken og stoppee hende i Sækken; men den Gang fyldte hun ovenpaa saa meget Guld og Sølv, som sik Rum i Sækken, og alleroverst lagde hun lidt Mad. „Kjærre, Vene,” sagde hun til Troldet, „nu faaer du gaae hjem til Moder min med lidt Mad igjen; men se ikke i Sækken!” Ja, Troldet vilde gjerne føie hende i det, og han lovede ogsaa, at han ikke skulde see i Sækken. Men da han kom et Stykke paa Veien, blev Sækken saa fælt tung, syntes han; og da han havde gaaet endda et Stykke, orkede han ikke at bære den; han maatte sætte den ned og hvile; han vilde da til at løse op Sækkebaandet og see nedi; men saa raabte hun, som var i Sækken: „Jeg seer dig nok! Jeg seer dig nok!” „Det er da Pokker til Øine i Hovedet paa dig, ogsaa da!” sagde Troldet, og saa turde han ikke see i Sækken meer, men skyndte sig det meste han kunde, og bar Sækken lige til Moderen. Da han kom udenfor Stuedøren, kastede han den ind igjennem; „der har du Mad fra Datter din; det lider ikke paa hende!” sagde han.
  Da saa Gjenten havde været der endda en god Tid, skulde Troldet ud engang; saa lød Gjenten, som hun var ussel og syg, og suttrede og bar sig. „Det kan ikke nytte, du kommer hjem før Klokken tolv,” sagde hun, „for før kan jeg ikke faae Madcn færdig; jeg er saa ussel og syg.” Da nu Troldet vel var gaaet, stoppede hun Klæderne sine ud med Halm og satte denne Halmgjenten bort i Krogen ved Skorstenen med en Tvare i Haanden, saa det saa ud, som det var hende selv, der stod der. Derpaa listede hun sig hjem, og sik med sig en Skytter til at verre i Stuen hjemme hos Moderen.
  Da Klokken var tolv eller vel det, kom Troldet hjem. „Giv mig noget Mad! sagde han til Halmgjenten. Nei, hun svarede ikke. „Giv mig noget Mad, siger jeg!” sagde Troldet igjen, „for jeg er sulten!” Nei, hun svarede ikke. „Giv mig noget Mad!” skreg Troldet tredie Gang „og jeg raader dig til, du hører det, jeg si ger, ellers skal jeg prove at vække dig, jeg!” Nei, Gjenten stod lige stille. Saa blev han saa vild, at han spærndte til hende, saa Halmstubbene foer baade i Tag og Vægge. Men da han saa det, mærkede han Uraad og begyndte at lede allesteds, og tilsidst kom han ogsaa ned i Kjælderen; der vare begge Søstrene til Gjenten borte, og saa skjønnede han strax hvorledes det var gaaet til. „Ja, det skal hun faae betale!” sagde han, og lagde i Veien did, hvor Moderen boede. Men da han kom til Stuen, skjod Skytteren; saa turde Troldet ikke gaae ind, for han troede det var Tordenen. Han satte da hjem igjen, det forteste han orkede, men med det samme han kom til Lemmen, randt Solen, og saa sprak han. Der er vist Guld og Sølv nok endnu; den som bare vidste, hvor Lemmen var!