Folkeeventyr (1852)/26

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Johan Dahls Forlag (s. 142-144).

Der var engang en Kone, som havde en døv Mand, og det var en god Dot; men derfor holdt han ogsaa mere af Gutten i den andre Stuen, som de kaldte Poul Andrestuen. At disse to havde Noget mellem sig, det mærkede godt Tjenestegutten hos den døve Manden, og engang sagde han til Kjærringen: «Tør I vædde ti Daler, Moer, at jeg skal faae Jer til at aabenbare Jer egen Skam?»

«Ja det tør jeg nok», sagde hun, og saa væddede de ti Daler.

Saa var det en Dag, Gutten og den døve Mand stode paa Loven og tærskede, at Gutten mærkede, Poul Andrestuen kom til Kjærringen. Han sagde ingen Ting, men en god Stund før Dagvardtid, vendte han sig om mod Lovedøren og skreg i med Eet: «Jada»!

«Nu, skal vi alt ind nu da?» sagde Manden, som ikke havde mærket Noget. «Ja vi skal vel det, siden Moer raaber» svarede Gutten.

Da de kom i Svalen begyndte Gutten at hoste og harke forat Konen kunde faa gjemt Poul Andrestuen. Da de saa kom ind, stod der et Fad Rømmegrød paa Bordet. «Nei nei da Moer» sagde Manden, «skal vi have Rømmegrød» i Dag? «Aa ja, I skal det», sagde Kjærringen suur og vild var hun. Da de vel havde ædt og var gaaet ud igjen, sagde hun til Poul: «Det er Fanden til Tryne denne Gutten; dette var nu hans Skyld; men nu faaer du see at komme afsted, saa skal jeg komme ned til dig i Engen med Mellemmiddag.» Det stod Gutten i Svalen og hørte paa.

«Faer,» sagde han, «nu mener jeg det er bedst, vi gaae ned i Dalen og gjøre istand det Skigaardstykket, som er blæst ned, for Svinene deres i den andre Stuen gaae og rode op Engen vor.» «Ja vi faaer vel det», sagde Manden, for han gjorde Alt hvad de sagde til ham.

Ved Mellemmiddagstid kom Kjærringen skjæktende ned i Engen med Noget under Forklædet. «Nei, nei Moer, nu troer jeg ikke du er dig selv længer», sagde Manden, «skal vi nu have Mellemmiddag ogsaa?» «Aa ja, I faaer vel det»; sagde hun; meget vildere var hun endda. Og de levede vel, og spiste baade Levse og Smør og fik Brændeviin til.

«Jeg gaaer bort til Poul Andrestuen med Lidt ogsaa, jeg Moer,» sagde Gutten «for han har nok ikke faaet nogen Mellemmiddag». «Ja gjør det!» sagde Konen; da blev hun blid igjen med Eet.

Paa veien plukkede Gutten Lefsen op av slap en Smule nu og da eftersom han gik. Til Poul Andrestuen sagde han: «Du faaer nok tage dig iagt du, for Kallen vor har mærket, at du kommer vel ofte over til Kjærringen; det synes han ikke noget videre om, og nu har han bandet paa, han skal hugge øxen i dig, saasnart han faaer see dig.»

Poul blev meget ræd og forknyt, og Gutten gik tilbage igjen til Manden. - «Der er noget ufærdigt paa Ploven til Poul», sagde han, «og saa bad han, at I vilde tage med Jer øxen og komme bort og stelle lidt paa den.»

Ja Manden gik og tog med øxen, men Poul Andrestuen fik ikke øine paa ham, førend han tog til- beens det bedste han kunde. Manden dreiede og vendte paa Ploven og saa paa den paa alle Kanter, og da han ikke kunde see noget Ufærdigt paa den, saa gik han tilbage igjen, men paa Veien plukkede han op de Levsesmuler, Gutten havde sluppet ned. Kjærringen stod en Stund og saa paa dette o undrede sig over hvad det var Manden sankede op.

«Aa, han Faer plukker nok op Steen,» sagde Gutten, «for han har mærket, at denne Poulen Andrestuen, render saa ofte over hos os, og det synes Kallen ikke noget videre om, og nu har han bandet paa at han vil stene Moer ihjel». - Kjærringen afsted det forteste hun kunde. «Hvad er det Moer sætter saa afsted efter?» spurgte Manden, da han kom frem. - «Aa, der er nok Varme løs hjemme,» sagde Gutten. Manden efter, og Kjærringen føre, og skreg: «Aa, slaa ikke ihjel mig, slaa ikke ihjel mig, saa skal jeg aldrig lade Poul Andrestuen komme til mig da!» «Nu er de ti Dalerne mine!» raabte Gutten.