Der var engang et Par fattige Folk, de boede i en ussel Hytte, hvor der ikke var Andet end den sorte Armod, saa de hverken havde at bide eller brænde. Men havde de næsten Intet af andre Ting, saa havde de faaet en Guds Velsignelse af Børn, og med hvert Aar fik de eet flere. Nu kunde de atter vente et; det var Manden vred over og gik bestandig og knurrede og murrede og sagde, at engang syntes han ogsaa det kunde være nok af de Guds Gaver; og da Tiden kom, at Konen skulde føde, gik han til Skovs efter Ved, fordi han ikke gad see den nye Skraalhans; han fik tidsnok høre ham, naar han skreg efter Mad, sagde han.
Da Manden vel var gaaet, fødte Konen et vakkert Drengebarn, og strax han var kommen til Verden, saa han sig om i Stuen. "Aa, kjære Moder," sagde han, "giv mig nogle gamle Klæder efter mine Brødre og et Par Dages Niste, saa vil jeg ud i Verden og prøve min Lykke; du har Børn nok ligevel, seer jeg." "Gud bedre mig for dig, min Søn," sagde Moderen, "du er altfor liden endnu; det gaaer aldrig an." Men Gutungen blev ved Sit og tiggede og bad saalænge, til Moderen maatte lade ham faae nogle gamle Filler og lidt Niste i et Knytte, og saa gik han nok saa glad og trøstig ud i Verden. Men aldrig før var han gaaet, saa fødte Konen en Dreng til; han saa sig ogsaa om og sagde; "Aa, kjære Moder, giv mig nogle gamle Klæder efter Brødrene mine og et Par Dages Niste, saa vil jeg udi Verden og finde igjen min Tvillingbroder; du har Børn nok alligevel du." "Gud bedre mig for dig, du er alt for liden, din Stakkel," sagde Konen; "det gaaer aldrig an;" men det hjalp ikke, Gutungen tiggede og bad saa længe, til han fik nogle gamle Laser og et Knytte med Niste, og saa vandrede han nok saa mandhaftig ud i Verden at finde sin Tvillingbroder igjen. Da nu den Yngste havde gaaet en Stund, fik han see sin Broder et Stykke længere frem; han raabte da til ham og bad ham standse; "bi du!" sagde han, "du lægger i Veien, som om du havde Betaling for det; men du burde dog seet din yngste Broder ogsaa, før du drog ud i Verden." Den ældste standsede da og saa sig tilbage, og da nu den Yngste var kommen efter og havde fortalt ham, hvorledes det hang sammen, at han kunde være hans Broder, sagde han videre: "Men lad os nu sætte os ned, og see efter, hvad vor Moder har givet os med til Niste," og det gjorde de.
Da de nu havde vandret et Stykke, kom de til en Bæk, som flød gjennem en grøn Eng; og der sagde den Yngste at de burde give hinanden Navn; "siden vi maatte skynde os, saa at vi ikke fik Tid at gjøre det hjemme, saa faaer vi gjøre det her," sagde han. "Hvad vil da du hedde?" spurgte den ældste. "Jeg vil hedde Lillekort," svarede den Anden; "end du? hvad vil du kaldes?" "Jeg vil hedde Kong Lavring," svarede den ældste. De døbte da hinanden og gik saa videre frem; men da de havde gaaet en Stund, kom de til en Korsvei og der bleve de enige om at skilles ad og tage hver sin Vei. Det gjorde de, men aldrig før havde de gaaet en liden Stund, saa mødtes de igjen; de skiltes da atter ad og tog hver sin Vei, men om en liden Stund gik det lige eens; de mødtes igjen, før de vidste af det, og saaledes gik det ogsaa tredie Gang. Da gjorde de den Aftale, at de skulde gaae En til hver Kant, den Ene i øst og den Anden i Vest. "Men kommer du engang rigtig i Nød og Ulykke," sagde den ældste, "saa raabte Gange paa mig, saa skal jeg komme og hjælpe dig; men du maa ikke raabe paa mig, før du er i din yderste Nød!" "Det bliver vel ikke saa hastig, vi sees da," sagde Lillekort; derpaa sagde de hinanden Farvel og Lillekort gik i øst og Kong Lavring i Vest.
Da nu Lillekort havde gaaet en god Stund alene, mødte han en gammel, gammel krogrygget Kjærring, som blot havde eet øie. Det kneb Lillekort. "Au, au!" raabte Kjærringen, "hvor blev der af øiet mit?" "Hvad giver du mig, skal du faae et øie?" sagde Lillekort. "Jeg giver dig et Sværd, som er saadant, det kan overvinde en heel Krigsmagt, om den var aldrig saa stor," svarede Konen. "Ja, kom med det," sagde Lillekort. Kjærringen gav ham da Sværdet og saa fik hun øiet sit igjen. Derpaa gik Lillekort videre og da han havde vandret en Stund, mødte han igjen en gammel, gammel krogrygget Kjærring, som kun havde eet øie; det stjal Lillekort, før hun vidste af det. "Au, au, hvor blev der af øiet mit?" raabte Kjærringen. "Hvad giver du mig, skal du faae et øie?" sagde Lillekort. "Jeg giver dig et Skib, som kan gaae ferskt Vand og salt Vand, Bjerg og dybe Dale," svarede Konen. "Ja, kom med det," sagde Lillekort. Konen gav ham da et lille bitte Skib, som ikke var større end at han stak det i Lommen, saa fik Konen øiet sit igjen og de gik hver sin Vei. Da han saa havde vandret en lang Stund, mødte han for tredie Gang en gammel, gammel krogrygget Kjærring, som kun havde eet øie; det stjal Lillekort igjen og da Konen skreg og bar sig ilde og spurgte, hvor der var bleven af øiet hendes, sagde Lillekort: "Hvad giver du mig, skal du faae et øie?" "Jeg giver dig den Kunst at brygge hundrede Læster Malt i een Brygning." Ja, for den Kunst fik da Kjærringen øiet sit igjen og de toge hver sin Vei.
Men da Lillekort havde gaaet et lille Stykke, syntes han, det kunde være værd at prøve Skibet; han tog det da op af Lommen og satte først den ene Fod i det og siden den anden, og aldrig før havde han steget op i det med det ene Been, saa blev Skibet meget større, og da han saa steg op i med det andet, blev det saa stort som Skibene, der gaae i Søen. Lillekort sagde: "Gaa nu ferskt Vand og salt Vand, Bjerg og dybe Dale og stands ikke før du kommer ved Kongens Gaard;" og strax foer Skibet afsted saa fort som Fuglen i Luften, til det kom lidt neden for Kongsgaarden; der standsede det. I Vinduerne paa Kongsgaarden havde de staaet og seet Lillekort komme seilende; og Alle sammen bleve saa forundrede at de løb ned for at see hvad det var for En, som kom paa et Skib farende i Luften. Men medens de løb ned fra Kongsgaarden, havde Lillekort steget ud af Skibet sit og stukket det i Lommen igjen; for strax han steg ud af det, blev det igjen saa lidet, som da han fik det af den gamle Kone. De fra Kongsgaarden saae da ikke Andet end en liden fillet Gut som stod nede ved Stranden. Kongen spurgte, hvor han var fra, men det vidste Gutten ikke, sagde han; heller ikke vidste han, hvorledes han var kommen der, men han bad saa inderlig vakkert om at faae Tjeneste paa Kongsgaarden: var der ikke Andet at gjøre for ham, kunde han bære Ved og Vand for Kokkejenten, sagde han; og det skulde han da faae Lov til. Da Lillekort kom op paa Kongsgaarden, saa han at Alt var overtrukket med Sort der, udvendig og indvendig, baade Vægger og Tag; han spurgte da Kokkepigen hvad det skulde betyde. "Jo, det skal jeg nok sige dig," svarede Kokkejenten," Kongsdatteren er for lang Tid siden bleven bortlovet til tre Trold, og næste Torsdagskvæld skal det ene komme og hente hende. Ridder Rød har nok sagt sig god for at frelse hende, men Gud veed om han kan gjøre det; og saa kan du vel vide at her er Sorg og Bedrøvelse." Da nu Torsdagskvælden kom, ledte Ridder Rød Prindsessen ned til Stranden - for der skulde hun møde Troldet - og saa skulde han da blive dernede og passe hende; men han gjorde nok ikke Troldet stor Skaden, skal jeg troe; for aldrig saa snart havde Prindsessen sat sig paa Strandkanten, før Ridder Rød krøb op i et stort Træ, som stod der, og gjemte sig saa godt han kunde mellem Grenene. Prindsessen græd og bad saa hjertelig, at han ikke maatte gaae fra hende; men Ridder Rød brød sig ikke om det, han; "det er bedre at Een mister Livet end To," sagde Ridder Rød.
Imidlertid bad Lillekort Kokkejenten saa vakkert om han kunde faae Lov at gaae ned til Stranden lidt. "Aa, hvad vil du der da?" sagde Kokkepigen, "du har ikke Noget der at bestille." "Aa jo, kjære Vene, lad mig faae gaae!" sagde Lillekort; "jeg vilde saa gjerne derned og more mig lidt med de andre Børn, jeg ogsaa." "Ja ja, gaae da," sagde Kokkejenten, "men lad mig see, du ikke bliver der længere, end til Kvældsgryden skal hænges paa og Stegen skal sættes paa Spiddet; - tag saa med dig et dygtigt Fange Ved herind i Kjøkkenet igjen!" Ja det lovede Lillekort, og løb ned til Stranden.
Med det samme han kom der, hvor Kongsdatteren sad, kom Troldet farende saa det suste og bruste om det, det var saa stort og digert at det var fælt, og fem Hoveder havde det. "Ild!" skreg Troldet. "Ild igjen!" sagde Lillekort. "Kan du fegte?" raabte Troldet "Kan jeg ikke, saa kan jeg lære," sagde Lillekort. Saa slog Troldet efter ham med en stor, tyk Jernstang, han havde i Ræven, saa Jorden fløi fem Alen i Veiret. "Tvi!" sagde Lillekort; "det var Noget ogsaa det - Nu skal du see et Hug af mig." Saa greb han Sværdet, han havde faaet af den gamle krogryggede Kjærringen og hug til Troldet, saa alle fem Hovederne fløi bortover Sandet. Da nu Prindsessen saa at hun var frelst, var hun saa glad at hun ikke vidste hvorledes hun skulde bære sig ad; hun baade hoppede og dandsede. "Sov nu en lille Stund paa mit Skjød," sagde hun til Lillekort, og medens han laa der, trak hun en Guldklædning paa ham.
Men nu varede det da ikke længe før Ridder Rød krøb ned igjen af Træet, da han saa, det ikke længer var nogen Fare paa Færde; Prindsessen truede han saalænge til hun maatte love, at hun skulde fortælle, h a n havde frelst hende, for hvis hun ikke sagde det, vilde han tage Livet af hende. Derpaa tog han Lungen og Tungen ud af Troldet og lagde i Lommetørklædet sit, og ledte saa Prindsessen tilbage til Kongsgaarden; og hvad der ikke var bleven gjort ære af ham før, det blev der da nu: Kongen vidste ikke, hvad han skulde finde paa til Hæder for ham, og altid sad han ved Kongens høire Side ved Taflet. Lillekort han gik først ud paa Troldskibet og tog en heel Mængde Guld- og Sølvgjorder med sig, og saa piltede han tilbage til Kongsgaarden. Da Kokkepigen fik see alt Guldet og Sølvet, blev hun reent forfærdet og spurgte: "Men kjære, vene Lillekort! hvor har du da faaet alt dette fra?" for hun var nok bange for, han ikke skulde faaet det paa en rigtig Maade. "Aa" svarede Lillekort, "jeg var hjemme lidt, og der vare disse Gjorderne faldne af nogle Spand, og saa tog jeg dem med til dig, jeg." Ja, da Kokkejenten hørte, de vare til hende, spurgte hun ham ikke videre om den Ting; hun takkede Lillekort og Alt var godt og vel igjen.
Den anden Torsdagskvæld gik det lige eens: Alle vare i Sorg og Bedrøvelse, men Ridder Rød sagde, at havde han kunnet frelse Kongsdatteren fra eet Trold, saa kunde han sagtens frelse hende fra eet til, og ledte hende nok saa modig ned til Stranden. Men han gjorde nok ikke det Trold store Skaden heller han; for da Tiden kom at de kunde vente Troldet, sagde han ligesom forrige Gang: "Det er bedre Een mister Livet end To!" og krøb saa op i Træet igjen. Lillekort bad igjen Kokken om Lov til at gaae ned til Stranden lidt. "Aa, hvad skal du der da?" sagde Kokken. "Jo, Kjære lad mig gaae," sagde Lillekort, "jeg vilde saa gjerne ned og more mig lidt med de andre Børn." Ja han skulde da ogsaa den Gang faae Lov at gaae, men det maatte han først love, at han skulde være tilbage, til Stegen skulde vendes, og da skulde han have et stort Vedfange med sig. Aldrig før var Lillekort kommen ned til Stranden, saa kom Troldet farende, saa det suste og bruste omkring ham; han var engang til saa stor som det forrige Trold og ti Hoveder havde han. "Ild" skreg Troldet. "Ild igjen!" sagde Lillekort. "Kan du fegte?" raabte Troldet. "Kan jeg ikke, saa kan jeg lære!" sagde Lillekort. Saa slog Troldet efter ham med Jernstangen sin - den var endnu større end den, det første Troldet havde, - saa Jorden fløi ti Alen i Veiret. "Tvi!" sagde Lillekort "det var Noget ogsaa det!" Nu skal du see et Hug af mig." Saa greb han Sværdet og hug til Troldet saa alle ti Hovederene dandsede bort over Sandet.
Saa sagde Kongsdatteren igjen til ham: "Sov en lille Stund paa mit Skjød," og medens Lillekort laa der, trak hun en Sølvklædning paa ham. Saasnart Ridder Rød mærkede, at der ikke længer var nogenFare paa Færde, krøb han ned af Træet og truede Prindsessen saalænge til hun igjen maatte love at sige, at det var ham som havde frelst hende; derpaa tog han Tungen og Lungen af Troldet og lagde ind i sit Lommetørklæde, og ledte Kongsdatteren tilbage til Slottet. Her blev Fryd og Glæde, det kan man nok vide, og Kongen vidste slet ikke, hvorledes han skulde bære sig ad forat vise Ridder Rød Hæder og ære nok.
Lillekort tog med sig et Fange af Guld- og Sølvgjorder fra Troldskibet han. Da han kom tilbage til Kongsgaarden, slog Kokkejenten Hænderne sammen og forundrede sig over, hvor han havde faaet alt det Guld og Sølv fra; men Lillekort svarede, at han havde været hjemme lidt og at det var Gjorder, som vare faldne af nogle Spand; dem havde han taget med sig til Kokkepigen, sagde han.
Da nu den tredie Torsdagskvæld kom, gik det akkurat lige eens som de to forrige Gange: hele Kongsgaarden var behængt med Sort og Alle vare i Sorg og Bedrøvelse; men Ridder Rød sagde, han synes ikke, de havde saa meget at være bange for; havde han frelst Kongsdatteren fra to Trold, saa kunde han vel frelse hende fra det tredie ogsaa sagde han. Han ledte hende da hen til Strandbredden, men da det led mod den Tid, Troldet skulde komme, krøb han op i Træet og gjemte sig igjen; Prindsessen græd og bad, men det hjalp ikke; han blev ved det Gamle; "det er bedre at Een mister Livet end To," sagde Ridder Rød igjen.
Den Aften bad ogsaa Lillekort om Lov at gaae ned til Stranden. "Aa hvad skal du der?" svarede Kokkepigen; men han bad saalænge til han endelig fik Lov at gaae, men det maatte han love at han skulde være tilbage i Kjøkkenet igjen, naar Stegen skulde vendes. Aldrig saasnart var han kommen ned til Stranden, saa kom Troldet, saa det suste og bruste om det; det var meget, meget større end noget af de forrige og femten Hoveder havde det. "Ild!" raabte Troldet. "Ild igjen!" sagde Lillekort. "Kan du fegte?" skreg Troldet. "Kan jeg ikke, saa kan jeg lære," sagde Lillekort. "Jeg skal lære dig!" skreg Troldet og slog efter ham med Jernstangen sin, saa Jorden fløi femten Alen i Veiret. "Tvi!" sagde Lillekort, "det var da Noget, ogsaa det! Nu skal du see et Hug af mig!" Med det samme greb han Sværdet og hug til Troldet saa alle femten Hovederne dandsede bort over Sandet.
Da var Prindsessen frelst og hun baade takkede og velsignede Lillekort for det han havde reddet hende. "Sov nu en lille Stund paa mit Skjød!" sagde hun, og medens han laa der, trak hun en Messingklædning paa ham. "Men hvorledes skal vi nu faae aabenbaret at det er dig, som har frelst mig?" sagde Kongsdatteren. "Det skal jeg nok sige dig," svarede Lillekort. "Naar nu Ridder Rød har ledt dig hjem igjen og udgiver sig for den, som har frelst dig, saa veed du, han skal have dig og halve Riget. Men naar de saa om Bryllupsdagen spørger dig, hvem du vil have til at skjænke i Skaalerne for dig, skal du sige: "Jeg vil have den vesle Gutten, som er i Kjøkkenet og bærer Ved og Vand for Kokkejenten;" med det samme jeg da skjænker i, spilder jeg en Draabe paa hans Talerken men ingen paa din, og saa bliver han vred og slaaer mig, og det holde vi ved tre Gange. Men tredie Gang skal du sige: "Skam saae dig, som slaaer min Hjertenskjær; han har frelst mig, og ham vil jeg have!" Derpaa løb Lillekort tilbage til Kongsgaarden, lige som de forrige Gange; men først var han igjen ude paa Troldskibet, og tog en heel Deel Guld, Sølv og andre Kost- barheder, og af det gav han igjen Kokken et heelt Fange Guld- og Sølvgjorder.
Aldrig saa snart saa nu Ridder Rød at al Fare var over, før han krøb ned af Træet, og truede Kongsdatteren til hun maatte love, hun skulde sige at han havde reddet hende. Derpaa ledte han hende tilbage til Kongsgaarden, og var der ikke gjort ære nok af ham før, saa blev der da nu: Kongen tænkte ikke paa Andet, end hvorledes han sknlde hædre ham, som havde frelst Datter hans fra de tre Troldene; det var nu ligefrem, sagde han, at han skulde have hende og det halve Rige. Men paa Bryllupsdagen bad Prindsessen, at hun maatte faae den vesle Gutten, som var i Kjøkkenet og bar Ved og Vand for Kokkejenten, til at skjænke i Skaalerne ved Brudebordet. "Hvad vil du med den sorte Fillegutten herinde da?" sagde Ridder Rød; men Prindsessen sagde: at ham vilde hun have til at skjænke og ingen Anden, og endelig fik hun da Lov; og saa gik Alt saaledes som det var aftalt mellem Lillekort og Kongsdatteren: han spilte en Draabe paa Ridder Røds Talerken, men ingen paa hendes, og hver Gang blev Ridder Rød vred og slog til ham; ved det første Slag faldt den Filleklædning af Lillekort, som han havde paa i Kjøkkenet, ved det andet Slag faldt Messingklædningen og ved det tredie Slag Sølvklædningen, saa han stod der i Guldklædningen, saa blank og gjild at det lyste af ham. Da sagde Kongsdatteren: "Skam saae dig, som slaaer min Hjertenskjær! Han har frelst mig, og ham vil jeg have!" Ridder Rød svor og bandede paa, at han selv havde reddet hende; men saa sagde Kongen: "Den, som har frelst min Datter, har vel Noget at vise for sig." Ja, Ridder Rød løb strax afsted efter sit Tørklæde med Lunger og Tunger i, og Lillekort hentede alt det Guld og Sølv og alle de Kostbarheder, han havde taget ud af Troldskibene; og saa lagde de hver Sit frem for Kongen. "Den som har saa kostbare Ting af Guld og Sølv og Diamanter," sagde Kongen, "han maa have dræbt Troldet; thi Sligt er ikke at faae hos nogen Anden;" og saa blev Ridder Rød kastet i Ormegaarden, og Lillekort skulde faae Prindsessen og det halve Rige.
En dag gik Kongen og Lillekort og spadserede; saa spurgte Lillekort Kongen om han ikke havde havt flere Børn. "Jo," sagde Kongen, "jeg har havt en Datter til; men hende har Troldet taget, fordi der ikke var Nogen, som kunde frelse hende. Nu skal du have den ene Datter min, men kan du frelse den anden, Troldet har taget, med, skal du gjerne faae hende og det andet halve Rige ogsaa." "Jeg faaer vel prøve" sagde Lillekort; "men jeg maa have en Jerntrodse, som er fem hundrede Alen lang, og saa vil jeg have fem hundrede Mand med og Proviant til dem for femten Uger; for jeg vil langt tilsøs," sagde han. Ja, det skulde han nok faae, men Kongen var bange, han ikke havde saa stort Skib at det kunde bære det Altsammen. "Jeg har Skib selv, jeg," sagde Lillekort og tog det, han havde faaet af den gamle Kjærringen, op af Lommen. Kongen lo af ham og tænkte det bare var hans Spøg, men Lillekort bad blot om det han havde forlangt, saa skulde Kongen nok faae see. De kom da med Altsammen, og Lillekort bad at de skulde lægge Trodsen i Skibet først; men der var Ingen som kunde aarke at løfte den, og Mange kunde ikke faae Rum omkring det bitte lille Skib paa een Gang. Nu tog da Lillekort selv Trodsen i den ene Ende og lagde nogle Lænker op i Skibet og efter som han kastede Trodsen op i, blev Skibet større og større, og tilsidst var det saa stort, at baade Trodsen og de fem hundrede Mand og Provianten og Lillekort havde godt Rum. "Gaae nu ferskt Vand og salt Vand, Bjerg og dybe Dale, og stands ikke før du kommer der Kongens Datter er," sagde Lillekort til Skibet, og strax foer det afsted saa det peb og hvinede om det, baade over Land og Vand. Da de saaledes havde seilet langt, langt bort, standsede Skibet midt ude paa Havet. "Ja, nu er vi kommen her," sagde Lillekort, "men en anden Sag er det, hvorledes vi kommer herfra igjen." Derpaa tog han Jerntrodsen og slog den ene Ende om Livet paa sig; "nu maa jeg tilbunds," sagde han, "men naar jeg trækker stærkt i Trodsen og vil op igjen, maae I heise Alle som een Mand, ellers er Eders Liv ligesaa vel omsonst som mit," og dermed hoppede han tilvands, saa gule Pulderen stod om ham. Han sank og sank, og endelig kom han tilbunds; der saa han et stort Bjerg med en Dør paa, og det gik han ind i. Da han var kommen ind, fandt han den anden Prindsesse; hun sad og syede, men da hun saa Lillekort, slog hun Hænderne sammen. "Aa, Gud ske Lov!" raabte hun, "nu har jeg ikke seet kristen Mand, siden jeg her kom." "Ja, men jeg kommer efter dig, jeg," sagde Lillekort. "Aa, mig faaer du nok ikke," sagde Kongsdatteren, "det lykkes dig aldrig det; faaer Troldet see dig, tager han Livet af dig." "Det var vel, du talte om ham," sagde Lillekort, "hvor er han henne? for det kunde være moresomt at faae see ham." Saa fortalte Kongsdatteren, at Troldet var ude og skulde see at faae fat paa En, der kunde brygge hundrede Læster Malt i een Brygning, for der skulde være Gjæstebud hos Troldet og da forslog ikke Mindre. "Det kan jeg ogsaa," sagde Lillekort. "Ja, bare nu ikke Troldet var saa hastig tilsinds, saa jeg kunde faae fortalt ham det," svarede Prindsessen; "men han er saa ildsindt at han river dig i Stykker med det samme han kommer ind, er jeg ræd. Men jeg faaer vel prøve at finde paa Noget. Nu kan du gjemme dig i Koven her, saa faae vi see, hvorledes det gaaer." Ja, Lillekort gjorde da det, og aldrig før var han krøben ind i Koven og havde gjemt sig, saa kom Troldet. "Huf! her lugter saa Kristenmands Blod!" sagde Troldet. "Ja der fløi en Fugl over Taget med Kristenmands Been i Næbbet og det slap den ned igjennem Piben", svarede Kongsdatteren; jeg skyndte mig nok med at faae det bort; men det er vel det, der lugter af ligevel". "Ja, det er vel det", sagde Troldet. Saa spurgte Prindsessen, om han havde faaet fat paa Nogen, der kunne brygge hundrede Læster Malt i een Brygning. "Nei, der er Ingen som kan det", sagde Troldet. "For en liden Stund siden var der En inde her" som sagde han kunde det", sagde Kongsdatteren. Du er nu altid saa klog du", svarede Troldet; "hvorfor lod du ham gaae da? Du vidste jo, jeg vilde have en slig En". "Aa, jeg lod ham nok ikke gaae heller jeg", sagde Kongsdatteren, "men Faer er saa hastig tilsinds og saa gjemte jeg ham i Koven; om Fa'er ikke skulde have faaet Nogen, saa er han nok her". "Ja, lad ham komme ind"! sagde Troldet. Da Lillekort kom, spurgte Troldet om det var sandt, han kunde brygge hundrede Læster Malt i en Brygning? "Ja", sagde Lillekort. "Det var vel, jeg fik fat paa dig", sagde Troldet; "lav dig nu strax til; men Gud naade dig, brygger du ikke øllet stærkt nok". "Aa, det skal nok faae Smag", sagde Lillekort, og gav sig strax i Færd med Brygningen. "Men jeg maa have flere Trold til at bære Bryggelaug", sagde Lillekort, "de, jeg har faaet, aarke ikke Noget". Ja, han fik flere, saa mange at det mylrede, og saa gik det med Brygningen. Da nu Vørteren var færdig, skulde de Alle smage, forstaaer sig: først Troldet selv og siden de Andre; men Lillekort havde brygget Vørteren saa stærk, at de faldt døde som Fluer, eftersom de drak af den. Tilsidst var der ingen Anden tilbage end en gammel ussel Kjærring, der laa bag Kakkelovnen. "Aa, Stakkel!" sagde Lillekort, du faaer da smage Vørteren, du med!" og saa gik han bort og skrabede om Bunden paa Bryggekarret med Kollen, og gav hende; saa var han kvit dem Allesammen.
Som han nu stod der og saa sig om, fik han øie paa en stor Kiste; den tog Lillekort og lagde fuld af Guld og Sølv, bandt saa Trodsen om sig og Prindsessen og Kisten, og rykkede af alle Kræfter; saa trak Mandskabet dem op i god Behold. Da Lillekort vel var kommen op paa Skibet, sagde ham; "Gaa nu salt Vand og ferskt Vand, Bjerg og dybe Dale, og stands ikke før du kommer ved Kongens Gaard," og strax foer Skibet afsted, saa gule Fossen stod om det. Da de paa Kongsgaarden saa Skibet, vare de ikke sene til at møde med Sang og Spil og tog imod Lillekort med stor Glæde; men gladest af Alle var Kongen, som nu ogsaa havde faaet igjen den anden Datteren sin.
Men nu var Lillekort ikke vel tilmode; thi begge Prindsesserne vilde have ham, og han vilde ikke have nogen Anden end den han først havde reddet - det var den yngste det. - Derfor gik han tidt og ofte og tænkte paa, hvorledes han skulde bære sig ad for at faae hende, for den anden vilde han ogsaa nødig gjøre imod. En Dag han gik og tænkte hid og did paa dette, faldt det ham ind, at dersom han nu bare havde sin Broder, Kong Lavring, som var saa liig ham selv, at Ingen kunde skjelne dem fra hinanden, der paa Kongsgaarden, saa kunde han faae den anden Prindsesse og det halve Rige, for selv syntes han, han havde nok med den ene Halvpart. Aldrig før var han falden paa dette, saa gik han udenfor Slottet og raabte paa Kong Lavring; nei der kom Ingen. Saa raabte han en Gang til og lidt høiere, men nei, der kom endda Ingen. Saa raabte Lillekort tredie Gang og det af alle Kræfter; og saa stod Broderen der. "Jeg sagde, du ikke skulde raabe paa mig uden du var i din yderste Nød", - sagde han til Lillekort - "og her er jo ikke en Myg, som kan gjøre dig Fortræd"; dermed daskede han til ham, saa Lillekort rullede bortover Engen. "Aa Skam saae dig, at du slaaer"! sagde Lillekort; "først har jeg vundet Kongsdatteren og det halve Rige, og saa den anden Kongsdatter og det andet halve Rige, og nu tænkte jeg at give dig den ene Prindsesse og Halvdelen af Kongeriget med mig; - synes du da, det er rimeligt at slaae saaledes til mig"? Da Kong Lavring hørte det, bad han sin Broder om Forladelse, og de bleve da strax Venner og vel forligte igjen. "Nu veed du", sagde Lillekort, "at vi ere saa lige, at Ingen kan skjelnde den Ene af os fra den Anden; byt nu klæder med mig og gaae op paa Slottet, saa troe Prindsesserne, det er mig som kommer ind; den som da først kysser dig, skal du have, saa tager jeg den Anden, jeg;" for han vidste at den ældste Kongsdatter var den stærkeste, og saa kunde han vel skjønne hvorledes det vilde gaae, Det var Kong Lavring strax villig til; han byttede Klæder med Broderen og gik ind i Slottet. Da han kom ind i Prindsessernes Værelse, troede de, det var Lillekort, og begge løb paa Timen hen imod ham; men den ældste, som var størst og stærkest, skjød Søsteren til Side og tog Kong Lavring om Halsen og kyssede ham; og saa fik da han hende, og Lillekort den yngste Kongsdatter. Da kan der vel hende der blev et Bryllup, og det saa det hørtes og spurgtes over syv Kongeriger.