Engang i de Dage, da vor Herre og St. Peder gik og vandrede paa Jorden, kom de til en Smed; han havde gjort den Kontrakt med Fanden, at han skulde høre ham til om syv Aar, imod at han i den Tid skulde være Mester over alle Mestere i Smedekunst; og den Kontrakt havde baade han og Fanden skrevet Navnet sit under. Derfor havde han ogsaa sat med store Bogstaver over Smediedøren: "Her boer Mesteren over alle Mestere!" Da vor Herre kom gaaende og fik see det, gik han ind. "Hvem er du?" sagde han til Smeden. "Læs over Døren!" svarede Smeden; "men kanskee du ikke kan læse Skrift, saa faaer du vente til der kommer En, som kan hjælpe dig." Før vor Herre fik svaret ham, kom der en Mand med en Hest, som han bad Smeden skoe for sig; "kunde ikke jeg faae Lov at skoe den?" sagde vor Herre. "Du kan prøve," sagde Smeden; "galere kan du da ikke faae gjort det, end jeg kan faae det rigtigt igjen." Vor Herre gik da ud og tog det ene Been af Hesten, lagde det i Smedieavlen og gjorde Skoen gloende; derpaa hvæssede han Hager og Græv og neiede Sømmene, og saa satte han Benet heelt og holdent paa Hesten igjen; da han var færdig med det, tog han det andet Forbeen af og gjorde lige eens dermed, og da han ogsaa havde sat det paa igjen, tog han Bagbenene, først det høire og saa det venstre, lagde dem i Avlen, gjorde Skoene gloende, hvæssede Hager og Græv og neiede Sømmene, og satte saa Skoene paa Hesten igjen. Imèns stod Smeden og saa paa ham; "du er ikke saa daarlig Smed endda, du," sagde han. "Synes du det?" sagde vor Herre.
Lidt efter kom Smedens Moder bort til Smedien og bad ham komme hjem og spise til Middag; hun var meget gammel, fælt kroget i Ryggen og rynket i Ansigtet, og kunde med Nød og Neppe gaae. "Læg nu Mærke til, hvad du seer!" sagde vor Herre; han tog Konen, lagde hende i Smedieavlen og smedede en ung, deilig Jomfru af hende. "Jeg siger, som jeg har sagt, jeg," sagde Smeden, "du er slet ikke nogen daarlig Smed; der staaer over Døren min: "Her boer Mesteren over alle Mestere, men endda siger jeg reentud: En lærer saalænge En lever!" og dermed gik han frem til Gaarden og spiste Middag.
Da han vel var kommen tilbage i Smedien igjen, kom der en Mand ridende, som vilde have skoet Hesten sin. "Det skal snart være gjort!" sagde Smeden, "jeg har nu netop lært en ny Maade at skoe paa; den er god at bruge, naar Dagen er kort;" og saa begyndte han at skjære og bryde saalænge, til han fik alle Hestebenene af; "for jeg veed ikke hvad det skal være til at gaae og pusle med eet og eet," sagde han; Benene lagde han da i Smedieavlen, saaledes som han havde seet vor Herre gjorde, lagde dygtig Kul til og lod Smeddrengene drage rask i Bælgstangen; men saa gik det, som man kunde vente: Benene brændte op og Smeden maatte betale Hesten. Det syntes han ikke synderlig om, men da idetsamme en gammel Fattigkjærring kom gaaende forbi, tænkte han: lykkes ikke det Ene, saa lykkes vel det Andet; han tog Kjærringen og lagde hende i Avlen, og alt hun græd og bad for Livet, saa hjalp det ikke; "Du skjønner ikke dit eget Bedste, saa gammel du er," sagde Smeden; "nu skal du blive til en ung Jomfru igjen i et øieblik, og endda skal jeg ikke tage saameget som en Skilling for Smedningen." Det gik da ikke bedre med Kjærringen, Stakkel, end med Hestebenene. "Det var ilde gjort, det!" sagde vor Herre. "Aa, der er vel ikke Mange, som spørge efter hende," svarede Smeden; "men det er Skam af Fanden: det er ikke mere end saa at han holder, hvad der staaer skrevet over Døren." - "Ifald du nu kunde faae tre ønsker af mig," sagde vor Herre, "hvad vilde du saa ønske dig?" "Prøv mig," svarede Smeden, "saa tør du faae vide det." Vor Herre gav ham da de tre ønsker. "Saa vil jeg først og fremst ønske, at den jeg beder klyve op i det Pæretræ, som staaer her ude ved Smedievæggen, maa blive siddende der, til jeg selv beder ham komme ned igjen," sagde Smeden; "for det Andet vil jeg ønske at den, jeg beder sætte sig i Lænestolen, som staaer derinde i Verkstedet, maa blive siddende i den, til jeg selv beder ham staae op igjen; og endelig vil jeg ønske at den, jeg beder krybe ind i Staaltraadpungen, jeg har i Lommen min, maa blive derinde, til jeg selv giver ham Lov at krybe ud igjen." "Du ønskede som en daarlig Mand!" sagde St. Peder; "først og fremst burde du have ønsket dig Guds Naade og Venskab." "Jeg turde ikke tage saa høit til, jeg," sagde Smeden. Derpaa sagde vor Herre og St. Peder Farvel og gik videre.
Det led mens det skred og da Tiden var omme, kom Fanden, saaledes som det stod i Kontrakten og skulde hente Smeden; "er du færdig nu?" sagde han og stak Næsen ind igjennem Smediedøren. "Aa, jeg skulde saa nødvendig slaaet Hoved paa den Spiger først," svarede Smeden; "kryb du imidlertid op i Pæretræet og pluk dig en Pære at gnave paa, du kan være baade tørstig og sulten efter Veien." Fanden takkede for godt Tilbud og krøb op i Træet. "Ja, naar jeg nu betænker Alt vel," sagde Smeden, "saa faaer jeg slet ikke slaaet Hoved paa dette Søm i de første fire Aar, for dette er Pokker til Jern saa haardt; ned kan du ikke komme i den Tid, men du faaer sidde og hvile dig saalænge." Fanden tiggede og bad saa tyndt som en Toskilling at han maatte faae Lov at komme ned igjen, men det hjalp ikke; Tilsidst maatte han da love, at han ikke skulde komme igjen før de fire Aar, Smeden havde sagt, vare omme. "Ja, saa kan du komme ned igjen," sagde Smeden.
Da nu den Tid var forbi, kom Fanden atter, forat hente Smeden; "nu er du vel færdig," sagde han, "nu synes jeg, du kan have slaaet Hoved paa Sømmet." "Ja Hoved har jeg sagtens faaet paa det," svarede Smeden, "men alligevel kom du et bitte lidet Gran for tidligt, for Odden har jeg endnu ikke hvæsset; saa haardt Jern har jeg heller aldrig smedet før. Medens jeg slaaer Od paa Sømmet, kunde du sætte dig i Lænestolen min og hvile dig, for du er vel træt efter Veien, kan jeg tænke." "Tak, som byder!" sagde Fanden og satte sig i Lænestolen; men aldrig før var han kommen til Hvile, saa sagde Smeden igjen, at naar han betænkte Alt vel, kunde han slet ikke faae hvæsset Odden før om fire Aar. Fanden bad først vakkert om at slippe af Stolen, og siden blev han vred og begyndte at true; men Smeden undskyldte sig det bedste, han kunde og sagde at det var Jernets Skyld, for det var saa Pokkers haardt, og trøstede Fanden med at han sad godt og mageligt i Lænestolen og at han om fire Aar skulde slippe akkurat paa Minuttet. Der var nu intet andet Raad, Fanden maatte love at han ikke skulde hente Smeden før de fire Aar vare omme; og saa sagde Smeden: "Ja, saa kan du reise dig igjen da," og Fanden afsted det forteste han kunde.
Om fire Aar kom Fanden atter for at hente Smeden; "nu er du sagtens færdig, veed jeg," sagde Fanden og stak Næsen ind gjennem Smediedøren. "Fix og færdig!" svarede Smeden, "nu kan vi reise, naar du vil. Men du," sagde han videre, "der er een Ting, jeg har staaet her længe og tænkt, jeg vilde spørge dig om: er det sandt, hvad de fortælle, at Fanden kan gjøre sig saa liden han vil?" "Jagu er det sandt!" svarede Fanden. "Aa, saa kunde du gjerne gjøre mig den Tjeneste at krybe indi denne Staaltraadpungen og see efter om den er heel i Bunden," sagde Smeden; "jeg er saa bange, jeg skal miste Reisepengene mine." "Gjerne det!" sagde Fanden; han gjorde sig liden og krøb ind i Pungen. Men aldrig før var Fanden kommen indi, saa lukkede Smeden Pungen igjen. "Jo, den er heel og tæt allesteds," sagde Fanden i Pungen. "Ja, det er brav nok, du siger det," svarede Smeden, "men det er bedre at være fore vaer, end efter snar; jeg vil ligesaagodt sveitse Ledene lidt, bare for Sikkerheds Skyld," og dermed lagde han Pungen i Avlen og gjorde den gloende. "Au! au! er du gal, veed du ikke at jeg er inde i Pungen da?" raabte Fanden. "Ja, jeg kan ikke hjælpe dig," sagde Smeden, "de sige for et gammelt Ord: "En faaer smede mens Jernet er varmt," og saa tog han Storslæggen, lagde Pungen paa Ambolten og slog løs paa den, alt hvad han aarkede. "Au, au, au!" skreg Fanden i Pungen. "Kjære Vene! lad mig bare slippe ud, skal jeg aldrig komme igjen mere." "Aa ja, nu troer jeg nok Ledene ere taalelig sveitsede," sagde Smeden, "saa kan du komme ud igjen da!" Dermed lukkede han Pungen op, og Fanden afsted saa fort, at han ikke turde see sig tilbage engang.
Men om nogen Tid faldt det Smeden ind, at han nok havde handlet galt, da han gjorde sig Uvenner med Fanden; "for skulde jeg ikke komme ind i Gudsrige," tænkte han, "turde det være Fare for at jeg kan blive huusvild, siden jeg har lagt mig ud med ham, som raader over Helvede." Han meente da, det var bedst at forsøge at komme ind, enten i Helvede eller i Himmerige ligesaagodt først som sidst, for at han kunde vide, hvordan han havde det, og derfor tog han Slæggen sin paa Nakken og gav sig paa Veien. Da han nu havde gaaet et godt Stykke, kom han til Korsveien, hvor Veien til Himmerige deler sig fra den, som gaaer til Helvede; der naaede han igjen en Skræddersvend, som piltede afsted med Persejernet i Haanden. "God Dag!" sagde Smeden, "hvor skal du hen?" "Til Himmerige, om jeg kunde komme ind der," svarede Skrædderen; "end du?" "Aa, vi faae nok ikke Følge vi da," svarede Smeden, "jeg har nu tænkt at prøve i Helvede først jeg, for jeg har lidt Kjendskab til Fanden fra før." Derpaa sagde de Farvel og gik hver sin Vei; men Smeden var en stærk, kraftig Mand og gik langt fortere end Skrædderen, og saa varede det ikke længe, før han stod for Porten i Helvede. Han lod Vagten melde sig og sige, at der var En udenfor, som gjerne vilde tale et Ord med Fanden. "Gaa ud og spørg, hvad det er for En?" sagde Fanden til Vagten, og det gjorde den. "Hils Fanden og sig, at det er Smeden, som havde den Pung, han veed nok," svarede denne, "og bed ham saa vakkert, at jeg maa slippe ind strax, for først saa har jeg smeddet idag lige til Middag og siden har jeg gaaet lang Vei." Da Fanden fik den Besked, befalede han Vagten at læse til alle ni Laasene paa Porten i Helvede; "og sæt endda et Hængelaas paa til," sagde Fanden, "for kommer han ind, gjør han Urede i hele Helvede!" "Der er ingen Bjergning at faae her da," sagde Smeden ved sig selv, da han fornam at de stængte Porten bedre til; "saa faaer jeg vel prøve i Himmerige;" og dermed gjorde han omkring og gik tilbage til han naaede Korsveien igjen; der tog han den Vei, Skrædderen havde gaaet. Da han nu var sindt for den lange Vei han havde gaaet frem og tilbage til ingen Nytte, skridtede han paa alt hvad han aarkede, og naaede Himmeriges Port med det samme, St. Peder gløttede lidt paa den, saa meget at den tynde Skræddersvend kunde slippe ind. Smeden var endda en sex, syv Skridt fra Porten; her er det nok bedst at skynde sig, tænkte han, greb Slæggen og kastede i Dørgløtten, med det samme Skrædderen smat ind; men kom han ikke ind gjennom den Aabning, veed jeg ikke hvor han er bleven af.