Der var engang en Konge, som var bleven Enkemand. Efter sin Dronning havde han en Datter, som var saa snild og saa deilig, at Ingen kunde være mere snild og deilig. Han gik nu længe og sørgede over Dronningen, som han havde holdt meget af, men tilsidst blev han kjed af at leve eenlig, og giftede sig med en Enkedronning, som ogsaa havde en Datter; men denne var ligesaa styg og slem som den anden var snild og vakker. Stedmoderen og hendes Datter vare nu misundelige paa Kongsdatteren, fordi hun var saa deilig, men saalænge som Kongen var hjemme, turde de ikke gjøre hende Noget, for han holdt meget af hende.
Der gik nu hen en Tid, saa fik han Krig med en anden Konge og drog ud i Leding, da syntes Dronningen hun kunde gjøre hvad hun vilde, og saa baade sultede og slog hun Kongsdatteren og var efter hende i hver Krog. Tilsidst syntes hun at Alting var for godt til hende, og saa satte hun hende til at gjæte Kreaturene. Hun gik da med Kreaturene og gjætede dem paa Skoven og Fjeldet. Mad fik hun Lidet eller Intet af, bleg og maver blev hun og næsten altid græd hun og var bedrøvet. I Buskaben var der en stor, blaa Stud, som bestandig holdt sig saa peen og blank, og ofte kom den hen til Kongsdatteren og lod hende kjæle sig. Engang, som hun sad og græd og var bedrøvet igjen, kom den hen til hende og spurgte hvorfor hun bestandig var saa sørgmodig. Hun svarede ingen Ting men blev ved at græde. "Ja," sagde Studen, "jeg veed det nok, endda du ikke vil sige mig det, du græder fordi Dronningen er slem imod dig og fordi hun er rede at sulte dig ihjel. Men Mad behøver du ikke at sørge for, thi i det venstre øret mit ligger der en Dug, og naar du tager og breder den ud, kan du faae saa mange Retter du vil. Det gjorde hun, tog Dugen og bredte den ud paa Græsset, og saa dækkede den op med de deiligste Retter, Nogen kunde ønske sig: der var baade Viin og Mjød og Sødkage. Hun kom nu snart i Huld igjen og blev saa rund og rød og hvid, at Dronningen og hendes tørskranglede Datter bleve baade blaae og blege af ærgrelse over det. Dronningen kunde slet ikke begribe hvorledes Steddatteren kunde komme til at see saa godt ud paa saa daarlig Kost; saa sagde hun til en Terne, at hun skulde gaae efter hende i Skoven og passe paa og see hvorledes det hang sammen, for hun troede, at nogen af Tjenestefolkene gav hende Mad. Ternen gik da efter hende i Skoven og passede paa, og saa fik hun see, at Steddatteren tog Dugen ud af øret paa den blaae Studen og bredte den ud og at den dækkede op med de deiligste Retter, som Steddatteren spiste og gjorde sig tilgode med. Det gik Ternen hjem og fortalte Dronningen. Nu kom Kongen hjem og havde vundet over den anden Konge, han havde været i Leding imod; der blev da stor Glæde over hele Slottet og Ingen var gladere end Kongens Datter. Men Dronningen lagde sig syg og betalte Doktoren mange Penge forat han skulde sige, hun ikke kunde blive frisk igjen, uden hun fik Kjød af den blaae Studen at spise. Baade Kongsdatteren og Folkene spurgte nu Doktoren om ikke noget Andet kunde hjælpe, og bade for Studen, for Alle holdt af den og de sagde, at der ikke gaves Mage til Stud i hele Riget; men nei, den maatte slagtes og den skulde slagtes, der var intet andet Raad. Da Kongsdatteren hørte det, blev hun meget bedrøvet og gik ned i Fjøset til Studen. Den stod der ogsaa og hængte med Hovedet og saa saa sørgmodig ud, at hun begyndte at græde over det. "Hvad græder du for?" sagde Studen. Saa fortalte hun, at Kongen var kommen hjem igjen, og at Dronningen havde lagt sig syg, og at hun havde faaet Doktoren til at sige, at hun ikke kunde blive frisk, dersom hun ikke fik Kjød af den blaae Studen at spise, og nu skulde han slagtes. "Faaer de først dræbt mig, tage de snart Livet af dig ogsaa," sagde Studen; "hvis du synes som jeg, saa reise vi vor Vei i Nat." Ja, Kongsdatteren syntes nok det var slemt at reise bort fra sin Fader,men det var endda værre at være i Huus med Dronningen, og saa lovede hun Studen, at hun skulde komme.
Om Kvælden, da alle de Andre havde lagt sig, listede Kongsdatteren sig ned i Fjøset til Studen, og saa tog den hende paa Ryggen og foer af Gaarde det forteste, den kunde. Da nu Folkene kom op i Otten om Morgenen og skulde slagte Studen, var den væk, og da Kongen kom op og spurgte efter Datteren, var hun ogsaa borte. Han sendte Bud ud paa alle Kanter for at lede efter dem og lyste efter dem fra Kirkebakken, men der var Ingen, som havde seet Noget til dem. Imidlertid foer Studen gjennem mange Lande med Kongsdatteren paa Ryggen, og saa kom de til en stor Kobberskov, hvor baade Træer og Grene og Blade og Blomster og Alting var af Kobber.
Men førend de reiste ind i Skoven, sagde Studen til Kongsdatteren: "Naar vi nu kommer ind i Skoven, maa du tage dig vel i Agt, saa du ikke rører et Blad af den engang, ellers er det forbi baade med mig og med dig, for her boer et Trold med tre Hoveder, som eier den." Nei kors, hun skulde tage sig vel vare og ikke røre Noget. Hun var saa forsigtig og bøiede sig til Side for Grenene, og skjød dem bort med Hænderne, men det var saa trangskovet, at det næsten ikke var muligt at komme frem, og hvorledes hun end bar sig ad, kom hun ligevel til at rive af et Blad, som hun beholdt i Haanden sin.
"Au, au, hvad gjorde du nu?" sagde Studen, "nu gjælder det at slaaes paa Liv og Død; men gjem bare Bladet vel." Strax efter var de ved Enden af Skoven, og da kom der et Trold farende med tre Hoveder. "Hvem er det, som rører min Skov?" sagde Troldet. "Den er ligesaameget min som din," sagde Studen. "Ja, det skal vi nappes om," skreg Troldet. "Kan saa det," sagde Studen. Saa rendte de sammen og sloges, og Studen den stangede og sparkede af alle Livsens Kræfter, men Troldet slog lige godt og det varede hele Dagen førend Studen fik Bugt med det, og da var den saa fuld af Saar og saa ussel, at den næsten ikke aarkede at gaae. Saa maatte de hvile over en Dag, og saa sagde Studen til Kongsdatteren, at hun skulde tage det Smurningshornet, som hang ved Bæltet til Troldet og smøre den med; da kom den sig, og Dagen efter ranglede de afsted igjen. De reiste nu i mange, mange Dage og saa kom de langt om længe til en Sølvskov; der vare baade Træer og Grene og Blade og Blomster og Alting af Sølv.
Førend Studen gik ind i den, sagde den til Kongsdatteren: "Naar vi nu komme ind i denne Skoven, maa du for Guds Skyld tage dig vel i Agt; du maa slet ikke røre nogen Ting og ikke rive af saa meget som et Blad, for ellers er det forbi baade med dig og med mig; her er et Trold med sex Hoveder, som eier den, og det troer jeg ikke jeg kan raade med."
"Nei," sagde Kongsdatteren, "jeg skal nok tage mig vare og ikke røre ved det, du ikke vil, jeg skal røre." Men da de kom ind i Skoven, var den saa tæt og saa trang, at de næsten ikke kunde komme frem. Hun var saa forsigtig som hun kunde og bøiede sig til Siden for Grenene og skjød dem bort foran sig med Hænderne, men hvert Øieblik slog Grenene hende i øinene, og hvorledes hun end bar sig ad, saa kom hun til at rive af et Blad.
"Au, au, hvad gjorde du nu?" sagde Studen; "nu gjælder det at slaaes paa Liv og Død, for dette Troldet har sex Hoveder og er dobbelt saa stærkt som det andet; men pas bare paa Bladet og gjem det vel."
Ret som det var, saa kom Troldet: "Hvem er det, som rører ved min Skov?" sagde det. "Den er ligesaameget min som din," sagde Studen. "Det skal vi nappes om," skreg Troldet. "Kan saa det," sagde Studen, og røg paa Troldet og stangede ud øinene paa det og kjørte Hornene tværs igjennem det, saaat Tarmene randt ud, men det slog lige godt, og det varede i tre samfulde Dage, førend Studen fik Livet af det. Men da var den ogsaa saa ussel og elendig, at den med Nød og Neppe kunde røre sig og saa fuld med Saar, at Blodet randt af den. Saa sagde den til Kongsdatteren, at hun skulde tage Smurningshornet, som hang ved Bæltet paa Troldet, og smøre den med. Det gjorde hun, og saa kom den sig; men de maatte ligge over og hvile en Uge, førend den aarkede at gaae længer.
Endelig gav de sig paa Veien igjen, men Studen var daarlig endda og det gik kun smaat i Begyndelsen. Forat spare den, sagde Kongsdatteren, at hun var ung og let paa Foden, hun kunde gjerne gaae, men det fik hun nu slet ikke Lov til, hun maatte sætte sig op paa Ryggen hans igjen. Saa reiste de i lang Tid og gjennem mange Lande, og Kongsdatteren vidste slet ikke, hvor det bar hen, men langt om længe kom de til en Guldskov: den var saa gjild, at Guldet dryppede af den, og baade Træer og Grene og Blomster og Blade vare af bare Guld. Her gik det ligeens som i Kobberskoven og Sølvskoven. Studen sagde til Kongsdatteren, at hun slet ikke paa nogen Maade maatte røre ved den, for der var et Trold med ni Hoveder, som eiede den, det var meget større og stærkere end begge de andre tilsammen, og den troede slet ikke den kunde faae Bugt med det. Nei, hun skulde nok passe sig for det og slet ikke røre ved den, det kunde han nok vide. Men da de kom ind i Skoven, saa var den endda tættere end Sølvskoven, og jo længer de kom, desto værre blev det: Skoven blev tættere og tættere og trangere og trangere og tilsidst syntes hun, de ikke paa nogen Sæt eller Viis kunde komme frem; hun var nu saa inderlig bange for at rive af Noget, at hun sad og vendte og bøiede sig baade hid og did for Grenene og skjød dem bort foran sig med Hænderne, men hvert øieblik slog de hende i øinene, saaat hun ikke kunde see hvor hun greb hen, og førend hun vidste af det, havde hun et Guldæble i Haanden. Hun var nu saa hjertelig angest, at hun græd og vilde kaste det igjen; men Studen sagde, hun skulde beholde det og gjemme det vel, og trøstede hende saa godt han kunde, men han troede, det vilde blive en haard Dyst, og han tvivlede om, det vilde gaae godt.
Ret som det var, saa kom Troldet med de ni Hoveder, det var saa fælt, at Kongsdatteren næsten ikke turde see paa det. "Hvem er det, som rører min Skov?" skreg det. "Den er ligesaameget min som din," sagde Studen. "Det skal vi nappes om," skreg Troldet. "Kan saa det," sagde Studen, og saa rendte de sammen og sloges, og det var saa fælt at see paa, at Kongsdatteren var nær ved at daane. Studen stangede ud øinene paa det og kjørte Hornene tværs igjennem det, saa at Indvoldene væltede ud, men Troldet slog lige godt, for naar Studen fik stanget ihjel et Hoved, blæste de øvrige Liv i det igjen, og det varede en heel Uge, førend den var istand til at faae Livet af det. Men da var den saa reent ussel og elendig at den slet ikke kunde røre sig; Saar havde den over det Hele; den kunde ikke engang sige saameget som at Kongsdatteren skulde tage Smurningshornet ved Troldets Bælte og smøre den med. Men hun gjorde det alligevel og da kom den sig ogsaa, men de maatte ligge over og hvile i tre Uger, førend den var istand til at gaae igjen.
Da reiste de saa smaat afsted, for Studen sagde at de skulde lidt længere frem, og saa kom de over mange store Aaser med tyk Skov. Dette varede nu en Stund, saa kom de op i Fjeldet. "Seer du Noget?" spurgte Studen. "Nei, jeg seer ikke andet, end Himmel og vilde Fjeldet," sagde Kongsdatteren. Da de kom høiere op blev Fjeldet slettere, saa de kunde see videre om sig. "Seer du Noget nu?" sagde Studen. "Ja, jeg seer et lidet Slot, langt, langt borte," sagde Prindsessen. "Det er nok ikke saa lidet endda," sagde Studen. Langt om længe kom de til en stor Haug, hvor der var en tværbrat Bjergvæg. "Seer du Noget nu?" sagde Studen. "Ja, nu seer jeg Slottet tæt ved, nu er det meget, meget større!" sagde Kongsdatteren. "Did skal du," sagde Studen; "strax nedenfor Slottet er der et Grisehuus, hvor du skal være. Naar du kommer did, finder du en Træstak der, den skal du tage paa dig og gaae frem til Slottet og sige, du hedder Kari Træstak og bede om Tjeneste. Men nu skal du tage Pennekniven din og skjære Hovedet af mig med, saa skal du flaae mig og virre Huden sammen og lægge den under Bjergvæggen der, og inde i Huden skal du lægge Kobberbladet og Sølvbladet og Guldæblet. Borte ved Bjerget staaer der en Kjæp; naar du vil mig Noget, saa banker du bare paa Bjergvæggen her med den."
I Begyndelsen vilde hun slet ikke gjøre det, men da Studen sagde at det var den eneste Tak, han vilde have for det, han havde gjort mod hende, saa kunde hun ikke Andet. Hvor inderlig ondt det end gjorde hende, saa trællede og skar hun med Kniven paa det store Dyr til hun fik Hovedet og Huden af, saa lagde hun den sammen borte under Bjergvæggen, og lagde Kobberbladet og Sølvbladet og Guldæblet ind i den.
Da hun havde gjort det, saa gik hun bortover til Svinehuset, men alt som hun gik, græd hun og var bedrøvet; der tog hun Træstakken paa sig og saa gik hun frem til Kongsgaarden; da hun kom ind i Kjøkkenet, bad hun om Tjeneste og sagde at hun hedte Kari Træstak. Ja, sagde Kokken, den kunde hun nok faae, hun kunde faae Lov at være der og vaske op, for den som havde gjort det før, var nylig gaaet sin Vei, "men naar du bliver kjed af at være her, saa gaaer vel du ogsaa din Kaas." Nei det skulde hun da slet ikke.
Hun var nu nok saa ordentlig til at vaske op, men om Søndagen skulde der komme Fremmede til Kongsgaarden, saa bad Kari om hun fik Lov, at gaae med Vaskevand til Prindsen, men de øvrige loe af hende og sagde: "Hvad vil du der? troer du Prindsen vil vide Noget af dig, som seer saaledes ud?" Hun gav sig dog ikke, men blev ved at bede, og endelig fik hun ogsaa Lov. Da hun gik op over Trapperne ramlede det saa forfærdelig i Træstakken, at Prindsen kom ud og spurgte: "Hvad er du for En?" "Jeg skulde nok bringe Vaskevand op til Jer, jeg," sagde Kari. "Troer du, jeg vil have det Vaskevand, du bringer?" sagde Prindsen og slog Vandet over hende. Hun maatte nu gaae med det, men saa bad hun om Lov til at gaae til Kirken; det fik hun ogsaa, for Kirken laa saa nær ved. Men først gik hun hen til Bjerget og bankede paa med Kjæppen, som stod der, saaledes som Studen havde sagt. Strax kom der ud en Mand, og spurgte hvad hun vilde. Kongsdatteren sagde, at nu havde hun faaet Lov at gaae i Kirken og høre paa Præsten, men hun havde ingen Klæder at have paa sig. Saa bragte han en Kjole til hende som var saa blank som Kobberskoven, og Hest og Sadel fik hun ogsaa. Da hun kom til Kirken, var hun saa vakker og saa gjild, at Alle undredes over hvem hun var, og næsten Ingen hørte efter hvad Præsten sagde, fordi de saa formeget paa hende; Prindsen selv blev saa forelsket at han ikke vendte øinene fra hende et øieblik.
I det samme hun gik ud af Kirken, løb Prindsen efter og trak Kirkedøren til efter hende og saa beholdt han den ene Handsken i Haanden. Da hun gik hen og satte sig paa Hesten, kom Prindsen igjen efter og spurgte hvor hun var fra: "Jeg er fra Vadskeland," sagde Kari, og medens Prindsen tog Handsken frem for at levere hende den, sagde hun:
"Lyst foran og mørkt bag,
Saa Prindsen ikke seer
Hvor jeg rider hen idag."
Prindsen havde nu aldrig seet Mage til Handske, og han foer baade vidt og bredt og spurgte efter det Land, som den stolte Dame, der reiste fra Handsken sin, havde sagt hun var fra, men der var Ingen, som kunde sige ham hvor det laa.
Om Søndagen skulde En gaae op til Prindsen med et Haandklæde. "Aa faaer jeg Lov at gaae op med det," sagde Kari. "Hvad skal det være til," sagde de øvrige, som vare i Kjøkkenet. "Du saa jo hvorledes det gik dig sidst." Kari gav sig ikke, men blev ved at bede til hun fik Lov, og saa løb hun op over Trapperne, saa det ramlede i Træstakken. Prindsen foer ud, og da han fik see, at det var Kari, rev han Haadklædet til sig og kastede det lige i øinene paa hende. "Pak dig nu dit stygge Trold," sagde han, "troer du, jeg vil have et Haandklæde, som du har taget i med dine sorte Fingre?"
Siden reiste Prindsen til Kirken, og Kari bad ogsaa om at faae Lov til at reise did. De spurgte nu hvad hun vilde til Kirken efter, hun som ikke havde noget Andet at have paa sig end den Træstakken, og som var saa sort og fæl. Men Kari sagde at hun syntes at Præsten var saadan vakker Mand til at præke; hun havde saa godt af det, han sagde, saa fik hun Lov tilsidst. Hun gik nu hen til Bjerget og bankede paa, og saa kom Manden ud og gav hende en Kjole, som var meget gjildere end den første; den var besat med Sølv overalt og det skinned af den ligesom af Sølvskoven, og en prægtig Hest med sølvbroderet Dækken og Sølvbidsel fik hun ogsaa.
Da Kongsdatteren kom til Kirken, stode Kirkefolkene udenfor paa Bakken endda; Alle saa undrede de sig nu over hvad hun var for En, og Prindsen var strax paa Færde og kom og vilde holde Hesten for hende, medens hun steg af. Men hun sprang af og sagde, at det behøvedes ikke, for Hesten var saa vel tæmmet, at den stod stille, naar hun befalede det, og kom, naar hun kaldte paa den. Saa gik de Allesammen i Kirken, men der var næsten Ingen, som hørte efter hvad Præsten sagde, fordi de saae formeget paa hende, og Prindsen blev endnu meget mere forelsket end forrige Gang. Da Prækenen var forbi og hun gik ud af Kirken og skulde sætte sig paa Hesten, kom Prindsen igjen og spurgte hende, hvor hun var fra, "Jeg er fra Haandklædeland," sagde Kongsdatteren, og i det samme slap hun sin Ridepidsk ned; da Prindsen bukkede sig for at tage den op, sagde hun:
"Lyst foran og mørkt bag,
Saa Prindsen ikke seer
Hvor jeg rider hen idag!"
Borte var hun igjen, og Prindsen kunde nu ikke vide hvor hun var bleven af; han foer baade vidt og bredt og spurgte efter det Land, hun havde sagt, hun var fra; men der var Ingen, som kunde sige ham hvor det laa, og Prindsen maatte da give sig tilfreds igjen.
Om Søndagen skulde En gaae op til Prindsen med en Kam; Kari bad om Lov til at gaae med den, men de øvrige mindede hende om hvorledes det var gaaet sidst og skjændte paa hende, fordi hun vilde vise sig for Prindsen saa sort og saa fæl, som hun var i sin Træstak; men hun holdt ikke op at bede, førend de lode hende gaae op til Prindsen med Kammen. Da hun kom ramlende op over Trapperne igjen, foer Prindsen ud, tog Kammen og kastede den efter hende og bad, hun bare vilde pakke sig. Siden reiste Prindsen til Kirken, og Kari bad ogsaa om Lov; de spurgte igjen hvad hun skulde der, hun som var saa fæl og sort, og som ikke havde Klæder, hun kunde vise sig blandt Folk i; Prindsen eller nogen Anden kunde gjerne faae see hende, sagde de, saa blev baade hun og de ulykkelige; men Kari sagde, at de havde nok Andet at see efter, og hun holdt ikke op at bede førend hun fik Lov at gaae.
Nu gik det ligeens som begge de forrige Gange; hun gik hen til Bjerget og bankede paa med Kjæppen, og saa kom Manden ud og gav hende en Kjole, der var endnu meget prægtigere end de forrige; den var næsten af puurt Guld og besat med Diamanter, og en prægtig Hest med guldbroderet Dækken og Guldbidsel fik hun ogsaa.
Da Kongsdatteren kom til Kirken, stode Præsten og Almuen paa Bakken endda, og ventede paa hende. Prindsen kom nu løbende og vilde holde Hesten, men hun sprang af og sagde: "nei Tak, det behøves ikke, for min Hest er saa vel tæmmet, at den staaer stille, naar jeg befaler den det." Saa skyndte de sig i Kirken Allesammen og Præsten paa Prækestolen, men Ingen hørte efter hvad han sagde, fordi de saae formeget paa hende og undrede sig over, hvor hun var fra, og Prindsen var endnu meget mere forelsket end begge de forrige Gange; han sandsede ikke nogen Ting, men saa bare paa hende.
Da Prækenen var ude og Kongsdatteren skulde gaae af Kirken, havde Prindsen slaaet ud et Kvarter med Raatjære i Kirkesvalen for at komme til at hjælpe hende over; men hun brød sig ikke om det, satte Foden midt ude i Tjæren og sprang over, saa blev den ene Guldskoen siddende igjen; da hun saa havde sat sig paa Hesten, kom Prindsen farende ud af Kirken og spurgte hvor hun var fra. "Fra Kammeland," sagde Kari; men da Prindsen vilde række hende Guldskoen, sagde hun:
"Lyst foran mig og mørkt bag,
Saa Prindsen ikke seer
Hvor jeg rider hen i Dag."
Prindsen kunde da heller ikke nu vide hvor der var bleven af hende, og saa foer han i langsommelig Tid omkring i Verden og spurgte efter Kammeland, men da Ingen kunde sige ham hvor det var, lod han kundgjøre, at den, der kunde passe Guldskoen, vilde han gifte sig med. Der kom da sammen baade Vakkre og Stygge fra mange Kanter, men der var Ingen, som havde saa liden Fod, at hun kunde faa Guldskoen paa. Langt om længe kom den slemme Stedmoderen til Kari Træstak med sin Datter ogsaa, og hende passede Skoen til, men styg var hun og saa lei saa hun ud, at Prindsen meget nødig gjorde det, han havde lovet. Alligevel blev der dog lavet til Bryllups, og hun blev pyntet til Brud, men da de rede til Kirken, saa sad der en liden Fugl i et Træ og sang:
"Et Stykke af Hæl
Og et Stykke af Taa;
Kari Træstakkens Sko
Er fuld af Blod!"
Og da de saa efter, havde Fuglen sagt sandt, for Blodet silrede ud af Skoen. Saa maatte alle Tjenestepigerne og alle de Fruentimmer, som vare paa Slottet, frem at prøve Skoen paa sig, men der var Ingen, som den vilde passe. "Men hvor er Kari Træstak da?" spurgte Prindsen, da alle de øvrige havde passet Skoen, for han forstod sig godt paa Fuglesang og kom vel i Hu hvad Fuglen havde sagt. "Aa, hun da!" sagde de Andre, "det kan aldri nytte, hun kommer frem, for hun har Been saa store som en Hest." "Kan nok være det," sagde Prindsen, "men siden alle de Andre har prøvet den, saa kan jo Kari ogsaa være med!" "Kari!" raabte han ud gjennem Døren, og Kari kom op over Trapperne, og det ramlede i Træstakken, som om det var et heelt Regiment Dragoner, der kom farende. "Nu skal du passe Guldskoen og blive Prindsesse du og!" sagde de andre Jenter og loe og gjorde Nar af hende. Kari tog Skoen op, satte Benet i den saa let hun vilde, kastede Træstakken af sig, og saa stod hun der med Guldkjolen paa, saa det skinnede af hende, og paa det andet Been havde hun Magen til Guldskoen. Da Prindsen nu kjendte hende igjen, blev han saa glad, at han løb hen og omfavnede og kyssede hende, og da han fik høre, hun var en Kongsdatter, blev han endda gladere, og saa blev der Bryllup, og Snip, Snap, Snude, saa er det Eventyr ude.