Der var engang to Folk, som havde giftet sig sammen; de havde hver sin Datter. Kjærringdatteren var doven og lad og vilde aldrig bestille Noget, og Manddatteren var flink og villig, men endda kunde hun aldrig gjøre Moderen Noget tillags, og baade Kjærringen og Datteren vilde gjerne være kvit hende. Saa skulde de engang sidde ved Brønden begge To og spinde; Kjærringdatteren skulde spinde Hør, men Manddatteren fik ikke Andet end Børster. "Du er nu saa flink og saa ferm bestandig, du," sagde Kjærringdatteren, "men endda er jeg ikke bange for at spinde omkap med dig." Ja, saa kom de overeens om at den, som det først røg af for, skulde i Brønden. Ret som det var, saa gik det af for Manddatteren, og hun maatte da i Brønden. Men da hun kom til Bunden, saa hun vidt og bredt omkring sig en vakker grøn Eng, og hun slog sig ikke.
Hun gik nu et Stykke, saa kom hun til et Riisgjerde; det skulde hun over. "Aa, træd ikke haardt paa mig, du," sagde Riisgjerdet, "saa skal jeg hjælpe dig en anden Gang, jeg." - Hun gjorde sig da saa let og traadte saa forsigtig, at hun næsten ikke kom nær det engang.
Saa gik hun et Stykke til, saa kom hun til en brandet Ko, som gik med en Melkekolle paa Hornene; det var en stor, vakker Ko, og Yveret stod saa fuldt og trindt. "Aa vær saa snild at mælke mig, du," sagde Koen, "for jeg er saa mælkesprængt; drik saa Meget du vil og held Resten paa Klovene mine, saa skal jeg hjælpe dig igjen, jeg."
Manddatteren, hun gjorde som Koen bad; bare hun tog i Patterne, saa sprøitede Mælken i Kollen, saa drak hun sig utørst, og Resten heldte hun paa Klovene, og Kollen hængte hun paa Hornene igjen.
Da hun saa havde gaaet et Stykke til, mødte hun en stor Saubuk, som havde saa tyk og lang Uld, at den gik og slæbte den efter sig, og paa det ene Horn hængte en stor Sax. "Aa, klip mig du," sagde Bukken, "for her gaaer jeg med al denne Uld og pæser, og det er saa varmt, at jeg er færdig at kvæles. Tag saa Meget du vil, og vir Resten om Halsen min, saa skal jeg hjælpe dig igjen." Ja, hun var strax villig, og Bukken lagde sig af sig selv op i hendes Favn, og den laa saa stille, og hun klippede den saa peent, at den ikke fik den mindste Ridse i Skindet engang. Saa tog hun saa meget hun vilde af Ulden, og Resten virrede hun om Halsen paa Bukken.
Lidt længer frem kom hun til et æbletræ, der var saa fuldt med æbler, at alle Grenene vare bøiede ned mod Jorden, og inde ved Stammen stod der en liden Stang. "Aa vær saa snild at plukke æblerne af mig, du," sagde det, "saa at Grenene miné kan rette sig, for det lider paa at staae saa kroget; men slaa endelig peent, saaat du ikke slaaer mig fordærvet; spiis saa Meget du vil og læg Resten ind ved Roden min, saa skal jeg hjælpe dig igjen, jeg." Ja hun plukkede dem, hun kunde naae, og siden tog hun Stangen og slog de andre æbler forsigtig ned med; saa spiste hun sig mæt, og Resten lagde hun peent ind til Roden.
Saa gik hun et langt, langt Stykke og da kom hun til en stor Gaard, hvor der boede en Troldkjærring med Datter sin. Der gik hun ind og spurgte, om hun kunde faae Tjeneste. "Aa, det kan ikke nytte," sagde Troldkjærringen; "for vi har havt Mange, men der har Ingen af dem duet til Noget." Men hun bad saa vakkert, at de endelig skulde tage hende i Tjeneste. Ja de tog hende da ogsaa, og saa gav Troldkjærringen hende et Sold og bad hende hente Vand i det. Hun syntes nok, at det var urimeligt at hente Vand i et Sold, men hun gik alligevel, og da hun kom til Brønden, sang Smaafuglene:
"Kliin i Leer!
Put i Straa!
Kliin i Leer!
Put i Straa!"
Ja det gjorde hun, og saa kunde hun bære Vand i Soldet nok saa godt; men da hun kom hjem med Vandet, og Troldkjærringen fik see Soldet, sagde hun: "Det har du ikke suget af dit eget Bryst!"
Saa sagde Troldkjærringen, hun skulde gaae i Fjøset for at maage og mælke; men da hun kom did, var der en Skuffe saa stor og tung, at hun ikke kunde raade med den, hun kunde ikke løfte den engang. Hun vidste nu slet ikke, hvorledes hun skulde bære sig ad; men Fuglene sang, at hun skulde tage Limeskaftet og kaste ud Lidt, saa fløi alt det øvrige efter. Det gjorde hun, og aldrig før var det gjort, saa var Fjøset saa reent som om det baade kunde været maaget og feiet. Nu skulde hun til at mælke Kjørene, men de vare saa urolige, de baade sparkede og spændte, saaat hun slet ikke kunde komme til at mælke dem. Men saa sang Fuglene udenfor:
"Liden Streng,
Liden Suup
Til alle
Smaafugle sprut!"
Ja, det gjorde hun, hun sprøitede en liden Streng af Mælken ud til Smaafuglene, saa stode alle Kjørene stille og lod hende mælke sig, og de hverken spændte eller sparkede; de løftede ikke et Been engang.
Da Troldkjærringen saa, hun kom ind med Mælken, sagde hun: "Det har du ikke suget af dit eget Bryst; men nu kan du tage denne sorte Ulden og vaske hvid." Dette vidste Pigen slet ikke hvorledes hun skulde bære sig ad med; for hun havde aldrig seet, at Nogen havde kunnet vaske sort Uld hvid, men endda sagde hun ingen Ting; hun tog Ulden og gik ud til Brønden med. Saa sang Smaafuglene, at hun skulde tage Ulden og have den op i den store Bøtten, som stod der, saa blev den nok hvid.
"Nei, nei," sagde Troldkjærringen, da hun kom ind med Ulden, "dig nytter det ikke at have, du kan jo gjøre Alting, du kom til at ærgre Livet af mig tilsidst; det er bedst, du faaer Reisepas."
Saa satte Troldkjærringen frem tre Skrin, et rødt, et grønt og et blaat, og af disse skulde hun faae Lov at tage hvilket hun vilde til Løn for sin Tjeneste. Hun vidste nu ikke, hvilket hun skulde tage, men Smaafuglene sang:
"Tag ikke det grønne,
Tag ikke det røde,
Men tag det blaae,
Som vi har sat Tre Kors oppaa!"
Hun tog da det blaae saaledes som Fuglene sang. "Tvi vorde dig og da," sagde Troldkjærringen, "det skal du nok komme til at undgjælde." Da Manddatteren nu skulde reise, skjød Troldkjærringen en gloende Jernstang efter hende, men hun sprang bag Døren med det samme og gjemte sig, saa den ikke traf hende, for Smaafuglene havde sagt hende i Forveien, hvorledes hun skulde bære sig ad. Hun gik nu saa fort hun kunde; men da hun kom hen imod æbletræet, hørte hun det begyndte at dure saa forfærdeligt paa Veien; det var Troldkjærringen og Datteren hendes, som kom efter. Pigen blev saa angest og bange, at hun ikke vidste hvor hun skulde gjøre af sig. - "Kom hid til mig, du," sagde æbletræet, "saa skal jeg hjælpe dig; gaa under Grenene mine og gjem dig, for hvis de faae fat paa dig, tage de Skrinet fra dig og rive dig ihjel." Ja det gjorde hun, og ret som det var, saa kom Troldkjærringen og Datteren: "Har du seet nogen Jente, har gaaet her du?" sagde Troldkjærringen. "Aa ja," sagde æbletræet, "der løb en her forbi for en Stund siden, men hun er nu saa langt borte, at I aldrig naaer hende igjen." Saa vendte Troldkjærringen om og reiste hjem igjen.
Jenten gik et Stykke frem, men da hun kom henover til Bukken, hørte hun det begyndte at dure saa forfærdeligt, at hun ikke vidste, hvor hun skulde gjøre af sig, saa angst og bange blev hun, for hun kunde nok vide at det var Troldkjærringen, som havde betænkt sig.
"Kom hid til mig du, saa skal jeg nok hjælpe dig," sagde Bukken, "gjem dig under Ulden min, saa seer de dig ikke; ellers tage de Skrinet fra dig, og rive dig ihjel."
Ret som det var, saa kom Troldkjærringen farende "Har du seet nogen Jente har gaaet her, du?" sagde hun til Bukken. "Aa ja," sagde Bukken, "jeg saa en for en Stund siden, men hun løb saa fort, at du ikke tager hende igjen." Saa vendte Troldkjærringen om og reiste hjem. Da Pigen nu var kommen saa langt som til Koen, hørte hun det begyndte at dure saa forskrækkeligt paa Veien. "Kom hid til mig du," sagde Koen, "saa skal jeg hjælpe dig; gjem dig under Yvret mit; ellers kommer Troldkjærringen og tager Skrinet fra dig og river dig ihjel." Det varede ikke længe, førend hun kom. "Har du seet nogen Jente har gaaet her, du?" sagde Troldkjærringen til Koen. "Ja, jeg saa en for en Stund siden, men hun er langt borte nu, for hun løb saa fort; hende tager du nok ikke igjen," sagde Koen. Troldkjærringen vendte da om og reiste hjem igjen.
Da Pigen nu var kommen et langt, langt Stykke frem og hun ikke var langt fra Riisgjerdet, hørte hun det begyndte at dure saa forskrækkeligt paa Veien, at hun blev baade angst og bange, for hun kunde nok vide, at det var Troldkjærringen, der havde betænkt sig. "Kom hid til mig, du, saa skal jeg hjælpe dig," sagde Riisgjerdet; "kryb under Kvistene mine, saa at de ikke see dig; ellers tage de Skrinet fra dig og rive dig ihjel." Ja hun skyndte sig ind under Kvistene i Riisgjerdet. "Har du seet nogen Jente har gaaet her du?" sagde Troldkjærringen til Riisgjerdet. "Nei jeg har ikke seet nogen Jente," svarede Riisgjerdet og var saa sint at det frasede af det, og saa gjorde det sig saa stort, at det ikke var at tænke paa at komme over det; og der blev da intet andet Raad for Troldkjærringen, end at vende om og reise hjem igjen.
Da nu Manddatteren var kommen hjem, blev baade Kjærringen og Datter hendes endnu meer misundelige paa hende end de før havde været, for nu var hun meget penere og saa gjild, at det var en Lyst at see hende. Hun fik ikke Lov at være inde hos dem; men de jagede hende ud i Svinehuset, der skulde hun boe. Her vaskede hun nu peent og reent, og saa lukkede hun op Skrinet forat see, hvad det var hun havde faaet til Løn, og med det samme, hun lukkede det op, saa var deri saa meget Guld og Sølv og saa mange deilige Ting, at baade Vægge og Tag bleve behængte dermed, og det var meget prægtigere i Svinehuset end paa den gjildeste Kongsgaard. Da Stedmoderen og Datteren fik see dette, bleve de reent udaf sig selv og begyndte at spørge hende, hvorledes hendes Tjeneste havde været. "Aa," sagde hun, "I kan nok vide det, siden jeg har faaet saadan Løn, det var slige Folk og slig en Kone at tjene hos, at der ikke findes Magen."
Ja, saa vilde Kjærringdatteren endelig afsted og tjene, for at hun ogsaa kunde faae sig et saadant Guldskriin. De satte sig da til at spinde igjen; men da skulde Kjærringdatteren spinde Børster og Manddatteren Hør, og den, som det først røg af for, skulde i Brønden. Det varede ikke længe, førend det røg af for Kjærringdatteren, det kan man nok vide, og saa kastede de hende i Brønden.
Nu gik det lige eens, hun faldt tilbunds, men slog sig ikke, og saa kom hun paa en deilig grøn Eng. Da hun havde gaaet et Stykke, kom hun til Riisgjerdet: "Træd ikke haardt paa mig du, saa skal jeg hjælpe dig igjen," sagde det. "Aa, hvad bryder jeg mig om en Kvistehob," sagde hun og traadte paa Riisgjerdet, saa det knagede i det.
Om lidt kom hun til Koen, som gik der saa mælkesprængt. "Vær saa snild at mælke mig du," sagde Koen, "saa skal jeg hjælpe dig igjen; drik saa Meget du vil, men held Resten paa Klovene mine." Ja det gjorde hun da, hun mælkede Koen og saa drak hun saalænge hun aarkede, og saa var der Intet igjen at slaae paa Klovene; Kollen kastede hun bort over Bakken og gik.
Da hun havde gaaet et Stykke til, kom hun til Bukken, som gik og slæbte Ulden efter sig. "Aa vær saa snild at klippe mig du, saa skal jeg tjene dig igjen, jeg," sagde Bukken; "tag saa Meget af Ulden du vil, men vir Resten om Halsen min." Det gjorde hun, men hun lagde saa uvorrent i Veien at hun klippede store Stykker af Bukken, og al Ulden tog hun med sig.
Om en liden Stund kom hun til æbletræet, som stod ganske kroget af Frugt igjen: "Vær saa snild at plukke æblerne af mig, du, saa Grenene mine kan rette sig, for det lider saa paa at staae saa kroget," sagde æbletræet; "men vær forsigtig saa at du ikke slaaer mig fordærvet; spiis saa Meget du vil, men læg Resten peent ind til Roden min, saa skal jeg hjælpe dig igjen." Hun plukkede de nærmeste af, og slog ned dem, hun ikke kunde naae, med Stangen; men hun brød sig ikke om nogen Ting, og rev og slog ned store Grene, og spiste til hun ikke aarkede Mere, og saa kastede hun Resten under Træet.
Da hun saa havde gaaet et lidet Stykke, kom hun til Gaarden, hvor Troldkjærringen boede; der bad hun om Tjeneste. Troldkjærringen sagde, hun ingen Tjenestejente vilde have, for enten duede de ikke til Noget, eller ogsaa var de altfor flinke og bedrog hende for det, hun havde. Kjærringdatteren gav sig ikke endda hun, men sagde at hun vilde have Tjeneste, og saa sagde Troldkjærringen at hun skulde tage hende i Tjeneste, hvis hun duede til Noget.
Det første hun fik at bestille, det var da at hente Vand i Soldet. Ja hun gik til Brønden og heldte Vand i Soldet, men ligesaa fort som hun heldte i, randt det ud igjen. Saa sang Fuglene:
Kliin i Leer,
Put i Straa!
Kliin i Leer,
Put i Straa!"
Men hun brød sig ikke om Fuglesangen, hun kastede Leer efter Fuglene, saa at de fløi langt bort, og hun maatte da gaae hjem igjen med tomt Sold og fik Skrub af Troldkjærringen. Saa skulde hun maage i Fjøset og mælke Kjørene; men det syntes hun, at hun var alt for god til. Hun gik dog ind i Fjøset alligevel, men da hun kom did, kunde hun nu slet ikke raade med Skuffen, saa stor var den. Fuglene sagde det samme til hende som til Manddatteren, at hun skulde tage Limen og kaste ud Lidt, saa fløi alt det øvrige efter; men hun tog Limen og kastede efter Fuglene. Da hun skulde til at mælke, vare Kjørene saa urolige, de spændte og sparkede, og hver Gang hun havde faaet Lidt i Kollen, slog de den overende. Fuglene sang:
Liden Streng,
Liden Suup
Til alle
Smaafugle sprut!"
Men hun bankede og slog Kjørene, kastede og slængte Alt, hvad hun kunde overkomme, efter Fuglene og holdt et Spektakel, som var reent uligt. Hun fik da heller ikke hverken maaget eller mælket. Da hun saa kom ind fik hun baade Hug og Skjænd af Troldkjærringen, og saa skulde hun vaske den sorte Ulden hvid, men det gik det da ikke bedre med. - Dette syntes nu Troldkjærringen var altfor galt, og saa satte hun frem tre Skrin, et rødt, et grønt og et blaat, og sagde, at hende havde hun intet Brug for, for hun duede ikke til Noget, men til Løn for sin Tjeneste skulde hun ligevel faae Lov at tage hvilket Skrin hun vilde. Da sang Fuglene:
"Tag ikke det grønne,
Tag ikke det røde;
Men tag det blaae,
Som vi har sat
Tre Kors oppaa!"
Hun brød seg ikke om hvad Fuglene sang, men tog det røde, som det gloede mest af. Saa gav hun sig paa Veien og gik hjem, og hun fik da gaae i god Ro og Mag, der var Ingen, som satte efter hende. Da hun kom hjem, blev der en stor Glæde paa Moderen, og de gik strax ind i Storstuen og satte Skrinet der, for de troede, at der ikke var Andet i det end Guld og Sølv i det, og de tænkte, at baade Vægge og Tag skulde blive forgyldte; men da de aabnede Skrinet, saa væltede der ud bare Orme og Padder, og naar Kjærringdatteren lukkede op Munden, saa var det ligeens, der væltede ud baade Orme og Padder og alt det Utøi som tænkes kunde, saaat det tilsidst ikke var muligt at være i Huus med hende. Det var den Løn, hun fik fordi hun havde tjent hos Troldkjærringen.