Folkeeiendommelighed og Fædreland
I vore Dage spiller Folkeejendommelighed, – Folkelighed, Nasjonalitet, – en stor Rolle og forekommer tidt baade i Skrift og Tale. Men hvad det er, der menes med disse Ord, er imidlertid nok ofte mindre klart, idetmindste for Menigmand, end ønskeligt kunde være. Det var vel saaledes ingen unødig Gjerning om En paatog sig at udbrede noget mere Lys over dette Emne. I denne Tanke byder jeg hermed Læserne det Bedste, jeg for Tiden formaar. Men jeg skriver kun for Menigmand, ikke for de Lærde, for de aandelig Fattige, ikke for de Rige. At lære de Sidste Noget om nærværende Emne vilde være for svær Opgave for de Fleste, og deriblandt for mig, og det er i alle Fald ikke i „Folkevennen,“ dens Løsning er at søge eller forsøge.
Det er flere Maader, Tingen kan tages paa. Man kan holde sig paa den almindelige (abstrakte) Tænknings-Omraade, uden at røre ved nogen vis Del af Tiden eller Rummet eller noget vist Folk som Indehaver af den omhandlede Folkelighed. Men det lader sig ogsaa, idetmindste for en Del, gjøre at opsøge Svaret paa det givne Spørsmaal i Livet og Virkeligheden. Denne sidste Vej er den, der er mindst tung og trættende for Læseren, Vi vil derfor bolde os til den, idetmindste indtil Videre, uden dog just at ville fraskrive os Adgang til nu og da at slaa ind paa den anden, hvor dennes gode Egenskaber maatte vise sig overvejende.
Ser vi altsaa ud over Landene rundt om os, for at at finde Oplysninger om Folkeejendommelighed, Folkepersonlighed, Fædreland og hvad dermed er i Slægt, da vil vi kanske snarest faa Øje paa saadanne, naar vi lægger Mærke til, hvad det er, der foregaar, hvor en ny Folkepersonlighed holder paa at fødes, eller hvor en gammel er i Færd med at gjenfødes eller dog at komme sig og forvinde Saar og Syke, eller hvor en bliver svag og begynder at opløse sig, eller hvor to Folkeslag mødes som Naboer eller Fiender, eller hvor der er Tale om en enkelt Del af et Folks Personlighed en Folkesæd f. E., eller om en enkelt Landsdel eller enkelt Person, Alt i Forhold til sammes overordnede Hele. Jeg vælger til den Ende Følgende at forelægge Læseren som mere eller mindre oplysende med Hensyn til vor Opgave.
I et Stykke med Overskrift: „Slesvig og Bøhmen“ ytrede en dansk Bladskriver sig for et Par Aar siden omtrent saaledes: Bøhmen er et af de Grænselande, hvor der frembyder sig de talrigeste og mest slaaende Sidestykker til Tyskhedens Indtrængelse i Sønderjylland. Ved at forenes med Østerrige har det (Bøhmen) i Løbet af Aarhundreder set store Masser af Tyskere bosætte sig indenfor dets Grænser, men talrigest i Byerne; det har set den oprindelige Nasjonalitet (den bøhmisk-slaviske) tilbagetrængt, og fordreven fra Kirke og Skole, og alle højere Embeder overladte til Tyskere med Tilsidesættelse af Landets Børn. Det har set sit Sprog dømt ubrugeligt at være til Videnskabelighed og højere Dannelse, sine Stedsnavne forkvaklede og forfuskede sine Fortidsminder og sin Folkedigtning bearbejdet af tyske (ɔ: ikke – bøhmiske) Lærde og indlemmet i den tyske Litteratur (Bokskat, Bok-Avl, Boklighed); det har set sine endelig vaagnede Krav paa Selvstændighed tilbageviste med Haan, og sin Modstand ligeoverfor Fortyskningen udgiven for frugtesløs Forhærdelse og Forstokkelse mod et højere Kulturliv (Aandsliv) og mod Historiens ustandselige Gang. Men det har vist sig, – lægger Forfatteren til, med Tanken nærmest vel paa, hvad det i Sønderjylland er gjort i den seneste Tid for at standse Fortyskningen af dette gamle danske Landskab – at „Historiens Gang,“ forsaavidt som dermed er ment alle (Tysklands) Grænselandes Fortyskning, meget vel lader sig standse, og at den med større eller mindre Held er bleven standset.
Allerede af dette Stykke sees det da, at et Lands Folkelighed kræver, bl. A. at dets Tungemaal holdes i Hævd, at Næringsvejene og Embederne for det Allermeste er i Indføddes Hænder, at Folket selv – og ikke Andre i dets Sted – lever et „højere Kulturliv“ i Videnskab, Skaldskab (Digtning) og anden Kunst, at det har Fortidsminder, og at disse holdes i Agt og Ære, og endelig, at Folket har Selvfølelse, og at denne ikke saares eller trædes under Fødder.
At Tyskerne trænger sig ind blandt sine Nabofolk og giver sig til at afføre dem deres Folkeejendommelighed, idet de sætter sin egen i Stedet, udtrykkes af en anden Forfatter saaledes „Tyskerne skiller dem ved deres Sprog og forpurrer den deri udvoksende Litteratur (Boklighed) og indenlandske Dannelse, fordærver og forkvakler deres hele aandelige Liv og holder dem tilbage i Uvidenhed og Fornedrelse.“
Her ser vi da atter, at til Folkepersonlighed hører bl. A. et eget Sprog (Bokmaal), en indenlandsk Dannelse og Dygtighed, som udfolder sig i det, og et særskilt Aandsliv med sammes naturlige Frugt i alle Slags aandelige Idrætter.
Om hvorledes den polske Folkeejendommelighed i Landskabet Posen lider Overlast af den tyske, af Tyskheden, skriver En saaledes: „Posen er et væsentlig polsk Land, men Regjeringen føres der (af Prøjserne) paa Tysk, Øvrighedens Kungjørelser sker fordetmeste kun paa Tysk, Retten plejes mest paa Tysk, – saaledes, at de Sagskyldige og Sagførerne ikke forstaar Dommerne, og disse ikke dem, men maa bruge edsvorne Tolker, – den lærde Undervisning foregaar udelukkende paa Tysk, og Regjeringen lader Landet være uden alle højere Indretninger for at kunne tilegne sig en polsk Dannelse.“
En Rejsende siger om Tilstanden i Posen omtrent Følgende: „Naar jeg kommer ind i Posen, finder jeg, at Domstolene er tyske, i Hotellerne (Hærbergerne) tales Tysk, paa Jernbanerne ligesaa Embedsmændene er alle tyske, i Skolerne undervises (ikke alene i Tysk, men) paa Tysk, i alle Fald i de højere Klasser, saa man ingensteds i Posen finder en polsk-folkelig Skole at sætte sine Børn i.“ Han tilføjer, at der dog „tildels er polske Bøger at faa i Bogladerne‚“ ret som om dette næsten var mere, end En, under Tidens Pinagtighed for Øvrigt, skulde kunne vente.
De Krav, som Polakkerne i Posen fremkom med 1848, da de andre prøjsiske Landsdele og navnlig Hovedstaden, Berlin, rejste sig mod Regjeringen, dels stadfæster, hvad vi i det Foregaaende har lært om Folkelighedens Indhold, dels føjer de noget Nyt til. De gik nemlig ud paa følgende fem Ting: 1) Dannelsen af en posensk Hær til at træde i Stedet for den prøjsisk-tyske Krigsmagt i Landskabet, 2) Overdragelsen af alle Embeder til posenske Polakker (altsaa Afsættelsen af alle tyske Embedsmænd), 3) Oprettelsen af en Borgervæbning, til Sikkerhed nemlig mod ny Undertrykkelse 4) Afløsning af alle tyske Politimænd med indenlandske, med Polakker, 5) Oprettelsen af et Raad eller Udvalg af Polakker og Tyskere, for at omdanne Posens Styrelse og Lovgivning. – Dette sidste Punkt, No. 5, er naturligvis det vigtigste; ti ved Hjælp af en nogenlunde fri Selvstyrelse vilde Landskabet lidt efter lidt kunne udbedre den Skade, det havde lidt paa sin Folkelighed, uddrive Tyskheden eller dog holde den i Age, og ophjælpe den gamle indenlandske Folkenatur og Folkeaand. De fire første Punkter skulde alene hæve det udenlandske Tryk, saa Landets oprindelige Kræfter kunde tvangløst røre og udfolde sig. Tyskerne skulde efter No. 5 have nogen Del i Landsstyrelsen; ti om alle de, der var i offentlig Tjeneste, end gik tilbage til Hovedlandet, blev det dog altid en Mængde private Tyskere tilbage, navnlig saadanne, som havde lagt sig til Jordegods i Posen (ogsaa i Tyskhedens Navn), og disse lod sig ikke udelukke fra al Indflydelse, end sige sende til Tyskland igjen ligesom Embedsmænd, Soldater og Politibetjenter.
Ogsaa Posens Eksempel viser altsaa, at det ikke staar rigtig til med et Lands Folkepersonlighed, medmindre dets Love er paa Folkets eget Maal, Regjering og Retspleje foregaar gjennem samme Maal, Embedsstanden i det Hele (Krigsstanden medregnet) er indenlandsk, Undervisning og offentlig Opdragelse gives paa Modersmaalet, og det baade den højere og den lavere (ved Universitet, Latinskoler Borgerskoler, Almuskoler, Fagskoler), baade den mundtlige (indfødde Lærere) og den skriftlige, dertil medregnet ikke alene Lære- og Læsebøger, men ogsaa den Boklighed eller Bokskat, som de Voksne drager sin meste Aandsnæring af. (Ethvert Folk, som har en Litteratur, har nemlig i den en af sine mest indflydelsesrige Opdragere). – At det for Resten ikke hjælper stort, at Landet regjeres paa sit eget Maal, og efter Love paa samme Maal, ifald Regjering og Love udgaar fra et fremmedt Folk, og saaledes ikke er selvgivne eller udtrykker de Indføddes egen Vilje, men en udenlandsk Herres, ogsaa dette ligger i, hvad ovenfor er meddelt om Posens Tilstand og folkelige Krav.
Af Skaanes Historie kan vi ligeledes hente Oplysning om, hvad Folkelighed er. Den viser nemlig, hvorledes det gik til, at de Danske i dette Landskab blev Svensker. Allerede dette, at Landskabet (fra 1645 af) ophørte at være en Del af det danske Rige og kom under svensk Regjering, maatte jo svække Danskheden sammesteds noget og forberede dets folkelige Overgang til og Indlemmelse i Sverige. Den svenske Landsstyrelse havde det fra nu af i sin Magt, om den fandt det for godt, at fremme Indflytning af Svensker og udnævne Svensker til Embederne, i alle Fald til de højeste, og saaledes skille Danskheden ved en Del af dens indflydelsesrigeste Talsmænd og Bærere. Og Andet end dette gjorde Svenskerne omtrent heller ikke i de første 30 Aar efter 1645, naar undtages, at Karl XI oprettede Universitetet i Lund (i Skaane) 1668, for at de nye Undersaatter ikke skulde blive ved at søge Kjøbenhavns Universitet.
I 1678 derimod befalede Karl XI, at Gudstjenesten i Kristianstad skulde indrettes paa Svensk, med svensk Prædiken og Salmesang, og udføres ved svenske Præster istedenfor danske. Siden skred han videre og søgte at indføre Svensk overalt. 1680 lod han Biskopen i Lund vide, at han agtede at sammenknytte Rigets samtlige Indbyggere ved fælles Kirkevæsen og fælles Kirke- og Skole-Sprog. De svenske Kirkeskikke skulde indføres over hele Stiftet. Ungdommen skulde undervises paa Svensk i alle lærde Skoler og andre Skoler. Til den Ende lod han indføre svenske ABC’er, Katekismuser, Bønnebøger og Læsebøger. Ligeledes vilde han herefter kun udnævne indfødde svenske Mænd til de ledige Embeder, og kun en og anden Gang skulde Skaaninger, som var aldeles paalidelige og Svenskheden tro, kunne faa Præsteembeder i Lunds Stift. For saa meget sikrere at kunne gjennemføre dette lod Kongen den Ret, som dels Adelen, dels Borgermester og Raad i Kjøbstæderne havde i Arv fra Danske-Tiden, til at udnævne Præster, Rektorer og Skolelærere dels indskrænke, dels paa mange Steder rent ophæve. Ikke alene i Kirker og Skoler, men selv i private Huse vilde Kongen ikke vide af andre end svenske Salmebøger og Bønnebøger, og saasnart den fornødne Mængde af svenske Bibler var trykt, maatte danske Bibler ikke længere indføres. Kongen gav selv Stiftet 413 svenske Bibler og befalede, at de danske Bibler, som fandtes ved Kirkerne, skulde afgives til Stiftsstyrelsen og gjemmes bort. Klokkere og Skolelærere skulde ogsaa i Regelen være Svensker, og Provsterne fik Ret til uden Videre at afsætte dem, der ikke kunde eller vilde undervise Børnene paa Svensk. Holdt Forældrene sine Børn borte fra den svenske Undervisning, blev de straffet med Bøder. Ved Bispen i Stiftet lod Kongen tilkjendegive Præsterne, at dersom de understod sig at prædike paa Dansk, skulde de miste sine Embeder. Selv de danske Præsters Pibekrave (Præstekraven) vilde han ikke vide af; den ene Præst skulde være som den anden. En egen Embedsmand udnævntes, der skulde rejse omkring for at paase, at den kongelige Vilje blev efterkommet, navnlig med Hensyn til, at Børnene blev undervist paa Svensk, og at Folket stadig søgte den svenske Gudstjeneste.
Allerede 1685 var det saaledes 30–40 svenskfødde Præster i Lunds Stift. Intet vandt en Embedsmand større Yndest end Iver for at fremme Landets Forsvenskning, Intet var mere utilgiveligt end Forsømmelighed i dette Stykke. Hvor Mildhed ikke hjalp, brugtes haarde Midler. Hvor man ikke kunde gaa den lige Vej, gik man Omveje og brugte „snedige Mellemhandlere,“ som rejste omkring og overtalte Præsterne til at gjøre sine Hoser grønne hos Regjeringen ved af sig selv at begjære det, som den netop ønskede. Mange stred dog imod, saalænge de kunde. Men efter mindre end 110 Aar var Svenskheden sikret og gik fra nu af sin jævne Gang.
Ved samme Midler blev i kort Tid ogsaa svenske Love og svensk Rettergang almindelige i Skaane.
Hermed var dog Skaaningerne ikke aldeles forsvensket. Dels var nemlig ikke deres Tungemaal, og altsaa heller ikke deres Folkelighed, for saa vidt den hviler i Tungemaalet, blevet svensk helt igjennem, fordi om Kirken og Skolen nu var afført den sproglige Danskhed og iført Svenskhed, dels er det andre Ting ved Siden af Sproget, som gjør et Lands eller Landskabs Folkelighed. Til daglig Brug talte naturligvis de Danskfødde i Landskabet endnu Dansk, og først det næste Menneskekuld, der havde faat svensk Skoledannelse, begyndte vel mere eller mindre at rette sin Tale efter Præstens og Skolemesterens og de Svenskføddes, der var indflyttet som Embedsmænd, Godsejere eller Desl., samt efter de svenske Bøger. Ja, endnu den Dag idag taler Almuen paa Landet i Skaane mere Dansk end Svensk, og selv de dannede Klassers Svensk holdes af Gammelsvenskerne for mindre ægte, navnlig hvad Udtalen vedkommer. (Man sammenligne Forholdet mellem det oprindelige Maal i Norge og den ved dansktalende Præster og andre Embedsmænd samt ved Bibler, Salmebøger, Læsebøger, Lærebøger og overhoved ved dansk Boklighed hos os indpodede Dansk). Som „andre Ting,“ der enten straks efter Landskabets Afstaaelse eller senere virkede ved Siden af Maalskiftet til at løsrive Skaaningerne fra den danske Folkepersonlighed og hendrage dem til Svenskheden, kan nævnes, at de nu ikke længere havde Universitet eller Lovgivning eller højeste Kirkestyrelse eller Højesteret eller Hær eller Flaade eller Statskasse fælles med de Danske, men var bleven knyttet til Sverige ved alt dette Fællesskab, som var opløst i Forhold til Danmark. Hertil kom, at med det svenske Bokmaals Indførelse efterhaanden maatte følge Indførelse af svenske Bøker og med dem en aandelig Strømning af Lys og Varme fra Sverige, som Landskabet ikke havde kjendt til før, og som, idet den udgik fra Sveriges Indre, tillige medførte en Dragelse henimod dette sit Udgangspunkt, omtr. som den Strømning af Lys og Varme, der udgaar fra Solen, virker paa Dyr og Vækster. Ogsaa dette, at Skaaningerne fra nu af fik fælles Nutid og Fremtid med Sverige, blev Medejere i dets Bokskat og Medejere i dets Historie og historiske Hæder, i alle Fald for den Dels Vedkommende, som de fra nu af blev med om at skabe, maatte virke til, at Svenskheden fik mere og mere Overhaand hos dem.
At for Resten Sproget ikke, som Nogle synes at tro, er ene eller næsten ene afgjørende med Hensyn til Folkeligheden, sees kanske endnu bedre, naar vi sammenligner Normænd og Danske. Det danske Sprog blev indbragt hos os, ligesom det svenske i Skaane. Og dog er vi ikke Plet Danske, skjønt vel meget fordanskede. Vor Folkelighed er, uagtet Tungemaalet, det offentlige festlige og fornemme, er dansk, holdt ud fra den danske, dels ved medfød Naturejendommelighed, – som vi da her for første Gang indtegner blandt de Stykker, som Folkeligheden er sammensat af, – dels ved Indflydelsen af vort Lands Natur som Bjergland, modsat Danmarks som Sletteland, dels derved, at vi ikke har været egentlig Landskab under Danmark som Skaane er under Sverige, men har til Støtte for at kunne danne en særskilt Folkelighed, havt den Selvfølelse og deraf flydende folkelige Selvstændigheds- og Modstandskraft, som et Kongerige lettere fremkalder og vedligeholder, især naar det som vort har en gammel Historie, og det en i høj Grad hæderlig Historie.
Vi forbigaar her Tyskhedens Kamp mod den danske Folkelighed i Sønderjylland. Det Vigtigste, vi af den kunde lære om det Indhold, Folkeligheden er sammensat af, falder sammen med, hvad vi af de foregaaende Eksempler allerede vet, nemlig at Tungemaalet i Kirken og Skolen er en Hoveddel af den, og det ikke alene paa Grund af sammes egen Natur, men ogsaa fordi det med det nye Maal eller egentlig med den nye Boklighed (Litt.) kommer en ny Dannelse ind i Landet eller Landskabet. Hermed følger da igjen, at dette faar en ny aandelig Hovedstad, faar et nyt Hovedland, og Folket et nyt Hjem, kommer i nye inderlige Forbindelser faar nye Venner (og med disse kanske ogsaa nye Uvenner) der da igjen mere eller mindre omdanner dets Personlighed, dets Hoved og Hjerte, efter Sætningen Sig mig, hvem du omgaaes med, saa skal jeg sige dig, hvem du er.
En Ting skal dog Kampen i Sønderjylland lære os. Det er ofte sagt, at hvis Danmark mister dette Landskab, kan Riget ikke i Længden klare sig, men maa gaa istykker og blive delt mellem Sverige og Tyskland. Er nu dette saa, da viser det, at til at danne en Folkepersonlighed hører ikke alene et Tungemaal, en Litteratur med Digtning og andet aandeligt Liv, og hvad vi for Resten ovenfor har set at være Dele af Folkeligheden, men ogsaa en vis Størrelse, et vist Folketal; ti om dette er for lidet, er der for faa Kræfter baade til Selvforsvar og til at udfolde et nogenlunde kjærnefuldt aandeligt Liv i Videnskab og Kunst m. M. Og om det end ikke skulde være sandt, at Danmark var for lidet til at udgjøre en egen Folkepersonlighed, naar Sønderjylland gik tabt, saa er Sætningen dog rigtig i sin Almindelighed. Lapperne i Norge og Sverige f. E. er jo saaledes aabenbart for faa og for fattige til at være et Folk for sig selv. Det Samme gjælder om Islændingerne, skjønt disse dog er meget talrigere end Lapperne. Og selv om Danmark gjælder det i alle Fald under en anden Forudsætning; ti det er nok vist, at de Danske ikke kunde leve som et eget Folk, dersom de kun havde Øerne, og ikke Jylland. Vi ser altsaa, at alt andet folkeligt Tilbehør, der er Vilkaaret for en Folkepersonligheds Dannelse og Blomstring, eget Bokmaal og Boklighed, egen Regjering, gode Love, ordnet Kirke, Skole, Retspleje, Alt paa Modersmaalet Flaade, Hær, Agtelse i andre Folkeslags Øjne, hæderlig Historie, ikke forslaar til at holde et Folk oppe, hvis det mangler Et, nemlig et klækkeligt Forraad af Mennesker.
Og endnu Et. Hvorledes har det kunnet gaa til, at Sønderjylland i Tidens Løb er blet saa stærkt fortysket, lige for Landskabets danske Regjerings Øjne, ja tildels under Medvirkning af denne samme Regjering der skulde været dets danske Folkeligheds bedste Værn? Jo, „Gaaden løses let,“ siger en dansk Historiskriver, „naar man erindrer, at det danske Kongehus med Hoffet, Regjeringsmændene og de herskende Stænder i store Tidsrum har været helt gjennemtrængt af Tyskhed.“ Navnlig fik de vordende Konger i lang Tid tysk Opdragelse, de hørte blandt sine Omgivelser næsten aldrig Andet end tysk Tale, saa næsten bare Tyskere om sig og „lærte i det Højeste deres Lands Sprog“ („Moders-Maal tør vi ikke sige“) „som et fremmed Tungemaal,[1] ligesom de lærte Fransk eller Latin.“ Kongerne og deres hele Omgangskreds var altsaa enten Tyskere eller dog ved Opdragelse og Vane paa Tyskhedens Side. Følgelig saa de snarere en Lykke end en Ulykke for Danmark deri, at Sønderjylland gik frem i Tyskhed; ti dette var i deres Øjne kun at gaa frem i Dannelse og borgerlig Lyksalighed. Da ikke Danmark i sin Helhed kunde iføres Tyskhed, saa var det dog altid godt, om den Del af det, der laa Tyskheden nærmest, kunde bli optaget i det tyske Vaterland og derved bli sat istand til at være med „i den europæiske Kulturstrømning.“
Dette kan hjælpe os paa Spor, saa vi faar Øje paa endnu en Sandhed vedkommende en Regjerings Folkelighed. Vi saa ovenfor, at Regjeringen over et Folk, for at være folkelig eller nasjonal maa udøve Styrelsen gjennem Folkets Modersmaal efter Love, som er paa samme Maal, ved indfødde Embedsmænd eller i alle Fald saadanne, som forstaar og nytter Folkets eget Maal. Vi saa videre, at dette ikke forslog, medmindre Regjeringen var indenlandsk udgaat fra Folket selv og ikke tilhørende et andet Land og Folk, saaledes som Polens Regjering egentlig er den samme som Ruslands, eller som Norge i mange Menneskealdere styredes fra Danmark og fik sine Love sendendes der nedenfra. Nu kan vi hertil lægge dette, at Regjeringen maa være folkelig sindet og ikke styre Folket i et andet Folkeslags Aand, efter dets Synsmaader og til dets Fordel. Danmarks Regjering var hjemmehørende i Danmark, den udøvedes, i det Hele i alle Fald, paa Dansk. Og dog var den i Hoved og Hjerte ofte udansk og styrede i visse Maader omtrent som om den havde været indsat af Tyskland, og ikke nærmest af eller for det danske Folk.
Vi gaar nu til Finland, hvor det rimeligvis vil være Noget at lære vedkommende vort nærværende Emne.
Det fortælles om Porthanus (Porthan), Professor i Åbo i Finland, at han for et Par Menneskealdere siden søgte at kalde til Live en finlandsk Folkeaand eller vække den, forsaavidt den alt var der. I dette Øjemed skal han have grundlagt den første Tidning i Finland. Ved Hjælp af denne arbejdede han paa at lære Finnerne, at de havde i sig de vigtigste Vilkaar for at kunne være et eget Folk, udgjøre en egen Folkepersonlighed. Selv granskede han i alle sine Dage, til Bedste for denne Folkepersonlighed, Finnernes Tungemaal, Sagn og Historie, samt Landets- Udseende, Natur og Tilstand, og skrev derom Bøger af stort Værd. Ligesaa modarbejdede han den lærde Lagsaand ved Landets Højskole og gav dennes Virksomhed en Retning, der var mere gagnlig for Folkelivet. Videre hjalp han frem fædrelandske Skalder. Fremdeles grundede han Foreninger til Lettelse af Samfærdselen og til Ophjælp af Næringsvejene. Det var nemlig hans Overbevisning, at den Menneskekreds, der skal kunne udgjøre en Folkepersonlighed med tilstrækkelig Levedygtighed, Evne til Selvforsvar og overhoved til legemlig og aandelig Selvhjulpenhed og Trivsel, maa have en vis Grad af Velstand, og at et Folk af barkebrødædende Husmænd, potetnærede Bønder, tiggefærdige Præster o. s. v., paa det deraf følgende lave Standpunkt med Hensyn baade til Dannelse, Dygtighed og Dyd, ikke er nogen ønskelig Udvidelse af Folkesamfundenes eller Staternes Tal. Kanske han ogsaa var ræd for, at Stormagterne eller det europæiske Folke- og Fyrste-Raad ikke vilde være Jordemoder for en saadan Skrælling af en Folkepersonlighed, naar dens Fødselstime engang maatte være kommen, eller at det endog vilde tage Livet af den Nyfødde, ligesom vore Fædre undertiden gjorde med de nyfødde Barn, de ikke fandt lydefri eller naturkraftige nok, og som de derfor trodde vilde komme til selv at føre et glædeløst Liv og bli en Ynk og en Byrde for Andre.
En af vore Forfattere har for nogle Aar siden skrevet om Finlands Stræv i vor Tid for at arbejde sig op til at blive et eget Folk, et Stræv, som han lader Russerne være Ophavsmænd til, idet de bare skal ville have Finlands aandelige Sammenhæng med Sverige opløst. Han har ved den Lejlighed bl. A. gjort opmærksom paa, at den russiske Regjering har stellet det saa, at den egentlige Middelklasse i Finland staar sig bedre nu end under Foreningen med Sverige, saa den kommer til i Foreningen med Rusland at se et større Gode, end Foreningen med Sverige var. Videre paastaar han, at Russerne opdrager Finlændingerne i polittisk Umyndighed for at vænne dem til senere at finde sig i at blive regjeret paa russisk Vis.
Her støder vi altsaa paa den Lærdom, at et Landskabs Velstand styrker Forbindelsen mellem det og dets Hovedland, men at Landskabets Udarmelse og deraf flydende Misnøje slapper dette Baand og gjør, at Landskabet villigere laaner Øre til de Tilskyndelser til Frafald og Overgang til et andet Folk, som fra dette maatte udgaa med Løfter om bedre Vilkaar. Ligeledes vækker en Fremgangsmaade som Russernes Forestillingen om, at polittisk Umyndighed hos hvert enkelt Landskab i et Rige svækker Deltagelsen for det hele Folkesamfunds Gjøremaal og Skjæbne, som Landskabet hører til. Den svækker altsaa Kjærligheden til dette Folkesamfund, d. e. Kjærligheden til Fædrelandet, og forbereder Frafald, altsaa Fædrelandets eller Folkepersonlighedens Opløsning.
Samme Forfatter skriver videre, at naar Finland først var ogsaa aandelig adskilt fra Sverige (udvortes eller statsretlig har det nemlig været det siden 1809), og naar, som han tror, Dannelsen i Landskabet derved havde aftaget, vilde det efterhaanden kunne omskabes til et russisktalende, altsaa virkelig russisk Landskab. Under Paaskud af at lette det indbyrdes Samkvem mellem de tidligere svenske Finner og deres Frænder, de øvrige Finner, – der ogsaa før 1809 stod under Rusland, – vil Russerne, mener han, forsøge at indføre den russiske Bokstavrække (Alfabet) i Finland. Derved vil de lavere Klasser, altsaa den allerstørste Del af Finnerne, være udestængt fra de svenske Bøker eller hele den svenske Boklighed og folkelige Dannelse. Men ved Hjælp af denne nye Bostavrække vil de netop være forberedt til at lære Russisk. Lidt efter lidt vil dette Bokmaal bli først bedre og bedre forstaat af Finnerne og tilsidst af flere og flere endog talt og skrevet. Med russisk Bokmaal, russiske Skrifter og dermed følgende russisk Opdragelse og Dannelse vil, som han tror, ogsaa russisk Lovgivning med Tiden blive taalt og lidt efter lidt vinde Indpas, ligesom Russernes græsk-katolske Religion maaske vil komme til at fortrænge Finlands nuværende protestantiske. Istedenfor at den svenske Folkeejendommelighed hidtil var mægtigere i Finland end den finske, vil saaledes efterhaanden den russiske, – ikke den finske efter hans Mening, – faa Overhaand, og Finnerne vil da gaa Glip af den Selvstændighed, som deres nærværende Folkeligheds-Stræv gaar ud paa. „Thi det er vel at mærke, at den hel- eller halv-barbariske finlandske Nationalitet vilde udvikle en langt mindre Modstandskraft (mod Russernes Arbejde paa at gjøre Finnerne til Russere) „end den svenske, der var i fuld Besiddelse af den Magt, Civilisationen „(Dannelsen)“ ene giver, og paa det saa at sige ubeskrevne Blad, som en fra alle fremmede Elementer“ (d. e. fra europæisk og navnlig fra svensk-europæisk Dannelse) „renset Finlandskhed vilde fremvise, kunde russisk Statskunst efter Behag skrive sine underlige Tegn.“
Om Finnernes Stræv kommer til at faa den uheldige Vending, som vor Forfatter spaar dem, vedkommer os ikke videre her. Hans Tankegang er gjengiven her, alene for at Læseren kan faa fat paa et Par Sandheder, der vedrører Folkeligheden, nemlig den, at en mere dannet Folkelighed, slig som den svenske i Finland, er stærkere, har større Levekraft og ligger mindre let under for Indflydelser fra andre Folkeslag end en udannet, samt den, at en mere udpræget Folkelighed er kraftigere end en, der endnu er ligesom et „ubeskrevet Blad.“ Ligeledes henpeger det der af Forfatteren er meddelt, paa, at fælles Lovgivning og fælles Religion forbinder Landskab med Landskab eller Land med Land, medens forskjellig Lovgivning og Religion bidrager til at holde dem fra hinanden og altsaa til at Samfundets Sammenføjninger løsner.
Samme Forfatter fortæller videre, hvad de Mænd tog sig for, der havde sat sig til Formaal at gjøre et Folk af de finske Menneskehobe, af Landets Bygdelag og Byer, altsaa at vække Bevidstheden hos dem om Enhed og Fællesskab med deraf flydende fælles Virksomhed som Samfund indad og udad, eller med andre Ord at vække Folkeaanden. Ogsaa heraf opgaar det da noget Lys over det Spørsmaal, hvad det hører til Folkelighed, eller hvad Emne (Stof) et Folk skabes af.
„Man begyndte,“ siger han, „at anvende det finlandske Sprog i Tidsskrifter og Aviser.“ Altsaa møder vi atter her den Lærdom, at Dannelsen af et indenlandsk Skriftsprog er et af de første Vilkaar for, at en Folkeaand kan komme op, og i alle Fald for, at den, om den er tilstede ubevidst, naturbunden eller ligesom i Dvale, kan blive frigjort og virksom. „Man samlede,“ siger han videre med største Iver paa finlandske Sagn og Folkekvad, og søgte af de Stumper man fandt, at sammensætte en hel oldfinlandsk Sagnkreds og Mytologi“ (Kalevala). Her lærer vi altsaa, at indenlandske Gude- og Helte-Sagn samt andre Folke-Sagn og Sange er blandt de Ting, der hjælper til at skabe en Folkepersonlighed.
Senere har Andre nævnt Finnernes mere og mere udvoksende Selvfølelse, som særskilt Folk nemlig – i Modsætning til og til Forskjel fra andre, navnlig andre tilgrændsende Folkeslag, – som Tegn paa et fremspirende selvstændigt Folke-Liv istedenfor deres tidligere Landskabsliv. Almenaanden, heder det, aabenbarer sig i den seneste Tid i talrige Landsmøder af Jordbrugere, Skolelærere, Præster. De tør vistnok ikke tale om at ville være et eget Folk paa bedre Vilkaar end som russisk Lydrige, som dog altid er meget bedre end at være en Del af Rusland, et russisk Guvernement eller to. Men allerede som Lydrige kræver de paa sin Folkepersonligheds Vegne et eget Storting, egen Statskasse og Statsregnskab (egne „Finanser“), Skattebevilgningsret, egen Hær og Flaade, samt Raadighed over sin egen Kirke, Skole og Presse, d. e. over Folkeopdragelsen og Folkeaanden, for de Ældres altsaa som for Ungdommens Vedkommende.
I tidligere Aarhundreder arbejdede, fortælles det, Polen ivrig paa at gjøre Vestrusland polsk. Det søgte til den Ende ved Lokkemidler, Trusler og endelig ved blodige Forfølgelser at skille Vest-Russerne af med den græsk-katolske Religion, for at faa sat Polens romersk-katolske i Stedet. Med polsk Religion var det da Meningen, tillige at faa ledet en polsk-europæisk Strømning af verdslig Dannelse og Tænkemaade ind i Vest-Rusland. Og naar Vest-Russerne da paa sin Side holdt fast paa Kristendommen og Kirken i sammes græske Skikkelse, saa holdt de ikke alene paa denne Del af sin Folkelighed, men ogsaa paa den ejendommelige verdslige Dannelse samt hele den Aand, der var strømmet ind til dem fra samme Kant, som den græske Religion og den græske Præstestand med sin ejendommelige Dannelse var kommen fra, nemlig fra Øst-Europa og dets Hovedstad, Konstantinopel.
Herom hedte det nylig i et dansk Tidsskrift „Medens den romersk-katolske Kirke altid og allevegne har kuet Folkenes frie Nasjonaludvikling, ved at lade Gudstjenesten foregaa i et fremmed Sprog (Latin), ja ved i det Hele i det stærke Hierarki (Præstevælde), hvis Hoved boede i det fjerne Rom, at indføre en Magt, hvis Grundsætninger og Interesser stillede sig i skarpeste Modsætning til Folkets, har derimod den græske Kirke altid skaanet Folkeslagenes Nasjonalitet; ti den har overalt ladet Gudstjenesten foregaa paa Folkenes eget Maal, og om end de forskjellige Landskirker erkjendte Patriarken i Konstantinopel for den første af Kirkens Overhyrder, fulgte dog deraf ingen Behersken af Nasjonalkirkerne ved Patriarken. Derfor har den ydre og universelle „almeneuropæiske“ Enhed, som det kristelige Rom stræbte at paanøde de forskjellige Landskirker „(den spanske, franske, tydske o. s. v. Folkekirke)“ ført til en uforsonlig og ødelæggende Strid, medens der i de græsk-katolske Lande har grundfæstet sig en ganske anden Enhed, nemlig en nasjonal af Gejstlighed og Folk, fordi Gejstligheden der ikke satte det som sit Maal at være Folkets Behersker, men at være dets Tjener.“ Paa et andet Sted siges det i Anledning af Lithauerne: „Det var ogsaa naturligt, at de langt bedre forstod Kristendommen, naar den blev dem forkyndt i Fredens Aand af de russiske Missjonærer, end naar de saa hen til, hvorledes deres Brødre Preusserne vare blevne omvendte til Kristendommen af de latinske“ (d. e. med latinsk-romersk Herskerlyst fyldte) tydske Riddere.“
Et Udtryk for de to forskjellige Aander, den græsk-østeuropæiske og den romersk-katolske eller latinske er ogsaa dette, som Forfatteren meddeler, at den græske Kirke fremhjalp „en Litteratur ikke paa det fremmede latinske Sprog, men paa den for enhver Russer meget let forstaaelige kirke-slaviske (gammel-russiske) Dialekt.“ Den Litteratur derimod, som blev fostret af den latinske Kirke, var, som vi ved paa Romer-Kirkens Modersmaal, det gammelitalienske eller latinske Tungemaal. Følgelig var alle Bøkerne utilgjængelige for Enhver, undtagen for det i Latinskolerne opdragne Præsteskab og de faa Andre, der havde faat samme præstelige Opdragelse. Kirkens Modersmaal og dets latinsk-udenlandske Bøker undertrykte den indfødde Boklighed i de Lande, hvor Latinskheden med Kristendommen og den katolske Kirke trængte ind, forsaavidt nogen indenlandsk Boklighed i de af Romerkirken efterhaanden indtagne Lande allerede forefandtes f. E. den gammelnorske i vort Fædreland. Men hvor ingen saadan indenlandsk Litteratur forud var, der hindrede Romerkirken og dens Latinlærdom i alle Fald dens Tilblivelse.
Efterat Vest-Rusland ved Lithauens Forening med Polen (1569) havde faat fælles Regjering med dette Land, vilde Polakkerne gjøre det polsk, dels ved Hjælp af polske Embedsmænd, som den polske Regjering indsatte blandt Vest-Russerne, dels ved Hjælp af polske Adelsmænd, der var flyttet ind i Vest-Rusland, dels endelig ved Hjælp af Jesuitter samt af nogle af Vestrusserne selv, som Jesuitterne tidlig havde faat omvendt til den katolske Lære. Polen „aabnede derfor en Kamp i Vest-Rusland og Ukraina for der at udrydde den græsk-russiske Lære og med den Noget af det Vigtigste af den“ (i Vestrusland indfødde) „russiske Nasjonalitets Indhold, en Kamp, i hvilken de (Polakkerne) viste et Barbari ligesaa græsseligt, som Mongolerne havde vist i Øst-Rusland i 13de og 14de Aarhundrede.“
Vestrussernes Modstand og Forsvar for sin Folkelighed ytrede sig i Oprettelse af Skoler og Udgivelse af Skrifter navnlig Bibler. I Skolerne lærtes Græsk, Russisk og Kirkeslavisk, d. e. Gammelrussisk, som endnu bruges i den græsk-katolske Kirke i Rusland som Kirkesprog. Men „ved Siden af disse Anstrengelser for gjennem Skolerne at vedligeholde Fædrenes Tro, og dermed Folke-Ejendommeligheden, gaar en mere umiddelbar Modstand mod den polsk-latinske Propaganda“ (Lære og Aand) „i Skikkelse af Stridsskrifter.“ At disse var paa Russisk, viste, siges det, at de nye polske Undersaatter var Russere af Tungemaal ligesaa vel som af Tro og Sæder. (Læseren mærke her Sæder; altsaa er Sæderne ogsaa en Del af Folkepersonligheden). Efterhaanden vandt Polskheden dog nogen Indgang. Lidt efter lidt opgav den indfødde Adel og en Del af den fornemste Borgerklasse sine Fædres Tro og Tungemaal og tilegnede sig Polakkernes i Stedet. Denne Polskhedens Sejer lettedes ved mange fattige Adelsmænd, der flyttede ind fra Polen (og indførte det her unasjonale polsk-vesteuropæiske Livegenskab, ligesom de i Slesvig indtrængte tyske Adelsmænd skal have gjort i dette Landskab.) Et Udtryk for den tiltagende Polskhed og den indfødde Folkeejendommeligheds aftagende Kraft var ogsaa Oprettelsen af polske Embedsposter, og tilmed under polske Navn. „Almuen blev derimod Fædrenes Sprog og Religion tro.“ Almuen er altsaa her troest mod Landets gamle Russiskhed, ligesom i Sønderjylland mod Landets gamle Danskhed og i Norge mod Landets gamle Norskhed. De Fornemme, de Dannede, som bedst skulde vide at vurdere det Hjemlige og Nedarvede, og som skulde være Almuens Mønstere i Trofasthed som i anden Dyd, og dens Ordførere og Forsvarere mod det Fremmedes og de Fremmedes Overgreb, har altfor ofte fundet det fordelagtigere at indlade sig med dette og disse Fremmede og saa lade Almuen skjøtte sig selv.
Idet Forfatteren til Slutning vil sammenfatte de Punkter, som efter hans Mening afgjør, om de vestrussiske Landskaber efter sin Folkeejendommelighed hører til Polen eller til Rusland, nævner han 1) Sproget, som er russisk, ikke polsk, 2) Religionen, – „næst efter Sproget det bedste Middel til at adskille Russeren fra Polakken,“ – som er den samme, som Russernes men forskjellig fra Polakkernes, 3) Folkedigtningen, som er russisk. Før har han oplyst, at den ældste og længste Del af de vestrussiske Landskabers Historie vidner for deres Fællesskab med Rusland; ligesaa at deres Sæder er russiske. Endelig lægger han til, at deres „Tradisjoner aande paa det Fuldstændigste Had imod Polen.“
Dengang vilde, som sagt, Polakkerne afføre en Del Russere den russiske Folkeejendommelighed og gjøre dem til Polakker. I forrige og i dette Hundredaar er Forholdet vendt om. Nu vil Russerne dels gjøre de til Polakker omskabte fordums Russere om til Russere paany, dels søger de ogsaa at gjøre Polakkerne i oprindelig polske Landskaber til Russere. Ogsaa heraf kan vi udbringe Noget til Bedste for Emnet i Overskriften for denne Afhandling. Arbejdet er naturligvis atter rettet mod det, der findes at udgjøre Indholdet af Polskheden. Russerne stræver saaledes at svække Polakkernes Evne til at være et Folk for sig selv. De udskriver derfor jævnlig hele Hære af Landets unge Mandskab, for en stor Del ud af dets indflydelsesrigeste og mest dannede Familier, og sender dem til den russiske Krigsmagt, navnlig i Kaukasus, i samme Øjemed, som da David sendte Urias i Krigen, nemlig for at blive af med dem. Mange Polakker føres ogsaa under Navn af urolige Hoveder til Sibirien. I Tidningerne blev det nylig fortalt, at Russerne dels afsætter polske Embedsmænd og indsætter Russere i Stedet, dels flytter polske Embedsmænd over til Rusland. Ligeledes sagdes Russerne at tvinge polske Godsejere til at bortbytte sine Ejendomme i Fædrelandet mod russiske Godser inde i Rusland. Ved hver Mand, der saaledes flyttes bort, føres, det skjønner Russerne nok, et Stykke polsk Folkelighed og en Del af sammes Forsvar bort fra den faste polske Masse og lænkebindes i Rusland, medens et Stykke Russiskhed i hver Russers Person puttes ind blandt Polakkerne og hjælper til at svække og opløse deres folkelige Modstandskraft og Levedygtighed.
Disse Forholdsregler maa imidlertid ikke forekomme Russerne tilstrækkelige til grundig og varig at faa gjort det af med den polske Folkelighed. Det skal derfor være paatænkt at indlemme Polen, saa det kommer umiddelbart under den russiske Landsstyrelse. Dette skal dog paa en Maade foregaa i Stilhed, idet nu et, nu et andet Stykke af Landet skal optages i Rusland. Til en Begyndelse skal den Del af Polen, som kaldes Augustovo, allerede være skilt fra sine Med-Landskaber og være henlagt til Lithauen, som er en Del af Rusland.
Her ser vi da atter, at en Folkeejendommelighed bæres af vedkommende Folkeslags enkelte Medlemmer og af hvert af disse saa meget mere, des mere hans Person gjælder i Samfundet enten ved sjeldne Naturgaver eller ved høj Dannelse eller ved Magt og Indflydelse eller ved Formue. Heraf følger da, at en Videnskabsmand, Hærfører, Digter eller stor Kunstner bærer oppe en større Del af samme Personlighed end en simpel Skolemester eller en almindelig Haandværkssvend, – en Embedsmand Mere end en Gaardsgut, – en høj Embedsmand Mere end en af laveste Klasse, en rig Godsejer Mere end en Husmand o. s. v. (Ufolkelig Tænkemaade hos disse højere Samfundsklasser er altsaa farligere for det hele Folk end hos Menigmand, en Tænkemaade, der især fremgaar af en ufolkelig, udenlandsk Opdragelse.) Endelig ser vi af den Omstændighed, at det Landskab (Augustovo), der skal løsrives fra den polske Personlighed, lægges ind under en fra polsk Standpunkt ufolkelig Landsstyrelse, at et Lands eller Landskabs Regjering troes for en stor Del at have det i sin Magt at ødelægge eller opretholde sammes Folkelighed. Denne Mening om en Regjerings Magt eller Indflydelse med Hensyn til Nasjonaliteten er ogsaa nylig udtalt i Danmark. En dansk Forfatter foreslog for kort Tid siden, at Kongen af Danmark skulde indlemme Holsten og Lauenburg i Danmark, til Gjengjæld for, at den danske Sendemand var bortvist fra den tydske Forbundsdag. Men hertil svarede en anden Dansk: „Vi har en historisk og traktatmæssig Ret til at bevare Holsten og Lauenburg under den danske Krone; men vi savne aldeles ideel Bemyndigelse til at løsrive en tydsk Stamme fra Tydsklands fælles nationale Udvikling, og dette vilde vi gjøre ved for bestandig at holde Holsten (og Lauenburg) ude af det tydske Forbund.“
Vi forlader nu Polen, bare det har faat lært os en Ting endnu, med Hensyn til, hvad der gjør en Folkepersonlighed stærk eller svag, livskraftig eller skrøbelig. Vore Tidninger fortalte forleden, at Landalmuen i Polen, Bondestanden, i alle Fald i Førstningen dels ikke med Lyst, dels slet ikke vilde deltage i nærværende Frihedskrig. Vi er lige glade, skal Bønderne have sagt, enten vi træller under russiske eller under polske Herrer, naar vi skal trælle ligevel.
Heraf kan vi lære, at et Folk ikke er stærkt mod ydre eller indre Fiender, ligesaa lidt som det i sin Helhed er lykkeligt, naar den Ene har Arbejdet og den Anden Lønnen, d. e. naar Mængden egentlig bare er Slæbedyr for nogle Faa, enten det nu er for en Præstestand (Præstekaste) eller for en (verdslig) Adelsstand. En nogenlunde ligelig Fordeling af Samfundets Goder, aandelige og legemlige, Dannelse Dyd og Formue, er nødvendig for sammes Sundhed og Styrke, indvortes og udad, ligesaa vel som en ligelig Fordeling af dets Byrder og daglige Stræv.
(Fortsættes.)
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Skal vi dømme efter Timetavlerne i vore højere Skoler, saa har Modersmaalet endnu ikke bedre Kaar, end om det var „et fremmed Tungemaal;“ ja, i Forhold til flere af disse er netop det „et fremmed Tungemaal“, en Fremmed, medens Udlændingerne sidder til Højbords i Hæder og Ære.
- ↑ Ved Vestrusland menes Landskaberne Kjev, Volhynien, Podolien, Minsk, Mohilev, Vitebsk, Kovno, Vilna og Grodno. 8,200 □ Mil., 10 Mill. Mennesker.