Fjerdemand/6

— Hvem? hvem? spurte de to herrer i munden paa hinanden.

— Digteren Ødegaard forsvandt for tyve minutter siden, svarte Krag, og han forsvandt efter at ha mottat et brev i en blaa konvolut. Det var i min egen bolig. Og paa min ære, mine herrer, jeg vet ikke hvor han befinder sig nu.


VI.

DIGTEREN EJVIND ØDEGAARD.

Asbjørn Krag forekom litt teatralsk, da han efter denne bemerkning slog ut med hænderne, som om han beklaget en indtruffet kalamitet. Dr. Ovesen stirret som fortroldet paa detektiven. Kaptein Færden holdt sig hele tiden i bakgrunden, avventende, nysgjerrig; men det kunde sees paa hans spendte mine, at han befandt sig i haardt veir. Dr. Ovesen la begge armene overkors og smilende likesom om han nød en herlig spøk, sa han til Krag:

— De taler formodentlig om den digteren Ødegaard, som for en time siden befandt sig her. Her i dette værelse. Her.

Han pekte med en lang pekefinger demonstrativt utover gulvet.

— Ganske rigtig, svarte Krag; jeg taler om digteren Ejvind Ødegaard. Saavidt jeg vet findes der ikke flere med det navn.

— Ha-ha-ha!

Dr. Ovesen lo høit og forstyrret, Saa blev han pludselig stum og satte sig ned i lænestolen. Derefter la han paany haandflatene mot hinanden, saaledes som han pleide under vigtige konsultationer, og sa avvisende og koldt:

— Tja, han maa jo komme snart.

Asbjørn Krag tok plads likeoverfor dr. Ovesen, lente sig over mot ham og spurte:

— Hvem mener De?

— Jeg taler om vor ven digteren Ødegaard. Vi venter paa ham.

— Og jeg taler om den samme, svarte Asbjørn Krag og han kommer sikkert ikke tilbake. Han er borte. Han er forsvundet akkurat som de andre to.

Dr. Ovesen reiste sig rød og forbitret. Han holdt sit ur frem for detektiven.

— Min herre! ropte han med dirrende stemme. Min herre, vet De hvad klokken er? Klokken er snart 6. Daarlig spøk er ikke paa sin plads saa tidlig om morgenen. Desuten er jeg læge, saa jeg taaler ikke spøk.

Krag kastet et bedende blik paa kaptein Færden like som for at paakalde hjælp, og kaptein Færden skred til for at berolige sin oprørte ven.

— Jeg synes den herre skal faa lov til at forklare sig, sa kapteinen; her er jo hændt saa mange usedvanlige ting at et træk mer eller mindre umulig kan forbause os.

Doktoren lot sig tilsynelatende berolige; men han indtok dog fremdeles en holdning som røbet at han næsten ikke længer kunde lægge baand paa sin utaalmodighet over dette ganske unødvendige tidsspilde.

— Da hr. Ødegaard forlot os, forklarte doktoren, vilde han for det første gaa til sin avis for at sætte en notis ind om de to forsvundne. Derefter vilde han henvende sig til en ven, som han mente vilde være os til stor hjælp i denne mystiske affære. Er det altfor dristig av mig at tro at det er Dem som er denne hjælpsomme ven?

— Det kan umulig være nogen anden, svarte Krag alvorlig.

— Haha, undskyld at jeg smiler høit. Digteren Ødegaard søker Dem for at De skal hjælpe os til at finde vore to forsvundne venner. Og det første De gjør er at la digteren Ødegaard ogsaa forsvinde. Jeg har hørt Dem endog meget fordelagtig omtalt, min herre; men De maa virkelig undskylde mig at dette gjør mig noget mistænksom. Desuten har De nævnt noget om blaa breve. Det later til at De kjender saken. Hvordan har De hat anledning til at bli kjendt med hemmeligheten angaaende de blaa breve? Jeg indrømmer at jeg ikke er helt sikker paa Ødegaards alvor. Digtere har jo i visse øieblikke et uberegnelig temperament; men hvis dere to har lavet dette som en ren spøk, vill jeg bare gjenta . . .

Asbjørn Krag hadde under doktorens fornærmende tale sittet og plukket det ene istykkerrevne papir efter det andet op fra gulvet. Nu avbrøt han pludselig den talende.

— La os ikke spilde tiden, sa han; jeg er under en telefonsamtale blit orientert i saken hvad hovedpunktene angaar. For at berolige Dem skal jeg nu fortælle hvorledes det hænger sammen med digteren Ødegaards forsvinden. Istedenfor at pukke paa deres avsky for spøk skulde De erindre at det kanske her gjælder nogen gode venners ve og vel.

(Her indskjøt kaptein Færden en bemerkning som støttet Krag. Dr. Ovesen forblev taus; men for at berolige sig tændte han heftig en cigaret).

Krag fortsatte:

— Jeg blev for en times tid siden vækket av Ejvind Ødegaard ved en telefonopringning. Det er netop ved den tid jeg pleier at staa op, saa jeg hadde ingen vanskelighet ved at vaakne. Han sat da i bladets trykkeri og hadde netop arrangert med indførelse i morgennummeret av den notis, hvis indhold herrerne sikkert kjender. Han læste denne notis op for mig, og da jeg fik høre at notisen skulde faa en fremtrædende plads i hans eget blads redaktionelle avdeling, blev jeg meget interessert, for jeg forstod jo at der skulde alvorlige motiver til for en saavidt opsigtsvækkende foranstaltning.

— Nuvel, mine herrer, fortsatte detektiven, jeg bad ham i telefonen om nærmere oplysninger og jeg fik hovedpunktene. Direktør Reismans forsvinden kjendte jeg allerede til. Jeg er selv medlem av den liberale klub, og jeg hørte om optrinnet, da jeg dinerte der igaar; men det blev jo ikke lagt vegt paa det andet end som et optrin. Først efter von Brakels forsvinden og endnu senere efter digteren Ødegaards faar dette optrin et dypere relief. Ødegaard fortalte mig i telefonen om de blaa breve. Jeg synes aldrig der er noget enestaaende og forbausende ved den slags romantiske omstændigheter. Jeg vet av gammel erfaring at en sak kan bli mystisk alene derved, at folk som ikke kjender saken hefter sig ved enkelte av dens særlige fænomener uten at kunne se disse fænomener i sammenhæng med sakens øvrige forhold. Naar vi ved leilighet faar denne affære opklaret, skal det sikkert vise sig at der ikke er noget særlig eventyrlig ved disse blaa breve. Jeg var i det hele tat tilbøielig til at anmode Ødegaard om at la det hele bero indtil videre, men saa fik jeg høre om hvorledes der var vendt op og ned paa dette værelse, og saa fik jeg en bestemt anelse om at der kunde ligge alvor bak de tilsynelatende burleske, kanske en tragedie. Jeg sa til Ødegaard at han skulde komme straks og hente mig, saa skulde jeg imens klæ mig om og gjøre mig i stand. Nuvel, jeg gjorde mig færdig og aapnet ytterdøren. Jeg bor i fjerde, men ytterdøren kan aapnes ovenfra min bolig ved hjælp av en elektrisk ledning.

Saa hørte jeg en bil stanse utenfor mit hus. Jeg aapnet vinduet. Det var endnu ganske mørkt. Men jeg kunde dog mot den hvite sne se at ikke én, men to biler holdt uten for. En lang, frakkeklædt skikkelse, hvori jeg syntes at gjenkjende Ødegaard, parlamenterte med en av chaufførerne. Jeg ropte ned:

— Er det Dem, Ødegaard?

Manden vendte sit hode op mot mig og svarte:

— Ja, nu kommer jeg. Kast ned nøklen.

Jeg gjenkjendte ham. Det var Ødegaard. Jeg ropte tilbake:

— Døren er aapen. Nu skal jeg tænde trappelyset.

Jeg gik ut paa trappeavsatsen og tændte det elektriske lys, som lyste gjennem alle etagerne. Jeg hørte ham komme ind gjennem ytterdøren dypt dernede. Jeg kunde ogsaa se skyggen av hans lange skikkelse mellem trappesprinklene. Saa ropte jeg atter til ham:

—Ta elevatoren. Den er automatisk. Jeg venter her.

— Javel, svarte han ivrig.

Jeg gjenkjendte hans stemme.

Saa begyndte elevatoren at gaa opover. Jeg kunde følge dens gang opover paa de sidste lys som blinket i tavlen. Men hvad sker, mine herrer? Jo, mellem anden og tredje etage gjør elevatoren et pludselig stop. Han har trykket paa stoppeknappen. Derefter begynder den atter at gaa nedover og stanser ved anden etage. Jeg hører paa elevatordørens skramlen at han gaar ut av elevatoren. Jeg kan fremdeles se skyggen av ham dernede mellem trappegelænderet.