Fjerdemand/5

— Det ser ut som om her har fundet en kamp sted, sa han alvorlig.

— Eller, tilla Ødegaard, som om et menneske har ventet en farlig husundersøkelse og har søkt i en flyvende fart at bringe kompromitterende aktstykker i sikkerhet.

Hvis det er von Brakel selv som har gjort dette, da maa han ha hat et livsfarlig, et forfærdelig hastverk.

Det er utvilsomt von Brakel selv.

Hvad ialverden har han været bange for?

Ødegaard saa paa sit ur.

— Endnu er det tid, sa han. Nattevakt, de maa besørge et erinde for mig. Men ring efter en bil — vi har ingen tid at miste.

Ødegaard satte sig til skrivebordet og nedkradset hurtig nogen linjer paa et stykke papir.

V.

DEN TREDJE.

— Vi rækker endnu at faa dette ind i avisen, sa Ødegaard. Redaktionen er vistnok slut, men jeg kan gaa op til nattevakten paa trykkeriet.

Han læste høit hvad han hadde skrevet:

«Stor belønning!

Nat til den 29. ds. klokken 1 blev en herre hentet av en automobil i «Den frisindede Klub», efterat chaufføren hadde avlevert et brev i en blaa konvolut. Nat til den 3dje blev en herre paa lignende maate hentet fra et selskap paa Grand Hotel av en chauffør, som bragte et lysblaat brev. Vedkommende chauffør erholder en stor belønning, hvis han melder sig til bladets redaktion.»

— Imorgen kan dette læses i avisen, fortsatte Ødegaard. Jeg skal nok faa det ind paa en fremtrædende plads. Det er jo en givet sensation. Alle bladene vil skrive om saken. Alle mennesker vil faa kjendskap til den, og da skulde det dog være besynderlig om man ikke i en by med saavidt gjennemsigtige forhold skal faa gaadens opklaring.

Dr. Ovesen blev en smule betænkelig.

— Men er det tilraadelig at lægge det hele frem for offentligheten? spurte han. Vi burde kanske vente endnu nogen tid.

— Det kommer ganske an paa hvorledes vi anskuer saken, svarte Ødegaard. Har De den tro, at der er fare paa færde, er det vor simple pligt ikke at nøle en time længer, men sætte alt i bevægelse. Har De den tro?

Doktoren trykket sig litt usikkert.

— Jeg er jo læge, sa han. Jeg maa jo si, at jeg har en avgjort aversion mot sensation og avisrabalder; men saadan som jeg nu føler det kan jeg ikke se andet end at saken maa være alvorlig. Altsaa, vi lar notisen gaa ind i avisen.

— Godt, utbrød Ødegaard — jeg kommer tilbake igjen om en halv time. Nu har jeg automobilen dernede. Herrerne faar vente her saa længe.

— Tar det virkelig saa megen tid? indskjøt kaptein Færden. Aviskontoret findes jo bare et par minutters vei herfra.

— Jeg skal ogsaa et andet sted, sa Ødegaard — han stod allerede i døren — jeg maa hente hjælp for pokker.

— Hjælp? Hos hvem?

— Hos politiet maaske? spurte Færden.

— Hufda, utbrød doktoren, Politiet — det begynder at bli uhyggelig dette her.

— Jeg mener ogsaa, sa Ødegaard, at vi indtil videre bør holde politiet utenfor. Men jeg kjender en mand, som kan være os til stor hjælp i denne mystiske sak. Nu kjører jeg efter ham — altsaa paa gjensyn om en halv time.

Mens Ødegaard var borte, fortapte de to venner sig i gisninger om sammenhængen med denne besynderlige sak. Tilstanden i von Brakels værelse hadde gjort dr. Ovesen endnu mere ilde tilmode, og Ødegaards paagaaende ivrighet hadde yderligere foruroliget ham. Efter Ødegaards indtrængende anmodning vogtet han sig vel for at bringe nogen forandring i værelsets utseende. Derimot kunde han ved en flygtig oversigt konstatere at von Brakel ikke hadde tat nogen bagage med sig. Dette stemte ogsaa godt med nattevaktens meddelelser. Hvad var saa grunden til von Brakels hastige besøk paa værelset? Var grunden alene at han ønskede at rive sine papirer i stykker? Og hvorfor?

En pludselig tanke grep ham. En tanke som forekom ham saa komisk at han maatte le høit.

— Hvis vi ikke var i dette uskyldige og hændelsesfattige Kristiania, sa han, hvis vi for eksempel hadde været i Rusland, saa kunde jeg ha tænkt mig en sandsynlig løsning paa affæren.

Kapteinen saa spørgende paa ham

— Kan De ikke se hvad dette sidste tilfælde med von Brakel ligner? fortsatte dr. Ovesen — dette hastige og nattlige bud, denne hurtige forsvinden, disse istykkerirevne papirer? Det ligner jo paatagelig en arrestation av en revolutionær.

Kaptein Færden stirret forbauset paa sin ven.

— Nei hør nu, svarte han; jeg gir ikke meget for Deres skarpsindighet, min kjære doktor. Synes De det er rimelig at en arrestant faar anledning til at skaffe væk sine kompromitterende papirer efter arrestationen?

Doktoren pekte paa de istykkerrevne og halvbrændte papirer.

— Og desuten arresterer man da ikke folk med den slags høitidelige blaa breve. Og hvorfor skulde vore venner arresteres? Man arresterer da ikke en kunstner fordi han maler futuristiske billeder. Desværre, hadde jeg nær sagt. Nei, De maa finde paa noget bedre, doktor.

Doktoren kastet sig overgit ned paa sofaen og holdt hænderne for hodet.

— Jeg er ikke i stand til at finde paa noget som helst længer, sa han; denne sak gjør mig ganske fortvilet. Hvor blir ogsaa denne Ødegaard av? Der er snart gaat en time nu. Naa, der kommer han sikkert.

En næsten umerkelig rysten i værelset røbet at elevatoren var paa vei opover. Den stanset ogsaa ganske rigtig ved deres etage. Da elevatordørene hadde raslet op og igjen, hørte de en stemme spørge:

— Hvilket nummer?

— 17, denne vei, min herre, svarte natportieren.

— Det er ikke Ødegaard, sa dr. Ovesen forundret; jeg kjender ikke denne stemme.

Begge vennerne saa spændt mot døren.

Den indtrædende var dem ganske ukjendt. De to herrer reiste sig og hilste reservert. Der var noget desorientert over den fremmedes ukjendte tilsynekomst.

Den fremmede kunde vel være en firti aar gammel, høi og glatbarbert, temmelig markert ansigt. Da han tok hatten, av viste det sig at han var skaldet paa issen, og at hans haar var let graanet ved ørene. Han tok ogsaa hatten av og la hat og frak over en av stoleryggene. Han var klædt i almindelig mørk jakkedress, kulørt, stripet skjorte med bløte mansjetter og bløt snip, som holdtes sammen av en tynd guldnaal. Over hans bevægelser og skikkelse var der noget ledig, sportsmæssig; han gik hen til de to herrer og tiltalte dem med en egen djerv venlighet.

— Dr. Ovesen, sa han, Dem kjender jeg av utseende; men Dem, min herret kjender jeg ikke. Mit navn er Asbjørn Krag.

Præsentationen var hurtig overstaat, og de to herrer forblev tause — nærmest derfor at de ikke kunde forstaa den kjendte politimands pludselige tilsynekomst.

— Det ser ut som om jeg slet ikke er ventet, sa Krag, — og dog venter de herrer nogen — det er tydelig nok.

— Vi venter paa vor ven, forfatteren Ødegaard forklarte dr. Ovesen.

— Aa, javist. Han ringte mig op for en times tid siden fra sit blad. Han hadde netop arrangert at faa ind i bladet en notis om de to forsvundne herrer.

— Nuvel, saa er altsaa De den som skulde hjælpe os?

— Det ser næsten saadan ut, svarte Asbjørn Krag og smilte. Han saa sig omkring i det uryddige værelse.

— Nr. 17, tilla han — jeg fik akkurat tid til at se paa tavlen. Maleren von Brakel bor her. Det er altsaa ham som er forsvundet?

— Ja, von Brakel er den ene.

— Hvem er da den tredje? spurte Krag.

— Den tredje! utbrød dr. Ovesen; der er da heldigvis ikke flere end to. Foruten von Brakel er ogsaa direktøren for «Den grønne Ugle», Reisman, forsvundede.

— Aha, ja ham kjender jeg ogsaa.

— De nævnte noget om en tredje, sa dr. Ovesen. De gjør mig ganske forskrækket.

— Jo, sa Asbjørn Krag, der er virkelig en tredje som har forsvundet paa samme maate.

— Hvem? hvem? spurte de to herrer i munden paa hinanden.

— Digteren Ødegaard forsvandt for tyve minutter siden, svarte Krag, og han forsvandt efter at ha mottat et brev i en blaa konvolut. Det var i min egen bolig. Og paa min ære, mine herrer, jeg vet ikke hvor han befinder sig nu.


VI.

DIGTEREN EJVIND ØDEGAARD.

Asbjørn Krag forekom litt teatralsk, da han efter denne bemerkning slog ut med hænderne, som om han beklaget en indtruffet kalamitet. Dr. Ovesen stirret som fortroldet paa detektiven. Kaptein Færden holdt sig hele tiden i bakgrunden, avventende, nysgjerrig; men det kunde sees paa hans spendte mine, at han befandt sig i haardt veir. Dr. Ovesen la begge armene overkors og smilende likesom om han nød en herlig spøk, sa han til Krag:

— De taler formodentlig om den digteren Ødegaard, som for en time siden befandt sig her. Her i dette værelse. Her.

Han pekte med en lang pekefinger demonstrativt utover gulvet.

— Ganske rigtig, svarte Krag; jeg taler om digteren Ejvind Ødegaard. Saavidt jeg vet findes der ikke flere med det navn.

— Ha-ha-ha!

Dr. Ovesen lo høit og forstyrret, Saa blev han pludselig stum og satte sig ned i lænestolen. Derefter la han paany haandflatene mot hinanden, saaledes som han pleide under vigtige konsultationer, og sa avvisende og koldt:

— Tja, han maa jo komme snart.

Asbjørn Krag tok plads likeoverfor dr. Ovesen, lente sig over mot ham og spurte:

— Hvem mener De?

— Jeg taler om vor ven digteren Ødegaard. Vi venter paa ham.

— Og jeg taler om den samme, svarte Asbjørn Krag