Fjerdemand/23

og alene hadde fanget Krags interesse. Han forstod at bak dette brev skjulte sig en hændelse som nu maatte være under hurtig utvikling.

XXIII.

UNDER BLAA HIMMEL.

Krag hadde pludselig fattet en ubetvingelig interesse for de mennesker som hadde spilt med i det underlige burleskagtige optrin omkring «Aktieselskapet 7de december». Indtil nu hadde en række mennesker og situationer hvirvlet forbi ham, muntert bestraalet av det store dristige narrespil som Reisman og hans venner hadde arrangert. Endnu klokken 3 paa natten efter at ha kjørt hjem fra telegrafstationen, sat Krag i sit hjem og tænkte tilbake paa de sidste døgns begivenheter. Disse begivenheter hadde noget av et karnevals-optrins fest og farver. Først kom malerens dramatiske sortie fra Grand, hvor var det ikke indstudert med en næsten koket sans for skuespilleri. Den scenen da han gik ut av døren med utropet: Jag är ett olyckligt menniska — tilhørte jo absolut teatret. Derefter Ødegaards mystificerende forsvinden fra Krags egen elevator, hvor var ikke denne del arrangert av den moderne sensations-journalists teknisk erfarne grep! Saa det mere komiske indlæg i stykket: doktor Ovesen, den forsigtige, den spidsborgerlige, der forbauset og motstræpende spreller i den uventede sensation som en stiftsdame i en ildebrand. Og saa advokat Davidsen, rødblussende, gigantisk og brølende. Og saa ham selv, detektiven, som av stykkets instruktør hensynsløst er sat ind for at intet skal mangle i den rent ydre effekt. Saa følger det melodramatiske direktionsmøte ute paa Tyrigraven. Og gir ikke selv det gamle skumle gjestgiveri i vinterveiret den rette ramme for denne avdeling av karnevalet som er opsat i gammel Dickensk stil? Men her gir det for første gang et hørlig knæk i apparatet. Et uforutset tilfælde har blandet sig i instruktørens planer, det er den uforstaaelige episode med Jos. Men for den overfladiske betragtning er episoden alene uvæsentlig. De dristige arrangører har tumlet med saa mange detaljer at punktet Jos, selv om det i øieblikket virker noget desorienterende, dog ikke magter at paakalde deres alvor. Men det er netop fra dette punkt, Asbjørn Krag erholder en bestemt fornemmelse av at livet selv, det lunefulde og tragiske liv, har grepet ind i det lystige spil og blandet sig i karnevalets masker. Endnu sees det ikke tydelig, det har skjult sin tilstedeværelse i komediens dunkle uvirkelighet. Men allikevel har dog et skjæbnesvangert alvor spundet sig ind i spøken, og først ved det natlige spilleparti i klubben faar Reisman den første fornemmelse av alvorets haardhet, idet han paa en ganske uforstaaelig maate taper en formue. Det er likesom den store spøk er færdig og tilfreds vil tilendebringe sin gjerning; men saa kommer alvoret og siger: Nei stop, jeg er kommet med her. Jeg er ikke færdig endnu. Jeg vil fortsætte. Jeg er en magt som er sat i virksomhet for at spinde videre i spøkens masker, og hvem som styrer mig sier jeg foreløbig ikke. Har Dere endnu ikke merket mig, mine herrer? Har jeg endnu ikke manifestert mig tydelig nok i brevet klokken 3? Nuvel, jeg fortsætter, jeg er ubønhørlig. Hallo, der ligger Reisman seksti tusen kroner fattigere . . .

Saaledes sat Asbjørn Krag denne nat og fantaserte om denne nye vending i begivenhetene, eller rettere sagt om den nye og haardhændte fortsættelse av disse. Alvoret har ret, tænkte han. Her har jeg i mine hænder beviser for at alvoret allerede har faat tragiske toner, saa sandt som forbrydelsen altid er tragisk.

Han la foran sig paa sit arbeidsbord det materiale som spilleklubbens inspektør hadde git ham, og det var lykkes ham ved en nøiagtig undersøkelse at konstatere at seglene allerede en gang hadde været brutt og igjen paasat. Det er saaledes rigtig, tænkte Krag, at forbrydelsen paa en behændig maate har anvendt sig av spøken og fortsat dens arbeide. Men den har ret i at endnu fortæller den ikke noget om hvilken den magt er, som styrer den.

Krag var allerede om natten blit enig med klubinspektøren om at der foreløbig ikke skulde nævnes noget som helst om den skedde opdagelse. Saa længe der ikke fandtes skygge av bevis mot nogen, vilde det jo bare forværre saken hvis der blev skredet for tidlig ind. Frem for alt var det nødvendig at forbryderen forblev i uvidenhet om at man hadde opdaget falskneriet.

Næste dag, den 7de december, hadde Kristiania en av disse smukke, solstraalende dage, som har gjort dens navn som vinterby berømt. Saaledes kan veiret pludselig skifte. Den ene dag laa byen nedgravet under et forrykende sne-yre, som gjorde at man i Studenterlunden ikke kunde se poppeltoppene og husgavlene i den røkgule og tunge luft. Og saa i dag en tindrende og klar himmel med hvite sommerskyer som hang stille uendelig høit oppe i det blaa solhav. Det frøs én grad — akkurat saa meget at sneen ikke klabbet. Byens unge rigdom fik anledning til at vise en ny luksus: Med de hvite heklede snegevandter vaiende fra fuldblods-hestenes flanker ilte dobbeltforspændte slæder oven paa kjørebanens myke snevolder. I alle gater sang det melodisk og livlig av dombjelder. Og naar lygtelysene tændtes i den tidlige skumring, lignet byens centrum med de oplyste teatre og restauranter mellem de snedrivende trær en juleutstilling i et konditorvindu. Dagen igjennem var folk paa benene for at nyte de merkelige timer — hele byen møttes uavladelig.

Reisman kunde ikke ha fundet en heldigere dag for sin avsiløring. Selv om enkelte følte det filantropiske sindet bak foretagendet og ante at nogen unge, forvovne mennesker hadde tat hele byen ved næsen, bevirket dog den lette og fine dag og den lyse stemning som hersket, at alle fandt sig i overgrepet. Desuten var ingen rigtig sikker paa hvor meget der var svindel og hvor meget der var alvor. Alle de tre implicerte hadde selvbeherskelse nok til at holde sig inden døre og la middagsavisene bringe meddelelse om at digteren Ødegaard i en konferanse vilde redegjøre for den merkværdige hændelse, og da man kjendte hans spirituelle form, kunde «Den blaa Ugle» allerede klokken 3 om etter middagen ved opslag bekjendtgjøre at de faa tiloversblevne billetter alene kunde erholdes ved hjælp av femdobbelte overpriser. Børsen hadde vist sig lys og festlig som selve dagen — og det var som sagt i den tid da alle værdier gik op, og alle fandt det rimelig at ogsaa varieté-billettene fulgte med i den almindelige takt.

Men frem for alt gav dagen anledning til dette sorgløse samvær som Kristiania frem for nogen anden nordisk hovedstad synes egnet til, fordi byens møtesteder er saa centralisert. Der findes jo bare disse tre—fire restauranter omkring Karl Johan-promenaden, og enten folk vil eller ei, saa træffer de hverandre. Intet andet sted er det saa let at lave tilfældige og uforutsete møter. Saaledes kunde det gaa til at Asbjørn Krag i løpet av nogen faa ettermiddagstimer uten at han behøvde at gjøre sig besvær med at avtale træffetider, kunde opnaa at faa en passiar med alle dem som han hadde bruk for at snakke med. Det hele faldt ganske naturlig og «tilfældig» og var aldeles ikke tilsigtet fra hans side. Det passet ham brillant, for det var netop hans hensigt at undgaa at vække opsigt ved sine spørsmaal. Ingen kunde som Asbjørn Krag i en let og tilsynelatende likegyldig samtale opnaa at faa vite meget. Det var nu først det lille glas vin med Billington paa bodega. Saa den spøkefulde samtale med Suronen i promenadetiden paa Karl Johan mens brigademusikken spilte. Saa var der en fortræffelig frokost paa speilsalen.

Da Krag klokken 6 sat paa Kjøbenhavnertoget, kunde han fordrive tiden med nøiere at tænke efter og værdsætte hvad han saaledes hadde faat vite.

Han sat i en førsteklasses kupé like over for frøken Erko.

Den smukke finske frøken Aino Erko med de blygt nedslagne øine.

Men hvorledes denne dame kunde være til stede i kupeen, det hang netop sammen med hvad Asbjørn Krag denne eftermiddag hadde faat at vite.

XXIV.

I UTENLANDSTOGET.

Asbjørn Krag mindedes von Brakels ord «mycket vacker flicka». Maleren hadde ret. Aino Erko var virkelig meget smuk. Hun var kommet tidlig paa toget og hadde faat den bedste hjørneplads ved vinduet. Hun sat og læste i et engelsk magasin. En og anden gang, idet hun skulde vende bladene saa hun op og mønstret sine medreisende. Hun var mørk, en næsten unordisk type. Hun saa paa de andre passagerer i kupeen med denne ganske fornemmelsestomme likegyldighet som kunde bety at hun følte sig genert av at der overhodet fandtes andre mennesker i kupeen. Og