Fjerdemand/21
XXI.
FORSEGLEDE KORT.
[rediger]Ikke én av de tilstedeværende tvilte paa at Reisman hadde forsøkt et gigantisk bluff og var faldt. Hans uttryk av forskrækkelse og maalløs forbauselse antok man for komediespil. Men Krag saa hvor egte hans skræk var. En fin blekhet traadte frem i hans ansigt og gjorde hans hud graa. Hans fingrer skalv som paa en febersyk — og hele tiden stirret han paa kortene, paa disse forfærdelige fem intetsigende og værdiløse kort som laa utbredt foran ham paa bordet.
Pludselig smilte han fjollet. Barnslig raadløs vendte han sig mot de nærværende.
— Jeg hadde fire es, mumlet han, ved Gud, om det er mit sidste ord, jeg hadde fire es.
Man overdøvet ham med latter og spektakel. Man tok det for spøk. Reisman maatte ikke forsøke med et nyt bluf! Det var mer end tilstrækkelig for iaften. Desuten laa jo konvolutten og seglet endnu her. Det var jo klubbens eget segl. Reisman fingret nervøst med det brutte segl. Jo det var klubseglet, det store, kunstnerisk utførte, fine segl, som alene spilleinspektøren var i besiddelse av, og som altid under stor høitidelighet efter hvert aars valg blev overlevert til denne mand, som indehadde klubbens vigtigste tillidshverv. Det begyndte at svimle for han. Men pludselig blev han grepet av en tanke.
— Jeg forlanger, ropte han, at ogsaa den tredje kortpakke aapnes. Pakken med de tiloversblevne kort.
Der blev en almindelig studsen i lokalet, en aande av ubehag. Der var en viss klang i Reismans stemme som kunde tyde paa at han mente alvor. Og hvad pokker mente saa fyren?
Spilleinspektøren rynket panden og gik paa ny hen til det grønne bord.
Asbjørn Krag bøiet sig ned over Reisman og hvisket i hans øre:
— Skrik ikke saa høit. Ta det med ro.
Reisman saa paa ham med forundrede og bedende øine.
Krag henvendte sig til spilleinspektøren og sa:
— Reisman mener selvfølgelig ikke andet, det maa De
har set hr. Stenersens kort og hr. Reismans. Vi bør ogsaa se de øvrige kort i leken. Det er en ren formalitet; men det skader jo ikke at gjøre det hele fuldkomment, saa der ikke kan bli noget snak efterpaa.
— De har aldeles ret, min herre, svarte spilleinspektøren, og jeg burde ha fundet paa dette selv.
Paa den maate hadde Krag faat dreiet det derhen at det i grunden var hans forslag om aapningen av den tredje bunke. Hans hensigt dermed var foreløbig ikke nogen an den end at han vilde gi Reisman tid til at fatte sig, saa han selv uten forløpelser bunde bli i stand til at vareta sine tarv.
— Her skulde altsaa være 42 kort, sa spilleinspektøren, idet han tok den forseglede pakke op av det lille træskrin. Han vilde hurtig rive konvolutten op, men Asbjørn Krag stanset ham.
— Det er fremdeles en ren formalitet, sa han; men jeg vilde gjerne be Dem om at undersøke seglet, forinden De aapner pakken. Det er jo Dem selv som har forseglet denne, og De maa kunne kontrolere den bedst.
Inspektøren undersøkte det røde laksegl.
— Det er fuldkommen rigtig, sa han.
Derefter brøt han pakken, og idet han talte kortene, bredte han disse ut paa bordet.
— Er det rigtig saaledes? spurte han, idet han kastet et sideblik paa Krag. Men De ser jo slet ikke paa kortene, utbrøt han derefter. De ser et ganske andet sted.
Han fulgte retningen av Asbjørn Krags blik. Det traf Suronen som stod ved siden av Stenersen. Finnen røkte en cigaret; han betragtet manøvrene paa kortbordet med den mest utprægede likegyldighet. Krag søkte at fange hans graa øine, men det viste sig at være umulig. Han hadde blikket gjemt under halvlukkede øienlok. Han konverserte Stenersen høit om tonnageprisenes enorme stigning. Stundens sensation syntes allerede at være ute av hans sind.
— Tæl kortene, sa Krag.
— De er allerede talt, svarte inspektøren; der er 42 kort. Alt stemmer, min herre.
Blandt de 42 kort, som nu laa opslagne paa bordet, var ogsaa de fire es. Reisman var den eneste, som sat tilbake
de fire es en lang stund, likesom fraværende og fortryllet. Kan var ganske taus. Krag la herunder merke til ham, og han trodde han kunde forstaa at Reisman under denne taushet søkte at tilkjæmpe sig den sikkerhet som han efter spillets overraskende avslutning hadde savnet. Hvis han nu overveier nøie, tænkte Krag, har han intet andet at bestemme sig for end at ta tapet. Der foreligger et uigjendrivelig faktum. Han maa akceptere det. Ingen anden utvei findes.
Og det lot til at Reisman efter disse øieblikkes over veielse hadde tænkt sig frem til den rigtige avgjørelse.
Han reiste sig langsomt op fra bodet I hans ansigt brøt der frem et beskt smil — et smil der kunde betyde saa meget som: Nuvel, mine herrer, bluffen gik altsaa ikke. Og jeg finder mig i skjæbnen. Saaledes blev ogsaa situationen opfattet, og Reismans gestus, hvori der laa en opgivelse, en definitiv akcept, løste en almindelig og munter stemning hos selskapet. Man hadde et øieblik været bange for at han skulde lave vrøvl og vise sig som en «daarlig taper», en optræden som, naar den en enkelt gang manifesterte sig, altid blandt disse modne mænd og gode krigere blev mottat med beklagelse og en viss stille sorg.
Nu kunde alle med god samvittighet hengi sig til sin beundring for Reisman. Det hadde været et virkelig slag. Han kunde ikke med større elan være kommet tilbake fra det mysteriøse mørke, hvori han nu i nogen dage hadde bevæget sig. Og det lot virkelig til at Reisman begyndte at føle sig vel i sin rolle. Han likte jo at være charmør. Men nu og da tok han sig med haanden mot hjertet. Det hadde været en dyrekjøpt sukces.
— Hvor meget, mine herrer? spurte han.
Baade Stenersen og Suronen lot som om spørsmaalet ikke interesserte dem. Spilleinspektøren gav svaret:
— Hr. Reisman har tapt 68 000 kroner, sa han. Det er 34 000 til Stenersen og det samme bedøp til Suronen.
Idet Reisman først hadde truffet sit valg, viste han sig at være meget rask. Han trak hurtig sin Fountainpen op av lommen og utfyldte de to checks. Suronen la sin chek omhyggelig ned i sin lommebok. Den slags er ogsaa en
checken i vestelommen.
Inspektøren kastet de anvendte kort til side; men forinden et nyt parti dannedes ved det grønne bord, samtaltes der adskillig rundt omkring i klyngerne om det tilendebragte spil.
Stenersen blev haardt ansat.
— Indrøm, sa man ham, at De et øieblik var nær ved at akceptere deling?
— Jeg skal indrømme det villig, svarte Stenersen. Hadde jeg ikke faat dannet aktieselskapet, saa hadde jeg mottat delingen. Men naar jeg derpaa hadde set kortene, saa tror jeg nok at jeg hadde holdt op at spille paa nogen tid av ren ærgrelse.
— Saa var det altsaa Suronens fremløp som avgjorde det hele? Han er nu ogsaa altid heldig, det bæst!
Reisman tok Krag hen i et hjørne. Da han følte sig utenfor sigte av de mange nysgjerrige øine, fik han et tilbakefald av sin skræk.
— Jeg stirrer ind i et absolut mørke, sa han. Min hjerne kan ikke fatte dette. Jeg hadde fire es da jeg gik.
— Men De indser vel at det er haabløst at gjøre mudder? spurte Krag.
— Fuldkommen. Jeg maa finde mig i mit tap. Men jeg forstaar bare ikke hvorledes det kan være foregaat.
— Tænk Dem om, sa Krag — der er bare én forklaring.
— Tror De virkelig at
— Naturligvis. Kortene har været aapnet i mellemtiden og seglene var brutt.
I det samme kom Suronen til. Han var overstrømmende elskværdig, slog Reisman paa skulderen og utbrøt med denne hjertelige venlighet som bevisstheten om gevinsten altid gir:
— Naa, kjære ven, bedre lykke en anden gang. Men det var allikevel mesterlig gjort. Jeg beundrer Dem.
— Ja, det var godt gjort, sa Krag og stirret visst paa finnen.
Der indtraadte et øiebliks taushet mellem dem. Suronen blev pludselig vaktsom. Og i denne stillhet hørte Krag et automobilhorns tuten nede paa gaten.
— Jeg kan høre at det er Deres bil, som er kjørt frem, sa Krag.
— Kjender De ogsaa den slags ting? spurte finnen smilende
— Biler er mit speciale, svarte Krag; jeg kan høre paa lyden av et bilhorn hvilket merke bilen har. De kjører en «Excelsior», kan jeg høre.
Suronen lo høit.
— Det er da pokker hvor bluffen gaar høit her iaften, sa han; jeg har for to dage siden skiftet nyt bilhorn.
Krag gjorde en haandbevægelse som skulde uttrykke beklagelse.
— Da maa jeg jo tilstaa, sa han, at jeg paa forhaand kjender Deres bil og har lagt merke til den.
— Naar?
— Idag.
— Naar idag?
— Klokken 3, svarte Krag.
XXII
ET TELEGRAM FRA JOS.
[rediger]Klokken 3!
Asbjørn Krag fremkastet disse to ord med en særegen pludselighet. Han var en mester i den slags overraskelser. Der var ikke noget usedvanlig i hans stemme. Men det var allikevel som om ordene blev staaende og klinge i luften længe efter at de var uttalte. De fik en underlig dobbelt lyd. Intet i selve ordene eller meningen frembragte denne bestemte tydelighet. Men de blev allikevel saaledes sagt at det menneske for hvem den skjulte mening var bestemt, pludselig lyttet, desorientert, eftertænksom. Der skulde en overordentlig aandsnærværelse til for ikke at falde for et slikt pludselig projektil. Og i de øieblikke som fulgte efter, kunde ingen være skarpere optat av den angrepnes minespil og sindstilstand end Asbjørn Krag.
Ogsaa i dette tilfælde opstod der en pause mellem Krags ord og den etterfølgende replik. Krag studerte nøie finnens ansigt. Han røpet en viss forundring, og Asbjørn Krag