Fjerdemand/20
Suronen som for en stund siden var kommet ut fra det hus hvori Jos hadde sit kontor og kjørt bort i Excelsiorbilen. Manden hadde søkt at skjule sit ansigt, men den erfarne detektiv hadde allikevel opfattet saa meget av det at han nu kunde kjende ham igjen. Krag blev med en gang bevæget av en underlig anelse om at han hadde fundet et spor som han burde følge. Han følte paa en underlig, uforklarlig maate en hemmelighet omkring sig.
Og nu hørte han Reisman slaa til:
— Tre og fem til.
— Jeg svarer de fem, sa Stenersen.
— Ikke videre?
— Nei, sa Stenersen.
— Puljen er paa 58 000 kroner, mine herrer, oplyste inspektøren tørt.
Der var en stund dødsstille omkring bordet, og i denne stilhet hørtes pludselig en blid stemme si:
— Dobler De ikke, Reisman?
Det var Suronen som hadde sagt dette.
XX.
116 000.[rediger]
Suronens ord vakte paa ny Krags interesse for spillet. Han hadde set saa meget av pokeren (selv spillet han det aldrig), at Reisman nu kunde foreslaa at fordoble indsatsen. Han kunde begynde at «handle» som det het. Det er gjerne i denne handel de virkelige pokerspillere søker at tjene sine sporer. Foruten dobling kan der foreslaaes deling; der kan ogsaa foreslaaes at motparten erholder en del av indsatsen, f. eks, en femtedel for at gaa bort uten videre. Sitter nu en spiller med overlegne kort, har han selvfølgelig en sterk spiller i denne handel, men selv en spiller med svake kort paa haanden kan med dristige bud og forslag i den grad bluffe sin motstander at det i mange tilfælde vil kunne lykkes ham at komme ut av en prekær situation med nogenlunde helt skind.
Den haug, som nu stod paa bordet, repræsenterte en værdi av 58 000 kroner. Spillet var stanset av tykke
videre bud til ophør.
Dermed kunde spillet faktisk være endt. Reisman kunde forlange kortene vist op, og han vilde da uvægerlig vinde paa sine fire es.
Men dels var det skik at avvente ialfald motstanderens videre forslag og dels kunde Reisman ved at manøvrere med handelen yderligere bringe nogen tusener paa bordet. Kort sagt han lyttet med synlig eftertanke til Suronens ord og sa med klædelig koketteri:
— Den kjære finske ven gir mig kanske et godt raad. Jeg dobler imidlertid ikke, da jeg nødig vil sætte Stenersen i den situation at maatte avslaa. (O, humbug! tænkte Krag). Derimot har jeg et andet forslag . . .
Reisman talte op jetons repræsenterende en værdi av 5000 kroner, skjøv disse over mot Stenersen og sa:
— Jeg byder Stenersen disse 5000 for at spillet skal betragtes som mit. Saa slipper vi at vise kortene.
Og dermed lænte han sig frem over og la hænderne over den øvrige pengebunke for at antyde at han ansaa dette generøse tilbud for at være paa forhaand antat.
Stenersen gryntet. Tilskuerne begyndte at mumle sig imellem. Enkelte 10. Den almindelige opfattelse av Reismans tilbud var vistnok den at det maatte være ment som ren spøk. Byde Stenersen 5000 for at kaste sig, ham som dog hittil hadde satset over 20 000 kroner.
Krag var efterhaanden blit litt grepet av spændingen; han sat og analyserte spillets rent psykologiske værdi. Han hadde jo den bedste anledning til det, fordi han kjendte den ene parts uovervindelige stilling. Han tænkte: Reisman er for overmodig. Nu var han ikke rigtig god. Han er ikke nervøs nok for at faa den anden med. Dette med tilbudet paa de 5000 var bare en gestus. En skarp iagttager burde nu ha opdaget at Reisman har røbet sig. Et tilbud om deling, tænkte Krag, vilde ha været bedre. Men saa hadde rigtignok Reisman risikert at den anden hadde akceptert — og dermed hadde Reisman tapt sin sikre gevinst. Han betragtet Stenersen. Den fete mands øine laa langt inde i hodet. Men de var skarpe nok disse øine. To glitrende sorte pletter. Og Stenersen gryntet igjen, uforstaaelig, hemmelighetsfuldt; men i dette grynt laa der allikevel en
Stenersen vilde si: Jasaa, sitter du slik, dit bæst!
Stenersen skjøv tilbake igjen de 5000 saa overlegent som om han strøk litt cigaraske bort fra bordet.
— Barnslig, brummet han. Nei, siden der er talt om fem tusen, la os da heller sætte fem tusen til hver.
Han la jetons op.
— Gjerne, svarte Reisman og satte det samme. Der efter tændte han med paatagelig ro sin cigar. Ogsaa dette mishaget Krag, som hadde en bestemt fornemmelse av at Reisman netop søkte at tilsløre sig. Da likte han bedre Stenersen som bare gryntet og drak, men hvis øine glimret overordentlig vaktsomme inde i det følelsesløse fettansigt. Krag tænkte: Stenersen maa nu ha opdaget at Reisman er sikker til bunds. Selv kan han ikke være det. La mig nu se hvordan han søker at redde sig. Foreløbig er han plumpet i for yderligere 5000.
— Indsatsen er nu 68 000, mine herrer, sa inspektøren.
— Har De yderligere forslag, Reisman? spurte Stenersen.
Reisman slog avmaalt asken av sin cigar under Krags smertefulde vaanden. Derefter støtte han nogen røkringer ut, fine, blaa røkringer som snurrende videt sig ut og gled paa luftbølgerne hen over bordet og hen over de nysgjerrige tause skikkelser. Aa, denne rædselsfulde melodramatiske cigar, tænkte Krag . . . Men saa sa pludselig Reisman:
— Doble eller dele!
Det gav et sæt i detektiven. Dette var virkelig galt, dette var hasard — altsaa hadde allikevel Reismans hang til hasard overvundet hans lyst til komediespil. Han tilbyder deling eller dobling, med andre ord: han kan vinde den dobbelte indsats, men han kan ogsaa risikere at Stenersen griper delingen, hele indsatsens deling, og i saa fald er jo det hele spil bli nullisert. Men han har ialfald opnaadd at Stenersen nu er blit desorientert. Efter Krags analyse kan Stenersen nu umulig med nogenlunde sikkerhet vite hvor Reisman staar. Reismans tilbud kunde tyde paa at han stod daarlig, og hvis Stenersen heldet til den anskuelse, hadde Reisman opnaadd den væsentligste triumf i poker: Han hadde faat motstanderen til at tro det gale. Desuten hadde Reisman i eminent grad styrket sin egen
sin ydre optræden, han kunde gjerne være komediant, det spilte ingen rolle, for hans tilbud indeholdt allikevel saa vidtrækkende dobbeltsidige konsekvenser, at Stenersen for stedse var slaat ut i uvissheten. Flere og flere folk kom strømmende til for at paahøre dette merkelige spil. Krag la merke til at finnen Suronen hadde manøvrert sig hen til Stenersen. Alles øine var rettet mot Stenersen.
— Haardt spil, sa Stenersen — virkelig haardt spil.
I et øieblik var det formelig som om spændingen tonet i den stilhet som hersket: Vilde han gripe delingen? Men saa sa han:
— Jeg indbyder til aktieselskap.
Og før nogen hadde faat tid til at ytre sig, hørtes Suronens stemme:
— Jeg gaar med paa dobling.
Dette utrop efterfulgtes av almindelig munter og interessert støi. Naturligvis, blev der sagt, naturligvis skulde Suronen med paa dette her. Han er uforbederlig, sa en anden. Han brænder sig nok, sa en tredje. Men der var i disse utrop en fælles tone av beundring. Suronen var godt likt. Og han hadde altid en maner at spille paa, som kunde bringe en ungarsk magnats hjerte til at banke hurtigere.
I et tilfælde som dette hvor ingen av de omkringstaaende har set eller ser de spillendes kort, tillater klubbens regler at en utenforstaaende gaar ind paa parti med halv risiko for tap og halv chance for gevinst. Dette var nu skedd. Suronen hadde stillet sig ved Stenersens side. Fra nu av var Krags opmerksomhet udelukkende fæstet mot Suronen. Detektiven sat saaledes til at han kunde se finnen hele tiden. Stakkars mand, tænkte han, idet han regnet spillet ut. Det vil koste ham 34 000 kroner. Det er dog en sum. Men samtidig kunde ikke Krag dæmpe en besynderlig fornemmelse av at de nærmeste minutters hændelser allikevel ikke laa saa jevnt nu som han utstaket kunde tro. Skulde noget uventet allikevel indtræffe?
— Jeg akcepterer! hørtes Reismans stemme.
— Intet yderligere forslag? spurte Suronen.
— Jeg har nok, svarte Reisman. Har herrerne noget forslag?
Det glimtet i Suronens ansigt. Hvadbehager, tænkte Krag — skal han yderligere op?
— Puljen er nu 116 00! utropte inspektøren koldt og forrietningsmæssig.
Stenersen la sin vældige næve i bordet og ropte:
— Nok! Slut!
Krag hadde her opdaget et visst uttryk for skuffelse i Suronens ansigt.
Alle trængtes nu om bordet og inspektøren aapnet den lille trækasse. Han uttok de tre forseglede kortbunker.
— Jeg vil anmode mine herrer om at undersøke at seglene er ubrutte.
De to spillere undersøkte seglene. Alt var i orden,
Stenersen brøt først sin konvolut og la kortene op. Det var fire konger og en tier.
— Fire konger, mumlet Reisman, idet han febrilsk brøt seglet paa sin pakke, hvad er fire konger, mine herrer, mot . . .
Triumferende la han kortene frem og fortsatte, idet han med haanden gjorde en stor gestus — — — mot fire es, mine herrer?
I et tiendedels sekund hersket dyp taushet. Alle lænte sig over bordet, kikket over hverandres skuldre, trængte paa. Men saa opløste alt sig i en vild støi av latter og rop. Aldrig har «Den frisindede Klub»s lokaler dundret av en værre larm. Folk danset omkring, slog sig paa laarene, omfavnet hverandre i indiansk overgivenhet, hengav sig fuldstændig til en øredøvende yrsel.
Den eneste som forholdt sig rolig var Reisman. Han sat og stirret som forhekset paa bordet.
Der fandtes nemlig ikke et eneste es blandt hans fem kort. Der var en kløver 7, en ruter 2, en spar 10, en hjerter 5 og en knegt. Det var ingen ting, ikke engang et eneste par, absolut ingenting.
Reisman var litt blek. Han stønnet smertefuldt, hans ansigt fortrak sig til en grimase, og hans haand grep mot hjertet — der hvor lommeboken er.