Fjerdemand/16
XVI.
BREVET KLOKKEN 3.
[rediger]Krag saa sig omkring i værelset, og han maatte indrømme at han kunde ha ret til at tænke slik.
Selv over direktør Reismans ellers saa velavbalanserte skikkelse var der nu noget nervøst og opjaget. Reisman lot sine fingre uavbrutt gramse i dokumentmappen som om han ledte efter et bestemt papir, han aldrig kunde faa tak i.
Den lange Ødegaard sat og stirret frem for sig med vidaapne øine — disse øine som skinte store og forvaakne i hans graa og trætte ansigt. Av von Brakels utseende kunde det merkes at han i længere tid hadde været borte fra sine toiletsaker. Hans ellers ulastelige skikkelse hadde faat et anstrøk av en eleganse som kunde tiltrænge fornyelse. Foruten det store sindssyke lerret, som næsten fyldte den ene væg, var en hel del andre malerier og tegninger smekket op omkring i rummet, enkelte hang fast i store spiker paa væggene, andre var stillet op mot speilet eller hvilte sig mot stolebenene. Alle var av den sælsomme karakter som under en høitidelig utstilling kan indbyde til aandfuld analyse, men som her alene forøket det sindsforvirrede i hele interiøret. Ind mellem malerkluter og halvt utpressede tuber, hvis indhold randt ut over stolbetrækkene og borddukene, stod glas i avvekslende former, whiskyflasker og champagneflasker. Selv sat denne sælsomme kunstner og vippet likegyldig med det ene ben over det andet, gjespende, træt indtil døden. Paa gulvet fandtes en halvtømt champagnekasse, straa fra flaskehylser, bortkastede hylser, snipper og slips og kasserte, brokede kortspil. Og saa midt i det hele, samlet om det grønne spillebord, den lykkelige direktion for fem tusen ulykkelige aktionærer i «Aktieselskapet 7. december». Krag hadde ret til at spørge slik: Er jeg kommet blandt gale?
— Har herrerne kjedet sig i denne tid? spurte han.
— Litt har vi altid kjedet os, svarte Ødegaard; vi har jo manglet en fjerdemand. Men det var vistnok værre før jeg kom, tilføiet han selvbevisst.
Formanden indskred straks:
— Direktionen er sat, mine herrer, sa han, og den slags avbrytelser hører ikke hjemme her. Tillater de, at jeg som den valgte leder gjør rede for hvad «Aktieselskapet 7. december» hittil har utrettet.
Alle gav med en hovedbøining sit bifald til kjende, hvorefter dirigenten begyndte saaledes:
— Selskapets stiftelse blev besluttet en aften paa Grand Hotel for omtrent 14 dage siden.
— Var det meget sent? spurte Krag.
— Siden det nye medlem av direktionen forlanger eksakte oplysninger, svarte formanden uforstyrrelig, maa det være mig tillatt at oplyse om at beslutningen blev fattet klokken halv fire om morgenen. Hvis der i den ærede interpellants anførsel skulde være skjult nogen som helst art av insinuation, maa jeg paa det bestemteste avvise en saadan. Jeg tror nok at forslaget om selskapets dannelse oprindelig stammer fra hr. Ødegaard. Forslaget tjener til ære for hans fantasi, men ogsaa til ære for den medfølelse han altid har næret like over for ulykkelig stillede aktionærer. Forslaget blev fremstillet i en forsamling, bestaaende av mig og hr. Ødegaard, av dig, hr. von Brakel, og av vor kjære Jos, som desværre ikke er til stede. At flere ikke var nærværende ved leiligheten berodde ene og alene derpaa, at vi hin nat var beskjæftiget med en yderst behagelig og høi bridge.
Her konfererte formanden med sit ur, som om det var nødvendig ikke at spilde et eneste sekund av tiden med likegyldige biting.
— Hvorfor ser du hele tiden paa klokken? spurte Ødegaard.
— Fordi, svarte Reisman, jeg maa passe paa at vi ikke kommer for sent til bladene. Jeg har bestilt plads aapen i nat i samtlige aviser baade for redaktionelle meddelelser og for de nødvendige annonser.
— Har du? ropte Ødegaard i høieste grad forskrækket. Men saa vet jo alle bladene at vi er i behold, og dermed er saken tapt.
—Ta det med ro, kjære ven, svarte Reisman. Du glemmer vor forbindelse i Kristiania. Det er ham som har besørget det. Bladene aner intet.
— Naa, saaledes. Du mener Billington altsaa, sa Ødegaard beroliget, fortsæt kjære ven.
Billington, tænkte Krag, det er kontorchefen hos Jos.
for dagen at han hadde fæstet sig ved dette navn, lot han Reisman fortsætte. Reisman talte i en alvorlig tone som om han sat over for en generalforsamling, repræsenterende millioner. Nu og da saa han langt utover og forbi forsamlingen som om han vilde indkassere opmerksomhet og bifald, og det lot ikke til at forstyrre ham at hans øine alene møtte de forvredne træk i von Brakels gule og grønne malerier.
— Som mine herrer husker, sa han, var det ved samme leilighet jeg meddelte min hensigt om at avholde en stor tilstelning til indtægt for julens trængende. Denne tilstelning skulde holdes i mit store danseetablissement, som rummer to tusen mennesker, og jeg uttalte min frygt for at tilstelningen paa grund av den raadende slaphet blandt publikum ikke skulde naa det forønskede resultat. Da var det min udmerkede ven Ødegaard fremkastet sin idé om dannelsen av «Aktieselskapet 7. december». Som mine herrer allerede har set av avisene, er 7. december dagen for denne tilstelnings avholdelse, og jeg kan foreløbig bare forsikre om at tilstelningen vil bli avholdt tiltrods for bladenes uheldssvangre spaadomme om at den maa utsættes paa grund av hovedaktørens uventede forsvinden.
Reisman talte hele tiden likesom til den store forsamling, men Asbjørn Krag var dog paa det rene med at henvendelsen i grunden bare gjaldt ham. Ødegaard hørte paa med stor træthet og von Brakel med uendelig bedrøvelse.
— Da var det, fortsatte Reisman, at min ven Ødegaard foreslog at der skulde laves en virkelig Kristianiasensation for den gode hensigts skyld. En sensation som Kristiania skulde tale om i flere dage, og som tilslut skulde kulminere i forestillingen den 7. december. Desværre er folk blit ganske forvænt med sensation, saa vi var paa det rene med at der maatte noget ganske ekstraordinært til. Efter at Ødegaard ved en leilighet hadde tapt 8 tredoblede beter, blev vi saa under den derefter herskende ophidselse enige om at danne aktieselskapet, d. v. s. vi fire skulde være de fem tusen, som trængte vor hjælp. Med andre ord, mine herrer, aktieselskapets hensigt gir sig selv gjennem den enkle formel at aktionærene har ingen forpligtelser utover den ene at hæve utbyttet. Ved alle slike tilstelninger gjælder det
huse; men nu er publikum efterhaanden blit saa forvænt med optræden i velgjørende øiemed av kabaretister og sangerinder og verslæsende poeter, at vi straks var paa det rene med, at skulde denne tilstelning faa den succes som anstaar sig mit navn og mit etablissement, da maatte der noget ekstra til. Saa blev vi enige om at lave sensationen, og forat ikke hemmeligheten skulde sprede sig blev vi enige om at den kun skulde omfatte os fire og saa en eneste tillidsmand i Kristiania, som vi kunde stole paa, nemlig Jos’ kontorchef, Billington. Mine herrer! Hittil har vi al grund til at være tilfreds med vort arbeide. Paa en yderst mystisk maate har vi latt os bortføre den ene efter den anden, og efterhaanden er vi støtt sammen her for i fred og ro — dog under iagttagelse av visse selskabelige former (en gestus til champagneflaskerne) — at kunne avtale slagets strategi. Nu har vi alt færdig: plakater, notiser, reklamer — jeg behøver bare at fremlægge denne ene lille notis, som imorgen skal findes i alle bladene, for at gi et indtryk av arten av denne sjeldne form for sensation.
Reisman kastet et stykke papir frem til Krag og sa, idet han velbehagelig lænet sig tilbake i stolen:
— Læs høit:
Krag læste:
%SDe forsvundnes skjæbne.
Denne gaade, som i flere dage har været byens
samtaleemne, har, efter hvad der meddeles os, igaar
aftes fundet en lykkelig løsning. Smart som
sedvanlig har direktør Reisman villet benytte denne
anledning til at skape forøket interesse for den
velgjørenhetsforestilling som iaften avholdes i
danseetablissementet «Den blaa Ugle». Herrerne, der saa
lykkelig er undsluppet en oplevelse, som heldigvis
er ganske enestaaende i vor fredelige by, har
foretrukket at fortælle sammenhængen for publikum
ved forestillingen iaften istedenfor at gi den til
bedste for avisene. Vi maa altsaa smøre os med
taalmodighet til iaften og henviser iøvrig til
annonserne.
Neppe var oplæsningen av denne merkværdige notis til ende før Ødegaard slog i bordet og ropte:
— Der kommer Jos!
Alle lyttet.
Man hørte at en bil arbeidet sig frem gjennem snøskavlene utenfor. Litt efter lød der hurtige og larmende trin i trappen. Døren blev revet op.
Det var ikke Jos. Det var en herre som ikke Krag kjendte.
— Er det Dem, Billington, sa Reisman forbauset. Hvad skal det bety?
Billington blev staaende i døren, fykende av sne, ivrig, nervøs.
— Er Jos her? spurte han.
— Nei.
— Han maa være her, sa Billington.
— Han er ikke her og har ikke været her.
— Saa maa der være hændt en ulykke.
— Fy fan, hvor blek ynglingen er, sa von Brakel.
Krag tænkte: De herrer har ikke regnet med det nye
led som er kommet til: Brevet klokken 3. Saa er
der kanske allikevel alvor i leken.
XVII.
JONASSEN.
[rediger]Kontorchef Billingtons ord blev mottat med en viss uheldsvanger taushet. Reisman stod op.
— Forklar Dem nærmere, sa han. Hvad kan der være hændt vor kjære ven?
Hr. Billington steg ind i rummet. Han saa sig omkring og kunde ikke skjule at han følte sig ilde til mode i de besynderlige omgivelser. Da han fik øie paa von Brakels affisch, mumlet han halvhøit:
— Aa, dette evige cirkus.
Von Brakel reiste sig nu ogsaa og spurte:
— Hvad mener min herre?
Der var over denne sirlige svenske en formfuldendt, men kold høflighet som virket truende. Billington forstod kanske at han hadde latt sit daarlige humør løpe av med sig.