Fjerdemand/1

I.

DIREKTØR JOACHIM REISMAN.

Direktøren for danseetablissementet «Den blaa Ugle» var den første som forsvandt. Det var torsdag den 29de november klokken 11.35 aften, netop som generaldirektør Hans Jacob Stenersen doblet meldingen. Chefen for «Den blaa Ugle» het Joachim Reisman, var ugift, rik, saa godt ut og sat ved det tredje bord til høire i «Den frisindede Klub» sammen med tre av byens dristigste pokerspillere. Den gamle vaktmester Halvor kom ind med et brev, et ganske almindelig brev i en lysblaa, firkantet konvolut. Reisman læste brevet og saa forsvandt han.

Den anden som rammedes av den besynderlige skjæbne var den berømte svenske kunstmaler i den futuristiske retning, Karl-Erik von Brakel. Han forsvandt natten til den 2den december nogen minutter over 1 under den magnifikke middag som digteren Harald Oxford gav i fyrstelig lykke i Grand Hotel. Netop som verten selv var i færd med at falde under bordet og stemningen var paa det høieste, kom hovmester Sørensen ind med et brev, som han overgav til herr von Brakel. Det var et ganske almindelig brev i en lysblaa, firkantet konvolut. Saa forsvandt von Brakel.

Den tredje som blev borte var den kjendte, meget yndede og endmere frygtede forfatter og kritiker, dr. jur. Eivind Ødegaard. Det var under særdeles besynderlige omstændigheter efter en fest paa Grand Hotel . . . Men for oversigten og den rette sammenhængs skyld er det nødvendig at gjennemgaa hver hændelse for sig. Det er synd at si, at dansedirektør Reismans forsvinden vakte opsigt utover kameratkredsen og de nærmeste bekjendte. Man var vant til, at Joachim Reisman foretok ekscentriske handlinger, som først senere fik sin forklaring. Allerede samme aften gav en av selskapet i klubben det forløsende ord: «Damer,» sa han, «disse pokkers damer.» Dette utbrud syntes at indeholde en løsning som i øieblikket blev godtat.

Men da saa maleren Karl-Erik von Brakel to dage efter forsvandt paa samme gaadefulde maate efter læsningen av et ganske almindelig brev av det samme lyseblaa utseende, fik saken straks et andet omfang. Enkelte aviser begyndte at beskjæftige sig med den og de forsvundnes venner satte sig i bevægelse for at hitføre en løsning av mysteriet. Hvorledes denne affære videre skred frem i i sin baade burleske og tragiske utvikling tilhører historien. Som bekjendt lykkedes det først sent at bringe lys i mørket og man kan si, at først nu ligger dramaet aapent i sin endelige opklaring. Dramaet indeholder som sagt en besynderlig blanding av alvor og komedie. Det sidste var til at begynde med fremherskende; men det varte ikke længe, forinden uhyggen viklet sit blodige spind ind i garnet. Det er sandsynlig at tragedien har begyndt sit spind allerede ved det tidspunkt, da den svenske maler rammedes. At utrede historiens indfiltrede traader er som at sønderdele igjen et stykke av det stedse forunderlige og uberegnelige levende liv med sin spøk, sin ulykke og med sin underfundige og ubønhørlige lek med menneskeskjæbner.

Det er nødvendig at fiksere situationen ved det tidspunkt, da historien om de blaa brever begynder: Klokken 11 om aftenen den 29. november. I «Den frisindede Klub», som mere har en selskabelig end en politisk karakter, er der spilleaften og lokalerne frembyder det sedvanlige og kjendte billede med kortpartier og schakpartier. Omkring enkelte bord staar nysgjerrige samlet. Ved nogen faa bord sitter enkelte gjester, kjendte liberale fra det politiske liv, og læser sin blade. Stemningen er præget av ro og hygge, saaledes som den bør være i en klub, der holder paa sin anseelse indenfor en borgerlig og jevn ramme. Nu og da brytes stilheten av latter og støi fra et av bordene, hvor spilleresultatet i øieblikket vækker sensation.

Det bord, som samler mest nysgjerrige, er bordet længst tilhøire ved indgangen, hvor et pokerparti i de sidste timer ved et temmelig høit spil har henledet den almindelige opmerksomhet paa sig. Der spilles ikke om kontanter, det forbyder ordensreglene, men der er sat høie værdier paa de mangefarvede jetons, som i stabler og dynger bedækker bordet. Ved dette bord befinder sig Joachim Reisman, direktøren for danseetablissementet «Den blaa Ugle». Han spiller netop imot generaldirektør Stenersen (A/S No-Fi-Ba). De andre tre deltagere i spillet har kastet sine kort. Stenersen har lagt frem en bunke jetons, som i pengeværdi betyr 3000 kroner og yderligere øket med 2000. Eftersom netop dette spil fik betydning ved den følgende undersøkelse, er det ikke overflødig at nævne dette.

Dansedirektøren er en forholdsvis ung mand. Han ansees for at være rik og tilhører det bedste selskap, hvad man ikke skulde tro, naar man tar det etablissement i betragtning, som han er leder av. Han har imidlertid i sin tid erhvervet sig et net litet navn som violinist og komponist av smægtende og populære operetter, en arvet formue har sat ham i stand til at brilliere som kunstsamler, og et medfødt forretningstalent har i tide indgit ham den gode idé at forlate kunstens mindre indbringende bane for istedet at kaste sig over spekulationer i retning av konsertbureauer, forlystelsesetablissementer og lignende. Derigjennem beholder han ogsaa noget av kunstens nimbus over sine forretningsmæssige foretagender. Han tilhører absolut den verden som morer sig, og hans stilfulde væsen og mange muntre karnevalspaafund, har skaffet ham talrige beundrende venner. Han er en søkt mand ogsaa derfor, at han gjerne deltar i høit spil og har raad til at tape. Selv i den vildeste poker mister han ikke sit væsens flegma, han ynder at præsentere et bedskt smil, som aldrig forlater ham, hvad enten han taper eller vinder.

Om hans motspiller iaften, Stenersen fra No-Fi-Ba, er det egentlig ikke noget andet at meddele, end hans populære opnavn «Pjolterkongen» tegner ham bedst og sikrest. En svær, tung skikkelse, som nødig sier andet end det som i egentlig forstand vedkommer hvad han i øieblikket beskjæftiger sig med — i ledige stunder pjolteren og kort spillet. Det fortælles om ham, at han engang i et selskap drak istykker en stol, — han sat stille og truende og taus og drak pjolter efter pjolter og ved den attende pjolter brast stolen i stykker med et brak, mens Pjalterkongen sank ned i ruinene. En hvilkensomhelst avbrytelse av kortspillet er ham motbydelig, og hvis nogen av spillerne drister sig til begynde paa en selskabelig anekdote midt i spillet, synes han nær en eksplosion. Han er bestemt til at dø av slag det øieblik, da en søt, ung dame træder hen til hans spillebord, skubber alle kortene sammen til én bunke og sier: «Nei, nu vil vi heller danse!» —

Altsaa: Reisman høier med 2000, Pjolterkongen dækker straks de 2000, tæller med sine svulne, blaarøde fingre op yderligere 5000 og sier:

— Jeg dobler.

Spillet gjælder nu 15 000 kroner og der hersker en forventningsfuld stilhet blandt de nysgjerrige, som belemrer bordet. Reisman har nonchalant lagt sine fem kort med baksiden opad i en bunke paa bordet. Stenersen holder sine kort skjult inde i haanden. Han drikker og avgir et grynt, det er den eneste meddelelse han pleier at gi ved spillebordet og derav kan man ikke slutte noget.

Da er det, at klubbens vaktmester, Halvor, kommer ind fra vestibulen, trænger sig frem til spillebordet og leverer Reisman den lyseblaa konvolut.

— Haster! sier han.

Under andre omstændigheter vilde sikkert Reisman ha ventet med læsningen, indtil det spændende spil var blit avgjort. Men da han faar se den blaa konvolut gir det et ryk i ham, han aapner brevet, tar op et blaat kort, noget større end et visitkort, og øiner hurtig igjennem det. Derefter reiser han sig op uten at si et ord, forlater spillet og gaar ut i vestibulen. Alle de tilstedeværende la saaledes merke til, at det ikke var saameget læsningen av brevet, som selve brevets tilsynekomst, der berørte ham sterkt.

Spændingen omkring spillet var voldsom. Ti satsen var høi selv for disse gentlemen. Reisman hadde nu anledning til at doble, risikoen vilde da være 30 000 kroner. Maaske gjemte hans fem kort, som laa der paa bordet, denne formue?

Man hadde ventet Reismans snarlige tilbakekomst, men der gik et kvarter og han blev borte. Pjolterkongen blev overordentlig utaalmodig og han gryntet faretruende. Man ropte paa Halvor.

Halvor kom.

— Herr Reisman, sa han, han er gaat.

Der blev en voldsom opstandelse. Man vilde ikke tro sine egne øren.

— Han tok sin pels paa og gik, fortalte Halvor, jeg spurte om han snart kom igjen, men han svarte mig ikke. Han bare gik.

Da der yderligere var gaat et kvarter uten at Reisman hadde latt høre fra sig, blev klubmesteren tilkaldt. Efter nogen diskusion blev det besluttet, at kortene skulde forsegles. Reismans kort forsegledes i én konvolut, Pjolterkongens i en anden og de øvrige; kort i en tredje. Alle tre konvolutter blev forvart i klubbens pengeskap.

Spændingen omkring det høie spil blev ikke forløst den aften. Reisman kom ikke tilbake. Men klokken 2 paa natten var det, at en herre, som meddelt ovenfor, søkte at gi en forklaring paa den gaadefulde hændelse.

— Damer, sa denne herre, de pokkers damer. . .


II.

MALEREN KARL-ERIK von BRAKEL.

Vi kommer nu til den næste som rammedes av skjæbnen. Den svenske maler Karl-Erik von Brakel, hvis utstilling i byens fashionable utstillingslokale dels hadde vakt vred motstand og dels dyp beundring. Utstillingens mest omstridte billede var et kjæmpelerret forestillende — ja, hvad forestiller det egentlig? Det blev ialfald paastaaet, at billedet skulde forestile den japanske admiral Togo dansende i blaa pyjamas blandt over 2000 rotter. Kunstneren hadde lagt en overordentlig omhu i fremstillingen av disse rotter, og det var alene under store betænkeligheter han hadde latt sig overtale til at utstille kunstverket av den grund, at tre av rotterne endnu ikke var rigtig færdige. Han var egentlig mere fransk end skandinav, mørk som en provencaler; et langt ophold i den fjerne orient hadde forlenet hans væsen med en besnærende flegma og en viss asiatisk kynisme, men samtidig var han en egte repræsentant for den gamle svenske adel, som i forfinelse