Firenze

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Knut Hamsun Firenze

av Olaf Bull
Flyvende sommer
Fra Oinos og Eros (1930).


Fra piazzalens
plads over Arnoen
aner en guldskjæret
dø i sletten —
ute i tvelyset
flimrer den, dômen,
under den kuldskjære
marmorhætten!

Rundt paa de himmelske
rytmiske høider
tændes til Angelus
lys i Fiésole —
alterbjærge,
hvor dagens ofre
dampet fra druer
i hedensk sol!

Dalen blir tat
i et taaketjeld,
drivende hænder
af dimme fjærner
bjærgenes skat,
og Toscanas kveld
sænker sit svære
vizir af stjerner!

Men stolt er at se,
hvor taarntitaner
op i det mørknende
rummet raker,
og ruger som tre
slags fabelsvaner
over et størknende
hav af taker!

Du Fiorenzia,
strenge solby,
blodby, jærnby,
vældig at gaa —
lænker, lanterner,
myther i murene,
blomsterblade
i hver en vraa!

I galleriernes
lange aarer
flyter i billeder
seklers liv —
ekko af elskov,
af blod og taarer,
slægter i vaaben
og grannekiv!

Kolde kortiler
i marmorskygger,
lanser og stormklokker
altid rede —
horder som iler
fra smug og brygger:
Vé Ghibellineren,
staal af skjede!

Firenze skal selv
en ung løves
blændende rovtænder
sent skjørne —
blodig skal pantherens
klo kløves
der mot det mægtige
Strozzi-hjørnet!

Haarde var torvene,
Savonarola!
Haardere broerne —
ak Beatrice?
Haarde for ham
som ved Arnos bredd
hvisket i vaarvinden:
Bice, Bice! —

indtil hans skjælvende
sind, vendt væk,
angst for at blindes
i vé og vekhet,
fandt under hvælvene
Herrens træk
bakom en kvindes
straalende blekhet!

Af blodige skjæbner
i blomstervrimlen
ser jeg profilen
af staden stegen
op mot den evige
æterhimlen,
næsten som Alighierens
egen!

Du klingende vaapens
geni, du braa
steile, halstarrige
herskeraand —
nu vikler du kaapens
damask, det blaa,
og sovner med ansiktet
i din haand,

og blir ikke vækket
til virke, førend
klanger fra taarnenes
gyldne esser
runger i luften,
og himmeldøren
aapner for arbeidets
morgenmesser!

Tilbake til toppen av siden.