Firenze
| ←Knut Hamsun | Firenze av Olaf Bull |
Flyvende sommer→ |
Fra piazzalens
plads over Arnoen
aner en guldskjæret
dø i sletten —
ute i tvelyset
flimrer den, dômen,
under den kuldskjære
marmorhætten!
Rundt paa de himmelske
rytmiske høider
tændes til Angelus
lys i Fiésole —
alterbjærge,
hvor dagens ofre
dampet fra druer
i hedensk sol!
Dalen blir tat
i et taaketjeld,
drivende hænder
af dimme fjærner
bjærgenes skat,
og Toscanas kveld
sænker sit svære
vizir af stjerner!
Men stolt er at se,
hvor taarntitaner
op i det mørknende
rummet raker,
og ruger som tre
slags fabelsvaner
over et størknende
hav af taker!
Du Fiorenzia,
strenge solby,
blodby, jærnby,
vældig at gaa —
lænker, lanterner,
myther i murene,
blomsterblade
i hver en vraa!
I galleriernes
lange aarer
flyter i billeder
seklers liv —
ekko af elskov,
af blod og taarer,
slægter i vaaben
og grannekiv!
Kolde kortiler
i marmorskygger,
lanser og stormklokker
altid rede —
horder som iler
fra smug og brygger:
Vé Ghibellineren,
staal af skjede!
Firenze skal selv
en ung løves
blændende rovtænder
sent skjørne —
blodig skal pantherens
klo kløves
der mot det mægtige
Strozzi-hjørnet!
Haarde var torvene,
Savonarola!
Haardere broerne —
ak Beatrice?
Haarde for ham
som ved Arnos bredd
hvisket i vaarvinden:
Bice, Bice! —
indtil hans skjælvende
sind, vendt væk,
angst for at blindes
i vé og vekhet,
fandt under hvælvene
Herrens træk
bakom en kvindes
straalende blekhet!
Af blodige skjæbner
i blomstervrimlen
ser jeg profilen
af staden stegen
op mot den evige
æterhimlen,
næsten som Alighierens
egen!
Du klingende vaapens
geni, du braa
steile, halstarrige
herskeraand —
nu vikler du kaapens
damask, det blaa,
og sovner med ansiktet
i din haand,
og blir ikke vækket
til virke, førend
klanger fra taarnenes
gyldne esser
runger i luften,
og himmeldøren
aapner for arbeidets
morgenmesser!
| Tilbake til toppen av siden. |