Fattigdommens Tilintetgjørelse/1

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Et Lands Rigdom er afhængig af Agerdyrkningens og Industriens Fremme, Handelens Udvikling indenlands og udenlands og den retfærdige og billige Fordeling af de offentlige Indtægter.

Der er ikke en eneste af disse forskjellige Elementer til Udviklingen af det materielle Velvære, som i Frankrige er befriet fra idetmindste en organisk Mangel. Alle uafhængige Mænd erkjende det. De ere alene uenige i Midlerne for at afhjælpe samme.

Agerdyrkning. Det er erkjendt, at den overdrevne Udstykning af Eiendommen leder til Agerdyrkningens Tilintetgjørelse, og dog er Gjenerhvervelsen af Loven om Førstefødselsretten, som vedligeholder de større Eiendomme og tilfredsstiller en mere udvidet Dyrkning at ansee for en Umulighed.

Man maa imidlertid lykønske os med, i politisk Henseende, at det er saaledes.

Industri. Industrien, denne Kilde til Rigdom, arbeider nufortiden uden Forskrivter, Organisation eller noget bestemt Maal. Det er en Maskine, som bevæger sig uden Regulateur, uden at agte paa de Kræfter, der bliver sat i Virksomhed. Hensynsløs i Behandlingen af Menneskene saavelsom Materilerne, blotter den Markerne, formerer Befolkningen i usunde Boliger, afkræfter Aanden tilligemed Legemet, og kaster omsider paa Gaden, naar ingen Sysselsættelse er forhaanden, de samme Mennesker, som for den har opofret deres Kraft, Ungdom og hele jordiske Tilværelse.

Som en sand Arbeidets Saturn, opsluger Industrien sine Bøn, og lever kun af deres Tilintetgjørelse.

Skal man da imidlertid for at bøde paa dens Mangler, bøie den under et Jernaag, berøve den denne Frihed, som alene udgjør dens Liv, og saaledes til Gjengjeld tilintetgjøre den, fordi at den tilintetgjør — uden det mindste Hensyn til de umaadelige Velgjerninger, som følger af dens lykkelige Udvikling. Vi troer at det kun leder til, snarest muligt, at læge de paaførte Onder, uden at forekomme videre Ulykker.

Men det er paatrængende nødvendigt, at noget Virksomt maa iværksættes, thi Selskabet er ikke noget indbildt Væsen, men det er et organisk Legeme, som ikke kan fremspire og blomstre, uden at alle dets Dele er i fuldkommen Sundhedstilstand. — Man fordrer et kraftigt Middel imod de Ulykker, som Industrien medfører, — Landets almindelige Velvære, Menneskehedens Stemme, ja selve Regjeringernes Interesse paakalder dets Iværksættelse.

Indenrigs Handel. Denne Handel lider, fordi at Industrien, idet den producerer formeget i Sammenligning med den ubetydelige Godtgjørelse, som den yder for Arbeidet og Agerdyrkningen ikke giver tilstrækkeligt Udbytte — forskaffer Samfundet Producentere, som ikke kan sælge, og udhungrede Konsumentere, som ikke formaaer at kjøbe, og den fornødne Ligevægt i Forholdene tvinger Regjeringen, her ligesom i England, at søge i China og anden steds Afløb for deres Varer, under Øinene paa Millioner af Franskmænd og Engelskmænd, egne Landsmænd, blottede for Alt, og som, om de formaaede at kjøbe, hvad de behøvede, til tarvelig Føde og Klæder, vilde tilveiebringe en Handelsrørelse, langt betydeligere, end de fordeelagtigste Traktater ere istand til at fyldestgjøre.

Udenrigs Handel. Aarsagerne, som lamme vore Udførsler udenfor Frankrig, berøre for meget vore politiske Forholde, til at vi ville omtale dem her. Det maa kun være nok at yttre, at Mængden af de Handelsvarer, som et Land udfører, er altid[1] i et lige Forhold til det Antal Kugler, som man formaaer at sende sine Fiender, naar Landets Ære og Værdighed fordrer det. — De Begivenheder som nylig (1844) ere forefaldne i China, ere et Bevis for denne Sandhed.

Lad os nu omtale Beskatningen.

Skat. Frankrig er et af de meest beskattede Lande i Europa. Det vilde maaskee være det Rigeste, dersom den offentlige Formue var fordeelt paa en mere ligelig Maade. Beskatningens Væsen kan sammenlignes med Solens Virkning, som siltrekker Jorddampene, for senere at fordele dem som en velgjørende Regn paa alle de forskjellige Steder, som trænge til Vand, for at frugtbargjøres og trives. Naar denne Vexelvirkning foregaaer regelmæssig, da frembringer den modne Frugter; men naar derimod Himlen i sin Vrede hensynsløs lader nedfalde de indsuede Dampe som Uveir, med Storm og Regn, da ødelægges Spiren til al Frembringelse, og Ufrugtbarhed bliver Følgen, eftersom nogle Dele faae formeget og andre igjen forlidet. Imidlertid er det klart, at hvorledes end Atmosphærens Virksomhed har været mere eller mindre velgjørende, har dog næsten altid i Løbet af hvert Aar det samme Qvantum Vand været modtaget og gjengivet. — Fordelingens Naturbar alene bidraget til det forskjelligartede Udbytte. Ligelig og regelmæssig yder den Frugtbarhed — hensynsløs og deelviis afstedkommer den Hungersnød. — Lignende ere Virkningerne af en god eller slet Statsbestyrelse. Dersom de Summer, som hvert Aar opkræves af samtlige Landets Indvaanere, anvendes til ufrugtbare Foretagender, saasom at anlægge unyttige Fæstninger, opføre intetsigende Monumenter, underholde i en dyb Fred en kostbarere Armee end den, som seirede ved Austerlitz — da bliver Beskatningen en trykkende Byrde, som udtømmer Landets Hjælpekilder, idet den modtager uden at gjengive, — men dersom det Modsatte er Tilfælde, at disse Summer anvendes til at frembringe nye Elementer for Virksomhed, at fordele Rigdommene mere ligelige, at tilintetgjøre Elendigheden ved at opdrive og organisere Arbeidet, og endelig at raade Bod paa de Onder, som vores Civilisation medfører i denne Retning, — da vil vistnok Statens Indtægter for Borgerne, — som en Minister en Dag yttrede fra Tribunen — erholde det bedste Udbytte. — Tet er da i Budgettet, Statsindtægterne, som man maa finde det første Støttepunkt for ethvert System, som har til Hensigt: Understøttelse for den arbeidende Klasse.

At søge den andensteds er en Indbildning.

Sparebankerne ere udentvivl nyttige for den mere velhavende Deel af Arbeiderne; de yde Midler til at gjøre en fordeelagtig Brug af den tilveiebragte tarvelige Overskud; men for den talrigste Deel, som Intet har tilovers, og som Følge deraf Intet at undvære, er dette System fuldkommen utilstrækkeligt. At ville tænke paa at lindre Mangelen hos de Mennesker, som ikke har, hvad de skulle leve af, ved at foreslaae for dem, at lægge ethvert Aar Noget til Side af det, som de ikke har, er jo en Spot eller en Dumhed. Hvad har man da at gjøre? — See her. Vores Lov om den ligelige Udstykning af Landeiendommene ødelægger Agerdyrkningen, man maa derfor søge et Middel imod denne Ulempe, ved en Forening, (association) som idet den bringer alle ledige Arme i Anvendelse, frembringer den største Eiendom og den størstmulige Opdyrkning uden nogensomhelst Skade for vore politiske Principper.

Industrien fører nutildags alle Mænd til Byerne og lammer deres Kræfter. Man maa kalde tilbage til Landet det Antal, som er til Overflod i Byerne, og søge ved Arbeide under Guds frie Luft at virke for deres aandelige og legemlige Velvære.

Den arbeidende Klasse eier Intet; men man maa gjøre dem til-Eiendomsmænd. Den er udrustet med dygtige Arme, som det gjælder om at give en nyttig Anvendelse for Alle. Den er ligesom et udmavret Folk i Midten af et Folk af Vellystlinge. Man maa give dem en Plads i Samfundet, og fæste dens Interesse til Jordbunden med Omgivelser. Endelig befinder den sig uden Organisation og uden Baand, uden Rettigheder og uden fremtidige Forhaabninger; — man maa da bidrage til at forskaffe dem disse Rettigheder og en Fremtid og hæve dem i egne Øine gjennem Forening, Opdragelse og offentlig Orden.


  1. Idetmindste under vore nærværende sociale Forholde.