Familien paa Gilje/5
Kapteinen var i et forfærdeligt Humør; det drønede i Dørene hele Formiddagen …
Ved Middagstid var der et lummert Pusterum, hvorunder Jørgen og Thea sad med Øinene ned i Tallerkenen høist forsigtige for ikke at give nogensomhelst Anledning til en Udladning.
Frugten af Jørgens bedste Bestræbelser for at gjøre sig ubemærket var imidlertid som vanligt mindre heldige. Under Suppen kom han til at slurfe lydeligt i ét væk af Skeen, hvilket førte til et tordnende:
„Slurf ikke som en Gris, Gut!”
Efter Middagen følte Kapteinen med ét Nødvendigheden af at fuldføre nogle Beregninger paa en Kart- og Opmaalingsforretning, der havde ligget siden i Høst.
Og nu var det ikke raadeligt at komme Kontoret for nært han var næsten indiansk lydhør for den mindste Larm og aldeles vild fra sig, naar han forstyrredes.
Det var blevet stille, blikstille over hele Huset. Man hørte Rokken snurre ensomt inde fra Stuen og gik sagte i Dørene nedenunder i ren Angst, naar de alligevel knirkede, eller nogen kom til at slippe Kjælderlemmen i eller skralde med Bislagdøren.
… Hvor kunde den tossede Torbjørg finde paa at lægge sig til at skure Gangtrappen nu? Idet hun ilsomt trak sig tilbage med Sandet og Bøtten, forraadte hendes aabne Mund og glanende Øine, at hun ikke begreb den egentlige indre Sammenhæng mellem hendes Skuren og Kapteinen, som sad godt og vel oppe paa Kontoret; det var nok, at han med ét vilde falde som et Uveir ned fra anden Etage.
Nu raabte det deroppe.
Han kom ud fra Kontoret med Ridsefjæren i Munden:
Hvor var der blevet af den gamle blaa Tegnemappen? den havde ligget paa Bordet ovenpaa i Gangen …
Ma maatte op, og Thea og Jørgen med paa Forhør.
Der … der paa Bordet … deri … havde den ligget nu i fem Maaneder. Var det Meningen at gjøre ham rent ulykkelig med al denne Ordningen og Vaskingen?
„Men kjære, kjære Jæger, vi finder den nok, naar Du blot gi’r lidt Taal, … bare vi leder” …
Og der blev en Leden rundt om helt indover paa Loftet, under gamle Vindusruder, omvendte Borde, Garnvinder, Skabe og Skrammel. Jørgen stod i sin angstfulde Iver paa Hovedet gravende dybt ned i en Tønde, da Ma endelig snildelig fik ledet Undersøgelsens Retning indover mod Kontoret igjen:
„Oppe paa Kontorskabet ligger et stort blaat Omslag, men der har Du vel været” …
„Der? … Jeg gad vide, hvem der har fordristet sig til at” …
Han fo’r ind paa Kontoret igjen.
Ja der laa de!
Han slængte Ridsefjæren; han var aldeles ikke oplagt til at arbeide længere, og sad og saa mørk ud for sig med Albuen støttet mod Pulten …
„Det er din Skyld, siger jeg, Ma! — Eller var det kanske mig, som havde det fiffige Indfald at sende hende til Ryfylke?”
Han slog i Pulten.
„Det er Blodpenge … Blodpenge, siger jeg! — Skal det gaa til paa den Maaden, hvad skal vi saa ha’ til at faa Jørgen frem med? — huf, det stiger mig saa til Ho’det! … Atten Daler kastet rent i Bækken” …
„En Søndagskjole maa hun jo have; Thinka har nu slidt paa de Klæder, hun havde hjemmefra, i over halvandet Aar.”
— „End nye Tøies Snørestøvler fra Stavanger! Ja saamæn, ikke mindre end fra Stavanger … det staar der,” han rev Regningen fra Pulten … „og et lakeret Skindbælte og for Halvsaalen og Flikken af Sko to Daler og en Ort … og saa Sysager; jeg har aldrig hørt, at en ung Pige kjøbte Sysager i et Hus! — og Porto! en Daler to Ort og fem Skilling … to Ort og fem! … Det er rent uforstaaeligt.”
„For halvandet Aar, maa Du betænke, Jæger, seksten Skilling for hvert Brev.”
„En lusen Skriver, siger jeg, som ikke engang betaler Brevene, som gaar der fra Kontoret!
Hvorfor skrev hun nu sidst, naar hun lige iforveien havde lagt Hilsen ind i din Brorkones Brev?
Men saa kommer det tilgavns, fire og en halv Alen Silkebaand! Hvorfor satte hun ikke ti, — tyve Alen … saalangt som herfra og ned til Ryfylke? — saa havde hun da sprængt Far sin med engang! For jeg ser, hvor det bærer hen” …
„Husk paa, de reiser til Fogdens og Præstens og Prokuratorens i Besøg og Selskab, ret som det er; vi maa jo lade hende gaa anstændig.”
„Aa, aldrig har jeg hørt det før, at Døttre ogsaa skal koste Penge; det er et splinternyt Reglement det, som Du har fundet paa. Og hvad skal det bli’ til?”
„Den, som intet vil saa ud, Jæger, han høster heller ikke.”
„Ja Synes Du ikke, det ser ud til en deilig Høst? — denne Bygde-Adonisen der paa Kontoret, som gjør Haneben til hende, — en stakkars Kontorist uden Eksamen! — men han er saa flink til at slutte Skifter, he! he!” …
Ma saa lidt slagen ud og stirrede haabløst hen for sig.
„Jo—o Thinka skrev det; han er saa flink til at slutte Skifter, er han! … Synes Du ikke, det var en nok saa pen Indledning af hende det for ham?” Han nynnede … „Det“ er klart som Drank, at hun er forgabet i ham; din Brorkone skrev ellers ikke om det, som hun gjør.”
„Thinka er en blød Natur,” kom Svaret noget langsomt, fortænkt, — „og har vist saa let for at forblinde sig, stakkar,“ varm og modtagelig, som hun er. Men saa har hun nu set saavidt af Verden omkring sig” …
„Ja, Verden gaar ikke paa Vers, som Løitnant Bausback sagde, han betalte Gjælden sin med gamle Mor Stenberg, hun var akkurat tre og en halv Gang saa gammel som han, da de giftede sig!”
„Hun har altid været bøielig, — vi faar haabe paa, at hun er tilgjængelig for et Ord af sine Forældre. Jeg vil skrive og forestille hende Udsigterne” …
„Udsigterne“? … Bland Dig bare ikke i det, Ma! Giftermaal vokser ikke paa Træer. Eller hvad Parti, mener Du, Thinka kan gjøre heroppe“? Blir jeg gammel og kommer paa Pension, ser det net ud med alle Døttrene paa Halsen! … Lad os bare ikke blive gale af Hovmod, Ma, splitter pine gale! — det sidder i Dig og alle Zittowerne.”
Ma blev noget stram ved Læberne og skarp mørk i Øinene; men det var over i Øieblikket:
„Jeg tænker paa, at her igrunden kunde spares paa Flesk og Smør i Huset; det er ikke halv saa saltet, som det bruges mangesteds i det udvendige, og naar saa Grisen — bare Skinkerne, mener jeg, — faar gaa med Læsset til Byen, saa kan vi nok have Udvei til at tage Pengene ind igjen. Ellers vilde jeg komme rent ud af Fatningen. … Men skal vi først ud med dem, synes jeg, Du bør sende dem paa Posthuset straks, Jæger! de bør ikke se andet, end at Du er kontant.”
Kapteinen reiste sig og pustede.
„Ti … og fem er femten … og tre er atten,” han talte Pengene ud af Pulteskuffen. „Vi ser aldrig de Penge mere … Hvor er Saksen“? Saksen, siger jeg!” …
Han begyndte at klippe Omslag til Pengebrev ud af en gammel graa Konvolut fra et Tjenestebrev, som han vendte.
„Frakken og Skjærfet ligger her ved Ovnen,” sagde Ma, da hun igjen kom ind.
„Der! — læg Lakket og Signetet i Sidelommen, saa jeg ikke glemmer det; ellers faar jeg betale for Forseglingen med.” — — —
— Det lumre Humør var som strøget af Kapteinen, da han ilsomt kom tilbage fra Postaabneriet. Han havde fundet Brev fra Inger-Johanna og straks begyndt at kige i det; men saa blev det for mørkt.
Frakken var af ham i en Ruf, og han begyndte endnu med Huen paa ivrig at læse videre ved det nytændte Lys.
„Ma! — Ma, — bed Ma komme ind straks! … og et Lys til!”
Man saa ikke mere, da Lyset fik en Raptus af Dunkelhed, og der maatte bies, til Tanden igjen fik taget sig op.
Ma kom ind brættende Ærmerne ned efter Bagningen.
„Nu skal Du høre,” fortsatte han:
… „„At et saadant Bal ikke kan vare længere! Tante vil gjerne være af de første, som bryder op, saa jeg i Kotillonen sidder i stadig Angst for, at hun skal bede om Slæden. Saa skal jeg forhøres; men saa er det nu ikke længere som de Par første Gange, vi kjørte hjem, da jeg snakkede og plapprede ud alt muligt, vrængte min Sjæl og alle mine Følelser ud i Tantes Fang som en Lomme.
Igaar var jeg paa mit syvende og engageret alt til langt ude i det niende, som nok ikke bliver mit sidste, vil jeg haabe, i denne Vinter (jeg opførte fem Gange). Igaar undslap jeg ogsaa heldigen Løitnant Mein, han med Jørgens Hestebidsel om Munden, som har begyndt at ville sikkre sig mig til Kotillonen, som han siger. Han sidder og staar i Selskaberne hjemme hos Tante (hvilket er alt, hvad han gjør, for der er ikke et Ord i hans Mund) og bare ser og glor paa mig.
Naa, I skulde se mine Balbøger! ført op har jeg, tror jeg, Trediedelen af alle Dansene i Vinter. Tante har foræret mig en Bæltespænde, som er deilig og med alle de dunkelgule Stene hæver Kjolen vidunderligt. Tante har Smag; men enige bliver vi alligevel aldrig, naar jeg klæder mig. Gamle Tante Alette var oppe hos mig igaar, og hende fik jeg da paa mit Parti. Saa blev jeg fri for at have Dubber slængende om Ørene; de kjendtes, som der hang to Tømmestumper efter mig, og saa maa jeg faa kunne røre Armene i Kjolen, skal jeg ikke kjende mig som en Trædukke.
I maa vide, jeg er vokset et halvt Kvarter, siden jeg var hjemme. Men aldrig i mit Liv har jeg vidst rigtig, hvad det er at være til, tror jeg, før i Vinter. Naar jeg lukker Øinene, er det, som jeg i Drømme kan se gjennem en Række Sale med Lysekroner, hvorunder der bølger Musik, og hvori jeg danser og føres, saa der ligesom bliver Vei af sig selv.
Jeg forstaar, hvordan Tante Eleonore maa have følt, hun, som var saa vakker, og som de siger, jeg ligner saa; hun døde jo efter et Bal, siger Tante Alette; det maa have været af Glæde. Der er intet som at danse! intet som at se dem kappes om at engagere, at de ligesom knæler med Øinene og saa bliver forvirrede, naar jeg svarer dem, som de ikke venter.
Og hvormange Gange, tror I nu vel, jeg har hørt, at jeg har saadant mærkeligt sort Haar, saadanne mærkelige faste Øine, saadan superb Holdning; hvormange Gange mener I, det er sagt mig paa den fineste Maade, og paa den groveste Maade? Tante har ogsaa begyndt at beundre; jeg kunde ønske hele Vinteren, hele Livet (saalænge jeg er vakker, ikke længere!) var et eneste Bal, som den polske Greve, der kjørte paa Sukker.
Og saa har jeg altid saadan Lyst til at dø ovenpaa hver Gang, naar jeg ligger og tænker paa det og ligesom endnu hører Musiken i Ørene, helt til jeg kommer til at tænke paa det næste.
Til det skal jeg have en ny lysegul med sort; det og hvidt klæder mig bedst, siger Tante, og saa atter nye gule Silkesko, knappet op til Ankelen; Tante siger, min høie Vrist forraader Race. Og det føler jeg, jeg har; jeg generer mig sandelig ikke for at snakke fra lige ud, hvad jeg tænker; og det er saa morsomt, at se Folk spærre Øinene op og undres paa, hvad mon Du er for én.
Jeg begynder virkelig at faa Mistanke om, at flere af vore Herrer hverken har set en levende Gris eller And eller et Føl (som er det vakkreste jeg véd). De bliver saa dumme, straks jeg blot nævner om noget fra Landet; det skulde da være, om jeg sagde det paa fransk, un Canard, une cheval, un cochon, une vache!
Student Grip paastaar, at af dem, som er født i Byen, har ikke en af ti set en Ko malkes! Han ærgrer nu ogsaa Tante med, at alt det, som sker paa fransk, er saameget finere, og mener, at vi læser og græder saa gjerne over to elskende, som springer i Vandet fra Pont neuf; men lad blot det samme passere fra Vaterlands Bro her hjemme, saa er det simpelt, og jamen synes jeg, han mangen Gang har Ret! Tante maa le. Og hvormeget hun nu siger, han mangler i Slebet Væsen og Dannelse i Blodet, saa morer hun sig over ham. Og det gjør man overalt, for udbuden er han hver eneste Dag i Ugen.
Her kommer han gjerne Søndag Eftermiddagene og drikker Kaffe, for da er han sikker paa, at baade Tante og jeg kjeder os, siger han, (ja grueligt! hvor kan han nu vide det?) og at han slipper at gaa paa Stylter og lyve mellem de blaa Thekopper!
Og da er Tante og han morsomme tilgavns, naar han taler fra Leveren, og Tante modsiger ham og tager ham afdage. For tænke sit gjør han bestandig, det kan jeg se bare paa, hvordan han sidder med Hovedet paa skjeve og rører sagte om med Theskeen i Kaffekoppen. Det er rent til at le over, for mener han nei, saa ser man det helt ovenfra Luggen, længe før han siger det.
Han er nok adskillig omtalt i Byen som en af de værste i Studentersamfundet til at ivre for alle disse vilde Idéer. Men Tante finder ham pikant og mener, at Ungdommen maa faa Lov til at rase ud. Onkel siger derimod, at den Slags er mere ødelæggende for en ung Mands Fremtid end de værste Udskeielser, da det ruinerer saa Evnen til Disciplin.
Hvad han tænker om mig, gad jeg forresten vide. Han spørger undertiden saa impertinent:
Frøkenen skal vel paa Bal iaften?
Men jeg giver ham det igjen efter Evne, spørger Tante til Raads om Haandarbeidet og gisper saa hyggeligt let og ser ud af Vinduet, netop naar han er som ivrigst.
Jeg ser godt det ærgrer ham, og sidst spurgte han, om ikke Frøken Jæger blot et Øieblik vilde drage sine Tanker bort fra det næste Bal?
Onkel er ofte grætten over hans Umedgjørlighed og finder, at han er en ubehagelig Personlighed; men jeg tror ikke, han har let for at miste ham paa Kontoret, da han er saa dygtig.
Onkel lever bare i sit Embede: han er saa uhyre nobel. I skulde høre, hvor han kan gaa og ængste sig for den mindste Feil eller Mangel paa Punktlighed i sit Embede.””
„Jeg mener den Onde ri’er Fyren, — naar han er Stiftamtmand!!” udbrød Kapteinen.
„Stakkars Josias!” sukkede Ma, „han var altid den mest nærtagende af Brødrene; men det bedste Hode.”
„Ja, Skriveren i Ryfylke har nok ta’t baade Kræfterne og Villien for sin Part.” …
Fjorten Dage efter overraskedes de af Brev fra Stiftamtmandinden og indlagt et fra Inger-Johanna.
… Stiftamtmandinden maatte under alle Omstændigheder faa beholde sin kjære Inger-Johanna mindst endnu ét Aar; hun var blevet dem, baade hende og Stiftamtmanden, uundværlig, saa at de endog havde ondt for at tænke sig, at hun overhovedet kunde have et andet Hjem … „Sin Onkel har hun nu engang forvænnet ved det ungdommelige Liv, hun har tilført Huset. Min kjære Zittow med sin skrupuløse Samvittighedsfuldhed er i sit store Embede overlæsset af Ængstelser og Ansvar og trænger saare vel til Adspredelse og Opmuntring efter sine mange vaagne Nætter. Ja saa egoistiske er vi,” spøgte hun „at jeg vil foreslaa, at vi deler hende paa den uretfærdige Maade, at hun til Sommeren gjør et Besøg hjem; men kun for atter at komme ned til os. Andet vilde være en stor Skuffelse.
Men, lad os ikke for tidligt bringe et maaske unødigt Tvistens Æble paa Tapetet; det kunde blive som med Trætten mellem Stormagterne om den smukke Ø i Middelhavet; midt under de diplomatiske Forhandlinger forsvandt den! Og jeg tør jo langt fra indestaa for, at vor kjære Tvistens Gjenstand ikke om en kortere Tid selv disponerer over et Hjem, der staar i Forhold til, hvad hun med sit Væsen og sin Skjønhed kan gjøre Pretention paa.
At jeg som hendes Tante skulde være noget ensidig blind for hende, kan jeg neppe tro; idetmindste tør jeg paaberaabe mig en erfaren, kyndig Meningsfælle i vor fælles Ven, Kaptein Rønnow, som i forrige Uge fulgte hidind med de kongelige fra Stockholm og, i Parenthes sagt, det maa blive mellem os, — nu staar paa Spranget til at gjøre en ekstraordinær Karrière. Han var aldeles enthusiasmeret ved at se Inger-Johanna igjen, erklærede hende for en fuldendt Skjønhed og en født Dame, der var skikket til at gjøre Opsigt i Kredse, der endog laa over det almindelige, og meget andet, som vi ikke tør lade vort kjære Barn høre. Jeg kan kun tilføie, at han ved Afskeden varmt og med en vis Ængstelse anbefalede mig hendes Bevarelse og videre Udvikling.
Om ikke netop i sin første Ungdom, er han jo endnu maaske den eller ialfald én af de smukkeste og mest distinguerede Mænd inden den hele Landetat, og han vil ikke have ondt for at vinde selv den mest fordringsfulde” …
„Nei, det skulde jeg pikajor tro. … Du, Ma,” sagde han blinkende, „hvad siger Du nu“? Nu tror jeg Læsset gaar opefter.”
Kapteinen tog sig en svingende Marsch henover Gulvet og faldt saa over Inger-Johannas Brev:
„„Kjære Forældre!
Nei, nu maa jeg melde Eder noget. Kaptein Rønnow har været her! Han kom netop, som Tante havde Soirée. Han ser endnu én Gang til saa vakker og kjæk ud, som da han var hjemme paa Gilje, og jeg saa godt, at han studsede lidt, da han fik Øie paa mig, endnu medens han stod og hilsede paa Tante.
Det bankede jo ogsaa forsvarlig indeni mig, kan I vide, straks jeg kjendte ham igjen; jeg gruede virkelig saa halvt for, at han skulde have glemt mig.
Men han kom hen og tog begge mine Hænder og sagde ganske varmt:
Den Knop, jeg sidst saa paa Gilje, er sandelig sprungen ud!
Jeg blev jo lidt rød, for jeg véd godt, det var ham, som fra først af udvirkede, at jeg kom herned.
Men det kalder jeg et udsøgt Væsen og en fri, ligefrem Maade at føre sig paa. Saa underholdende han var, mistede han aldrig et Fnug af sin prægtige, mandige Værdighed, og der var da ikke Spørgsmaal om at lægge Mærke til synderlig andre end ham, den hele Aften. Jeg maa tilstaa, at jeg herefter lægger et andet Maal for en rigtig Kavaler, det jeg vil kalde en Mand, og det bliver der sandelig mange, som ikke staar sig paa.
Tante har ogsaa udbredt sig over hans Væsen; jeg tror, hun blev smigret, fordi han var saa elskværdig og hjertelig mod mig. Hun har bagefter været i saa glimrende Humør.
Siden var han herinde daglig. Han havde saameget at fortælle os om Livet i Stockholm og ved Hoffet, og talte altid med mig om Eder hjemme — om Fader, som, uagtet han jo var ældre”” …
„meget, meget ældre ja!” kræmtede Kapteinen ivrig — „en fire fem Aar mindst.”
… „„altid var hans uforglemmelige Ven.
I kan tro, det var hyggelige Aftener. Tante forstaar den Ting. Det er et helt Savn efter ham. Det samme synes Tante ogsaa; vi har siddet og talt om ham og næsten ikke om andet end om ham disse to Aftener, siden han reiste.
Igaaraftes kom Grip her. Vi har ikke set ham helt siden den første Gang, Kaptein Rønnow var her. Og kan nogen begribe sig paa et saadant Menneske? han lader til at se ingen Ting ved ham. Han sad og modsagde og var saa tverken og ubehagelig hele Aftenen, at Tante blev ganske lei af ham. Han ræsonnerede om at leve paa Ydersiden, hul Tromme, og saadant noget, som om det ikke netop skulde være den ægte Mandighed og Naturlighed, man maa sætte saadan Pris paa hos Kaptein Rønnow.
Huf! jeg har ligget den halve Nat og ærgret mig! Han sad og rørte i Thekoppen og snakkede om Folk, som kunde gaa igjennem Verden med et Silkebind af Talemaader og Komplimenter, at man kunde smigre ihjel en sund Forstand, saa der tilslut stod igjen en affjæret, jeg hørte tydelig han mumlede, Fagergaas! Frygtelig uforskammet. Jeg er sikker paa, han mente mig.
Tante sagde ogsaa, da han var gaat, at hun herefter vilde nægte sig hjemme for ham, naar her ikke er flere; hun var træt af hans Produktioner paa Tomandshaand; den Slags Mennesker maa have et vist Baand paa sig! Nogen Karrière kommer han aldrig til at gjøre, mente hun, dertil bærer han sine egne Meninger for høit.
Det er forresten kjedeligt om han bliver borte, for med alt sit er han mig mangen Gang en god Krigskammerat mod Tante.””