Extremer

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Johan Dahl (s. 23-25).

Gud trøste den, der sidder ene
naar han maa see
paa Livets vexelrige Scene
med Længselsvee.
De glade Toner trænge
sig til hans Vraa;
med dem hans Hjertes Strenge
vil sammenslaae.

De vil saa gjerne; men der mangler
han veed ei hvad,
der fattes Klang til Rangler
og Klang til Kvad.
Og Verden kan ei skue
hans Livs Forliis;
snart hedder han en Skrue
og snart en Viis.


Gud trøste ham, naar Vaaren kommer
med Lys og Lyst,
i Svanesky’r og Blommer
og Lærkers Røst,
og naar den kolde, blege
Vinter er nær,
med Dands og Spil og Lege
og Juletræ’r.

Gud trøste den, der har et Sæde
i broget Lag,
blandt fabrikeret Glæde,
dresseret Nag,
hvor man er sød og sindig,
hvor man er from,
og dog saa mat og vindig
og sjeletom.

Og stræber han sin Tvang at bryde,
og bliver heed —
det er den største Lyde,
som Nogen veed.
Hans Hjertes Melodier
og Aandens Ild
døer hen i Parodier
og Maskespil.


Gud trøste ham, naar man forlader
sit Vinterbuur,
med Vrøvl om Promenader
i Guds Natur;
og naar man midt i Sneen
er øm og kvik,
med Kvalm i Soireen
og Kunstkritik.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.