Extremer

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Johan Dahl (s. 23-25).

Gud trøſte den, der ſidder ene
naar han maa ſee
paa Livets vexelrige Scene
med Længſelsvee.
De glade Toner trænge
ſig til hans Vraa;
med dem hans Hjertes Strenge
vil ſammenſlaae.

De vil ſaa gjerne; men der mangler
han veed ei hvad,
der fattes Klang til Rangler
og Klang til Kvad.
Og Verden kan ei ſkue
hans Livs Forliis;
ſnart hedder han en Skrue
og ſnart en Viis.


Gud trøſte ham, naar Vaaren kommer
med Lys og Lyſt,
i Svaneſky’r og Blommer
og Lærkers Røſt,
og naar den kolde, blege
Vinter er nær,
med Dands og Spil og Lege
og Juletræ’r.

Gud trøſte den, der har et Sæde
i broget Lag,
blandt fabrikeret Glæde,
dresſeret Nag,
hvor man er ſød og ſindig,
hvor man er from,
og dog ſaa mat og vindig
og ſjeletom.

Og ſtræber han ſin Tvang at bryde,
og bliver heed —
det er den ſtørſte Lyde,
ſom Nogen veed.
Hans Hjertes Melodier
og Aandens Ild
døer hen i Parodier
og Maſkeſpil.


Gud trøſte ham, naar man forlader
ſit Vinterbuur,
med Vrøvl om Promenader
i Guds Natur;
og naar man midt i Sneen
er øm og kvik,
med Kvalm i Soireen
og Kunſtkritik.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.