Exempler paa tidlig Gudsfrygt hos Børn

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Exempler
paa
tidlig Gudsfrygt hos Børn,
der ere døde i en Alder af under femten Aar;
tilligemed
en Beretning om Job Thomas.
————————
De følgende Beretninger om unge afdøde Perſoner ere

udvalgte af og korteligen fremſtillede efter et lidet Værk,

betitlet „Gudfrygtigheds Frugter.“
————————
Jesſe Cadbury, 13 Aar gammel.
Anne Hughes, næſten 15
Eliſ. H. Coleby, 14
Geo. Powell, 10
Mary M. Ady, 15
Mary Claydon, 13
Eliſ. Merritt, 11
————————
Overſat fra Engelſk.
————————

Stavanger 1849.
Trykt paa Vennesamfundets Forlag hos Paul T. Dreyer.
Priis 2 ß.

Exempler paa tidlig Gudsfrygt.
————————

Jesſe Cadbury var Søn af Richard og Eliſabeth Cadbury i Birmingham. De lærerige Tildragelſer, der fandt Sted under dette Barns ſidſte Sygdom, afgive, endog for Menneſker i en mere fremrykket Alder, et lyſende Exempel paa den Chriſtnes Haab og Trøſt i Naturens ſidſte Kamp; han døde Aar 1818 i en Alder af 13 Aar.

Meget tidligen udviſte han en høiſt elſkværdig og tilfreds Sindsbeſkaffenhed; og hans ſtadige, alvorlige og uſkyldige Opførſel viſte, at han havde ſøgt Bekjendtſkab med Den, der ſagde: „Lader ſmaa Børn komme til mig.“ I en Alder af omtrent ni Aar blev han angreben af en Forſtørrelſe i Milten, en Sygdom, der ved ſin beſtandige Pirren ganſke ſærdeles bidrager til at frembringe Særhed; og ſkjønt han tilbragte fire Aar under denne i ſtore legemlige Smerter, udviſte han ſjelden ſaadan Sindsſtenming; i de ſidſte to Aar af hans Liv havde han Naade til aldeles at beherſke dens Indflydelſe. Med den hellige Skrift omgikkes han hyppigen, og han fandt ſtor Glæde i at læſe Psalmerne; han var ikke fremmed for Bønnens Trøſt og dyrebare Virkſomhed, og han for talte sin Søſter, at han en Nat vaagnede op i ſtor Urolighed, fordi han havde undladt at anraabe den Almægtige, førend han lagde ſig til at ſove.

Omtrent henved 13 Aar gammel blev han angreben af en farlig Sygdom, der trodſede al Lægekunſt. Da han af Naturen havde en ſtærk Legemsbygning, og blev opretholdt af et Sind, der var ſtyret af Herrens Frygt, blev han iſtand til at kjæmpe fire hele Uger under de heftigſte Lidelſer i Sygdommens Fremſkridt; i denne angribende Tid ytrede han ikke en eneſte Klagelyd, men udholdt ſin Pine med mønſterværdig Taalmodighed, og talte til dem, der vare om ham, med Munterhed og Taknemmelighed.

Om Eftermiddagen, Dagen før hans Bortgang, følte han den ſig nærmende Ende, og udviſte en ſstor Sindsklarhed. Efterat have forlangt et Kapitel af Bibelen læſt, hvilket ſlete til hans Tilfredshed, ſagde han til sin Moder: „Jeg troer, at Herren er nærved at hjælpe mig; jeg gaaer til en bedre Verden.“ Han ytrede derpaa Ønſke om at ſee ſin Fader, ſine Brødre og Søſtre. Da hans Fader kysſede ham, ſagde han: „Farvel, Herren er ved min høire Haand, jeg veed, jeg ſkal ikke rokkes; og kaldende ſex Brødre og Søſtre ſærſkilt ved Navn, kysſede han kjærligt dem alle, og bad dem Farvel, ſamt bad om, at hans kjærligſte Hilſener maatte gives hans to fraværende Brødre. Dernæſt ønſkede han, at Tjenerne og de andre Huusfolk maatte komme ind til ham, med hvilke han tog en kjærlig Afſked, ſigende dem, at han gik til en bedre Verden; og til En, efter hvem der var bleven ſendt Bud fra Landet, ſagde han: „Sally, du er kommen for at ſee mit Endeligt;“ og da En bemærkede: „Jeg haaber, at vi ſkulle mødes igjen i en bedre Verden,“ ſvarede han: „Jeg haaber, vi ſkulle findes værdige til at indgaae i den herlige Stad, for at ſynge Den Priis og Hallelujah, ſom ſidder paa Thronen.“

Under dette gribende og mærkværdige Optrin, og til Slutningen, fremførte han mange lærerige Ytringer, der midt under ſvare legemlige Kampe og Lidelſer viſte, at hans Sind var fæſtet paa „Frelſens Klippe,“ og at han var benaadet med en Forſmag paa den himmelſke Glæde, der ventede hans bortdragende Aand, ſkjønt han til een Tid tilodes at blive prøvet med ſvare Sindslidelſer; men i denne Tilſtand forblev han ikke længe, thi kort efter udraabte han med Eftertryk: „O, hvilken deilig Klang! hvilken herlig Melodi! — Jeg ſeer min Frelſer komme mig imøde med aabne Arme;“ og atter: „Jeg veed, at jeg døer i Herren; jeg veed, at jeg gaaer hen at ſynge min Gud Lov og Priis, formedelſt Jeſus Chriſtus min Herre.“

Han beſkjæftigede ſig jævnligen med aandelig Bøn, undertiden bevægende Læberne og med opløftede Hænder, og for ſine Brødre og Søſtre, hvis Navne han tydeligen nævnede, hørtes han med ſvag Stemme at bede med mere end ſædvanlig Varme. Fra Klokken ni af laa han øienſynligen i Dødskampen, og bad om at blive forløſt, ſigende: „O Herre, forbarm dig over ſtakkels Jesſe! Han vil gjerne gaae. Dette er Døden! O Herre, giv mig Taalmodighed til at bære mine Smerter.“ Da hans Moder kysſede ham, ſagde han: „Mit Anſigt er koldt, jeg ſkal nu døe; jeg ſkal blive lykſalig i en anden Verden; her er intet uden Møie.“ Da Klokken ſlog elleve, ſagde han: „Jeg har nu lagt døende i to Klokketimer.“ Kort efter rakte han Haanden ud til ſin Moder, og ſagde tydeligen til dem, der vare om ham: „Farvel! farvel! Herren er nær hos for at velſigne os. O Grav, hvor er din Seier? O Død, hvor er din Braad? — O Herre, behag at ſende Døden.“ Disſe triumpherende Udraab vare de ſidſte Ord, han hørtes at ytre; og idet han vendte ſit Hoved paa Puden, drog han roligt bort. Hans Aand er, det troe vi ydmygeligen, indgangen til den Hvile og Fred, der er beredt for de Retfærdige af enhver Alder.

————————

Anne Hughes var Datter af Thomas og Anne Hughes, af Clonmel i Irland. Hun fik en Forkjølelſe i den 2den Maaned 1820, og efter kort Tid viſte der ſig Tegn paa en begyndende Tæring, og ſkjønt Forandring af Luft og pasſende Midler efter en Læges Raad bleve forſøgte, blev hun dog gradviis ſvagere, og havde i den 8de Maaned ſ. A. en let Blodſpytning fra Lungerne; og da denne flere Gange, og i forøget Mængde, paany indfandt ſig, gjorde Forfærdeligheden i hendes Tilſtand, og Uvisheden af hendes Forbliven i denne Tilværelſe et dybt Indtryk paa hendes Sind; gribende ſom det var for Alle, der vare om hende, ſyntes hun dog at være benaadet med megen Taalmodighed og Standhaftighed, idet hun tit og ofte ſagde til ſin Fader (ſkjønt Blodudtømmelſen gjorde det vanſkeligt for hende at tale): „Vær ikke forſkrækket, jeg føler mig meget vel, fuldkommen vel,“ — tilføiende: „Mit Sind er meget roligt; jeg har et kjærligt Forſyn, ſom er godt, meget godt mod mig, og jeg haaber ſnart at være i Himmelen.“

Under eet af Anfaldene bad hun med følgende Ord: „O Herre, hvis det er din Villie at ſtandſe dette Blod inat, vil jeg priſe Dig alle mine Livsdage,“ og det er mærkeligt, at hun fra den Tid af intet Blodløb mere havde.

Omtrent tolv Dage før hendes Død havde hun et Beſøg af nogle af hendes kvindelige Slægtninger, af hvilke to vare noget ſtadſeligt klædte. Da de vare gaaede, ſyntes hun ikke lidet bevæget, og ſagde til ſin Fader: „Jeg har ofte tænkt over Forfængeligheden i Klædedragt, men jeg har aldrig ſaa tydeligen indſeet denne Daarlighed som nu.“ Skjønt hun ſelv af Naturen havde et meget livligt Sind, gjorde hun aldrig ſine Forældre meget Bryd med ſin Klædedragt, men var ialmindelighed eftergivende og villig til at føie ſig iſaahenſeende; hun var undertiden bekymret for, at hendes livlige Temperament fik hende til at tillade ſig altfor ſtor Munterhed for hendes Stilling, og vilde lægge Baand paa ſig ved at ſige: „Jeg føler, at jeg undertiden er for letſindig.“

Hun fandt megen Glæde i at læſe Skriften, og ønſkede adſkillige Kapitler forelæſte, efterat hun var kommen til Ro i Sengen, og bad jævnligen atter derom om Natten; hun udpegede for ſin Fader et Yndlingsſted i den 34te Pſalme, hvorved hun havde lagt Mærke i ſin Bibel: „Hvo er den Mand, ſom haver Lyſt til Livet? ſom elſker at leve mange Aar for at ſee godt? Bevar din Tunge fra Ondt, og dine Læber, at de ikke tale Svig. Viig fra Ondt og gjør Godt; ſøg Fred og efterjag den.“

Hun udlod ſig med, at hun intet Ønſke nærede om at leve, at Alt, hvad hun beklagede, ſyntes at være Bortgangen fra hendes Familie og Venner, idet hun ſagde: „Jeg ſkal nu forlade en god jordiſk Fader, men jeg gaaer til en meget god himmelſk Fader.“

Omtrent en Uge før hendes dødelige Afgang kom to Venner, Evngelii Tjenere, for at beſøge hende, og havde en dyrebar Underholdning med hende; da de vare gaaede, ſagde hun til ſin Fader: „Jeg følte mig pludſelig gjennemglødet af noget ſaa Trøſteligt, og frembringende en ſaadan Følelſe, ſom jeg ikke har Ord til at beſkrive;“ og til ſine Tider udlod hun ſig ſenerehen med at være opfyldt af Noget af den ſamme trøſtelige Følelſe. — Den næſte Dag blev hun for Alvor ſengeliggende, og tydelige Tegn til Opløsning viſte ſig: hun talte kun lidet, og lagde meget lidet Mærke til Noget, og en ſtærk Kulde gjennemtrængte hendes udmarvede Legeme; men udpaa Aftenen blev hun varmere og oplivedes lidt, da hun bad om at faae Bibelen læſt, med de Ord: „Jeg troer, det trøſter mig; læs i det Nye Testament om vor Frelſer, at jeg kan lære Noget.“ Da hendes Fader var ifærd med at forlade Værelſet, ſaae hun ængſteligen efter ham, ſom om hun havde noget at ſige ham; og, da han vendte om, ſagde hun: „Jeg veed, at du græmmer dig; jeg ſyntes ikke om at ſee dig eller Nogen af eder ſaaledes; thi jeg troer, at I bør Alle være glade ved at opgive mig; jeg gaaer tidligen fra en Verden fuld af Snarer og Fristelser.“

Da hun kort før sit Endeligt blev ſpurgt om, hvorledes hun havde det, ſvarede hun: „Jeg kan ikke ſige, jeg føler Smerte, mit Sind er meget roligt, det vilde være en frygtelig Ting at have et ondt Sind i denne Tilſtand. Om Aftenen, da Adſkillige af Familien vare nær ved hendes Seng, udbrød hun ſaa ſkjønt i disſe Ord: „Han, ſom var hos Moſes i den brændende Buſk, den ſtore Jeg ſkal være (2 Moſ. 3,14.), er en kraftig Hjælper. Jeg beundrer ofte hans Godhed, der har bragt min Skaal til ligeſom at flyde over, ſkjønt jeg til ſine Tider føler mig tom; jeg veed, det er Fiendens Værk, men jeg bryder mig ikke om det. Jeg gaaer en kort Vei til en deilig Bolig.“ Da hendes Broder kom hen til Sengen, ſagde hun til ham: „Jeg haaber, at min Broder John vil tage ſig Eftertannke til og blive ſtadig, og ikke forſøge at behage Verden, thi den er idel Forfængelighed; men lad ham optage Korſet og foragte Skammen: uden vi optage Korſet, kunne vi ikke vinde Kronen. Jeg har ofte tænkt, at der ligger Meget i de Ord „„intet Kors, ingen Krone.““ Jeg føler megen Kjærlighed for eder Alle, og haaber at blive ſalig formedelſt min Forløſers Naade.“ — Sidenefter ſagde hun paa Foreſpørgſel: „Jeg er inderligen vel i Sindet, og hvad er Legemet mod det? Jeg troede aldrig, at jeg var god nok til at blive draget Omſorg for, men jeg er bleven renſet ved Ild; jeg troer, at, jo mere Sygdom vi have, deſto renere ere vi; jeg haaber, at det ikke er Indbildſkhed, men jeg føler mig meget rolig i mit Sind, og naar jeg tænker paa min Frelſers Lidelſer, kan jeg ikke lide at klage.“ Kort derefter drog hun roligen bort, uden Kamp, og er udentvivl indgaaet til den evige Hvile. Hun var ikke fuldt femten Aar gammel.

————————

Eliſabeth Hart Coleby, Datter af Joſva Coleby af London, var et meget lærvilligt og elſkværdigt Barn; i næſten et Aar førinden hendes Afgang havde hun for Skik at gjøre Optegnelſer med Henſyn til hendes egen Sindstilſtand; i disſe beklager hun ofte ſine Ufuldkommenheder, med den Ømhed i Følelſe, der viſer et Sind, ſom er modtageligt for den guddommelige Godhed og Kjærligheds milde Revſelser. De begynde i den 5te Maaned 1818, og vedblive til henimod hendes Død, ſom fandt Sted næſte Aars Foraar. Følgende er Uddrag af disſe Optegnelſer:

„Noget jeg ſaae igaar har foranlediget mig til at antage en Plan, af hvilken jeg haaber at jeg ſkal have noget Gavn, og ved Guds Naade haaber jeg, at den kan blive et Middel til at bringe min arme fortabte Sjæl nærmere til min Frelſer. Jeg veed, at jeg er meget uſkikkelig, men den ſtørſte Vanſkelighed, jeg for nærværende har at overvinde, er at holde mine Tanker behørigen ſamlede under den offentlige Gudsdyrkelſe; jeg tænker altid paa Hjemmet, eller en anden ligeſaa upasſende Ting; under tiden beder jeg til min himmelſke Fader om at forandre mit Hjerte, men mine Bønner ſynes ingen Flugt at have; ſaa tænker jeg: derſom Gud ikke vil høre mig, hvem vil da? og jeg ſynker tilbage i min forrige ligegyldige Tilſtand.“

„Jeg føler mig ikke ganſke vel idag, og er bange for, at jeg gav en misfornøiet Sindsſtemnmg Indpas.“

„Hørte om M. Kings Død; det førſte jeg tænkte paa var, hun er gaaet til Himmelen; og jeg misundte hende næſten.“

I Anledning af en af hendes Skoleſelſkabsſøſtres Begravelſe anmærker hun: „Jeg kunde ikke undgaae at tænke paa, at jeg maaſkee ſnart ſkulde følge hende.“

„Hørte, at den kjære S. Coleby havde forladt dette Liv; læſte en meget rørende Beretning om hendes Død i et Brev. Hvor mange Advarſler jeg i den ſenere Tid har havt om Tidens Uvished, og hvor uſkikkelig jeg dog endnu er!“

„Jeg ſtod op med den Beſlutning at tilbringe denne Dag bedre, men da jeg lagde mig ned og tænkte over min Opførſel, erindrede jeg mange tankeløſe Ting, jeg havde ſagt.“

„Gik til Forſamlingen, og har Grund til at haabe, at jeg havde Gavn af den; thi jeg følte en ſaadan Fred i Sindet, ſom Verden ikke kan give ei heller tage.“

„Hver Morgen, førend jeg ſtaaer up, fatter jeg Beſlutningen om at anvende Dagen bedre; og dog ſiger jeg altid en heel Deel tankeløſe Ting. Jeg frygter, at jeg ikke har gjort nogen Fremgang i Salighedens Værk.“

„Hvor ſaare taknemmelig burde jeg ikke være for de mange Velſignelſer jeg beſidder! og hvor ſaare uværdig er jeg ikke! thi under tiden er jeg saa tankeløs, ſom om jeg indbildte mig, at jeg kunde gaae til Himmelen uden at tænke paa den velſignede Jeſus, der døde for os, og ſom paa Korſet ſagde: „„Fader, tilgiv dem, thi de vide ikke, hvad de gjøre;““ men jeg veed, at jeg ikke kan; der er ſkrevet: „„den ſom elſker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd;““ og ſkjønt jeg elſker Herren, føler jeg dog, ſom om jeg ikke kunde elſke ham mere end dem; men jeg vil prøve paa at gjøre det, thi jeg vil raabe til ham om at bringe mig til at elſke ham mere.“

„Jeg frygter, at min himmelſke Fader er misfornøiet med mig; men jeg haaber, at jeg, førend jeg lægger mig til Hvile iaften, ſkal opløfte min Sjæl til det høieſte Væſen, ſom regjerer Verden og kraftigen er tilſtede i den. O at jeg maatte blive lig en kjær Veninde, ſom er gaaet forud for mig til det lykkelige Sted, hvor de Ugudelige aflade fra at gjøre Ondt, og de Trætte nyde Hvile.“

Kort Tid efter blev hun angreben af Meſlingerne, efter hvilke hun aldrig kom ſig, men forlod, da hun var bleven lidt bedre, Skolen, for at tilbringe nogle faa Uger hos en Tante i London, under hvis Tilſyn hun havde været fra hendes ſpæde Barndom. Hun blev fra denne Tid af gradeviis ſvagere, og døde kort efter hos hendes Onkel John Coleby’s i Tottenham, ikke fuldt fjorten Aar gammel.

————————

Et rørende Exempel paa den guddommelige Kjærligheds ømme Beſøg i en tidlig Alder viſte ſig hos George Powell af Layer-Marney i Grevſkadet Esſex, der døde i Aaret 1822 blot ni og et halvt Aar gammel. Han var et Barn med en ſagtmodig og exemplariſk Opførſel, lydig mod ſine Forældre, og kjærlig mod ſine Brødre og Søſtre; han var en Ven af at læſe den hellige Skrift, og andre Bøger om religiøſe Gjenſtande, og glædede ſig meget ved at læſe dem for Tjenerne, og tale med dem om disſe Gjenſtande, endog naar de vare ſysſelſatte med deres ſædvanlige Forretninger. Da han gik i Skole Vinteren 1821, raadede en af hans Stalbrødre ham til ikke at taale en af hans Skolekameraders ukjærlige Behandling, med de Ord: „Jeg vilde anke paa den.“ Han ſvarede ſagtmodigt: „Jeg læſer ikke ſaa i mit Testamente.“

Han havde ſædvanlig Helbred, indtil omtrent to Uger inden hans Død, da han blev angreben af en Sygdom, der anſaaes for at være Vand i Hovedet. Til forſkjellige Tider, naar nogle af Familien ſad rundtom ham, udlod han ſig med mange fromme Udtryk, blandt hvilke følgende ere blevne er indrede: „Venter taalmodigen, paa det vi maae være beredte, naar han kommer; thi her er Intet uden Møie. Jeg ſkal døe, og forlade alle mine Slægtninger. Jeg fryder mig i dit Ord. Styrk mig, o Herre, efter din Villie! Priſer ham, priſer ham evindeligen! at han kan være med os paa alle vort Livs Veie, og da ſkulle vi have fredelige Dage, kjære Moder.“ „Kjære Broder Jonathan, Livet er blot en Skygge, jeg ſkal nu døe. Tænk, tænk paa, vi maae vente taalmodigen paa det guddommelige Væſen. Jeg har havt paa Hjertet at ſige Noget til dig. Sorgen kommer ikke af ſig selv, heller ikke udſpringer den Møie af Støvet; men Menneſket er født til Møie, ligeſom Gniſterne flyve op. Mange ere de Retfærdiges Møier, men Herren frier dem ud af dem alle. O Herre, frels; Jeſus Chriſtus, frels!“ Idet han ſpurgte efter ſine Brødre Joſeph og Thomas, udrakte han Haanden, og ſagde: „Farvel, farvel!“ En Aften, da Adſkillige af hans Slægtninger ſad hos ham, ſagde han: „Fred være med eder;“ og omtrent Klokken 4 om Morgenen ſagde han til ſin Søſter Maria: „Jeg ſkal indgaae i et evigt Rige,“ — og kort efter til ſin Moder: „Engle og Erkeengle vente paa at annamme mig, jeg gaaer i Triumph.“ Fra den Tid af tiltog hans Svaghed i den Grad, at han ikke kunde tale forſtaaeligt; dog viſte hans Sind ſig roligt, og han var benaadet med megen Stilhed indtil han døde.

Saaledes endtes i Fred det korte Liv af En, hvis Opførſel i adſkillige Aar havde været et lyſende Exempel for Folk af en mere moden Alder, afgivende tillige et Exempel paa Livets Uviſhed, og paa det høie Værd af Lydighed mod Salomos Forſkrift: Tænk paa din Skaber nu i din Ungdoms Dage.

————————

Mary M. Ady, Datter af Charles Ady af Birmingham, blev tagen fra Skolen meget ſyg i den 5te Maaned 1821, og døde i 9de Maaned næſtkommende, næſten femten Aar gammel. Sygdommen, der viſte ſig at være Tæring, bar hun med megen Taalmodighed og Hengivelſe; i dens Løb talte hun ofte om de Naadesbeviisninger, hun var velſignet med, og da hun mærkede, at hendes Tid var kort, beſtræbte hun ſig for at afſlutte ſin Fred med den Almægtige, og udtrykte ſin alvorlige Attraa efter at maatte faae Adgang til de himmelſke Boliger med de Salige, der vare gaaede forud for hende. I den ſidſte Tid af Sygdommen ſagde hun ofte, at hun ikke var bange for at døe, da hun troede, at Alt ſkulde blive godt med hende, og at hun ſatte ſin hele Lid til ſin Frelſer. Een Gang vaagnede hun med disſe Ord paa Læberne: „O, priis Herren for hans Barmhjertighed; thi hans Varmhjertighed varer evindeligen.“ Faa Dage før ſin Død tog hun et kjærligt Farvel med to af sine Brødre, ſom efter hendes Ønſke vare hentede hjem fra Skolen for at ſee hende for ſidſte Gang. Hun formanede dem til at tænke paa deres Skaber i deres Ungdoms Dage, og anbefalede dem at være retfærdige i alle deres Handlinger, thi da vilde Velſignelse ganſke ſikkert hvile over dem, baade her og hisſet; hun ſluttede med at anraabe dem om ikke at forglemme deres Søſter, naar hun var lagt i Graven, men undertiden tænke paa hende med Kjærlighed. Det var et for Alle gribende Optrin, og ſyntes at gjøre meget Indtryk paa de to unge Menneſker.

Om Aftenen udbrød hun, medens to af hendes nære Slægtninger ſad ved hendes Side, i Bøn, at hun maatte bevares i Taalmodighed til at udholde ſine Lidelſer, indtil det behagede hendes himmelſke Fader at forløſe hende, og at hendes kjære Slægtninger maatte være villige til at opgive hende, og ikke til at ſørge, lig dem uden Haab. I hendes Livs ſidſte Timer, der vare optagne med Bøn, hørtes hun at ſige: „Kom, ſøde Jeſu, annam min Aand.“

————————

Mary Claydon, af Speen i Buckinghamſhire, døde i 1822, tretten Aar gammel. Hun havde nydt godt af en af de ypperlige Indretninger, der benævnes Søndagsſkolen, i dette Grevſkab, hvilken hun havde bivaanet omtrent otte Maaneder; og det ſynes, at dette var det fornemſte, om ikke det eneſte Underviisningsmiddel, der var faldet i hendes Lod; men dette var i hendes Tilfælde, ſom i mange andre, bleven velſignet.

Da hun blev ſyg, omtalte hun med Taknemmelighed de Velgjerninger, hun havde modtaget fra Skolen, og ønſkede meget at ſee ſine Lærere, der ſaaledes kom for at beſøge hende; da een af dem ytrede, hun haabede, at Mary vilde blive friſk, og komme i Skolen igjen, ſvarede hun: „Jeg vilde hellere døe og gaae til Jeſus.“ Hun var i ſaadan lykkelig Sindstilſtand paa hendes Sygeleie, at hun med inderlig Glæde ſagde til Moderen om Morgenen den Dag hun døde: „Kom hid, jeg gaaer, ja jeg gaaer til Himmelen; er du villig til at ſtilles med mig?“ Paa Marys Forlangende beſøgte en af Lærerne hende atter, til hvem hun, efterat han havde bedet, bemærkede: „Jeſus er meget dyrebar;“ kort efter udraabte hun med Hænderne ſammenfoldede ſom til Bøn: „Kom, Herre Jeſu, og kom ſnart.“ Hendes Bøn blev hørt; thi efter faa Miuuter tog den ſalige Aand ſin Flugt, uden Tvivl til Frelſerens Throne, om hvem hun, ved en foregaaende Leilighed, havde været iſtand til at ſige: „Jeg veed, at han har frelſt mig.“

Denne lille Piges exemplariſke Liv og ſalige Død gjorde ſaa ſtærkt et Indtryk paa hendes Brøders Sind, der næſten var 30 Aar gammel, og for den Tid havde været ubekymret om de evige Ting, at han derved blev foranlediget til at ſøge Frelſens Vei; og han er ſiden bleven Lærer i den ſamme Skole, i hvilken hans lille Søſter, formedelſt Guds Naade, havde opnaaet den Tilſtand, i hvilken hun kunde døe ſalig og i Naade hos Herren.

————————

Eliſabeth Merritt, Datter af John og Sahra Anne Merritt i Staden New-York i Nordamerika, døde i Aaret 1818, elleve Aar gammel. I en Alder af omtrent fire Aar blev hun angreben af alvorlig Sygdom, under hvilken de, der opvartede hende, bemærkede ikke alene hendes Taalmodighed i Lidelſer, men ogſaa hendes Taknemmelighcd for de Tjeneſter hun modtog. Efter hendes Helbredelſe havde hun en mærkværdig Lyſt til at lære, og vilde ofte forlade ſine ſmaa Legekammerader for ſin Bogs Skyld; førend hun var fem Aar gammel, havde hun af egen Drift udvalgt og lært Apoſtelen Paulus’s Tale til Kong Agrippa, og efterat have bemærket til ſine Forældre, at hun betragtede den ſom ganſke overordentlig, fremſagde hun de førſte to og tyve Vers for dem.

I en Alder af ni Aar blev hun igjen ſaa ſyg, at man tvivlede om hendes Liv; under denne beſkjæftigede hun ſig oftere med lydelig Bøn, og efterſom hendes legemlige Styrke aftog, ſyntes hendes Tro at blive mere grundfæſtet, aabenbarende for dem, ſom kjendte hende, at hun ſøgte „et bedre Land, et himmelsk.“ Hun kom ſig ogſaa efter denne Sygdom.

Da hun forberedte ſig til at gaae i Skole, ſagde hun: „Det er min Forſæt ikke at overtræde een Regel for Skolen, ſaalænge ſom jeg er der;“ — hvilket Forſæt hun mærkeligen bragte i Fuldbyrdelſe, da det blot var omtrent ſex Uger, inden hun blev nødt til at flyttes paa Grund af Sygdom til hendes Onkels Huus; og da hun jævnligen ytrede Uvished om hendes Helbredelſe, blev der ſendt Bud efter hendes Forældre. Da hun bemærkede, at Moderen græd, ſagde hun: „O Moder, ikke, ikke! Jeg ønſkede, at du ſkulde være fornøiet med din Skjæbne, den blive ſom den kan, det er hvad vi Alle have at gjennemgaae; jeg føler mig fuldkommen villig til at døe, fuldkommen hengiven.“

Nogle faa Timer efter, da hun havde lagt nogen Tid taus, ſyntes en Sky at overſkygge hendes Sind, idet hun, med megen Bekymring ſagde: „O Moder, jeg føler mig ikke ſaa lykkelig ſom imorges;“ og da hun blev ſpurgt om Aarſagen, ſvarede hun: „O mine Synder, mine Synder.“ Da Moderen bemærkede, at hun troede, hun havde været et uſkyldigt Barn, og at der ikke var Meget at anklage hende for, blev hun roligere, og beſkjæftigede ſig kort efter, ſkjønt med meget lav Røſt, at anraabe Naadens Throne paa ſine egne Vegne. Den følgende Dag ytrede hun mange Gange ſin Hengivelſe i den guddommelige Villie, og bad atter nogen Tid for ſig ſelv. Da man ytrede nogen Urolighed over, at Doktoren ikke kom, ſagde hun: „Der er blot een Læge, ſom kan hjælpe mig.“

Den næſte Morgen ſagde hun, da hun laa i ſtor Pine, „hendes Smerter var ſtørre, end Tungen kunde udſige, og om vi vidſte, hvorledes hun følte ſig, ſkulde vi ynke hende,“ tilføiende: „O Moder, bed min himmelſke Fader om at lindre min Smerte.“ Nogle faa Minuter efter udbrød hun, da mange af hendes nære Slægtninger vare ſamlede rundt om hende, i Bøn, ſaavidt ſom kan erindres, ſom følger: „O naadige Fader! behag at lindre og forløſe dit ſtakkels kummerfulde Barn, og gjør med mig, hvad Du ſeer godt; tænk paa dit ſmertefulde Barn, der lider mere end Tunge kan udtrykke; behag at ſee ned paa mig, ſom er i din Kraftes Haand, og hvem Du har hjulpet fra Tid til Tid, ſom Du har ſeet bedſt. O barmhjertige Fader! ſee ikke alene til mig, men til alle dine ſorrigfulde Børn, hvorſomhelst de end ere; ei alene til dem, der ſtaae, udgydende Taarer rundt om mit Leie, men til mine kjære Brødre og Søſtre, og øvrige Familie, ſom ere hjemme, og ſom, jeg tvivler ikke derom, ofte tænke paa mig. Jeg er bleven vidunderligen prøvet, ſiden jeg er bleven liggende her, med Bekymring for alle de kjære Børn Verden rundt, ſom vandre frem mod deres evige Hjem, uden nogen Kundſkab om den ſalige Sandhed: og i Bøn om, at de ikke maae forblive i Mørket evindeligen. O naadige Fader! Jeg beder Dig at tænke paa mine kjære Forældre, der ſtaae ſørgende hos mig; bring dem til at fryde ſig i din retfærdige Søn, og krone deres Hoveder med Herlighed. O Du høiſt barmhjertige Fader, tænk paa dem, efterſom de rykke fremad i Aar; vær deres Styrke i Svaghed, og oprethold dem i alle deres Prøvelſer, thi til Dig alene have de at tye, baade nu og evindeligen.“

Derpaa ſagde hun, henvendende ſig til sine Forældre: „Kjære Forældre, troer paa Herren, og holder hans Bud; da ville I blive gode Exempler for eders Børn, og I ville blive kronede med Herlighed, efterſom eders Hoveder blive bedækkede med graae Haar. Og nu, min kjære Broder Arthur, lad mig indprente i dit Sind det Sprog: „„Tænk paa din Skaber i din Ungdoms Dage!““ indpræg nu, medens du hører mig tale, disſe Ord i dit Hjerte; ſkriv dem, ſom med en Jernpen, forat du kan tænke paa mig, naar vi ſtilles for aldrig at ſee hinanden mere, førend i Saligheden, hvor jeg haaber at ſee eder Alle. Erindre mig for mine kjære Brødre og Søſtre hjemme; ſiig dem, hvad du har hørt og ſeet; ſiig dem fra en Søſter, der elsker dem, at de maae være gode Børn, og da ville de erhverve ſig ſelv og deres Forældre en Herlighedens Krone; og tag du Bibelen og læs, naar dine kjære ſmaa Brødre og Søſtre ſidde ved Ildſtedet om Aftenen, og forſøg at forſtaae, ſaavelsom at læſe, ſaa vil du blive en Hjælp for dem, og et ſkinnende Lys for Andre; forſøg ogſaa at hjælpe dine Søſtre hen til Forſamlingen; og tag dine ſmaa Brødre, een ved een Haand, og en anden ved den anden, og led dem til Forſamlingen. Men viid, hvad du gaaer der for, og tilbed der i Aand og i Sandhed, at du og dine Søſtre og Brødre maae erfare og føle eder vaſkede og renſede ved Jeſu Blod. Jeg haaber, at I ville have mig i Erindring, naar jeg er bortgaaet, og vi ikke længere kunne tale sammen, og mit Hoved ligger i Støvet.“

Derpaa viſte hun ſig rolig i Sindet, og lagde for Dagen sin Villighed til at døe, og fuldkomne Hengivelſe i hendes himmelſke Faders Villie, kort hvorefter hun roligen bortdrog. Saaledes ſandes Pſalmiſtens Ord: „Af de Umyndiges og Diendes Mund har Du beredet Dig Lov!“

————————
Job Thomas.

Følgende Beretning om Job Thomas er udvalgt fra den 10de Deel af et Værk, betitlet „Gudsfrygt befordret,“ af Joſeph Gurney Bevan, der beſtaaer af korte biographiſke Etterretninger om nogle Medlemmer af Vennernes Samfund. I dette Værk fremſtilles han, meget pasſende, ſaaledes for Læſeren:

„Idet jeg til Efterretningerne om mange Herrens trofaſte Tjeneres ſalige Bortgang føier Beretningen om Job Thomas’s triumpherende Endeligt, føler jeg mig tilbøielig til at tilſtaae, at jeg anſeer det for et ikke let Arbeide. Han ſynes at være bleven benaadet med en mere umiddelbar Aabenbarelſe af den herlige Tilſtand, der var nærved at krone hans lidende Liv, end der ialmindelighed forundes Aander, der endnu ere iførte Dødelighedens Klædebnn. Sløret ſyntes at være draget tilſide, - det ſaliggjørende Syn at være udfoldet. Han talte om, hvad han ſaae, og var i Begreb med at komme i Beſiddelſe af; og om det ſkulde være tilladeligt at offentliggjøre en Beretning om en ſaa overnaturlig Nedladelſe, om ſaa hellige Hemmeligheder, om ſaa uendelige Herligheder, kan jeg neppe troe, at Beundring er den eneſte Følelſe, der ſkulde opvækkes ved Gjennemlæsningen. Der er en hellig Ærefrygtsfuldhed, en ærbødig Beundring, der ſynes at være en ſkyldig Tribut af den opvakte Aand, ved ſaaledes ligeſom at blive Vidne til, at en ſkrøbelig Dødelig ifører ſig en herlighedsfuld Udødelighed; og naar vi ſaagodtsom ſee den almægtige og retfærdige Dommer uddele ſin Belønning med egen Haand, og række den Chriſtne Retfærdighedens Krone: ſandeligen, da ſkulde enhver Læſers Hjerte bøie ſig for Den, der raader over disſe uendelige og uvurdeerlige Skatte efter ſin Villie, - og ſom en Deel af denne hellige Villie har gjort vitterligt, at de, formedelſt hans elſkede Søns forløſende Kraft, ere tilgjængelige for den brudte og ſønderknuſte Aand.

„Men lader os, fsrend vi betragte Maalet, henvende vor Opmærkſomhed paa Veien, ad hvilken denne vor bortdragne Ven blev ført til Saligheden, forſaavidt ſom den er bekjendt.

„Hans Ungdom havde ſandsynligviis været plettet af nogle af de Forfængeligheder, der ere ſædvanlige i denne Periode af Livet; thi han hørtes hyppigen at beklage, at han ikke havde været mere lydig mod Herrens Kalden i ſit tidligere Liv. Men for hans efterlevende Venner var han neppe kjendt i nogen anden Egenſkab end ſom en godkjendt Evangelii Tjener, ſund i Lærdommen, og uden Vaklen faſtholdende den chriſtelige Troes Bekjendelse. Evangeliſk Kjærlighed udvidede hans Hjerte, og han nærede almindeligt Ønſke om ſine Medmenneſkers Frelſe. Han var driſtig i Fremſtillingen af rene Sandheder, og i Veſkt, hans Modersmaal, var han overbeviſende, klar og veltalende. Hans religiøſe Arbeider vare imidlertid meget indſkrænkede til Wales, i hvilket Fyrſtendømme han adſkillige Gange beſøgte Vennernes Forſamlinger; og han holdt hyppigen Forſamlinger med dem, der hørte til andre Samfund.

Efter Verdens Dom vilde han være bleven anſeet for en fattig Mand; og viſtnok var hans Bolig ringe. Den beſtod i et lidet Bondehuus i Caermarthenhire, - et ſaadant, ſom paa denne Side Severn vilde kaldes for en Hytte, - afſides og afſondret, men ikke langt borte fra Landeveien, og omtrent midveis mellem Llandovery og Llandillo. Dog var han her gjæſtfri, og modtog gladeligen ſine Venner; hvilken Gjæſtfrihed jeg af Erfaring kan bevidne. Midlerne til hans Underholdning forſkaffede han ſig ved Skomagerhaandværket og Dyrkningen af et lidet Jordſtykke. Omtrent ved Aaret 1797 blev han, i Nærheden af ſin Bolig, afkaſtet af en ung Heſt, og fik ſaa ſtor Skade i Rygraden, at den tilſidſt foranledigede Tabet af den frie Bevægelſe i alle hans Lemmer. Blot hans Hoved blev hans Villie undergivet, medens han var afhængig af Andres Hjælp med Henſyn til hans Flytning fra Sengen til Stolen, med Henſyn til enhver ubetydelig Forandring af Stilling i den, og korteligen, med Henſyn til næſten enhver almindelig Legemets Forretning, - hvis frie Udførelſe, ſkjønt den neppe bemærkes af de Sunde og Stærke, udgjør meget af det dyriſke Livs Behagelighed. Men hans Legeme, der ſaaledes var Bevægelſen berøvet, var dog fremdeles modtagelig for Smerte, og meget, ſaare meget af dette føleligt virkende Onde tilføiedes til det lidende, fuldkommen Hjælpeløshed. Han pleiede at blive faſtbunden, hellere end at ſidde i en Stol, og hans Krop og Been vare næſten i een ret og ſtiv Lime, - med ſine ubrugbare Arme liggende foran ſig, og ofte ſørgeligen angrebet af vold ſom Pine i Maven eller en anden af de indre Dele; hvorom hans udtærede blege Anſigt gav rigeligen Vidnesbyrd. Dog ſynes hans Aand intet at have lidt.

„Han holdt fremdeles Forſamlinger til Gudsdyrkelſe i ſit Huus, og arbeidede ofte i dem i Lærdommen, til deres Opbyggelſe, der vare forſamlede hos ham; og han dikterede nogle Breve. Jeg blev ibeſynderlighed ſlaaet, om ikke opbygget, ved at bemærke, hvor faſt og grundigen hans Sind havde ankret i Chriſtus, - og ved at høre, hvor klart og fuldſtændigen han talte om denne Tillid.

„Saaledes lidende, og ſaaledes opretholdt, henlevede han omtrent ti Aar. Tilſidſt, henimod Begyndelſen af den 8de Maaned 1807, tiltog hans Sygdomstilfælde, og da han den 15de ſ. M. var betydeligen værre, kaldte han ſin Huſtru og ſin Søn hen til Sengen, og talte til dem med et blidt Aaſyn, i det velſke Sprog, omtrent Følgende. Han ſpurgte dem, om de havde noget at ſige til ham, „„thi,““ ſagde han, „„de ſalige Timer nærme ſig; ja, førend denne Nat vil jeg være undkommen i Sikkerhed didhen, hvor hverken Prøvelſer eller Møier ſkulle komme. Værer tilfredſe, og ſørger ikke for mig; thi jeg afgaaer til uendelig Glæde, til at priſe Ham, der har bragt mig taalmodigen gjennem alle mine Møier og uudſigelige Trængſler. — Underſtøt mig, o Herre, i disſe faa Minuter; thi jeg er næſten kommen hinſides Tidens Grændſe, til en grændſeløs Evighed. — Jeg er nu nærved at give eder det ſidſte Farvel; men tager eder til Hjerte, og værer dagligen paa eders Poſt, thi i den Time, I ikke tænke, vil Døden, nemlig Rædſlernes Konge, komme til eder, som ikke vil gjøre nogen Forſkjel mellem den Ene eller den Anden. Men i Jehovahs Styrke og Frygt ville I ikke frygte Døden, derſom I ſøge ham, medens han er at finde, og tjene ham med et villigt Sind og et lydigt Hjerte; thi hans Stier ere Fredens Stier, og hans Veie liſlige Veie. O, beder beſtandigen om at bortdrage eders Planer og Tilbøieligheder fra de jordiſke Ting, og fæſte dem paa de himmelſke Ting.

„„Mit Haab ſtaaer til dens Barmhjertighed, ſom har renſet mig i den Kilde, der oprandt for Davids Huus og Jeruſalems Beboere; ikke formedelſt mine egne Fortjeneſter, men formedelſt den korsfæſtede Immanuels Fortjeneſter, han ſom døde for hele Menneſkeſægtens Synder. Og I ſom have en liden Stund at forblive efter mig, giver Ham Priſen og Frygten og Æren, og tilbeder Dag og Nat foran hans Throne, indtil I have vis Kundſkab om, at I ere blevne døbte med den Helligaands Daab, der blev beſeglet med det evige Teſtamentes Blod. Erindrer, at det ikke er en udvortes Daab, der vil tjene, hvilken blot er Udøvelſen af de gamle Skygger. Vider ogſaa, at det ikke er Religionens Bekjendelſe, ſom vil gjøre det, men en ſaadan, ſom er reen og ubeſmittet for Gud. Denne vil føre eder i Sikkerhed til de evige Boliger.

„„Nu nærmer ſig Tiden for mig til min Opløsning, til at gaae til det Sted, hvor jeg har været disſe to Nætter. Herren ſelv kom at møde mig, og tog mig med ſig til Himmelens Høide, blandt Tuſinder af hans hellige Engle, hvor hans Hellige ſtode for ham, og evindeligen ſkulle ſtaae.

„„See, nu opgiver jeg Aanden; og ſee mine ſmukke Ledſagere, ſom komme for at holde mit Hoved over Jordens Bølger. See, Himmelens Porte aabne, og Herren ſelv med Armene udſtrakte for at annamme mig til ſin Naade. Jeg haaber, at I, ſom ere efter, ville følge mig did. Held for Evangeliet fra Hav til Hav, og fra Floden til Jordens Ende: ogſaa for mine kjære Brødre, at de maae blive ſtandhaftige i deres Tro til deres Dages Ende; og da vil deres Hvile blive hos Lammet, hvor ingen Smerte eller Trængſel vil komme.

„„See, den ſalige Tid er kommen for mig til at drage bort i Fred med Hver og En, med gode Ønſker for Enhver, og tilgivende Enhver. Modtager mit ſidſte Farvel, og Herren velſigne eder med Zions Bjergs Velsignelſer.““

Da han havde ytret dette, udaandede han ſnart roligen det ſidſte Suk. Denne Mands Endeligt var Fred!“