Jeg har udgivet dette lille Skrift for en stor Del til Selvforsvar. For nogle Aar siden holdt jeg et Foredrag om „excentriske Prædikanter,“ hvoraf et Referat blev offentliggjort i en Avis. Dette var som sædvanlig et Stykværk, og aldeles ikke det egentlige Foredrag. De Herrer Avis-Skrivere tænker fornemmelig paa at more fine Læsere, og gjør derfor et Udvalg af alle de bedste Anekdoter og pikante Yttringer, hvoraf Taleren har benyttet sig, og naar disse er bleven løsrevne fra sit egentlige Sammenhæng, er det Hele alt andet end tilfredsstillende. Taler eller Forelæsninger bør aldrig bedømmes efter et almindeligt Avisreferat, der i ethvert Fald kun er et Stykværk, og som oftest en hæslig Karikatur.
Jeg havde ganske forglemt min Forelæsning, da jeg en Dag fik se Referentens Opkog udgivet i Amerika, som en Tale af mig selv, værd at sammenbindes med min Bog om »Commenting and Commentaries.« Dette ergrede mig. Disse Optegninger var tilsammen meget bra for en Avis, men jeg nægter ganske og aldeles at erkjende dem som min Udgave.
Det forundrer mig, at den amerikanske Udgiver ikke har rettet Referentens mange paatagelige Feil, som dette at kalde Peter Cartwright Peter Garzett og Lady Anna Askew Lady Askayne. Peter Cartwright var en amerikansk Skovprædikant, og hans Navn burde være kjendt af den amerikanske Udgiver; men nogle Udgivere har et saadant Hastværk med at udgive sine Bøger, at de kan ikke give sig Tid til at faa rettet Feilene.
Da jeg havde den afstumpede Forelæsning i sin Helhed tænkte jeg først at lade den trykke, for at man kunne faa se, hvad jeg virkelig havde sagt, men ved nøiere Eftertanke, antog jeg det for bedre at udarbeide den til en liden Bog. Jeg haaber, at Læseren ikke skal tabe derved.
Jeg vil i denne lille Bog vende mig til den Kritiksyge, som gjør en Mand til Syndebuk for et Ord, og til den Løgnagtige, som udspreder falske Rygter til høire og venstre, til Skade og Sorg for de mest nidkjære af min Mesters Tjenere. Mange Tilhørere taber megen Velsignelse derved, at de kritiserer for meget og eftertenker for lidet, og endnu flere begaar en stor Synd ved at kaste Smuds paa den, som offrer sit Liv for Andres Vel. Trofaste Præster har tilstrekkeligt Arbeide og Bekymringer, uden at blive bebyrdede med ufortjent og lumpen Daddel. Vi har noget bedre at gjøre, end stadigt at besvare enhver ondskabsfuld eller smaalig Bagvaskelse, som blir sat i Omløb for at skade os. Vi er fuldkommen beredt paa i vort Kald at maatte gjennemgaa ondt Rygte og godt Rygte, og vi kjender os derfor aldeles ikke sønderknuste, naar den ondskabsfulde Daddel rammer os, som om der hendte os noget Uventet, og dog findes der ømfindtlige, svage Sjæle, der føler en saadan Prøvelse dybt, og derfor blir meget forsagt i sin Tjeneste ved ondskabsfulde Angreb. De mere haarde og stærke iblandt os ler af dem, der latterliggjør os, men for andre bliver Følgerne sørgelige. For deres Skyld er disse Blade skrevne, gid de ogsaa maa tjene dem til Advarsel og Vækkelse, som latterliggjør og forhaaner den Høiestes Guds Tjenere.
Som Prædikanter er vi langt fra fuldkomne, men mange af os stræber at gjøre sit Bedste, og det smerter os, naar vi ser vore Tilhørere fæster sig mere ved vore personlige Mangler, end ved det Guds Ord, vi forkynder. Gud har med Hensigt nedlagt sine Skatte i Lerkar, paa det at den herlige Kraft alene maa tillegges Ham. Vi beder vore Tilhørere ei at sysselsætte sig saaledes med Skallens Mangler, at de derover forglemmer den dyrebare Kjerne. Visdommen retferdiggjøres af sine Børn, og Naaden virker gjennem de Midler, den finder for godt at anvende.
Læser, gid det maa forundes dig at drage Nytte af alle min Herres Tjenere og ogsaa af
| din hengivne |
| C. H . Spurgeon. |