Eventyr (Garborg)

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Jeg tror, at hvad der lokker Jærbuen meſt ved ſaadan en Proces, det er det hazardøſe ved den, det lotterimæsſige. Man ved, at man kan „faa“ Ret, om man ikke har den ogſaa. Det er den gamle Holmgangs- og Næveret i en ny, lidt forklædt Form; den flinkeſte vinder! Bare en kløgtig Sagfører og et Par rimelige Vidner, — ſaa kan man blive rig! Barbarens Eventyrlyſt blander ſig med Privateierens Rethaveri og Statsborgerens Juriſteri, og det hele blir til en Lidenſkab, ſom er næſten religiøs i ſin Blindhed.

Men Eventyrlyſten ſlaar ogſaa ud paa anden Vis. For i Tiden fik den et regelmæsſigt og forholdsvis ſundt Afløb gjennem Fiſkerierne; man reiſte „paa Fiſkje“ ſom paa Viking og „friſta Lukkaa“ hver Vinter. Men ſiden Vorherre tog Silden bort, er det blevet ſlemmere. Maaſke kan de ſidſte Menneſkealdres voldſomme Religøſitet ſættes i en vis underjordiſk pſychologiſk Forbindelſe med Sildens Forſvinden. Barbarens urolige Fantaſi maa paa en eller anden Maade ſkaffe ſig Luft. Kan den ikke faa tumle ſig i vilde Voveſtykkers ſpændende Færd, ſaa begynder den at gruble og at digte.

— Jeg kom til at tænke paa „Barbarens Eventyrlyſt,“ hvergang jeg kom ſaa langt nord ſom til Gaarden Skeie.

Der er vakkert, der; en Gaard ſom en hel liden Landsby, velſtandsmæsſig at ſe med ſine malede Huſe og ſtore grønne Bøer, ſom ſtrækker ſig helt ned i Havſtranden. Der er endnu megen Magt igjen i disſe gamle Vikingreder langs Kyſten! — Men ovenfor Gaardene ligger den ſvarte Hei.

Ind i denne Hei kiler der ſig en umaadelig ſtor Myr, ſom man blir opmærkſom paa, fordi den er anderledes end andre Myrer. Andre Myrer er der da ligeſom et Haab ved; de leverer Brændetorv, eller de kan dyrkes, eller de afgir ialfald lidt Sommerbeite; men denne Myr her, den er uden Haab. I hele ſin Udſtrækning frembyder den intet andet end Sand og Sten og Sump — og en Del Myrfivel. Det ſer ud ſom det kunde have hændt nogen Slags Elementar-Ulykke her, ſom om for Eksempel ved et Jordſkjælv Bunden af en Sjø var ſkudt op i Dagen og nu laa her og bredte ſin ſkrigende Armod og Hæslighed op mod Himlen med Gudſens Graad og Bøn om at faa ſynke ned igjen, ſaa at den atter kunde faa avle Siv og Fiſk og gjøre lidt Nytte for ſig i Tilværelſen.

Men der har ingen Elementar-Ulykke hændt. Det er Menneſkene ſelv, som har gjort dette. Fattige Menneſker, ſom ellers maa ſe paa hver Skilling — og denne Bedrift koſtede dem Tuſinder —; men de gjorde det alligevel.

Det var Eventyrlyſten. Hvad kunde der ikke være for Herligheder der nede paa Sjøbunden! Rundt om laa Myrland i Mængde, ſom bare behøvede Afgrøftning og Dyrkning, ſaa kunde det give Mad baade til Folk og Fæ; men det var der ikke nogen Spænding ved, ſyntes Jærbuen. Myrerne, det var den ſikre Gevinſt; — men ſikker Gevinſt, hvad er det? Det er noget beſtemt, noget givet, noget, ſom man kan udregne, og ſaa er der ikke mer... Nei, Sjøbunden! det er noget andet, det. Der vinker det uvisſe, det ukjendte, det uberegnelige; ingen kan vide, hvad ſom venter os der; lad Myrerne ligge; op med Sjøbunden!

Folk rundt omkring var forhippede ſom Børn. Sagkyndigheden vidſte, at der ialfald blev megen fed Admimſtration; nogle Smaabetænkeligheder om, at Bunden maaſke bare kunde beſtaa af Sand, bragte den med myndig Røſt til Taushed. Stortinget ſtøttede ſig til Sagkyndigheden, og ſaa blev der bevilget en eller anden pen rund Sum til Udtapning af Skeievandet. Der arbeidedes i langſommelig Tid. Ingeniører og Adminiſtration tjente gode Penge; Arbeiderne grov og ſled for ſit ſædvanlige Minimum. Der blev gravet og muret en hel liden Kanal, og Menneſkene gik om i de gladeſte Drømme. Vandet ſank og ſank; Bunden blottedes Fod for Fod; Kanalen ſugede i dybe Drag, og tilſiſt var alt kommet for Dagen.

Nu ligger det der.

Alle Drømme er døde. Der laa ingen Alverden paa Sjøens Bund. Bunden var Sand og Sten den, ſom Sjøbunde pleier at være. Naturligvis havde ingen underſøgt det paa Forhaand — norſke Ingeniører underſøger ikke gjerne paa Forhaand; det er ſaa koſtbart, ſiger de —; man bare klemte paa. Bedſt ikke at vide noget, ſaa bliver det ſaa meget gildere, naar det kommer.

Joviſt blev det gildt!

Det eneſte, ſom opnaaedes ved det ſvære Arbeide, var altſaa denne lille Tapning af Statskasſen. Hvad de øvrige Reſultater angaar, ſaa melder Sagaen, at det var Kjærringerne, ſom førſt fik føle noget til dem; en vakker Morgenſtund opdagede de, at de ikke længer havde Vand til at ſkylle Klæder i! Det havde naturligvis ingen tænkt paa. Siden opdagedes det, ſom værre var: øget Sandflugt indover Heierne. Vandet havde før taget lidt af for den; nu var det Gjærde revet.

Og ſaa var der blevet ſaa gement ſtygt. Andre Myrer er der da ligeſom et Haab ved, men denne her... Ja man faar altſaa vente, til den engang i Hiſtorien gror igjen og bliver ſom en af de andre Myrer; da kan man jo dyrke den ogſaa. Gudbevars — hvis den ikke imidlertid er blevet til en Sandørken!

Slige Bedrifter er udførte fleresteds paa Jæderen. Nu er det ikke andet end disſe ſmaa Vandene her og der, ſom liver lidt op i Jæderens brune Ensformighed. Saa at her ſkulde man heller anlægge Sjøer end tappe dem — bare af den Grund. Men nei. Eventyrlyſten var vaagnet. Den krævede ſit Offer.

Naar urnorſk Eventyrlyſt ſlaar ſig ſammen med ny-norſk Sagkyndighed, ſaa kan der pasſere noget af hvert. Viſt er det, at derſom jeg var Konge, ſaa vilde jeg ſende min Hær ſporenſtregs til Skeie og lade den kaſte igjen hin prægtige Kanal; og ſaa kunde den jo med det ſamme bryde op nogen af de andre Myrerne der, — nogen af dem, ſom der er Haab ved.