Et besynderligt Giftermaal
„Det gaar underligt til i Verden – og paa Moss“, siger man nuomstunder. I forrige Aarhundrede havde man derimod en Smule Tilbøielighed til at forlægge Scenerne for det vidunderlige, det vidunderligere og det vidunderligste til en anden af Byerne ved Kristianiafjorden, nemlig Drammen.
Ja, man kan gjerne gaa et Skridt endnu videre, til Sfæren for det allervidunderligste, og man vil kunne læse derom i Byens Historie. Jeg tænker, nogen hver vil medgive, at stort længere vil man ikke komme paa dette Omraade, naar man hører, at Drammen har et Giftermaal mellem to Kvinder at opvise.
Fortællingen herom hører hverken til de nye eller til de opbyggelige Materier. Fru Conradine Dunker har havt sat paa den – hun hørte den 1835 af Fru Mandahl, født Robsahm, der var bosat i Drammen, da denne Giftermaalshistorie gik for sig – og har gjenfortalt den paa en meget fri Maade. Som et Forsøg i Bondenovellen er hendes Beretning ikke ueffen, og har Presten Immanuel Kristian Graves „Nationale Fortællinger for den norske Bondestand“ været hendes Forbillede, saa har hun klaret sin Opgave ulige bedre end sin Lærer. Det vil i ethvert Fald fremgaa af en Sammenligning af Fruens Fortælling med den Fremstilling, som Sognepresten til Strømsø, Hr. P. N. Hesselberg og Ekerpresten Hr. Hans Strøm gav af den snurrige Tildragelse kort Tid efter, at den havde fundet Sted.
– Først skal Fru Dunkers Fortælling gjengives i forkortet Stand.
I Hallingdal havde en stor og sterk, fjorten Aar gammel Pige i Hidsighed slaaet til sin Moder. Dette havde to Kvinder været Vidne til, og de truede nu med at angive hende for Øvrigheden. For en Forbrydelse af denne Art kjendte Tidens Lovgivning ingen anden Straf end Livsstraf eller under formildende Omstændigheder Tugthusstraf paa Kongens Naade. Nys før var hendes Broder Ole, der var et Aar ældre end hende, afgaaet ved Døden. For at undgaa den triste Lod, som ventede hende, iførte hun sig Broderens efterladte Gangklæder, og forsynet med hans Døbeseddel rømte hun ud af Bygden. Hun tog derefter Tjeneste hos en Bonde i Telemarken, hos hvem hun blev i fire Aar. I denne Tid erhvervede hun sig Færdighed i Læsning og Skrivning samt Kristendomskundskab. Efterat hun var bleven konfirmeret, fik hun Lyst til at se sig lidt om gi Verden og tog Tjeneste hos en Høkerenke i Drammen, selvfølgelig forklædt som Mandfolk. „Hans Færdighed i at skrive og regne“ – fortæller Fru Dunker – kom ham her tilpas. Hans Madmoder kunde ikke noksom berømme ham, og her blev han i fem Aar, da Pigerne i Nabolaget begyndte at falde ham til Besvær. De begyndte at kappes om, hvem der skulde faa den vakre Ole til Kjæreste; men jeg behøver ikke at sige, at deres Stræben var forgjæves. Hans Madmoder sagde en Dag til ham: „Ole, du gjør bedst i at vælge en af disse Piger til din Kjæreste, saa bliver der Ende paa Sagen, og de andre slaar sig til Ro.“ Ole forsikrede hende at han ingen Kjæreste vilde have. Skulde den vakre Ole have forelsket sig i mig? tænkte Konen. „Ole, vil du da være min Mand, saa bliver du Herre i Huset og faar alt det, jeg eier.“ Nu maatte Ole græde og fortalte hende sin Historie. Da Konen havde betænkt sig noget, sagde hun: „Dersom du vil som jeg, da skal vi fortie alt dette; du gaar til Presten og forlanger Brudevielse, vi lader os vie sammen, vi forlader ikke hinanden, og jeg triumferer over de indbildske Tøse.“ Ole gjorde, som hun bød; de blev viede i Kirken, og de levede (Fru Mandahls Ord) i et lykkeligt Ægteskab i fem Aar. Efter denne Tids Forløb begyndte Konen at føle Skrupler. Hun mente, hun havde begaaet en stor Synd, vanhelliget Guds Hus.
Desuden var hun bleven vred paa ham. Nok, hun gik til Politiet og angav ham. Ole blev nu arresteret, og da han blev ført til Raadstuen, gik en Pige hen til ham og sagde: „Tak skal du have, Ole, at du ikke vilde have mig.“ Borgermester Strøm kaldte Politimesteren til sig og sagde til ham: „Denne Sag vil gjøre os latterlige over det hele Land; giv Slutteren Ordre til at lade Raadstueporten staa aaben i Nat! Dette vil være den bedste Maade, at komme derfra paa.“ Raadstueporten blev staaende aaben; om Morgenen var Ole borte, og man hørte aldrig mere til ham.“
– Saavidt Fru Dunker.
I Hovedsagen er Fruens Fortælling stemmende med den historiske Sandhed, og i et Par Punkter til kommer den saa temmelig nær op til den. Men i alle Enkeltheder forøvrigt er der saa mange Unøiagtigheder og Uoverensstemmelser tilstede, at man skulde fristes til at tro, at der omtrent paa en og samme Tid maatte være indgaaet to saadanne Giftermaal, begge i Strømsø Kirke og begge velsignede af Presten Hesselberg.
Fuldt saa galt er det dog ikke.
Men lad os se paa, hvorledes Presterne Hesselberg og Strøm har fremstillet Sagen. For Kortheds Skyld skal deres omstændelige Beretninger omskrives saa kortfattet som muligt.
– Den 3die November 1781 blev Jens Anderssøn Opsal og Pigen Anna Kristine Mortensdatter ægteviede i Strømsø Kirke.
Bruden var en noget til Aars kommen Jente fra Hedemarken, der i et Par Aars Tid havde ernæret sig som Væverpige der paa Stedet.
Brudgommen var en ung, vakker, rask og dygtig Karl, som i nogen Tid havde været i Tjeneste som Kusk og Gaardsdreng hos Justitsraad Gram, hos hvem han havde opnaaet en høi Stjerne. Han var den ædrueligste, flittigste og mest paapasselige Tjener, som Justitsraaden havde havt, derhos nævenytten og hændig til at udføre, hvad der udkrævedes af Tømring, Snedkring o. s. v. Det eneste, Justitsraaden havde at udsætte paa den vakre Jens var, at han var formeget Hjerteknuser overfor sine kvindelige Medtjenere; det hændte nemlig, ret som det var, at disse i Skinsyge røg uklare, naar den ene syntes eller troede at synes, at han kunde se nok saa venligt til en anden Kant, og Justitsraaden holdt vaagent Øie med sine Pigers Jens; men han skulde aldrig finde eller merke andet, end at denne gav sine kvindelige Medtjenere saa liden Grund til at hænge efter sig, som nogen Mandsperson overhovedet kunde gjøre. Andet skulde da heller ikke oplyses fra Skoger, hvor Jens sidst havde tjent som Gaardskarl. Det var sandt nok, at Sognepresten, Hr. Grønbech, havde faaet ham til at flytte ud af Sognet; men hermed havde han ene og alene havt Jens’s Vel for Øie. Han vilde nemlig redde den staute og skikkelige Ungersvend fra at falde i de Snarer, som han saa, at de træske Kvinder overalt lagde for hans Fødder, saa forgabede de var i ham.
Justitsraad Gram var nok ikke fuldt saa ømskindet paa Dydens Vegne, som Skoger-Presten var. Han havde sin Husfred saa kjær, at han formelig glædede sig, da han hørte, at Anne Kristine var den lykkelige, som i denne Kvindekrig gik af med Seiren. Men hans moralske Følelse oprørtes ikke i ringeste Maade, da han spurgte, at hun „efter den blandt gemene Folk brugelige Skik“ modtog Besøg af sin Kjæreste om Lørdagskveldene.
Hvorom alting er, tør det nok hænde, at Pigerne i den gode Stad Strømsø i mere eller mindre stille Sind har misundt Anne Kristine den Lykke at træde for Alteret med Jens. Men snart skulde de tabe dem af Sigte, idet Jens ved den Tid, Bryllupet stod, fik Arbeide paa Glasverket i Svelviken, hvor han tjente gode Penge.
Men efter nogen Tids Forløb skulde det rygtes ind til Strømsø, at hverken for Jens’s eller for Anne Kristines Vedkommende var Lykken saa stor, som man havde tænkt sig.
„Gamle“ Anne Kristine, som havde faaet sig saa vakker og dygtig en Mand, som nogen kunde ønske sig, var bleven løs paa Traaden og var allerede som nygift Kone begyndt at tøise med Matroser og kanske ogsaa med andre Fyrer. Denne hendes Opførsel var gaaet den stakkars Jens saa nær til Hjerte, at han, som hidtil havde været Ædrueligheden selv, slog sig paa Drik, og naar han saa kom fuld og gal hjem, var han vond mod Konen og dængte hende.
Saa var det en vakker Dag, at Anne Kristine indfandt sig paa Hurums Prestegaard og talte med Presten Mørch i Enrum. Snart vidste man og, at Anne Kristine havde angivet Jens for en Forbrydelse, der var saa stor, at man aldrig havde hørt noget lignende.
Anne Kristine havde nemlig betroet Presten, at hendes Mand, Jens Opsal, var et udklædt Fruentimmer.
Presten foreholdt da Jens denne Konens Angivelse; men han slog sig vrang og sagde, det var Løgn, hun for med. Presten lod det ikke bero dermed, men indberettede Sagen for Amtmand Fjeldsted. Da det nu var bleven bragt paa det rene, at Amtet ikke saa ganske uden videre vilde tage Jens’s Benegtelse for god, skulde Piben saa en anden Lyd. Jens Opsal sagde da til Presten, at det nok havde sin Rigtighed med Anne Kristines Angivelse alligevel.
Jens Opsal var – saa lød Tilstaaelsen – en Kvinde, hvis rette Navn var Marie Olsdatter. Hun var sødt i Grans Prestegjæld paa Hadeland. Som Fattigmands Barn havde hun tidlig maattet tage ud for at tjene og havde faaet Lyst til det Slags Arbeide, hvormed Mænd sysselsættes. For at saa denne sin Lyst tilfredsstillet havde hun i Mandsklæder forladt sin Hjembygd og taget Tjeneste først i Skoger, siden paa Strømsø og nu sidst efter sit „Giftermaal“ i Svelviken. Overalt, hvor hun i den første Tid havde tjent, havde hun været saa plaget af Jenternes Overhæng, at hun ikke havde vidst andet Raad for at blive det kvit end at gaa hen og gifte sig. Naar hun havde valgt en Pige af sat Alder, var det ene og alene af den Grund, at hun haabede og troede fuldt og fast, at ingen da vilde komme efter, hvem hun i Virkeligheden var. Det skulde saaledes nærmest være for et „Fornuftgiftermaal“ at regne, idet de havde indgaaet sin Forbindelse for „Næringens og Levebrødets Skyld“. Alt var da ogsaa gaaet godt og vel helt til den Dag, da Anne Kristine slog sig vrang og blev sin Ægtehalvdel utro.
I de fleste af disse Punkter forklarede baade Anne Kristine og Marie Olsdatter sig i Overensstemmelse med hinanden. Men i det vigtigste Spørgsmaal, som Retten maatte forelægge dem, var deres Vidnesbyrd ikke lidet afvigende. Medens Anne Kristine erklærede, at hun helt til et Par Uger efter Bryllupet havde været aldeles uvidende om sin „Ægtefælles“ sande Kjøn, paastod Marie Olsdatter – alias Jens Opsal –„ at det ikke forholdt sig saa, og at Anne Kristine var fuldt vidende om Forholdet, dengang Bryllupet fandt Sted.
Det smukke „Ægtepar“ blev indsat i Arresthuset paa Strømsø, og Marie Olsdatter vedblev at bære de Klæder, hvortil hun nu engang var bleven vandt. Nu fandt de og hinanden igjen, og skjønt Anne Kristine undskyldte Marie, og denne begræd af et oprig
tigt Hjerte Anne Kristine, da hun for ilde og satte Livet til.
Marie Olsdatter – alias Jens Opsal – rømte tilsidst i Mandsklæder fra Arresten og var ikke mere at finde, om man overhovedet var uleiliget med at søge efter hende. Men om Fremgangsmaaden med at skaffe den tragikomiske Historie ud af Verden just har været den samme som af Fru Dunker meddelt, derom findes der intet oplyst i de Beretninger, som er afgivne af deres Velærværdigheder Hesselberg og Strøm.
Conradine Dunker, Gamle Dage, S. 79 fg. Samleren, et Ugeskrift, udg. af E. Gunnerus, Bd. I (1787) S. 193 ffgg.