Et Dødsleie
Forleden Dag gjennemgik jeg nogle Papirer fra mine Reiser og stødte da paa det Stykke, som jeg nu vover at lade trykke her.
Allerede i 1852 gjorde jeg Bekjendtskab med Familien, i 1854 besøgte jeg den igjen. Ved dette sidste Besøg bad jeg Forældrene fortælle op igjen, hvad jeg allerede havde hørt af dem før om den forudgangne kjære Datter, som deres Tanker stadig hang ved, og som de gjerne talte om. Moderen fortalte vel det meste, men noget føiede ogsaa Faderen til, og medens jeg endnu var i Huset, tog jeg mig for at stille begges Ord og Fortælling sammen og skrive det Hele ned, saa bogstavret som jeg vel kunde.
Thorø var et blødhjertet, blidt og lydigt Barn. Hun var den ældste af flere Sødskende og var sine Forældres Glæde og Haab. Men Herren havde bestemt, at hendes Livstid kun skulde være kort. En Vinter, da hun var omtrent 13 Aar, saaes Tegn til Svaghed og Sygelighed hos hende. Hun blev snart stakaandet, naar hun skulde gaa et Stykke Vei, og besværedes af Hjerteklap og Brystkrampe. Ud paa Sommeren reiste Moderen med hende til Doktoren paa Vaage, og under hans Pleie var hun i et venligt Hus omtrent en Maaned. Da hun var kommen hjem igjen, syntes hun i nogen Tid at være bedre ved Helbred, men ud paa Vinteren tiltog Sygdommen igjen. Tilsidst blev hun stadigt sengeliggende, og Forældrene kunde ikke længer dølge for sig selv, at det saa ud til at være Herrens Raad, at deres kjære Barn skulde gaa foran dem.
Forældrene søgte med christeligt Sind at forberede Barnet paa den alvorlige Afskedsstund. Engang sagde Moderen til hende: „Hør, du Thorø, jeg har tænkt, at du i Jesu Navn skulde give en Gave til En, som kunde trænge til Noget.“ Ja, Barnet vilde ogsaa gjerne det; hun overtænkte, hvad hun havde at vælge imellem, og Valget faldt paa en af hendes bedste Kjoler. Da Moderen tiede, mærkede Barnet, at hun ikke just havde tænkt paa en saa betydelig Gave; men hun sagde: „Jo, Moder, det maa nok være saa pas. For jeg mindes, hvad hun Embjør fortalte mig; det var saaledes, at der kom engang et Fattig-Menneske til hende og bad om en Kjol, men hun syntes, at det havde hun ikke Raad til, og sagde nei; saa var det en Dag, at hun selv frøs og tog paa sig ret mange Klædesplag, men frøs endda, og da sagde hun ved sig selv, at det var nok for hint Fattigmenneske, hun frøs, og saa gjorde hun Bud paa den Fattige og gav hende Kjolen, og da blev det saa særdeles for dem begge.“ Saa blev en af Thorøs Kjoler nedtagen fra Loftet; Thorø var med at overlægge, hvem der skulde have den, og saa saa hun paa den for sidste Gang med et veltilfreds Blik, men var tillige saa alvorlig og stille. Hun tænkte vel paa, at den Kjole skulde hun kanske ikke faaet bære alligevel, og hendes unge Hjerte fik vel en Anelse om, at Døden nærmede sig.
Forældrene levede endnu som midt imellem Frygt og Haab for Barnets Liv; thi sommetider syntes det at være bedre med hende. Engang sagde Moderen ved hende: „Angrer du ikke paa Kjolen, Thorø, for nu kan Du kanske snart komme op igjen?“ Hun svarede bare, at hun havde jo flere Kjoler igjen, og det kunde ikke mærkes paa hende, at hun selv havde Haab om at komme op igjen.
Men hun havde nok en alvorlig Strid at bestaa, før hun kunde blive fortrolig med Døden. Naar Moderen med lempelige Ord ledede Tanken hen paa, at der kanske forestod hende en Afsked fra denne Verden, saa skjulte hun sit Ansigt under Klæderne og laa i stille Graad. Hun havde ikke Frimodighed til at tale om Døden, men hun tænkte vist paa den hver Dag og med Frygt og Bæven. Derfor blev ogsaa Samvittigheden saa øm. Hun mindedes nogle af sine Barndoms Synder. Engang havde hun af et ældre Menneske ladet sig forlokke til at tage noget Gjæstvon[1] af sin Moders Kiste; en anden Gang, da der kom et Menneske til Gaarden og vilde have lidt Tobak, havde hun taget lidt af sin Faders Gjemme. Nu søgte hun at lette sit beklemte Hjerte ved at fortælle dette til Moderen og bede om Forladelse derfor. Hun bad ogsaa Moderen at fortælle det til Faderen og faa hans Forladelse, og hun forglemte ikke siden at spørge om, hvad Faderen havde sagt. Moderens Svar var, at Alt var tilgivet fra Forældrenes Side, men at hun mest havde at søge Guds naadige Tilgivelse for Synden imod ham. – Med bevæget Sind regnede Moderen efter, at Barnet var omtrent 8 Aar, da hun begik hine Forseelser.
Engang maatte Moderen undres over et Spørgsmaal af Barnet, nemlig dette, om Forældrene vilde, at hun skulde dø. Betænksomt svarede Moderen: „Vi for vor Del ville nok helst, at du endnu skal blive hos os; men dersom det er Guds Villie, at du skal dø, saa have vi kun det Ønske, at du maa bekomme en frelst Sjel; thi da kunne vi med Guds Naade haabe at samles med dig igjen.“ Barnet kunde jo nok vide, at Forældrene havde hende kjær og gjerne vilde beholde hende; hendes Mening med Spørgsmaalet var derfor vist at udforske, om Forældrene troede, at hun var syg til Døden. Da hun havde hørt Moderens Ord, blev hun ogsaa betænksom og stille.
En Dag kom en Mand, som var gift med Moderens Søster, til Gaarden. Han gik ind i Kammeret til Thorø, talte med hende og følte paa Livaaren paa hendes Haand. Hun takkede ham med vakkre Ord for alt Godt og bad ham hilse hendes Moster og sige hende ogsaa Tak for al Kjærlighed, hun havde vist mod hende. Da han kom ind i Stuen, sagde han til Faderen og Moderen „Hun Thorø er laakere, end I tro.“ Og atter, da han skulde gaa, sagde han: „I maa nok være betænkte paa, at hun Thor ikke staar det over.“
Da Manden kom hjem til sit Hus, sad han en Stund taus; saa sagde han til sin Kone, at han havde Hilsen til hende fra Thorø – mer fik han ikke sagt for Graad. Men denne Graad viste, hvor elskeligt Barnet var for sine Kjendinger. Næste Morgen kom ogsaa hans Kone, Thorøs Moster, ilsomt til Gaarden for at se og tale med Pigen.
Men samme Aften, da hin Mand var gaaet og Moderen kom ind til den Syge, spurgte denne ivrigt, hvad han havde sagt om hendes Sygdom. Moderen nænnede ikke at sige det lige ud og svarede: „Han kunde nu ikke vide saa vist, hvordan det vil gaa. Men hvis det er saa, at Gud vil kalde dig herfra, saa er der en Ting, som jeg ønsker saa saare, og det er at have et Vidnesbyrd af dig om, at det staar vel til med din Sjel, saa jeg kan vide, at den er frelst og gjemt i Gud.“
Da var det, som hun fik ret Frimodighed af Aanden til at tale. Lidt efter lidt kom alle Husets Folk ind og stod omkring Sengen, og hun talte til alle Tilstedeværende om Guds Rige og priste Gud for sit Saligheds Haab. Hun mindede om det Ord, vi have læst om ham, som med en Basunes Røst skal kalde alle Mennesker frem for Guds Dom. „O, hvor særdeles det er at tænke paa den uendelige Evighed! O, hvor godt det maa være, at være iblandt dem, til hvem Frelseren siger: Kommer hid til mig, I min Faders Velsignede! Og o, hvor ondt det maa være, at være blandt dem, til hvem der skal siges: Gaar bort fra mig, I Forbandede, i den evige Ild! O, vi skulde alle arbeide, medens det er Naadens Tid, og berede os til den store Dag. Det er jo just derfor, at vi ere satte i dette Liv. Herre Gud, bevar alle dem, som er her i Huset, ja alle Mennesker paa hele Jorden! Satan skulde ikke have en eneste Sjel, han! Vi veed jo, hvor ondt det er at brænde sig paa Fingeren en liden Stund, og tænk saa at gaa bort i den evige Ild, som aldrig tager Ende!“ For sig selv bad hun saaledes: „Kjære Gud, fri og bevar ogsaa mig og lad mig slippe ind, ja netop ind om Døren til Himmerige, saa meget, at jeg kan blive fri for al Fare! O ja, jeg tror ogsaa vist, at jeg skal slippe ind. Det skal være godt at komme til Frelseren og være hos ham.“ – Saaledes talte hun flere Gange om Evigheden, og hun havde nogle Ord til hver især. Da hendes Øine faldt paa nogle unge Personer, som vare tilstede, formanede hun dem ved at læse det første Vers af Psalmen: I Unge, som glædes i blomstrende Alder, bekvemmer dog Eder til Visdommens Tugt o. s. v. „Og du, Marit, føiede hun til og vendte sig til en ung Pige, som var Tjenestepige paa Gaarden, du Marit, jeg husker nok, hvor vi to mange Gange har været sammen; o, at Herren vilde mindes dig i Naade og sende dig sin Hjælp, saa at du maatte blive snild.“[2] Da Thorøs Bedstemoder hertil sagde, at hun og Marit nok ikke havde havt noget for sig, som der var noget Ondt i, sagde hun: „Aa jo, det kunde nok være det; men saa var det ogsaa mange Gange godt.“ Til Forældrene talte hun især trøstende og frimodige Ord. Hun troede saa vist, at de skulde komme efter hende til det gode Sted; hun mente, at de vilde holde fast ved det Gode; „thi – sagde hun til Faderen – den, som engang har lagt Haanden paa Ploven, vender ikke saa let tilbage.“
Fra nu af var det oftere, at hun havde saadanne frimodige Stunder, hvori hun aflagde Bekjendelse om sin Tro. „O, hvor godt det er, sagde hun engang, naar Trøst og Bønner mødes,“ og naar hun laa der stille og taalmodig under Sygdommens Vaande og med Døden for Øie og i Tanke, saa saa det ud, som om hun i Bønnen hentede sig bestandig ny Trøst og Frimodighed. Og hun brugte flittig de faa tilbageværende Stunder til at sige dem, som vare om hende, alt, hvad der laa hende paa Hjerte. En Dag bad hun hendes ældste Søster Anne komme hen til hende, og hun tog hende ved Haanden: „Nu vil jeg bede dig min kjære Søster om Forladelse for alt det, som jeg har gjort dig imod; thi ofte have vi vanhygst og gjort det, som vi ikke burde. Men tænk nu paa din Skaber i din Ungdom; snart kan Dødens Budskab komme til dig, og da var det godt, at du var beredt. Nu maa du være Forældrene lydig; det ser nu ud til, at du kan blive deres Fremfødsmand[3]. Hold dig tarvelig og gaa ikke op i Stads og Pragt, men klæd dig sømmeligt og anstændigt. Er der Nogen, som vil være over dig, saa gak gjerne under; da kommer du bedst frem. Naar nogen Snilde besøger os, saa hold dig gjerne til dem; det kan være, at de komme til at tale noget, som kan være for dig; jeg holdt mig ikke altid til dem jeg, og det har jeg nu maattet angre paa.“ Søsteren traadte da lidt tilbage, men gik snart til hende igjen, tog hende ved Haanden og sagde: „Jeg maa nok ogsaa bede dig om Forladelse for alt det, jeg har gjort dig imod.“ Faderen og Moderen stode hos og kunde ikke holde Graaden tilbage ved Synet af denne enfoldige og barnlige Kjærlighed. Faderen sagde: „Jeg har ofte bedet for Børnene, at Guds Ord maatte virke paa dem; men nu sker det over, hvad jeg havde ventet.“ Hertil sagde den Syge, at hun kunde mindes den første Gang, da hun fornam Guds Ords Virkning; det var da Faderen engang sad og forklarede Ordet for den yngre Søster.
Hun hørtes ofte at tale med Glæde om Himmeriges Rige og med Længsel efter - den Stund, da hun skulde flytte did. Alligevel hang hun med Kjærlighed ved Forældrene og trøstede sig ved Afskeden fra dem saaledes: „Men hos Gud er der saa godt at være, at Tiden ikke kan blive saa lang for mig, til vi samles igjen.“ Hertil svarede Faderen: „For dig bliver Tiden ikke lang, men for os, som bliver tilbage her.“
I disse Dage læste hun ofte Psalmevers, som hun havde lært udenad. De, som især syntes hende mærkelige gjentog hun oftere. Da hun saaledes engang havde læst det Vers: „Børnene ere for Arvinger kjendte,“ sagde hun: Hvor godt det var, naar vi kunde blive som Børn; men jeg kan ikke regne mig blandt Børn, jeg, som er saa gammel,“ hvortil Faderen svarede, at vi kaldes og ere alle Børn, som ere i Christo og høre ham til.
Lidt efter lidt blev Sygdommen mere streng; hun kunde ofte stirre paa Forældrene og formaaede netop at bede dem om at bede for hende, da hun selv ikke formaaede at gjøre det.
Den sidste Dag, hun levede, en Søndag, yttrede hun stor Længsel efter at dø og sagde: „Hvorfor mon Døden ikke vil komme?“ Moderen svarede: „Kanske Gud har en god Hensigt med det; kanske der endda er noget tilbage, som du ikke har eftertænkt og afbedet.“ Da laa hun en Stund stille og læste saa Begyndelsesordene af den Bøn: „O Gud, forlad mig alle mine blodige Synder,“ og da Moderen fortsatte med at læse Bønnen for hende, tog hun selv Ordet og læste den til Ende.
Min Beretning gaar ikke længer end hid. Jeg maa selv undres over, at Slutningen mangler, og kan ikke besinde mig paa, hvorledes det gik til, at jeg ikke kom til at skrive den. Den var kanske for vakker for min Pen.
- Marts 1863.
Eilert Sundt.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Gjæstvon er et Slags Bakkelse (Jernbrød, Skrivebrød o. s. v.), som man har staaende i Forventning (Von) om, at der kan komme Gjæster.
- ↑ Snild, her det samme som gudfrygtig.
- ↑ Der var ingen Søn i Familien, og Gaarden vilde da gaa over til den ældste Datter (altsaa efter den Syges Død til den ældste gjenlevende) og med Gaarden den Forpligtelse at yde Forældrene det saakaldte Føderaad eller føde dem frem i deres Alderdom.