Eskimoliv/Slutning

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
H. Aschehoug & Co.s Forlag (s. 285-293).

Slutning.

Kaster vi nu til afsked et blik tilbage, hvad har vi saa set?

Vi har fundet et af naturen høit begavet folk, som levede godt og, trods sine feil, stod paa et høit moralsk standpunkt. Men ved vort kulturarbeide, vor mission og vore produkter er baade dets legemlige kaar, dets moral og dets samfundsorden bragt i et sørgeligt forfald, og det hele folk synes undergangen viet.

Og dog er det, som vi har set, behandlet lempeligere og mer hensynsfuldt end noget andet. Maa ikke dette gi et alvorligt varsko? Og ser vi os om blandt andre naturfolk, er da ikke overalt frugten af europæernes og missionernes berørelse med dem den samme?

Hvad er indianerne? hvad er de fordums stolte mexicanere, hvad er Perus høitbegavede incaer, hvor er Tasmaniens urbefolkning, og hvordan staar det sig med Australiens vilde? Snart vil ikke en af dem være istand til at løfte sine anklagende røster mod den rase, som bragte dem undergangen. Og Afrika? Ja, det skal jo ogsaa kristnes, vi har allerede begyndt med at plyndre det, og er ikke negerne mer seiglivede end de andre, gaar vel de samme vei, naar nu kristendommen kommer med fuld musik. Og dog lar vi os ikke afskrække, vi taler fremdeles i store ordelag om at bringe de stakkars vilde kristendommens og civilisationens velsignelse.

Gaar vi til nutidens missioner, er ikke udfaldet paa de fleste steder det samme? Lad os betragte et folk som det kinesiske, der altsaa staar paa et høit kulturtrin, og som man derfor skulde tro var bedst skikket for den nye lære. En af «Kinas mest oplyste mandariner», som «selv er kristen og opdraget ved europæiske universiteter», skriver i «North China Dayly News» en artikel om missionen og dens indflydelse,[1] hvori det bl. a. heder: «Er det ikke tvertimod en aaben hemmelighed, at det bare er de elendigste, svageste, mest uvidende, trængende og mest slyngelagtige blandt kineserne, som har været og er, hvad missionærerne kalder «omvendte»?» «Jeg spør, om det ikke kan bevises, at disse omvendte — mænd, som har kastet bort sin barnetro, mænd, som af sine lærere forbydes at vise sympati, ja endog foragte vor ældgamle histories minder og traditioner — om det ikke kan bevises, at disse mænd, naar de har maattet opgi haab om verdslig vinding, har vist sig at være værre end de værste af kineserpøbelen? Missionærerne kan bl. a. fortælle sine tilhørere, at mandarinerne er nogle idioter, som tror paa himmeltegn og lignende nonsens, men næste dag vil de muligens fortælle de samme tilhørere, at solen og maanen virkelig stod stille paa hebræergeneralen Josvas befaling.» Angaaende missionens velgjørenhed mod de indfødte og lindring af nød og elendighed spør han: «Kan det bevises, at denne hjælp er en ekvivalent bare for de penge, som den kinesiske regjering maa betale for missionærernes beskyttelse? Jeg tror, at renterne alene af disse uhyre summer vilde være tilstrækkelige til at lønne en langt større stab af flinke europæiske læger og sygepleiersker.» «Lad det bevises, hvor meget der gaar til med at lindre nød af de millioner, som barmhjertige mennesker i Europa og Amerika samler ind til Kina-missionen. Lad det opklares, hvor meget der gaar til underhold for missionærerne og deres koner og børn, til bygning af deres prægtige huse og sanatorier, til porto og papir for deres boglignende, rosenfarvede missionsberetninger, til deres kongresser og mange andre ting.» «Er det ikke en aaben hemmelighed, at hele missionen slet og ret er et velgjørenhedsforetagende til bedste for ubeskjæftigede personer i Europa og Amerika?» Han spør videre, om det er nogen, som tviler paa, at missionærerne med sine «høie meninger om egen ufeilbarhed ikke kan være uforskammede og anmassende; om det er umuligt for dem at blande sig op i ting, der ikke angaar dem, med selvbestaltet myndighed. Hvis nogen er i tvil om, at missionærerne, som en helhed betragtet, er istand til ovennævnte ting, læs saa og læg merke til tonen og aanden i deres skriverier.»

Dette er jo historien fra Grønland om igjen. Forskjellen er bare, at naar kineserne modsætter sig de missionærer, som de ikke har bedt om at komme til sig, saa blir de ikke slaat og tampet; naar de selv ser ulykken, som truer, og ber «de fremmede magter om i Kinas saavel som i Europas og Amerikas interesse at tilbagekalde missionærerne,» og dette ikke nytter, og de derfor vil fordrive dem med magt, saa paakalder disse herrer, som er komne for at prædike fredens evangelium, sine regjeringer om beskyttelse og faar kanonbaade og tropper til hjælp, som retter en ødelæggende ild af projektiler og kartætsjer paa de indfødte, og de fromme missionærer forlanger, støttet af sine landsmænds vaaben, den blodigste erstatning for den skade, de har lidt paa gods og eiendom, glemmende, at der staar: «I skulle ikke have Guld, ei Sølv, ei Kobber i eders Bælter» (Matth. 10, 9—10).

Vi kjender nok den samme rase igjen, som da Kina vilde verge sig mod opiumens ødelæggende gift, tvang det ved en blodig krig til at aabne sine havne for handelen dermed, forat europæerne kunde tjene summer, mens det kinesiske samfund undergravedes. Det er fra først til sidst en saa skjændig nederdrægtighed, at intet sprog eier ord derfor. — Desværre, eskimoerne har nok altfor meget ret, naar de mener, at europæerne er en uhæderlig, fordærvet rase, som burde komme til Grønland for at lære moral.

Men er da missionernes resultater andre steder bedre? Neppe. Fornylig er der udkommet en stastistik over forbrydelser i Indien, efter hvilken det viser sig, at de fleste falder paa europæerne, dernæst kommer de omvendte indiere, dernæst tilhængerne af bramalæren, og bedst er buddhisterne. Fra Afrika kjender jeg ingen statistik, men efter alt, hvad jeg kan erfare, skal man heller ikke der kunne prale af missionernes resultater. Og denne hedningemission er ogsaa vort land med paa at ofre hundrede tusener om aaret til baade i Afrika og Indien. Har vi da saa god raad, at disse penge ikke med mer nytte kunde anvendes herhjemme? Det er vistnok en smuk tanke at ville hjælpe disse stakkars vilde, som man aldrig har set, og hvis nød man ikke kjender, men mon det ikke var endnu smukkere at hjælpe de mange elendige, hvis nød vi daglig har for øinene? Naar vi absolut vil gjøre gode gjerninger, hvorfor ikke begynde med det nærmeste, og naar alle var hjulpne herhjemme, saa kan hænde man kunde reise ud og undersøge, om der ogsaa andre steder findes nogen, som trænger vor hjælp.

Eskimålif, sid 261.jpg

Nordlys — de dødes leg.

Det er ingenlunde min mening, at enhver mission maa virke skadelig; men jeg mener, at en mission for at være virkelig god stiller fordringer saa store, at de i vor tid ikke kan tilfredsstilles, thi for det første trænges et saadant antal ædle, opofrende og fremragende mænd, som ikke findes paa en gang — vi finder en, to ja kan hænde tre, men ingen fast stab af slige — og dernæst strømmer der uundgaalig i en missions kjølvand saa meget slet ind over det indfødte folk, at den bedste mission ikke raader bod derpaa, lige saa lidt som det staar i missionærernes magt at stænge det ude. Resultatet blir altsaa tilsidst det samme.

Men skal vi da ikke engang faa øinene op for, hvad vi gjør? Skal ikke fra pol til pol alle sande menneskevenner reise sig i en eneste knusende protest mod hele dette uvæsen, denne selvgode, skandaløse behandling af medmennesker af anden tro og med anden kultur?

Der vil engang komme en tid, da vore efterkommere vil strengt fordømme os, da dette uvæsen, som man nu finder at stemme med den kristne læres grundsætninger, vil stemples som dybt umoralsk. Da vil moralen ha udviklet sig saavidt, at det kun tillades dygtige og vel udrustede mennesker først nøie at sætte sig ind i et fremmed folks liv og kultur for at undersøge, om det trænger vor støtte, og i tilfælde, paa hvad maade denne bedst kan ydes, før man begynder at øve indflydelse paa det, og blir resultatet, at man intet godt kan udrette, da at lade det i fred. Men inden den tid kommer vil muligens de fleste af disse fremmede folk være ødelagte, om de ikke allerede er det. Spørges der til slutning, om der da intet haab om redning findes for det grønlandske samfund, da maa det vel af alle, som kjender forholdene, indrømmes, at den eneste betingelse vilde være, at europæerne lidt efter lidt trak sig bort fra landet. Overladt til sig selv og unddraget den fremmede og forstyrrende indflydelse, vilde muligens de gamle forhold efterhaanden kunne udvikle sig igjen, og samfundet kunde ha haab om redning. Men denne mulighed er nok ialfald for lange tider fremover en skjøn utopi; thi for det første vilde det vel stride mod en europæisk stats forfængelighed at opgi et engang begyndt civilisationsforsøg, som den har opskrevet med store tal paa sin kreditkonto til opgjøret i den anden verden, og for det andet, om danskerne trak sine kolonier tilbage, saa burde ogsaa andre nationers skibe afholdes fra at drive handel med de indfødte og paaføre dem europæiske produkter og særlig brændevin.

Men fraset berørelsen med os, truer endnu den fare eskimoerne, at sælens antal aftar i foruroligende grad. Dette skyldes ikke den fangst, de selv driver; thi den er forsvindende mod de hundrede tusener af nyfødte unger, som de europæiske og amerikanske sælfangere hvert aar slaar, særlig paa drivisen nær Newfoundland. Det er altsaa atter her den hvide rase, som volder ham skade; men at sætte grænser derfor, selv om han vidste om det, ligger ikke i hans magt, hans stemme høres ikke langt. Og dog er det en fangst, som vort samfund saa ypperlig kunde klare sig foruden, men for ham — er sælen livet.

Saaledes er da dette elskværdige folk uundgaalig bestemt enten til undergang eller til at synke til en skygge af, hvad det var. Men grønlænderen er munter og kanske lykkeligere end de fleste af os, han ser ikke sin ulykke og hader os ikke, men er venlig og glad, naar vi kommer til ham.

Grønland var engang en god indtægtskilde for den danske stat, men den tid er forbi, nu koster den kgl. grønlandske handel og missionen store summer om aaret, og værre vil det bli. Er det at vente, at den danske stat i laægden skal holde dette gaaende? Mon det ikke var rigtigere og bedre itide først at trække sine udliggere ind, dernæst efterhaanden at lægge kolonierne ned og gi de indfødte boderne og husene til fordeling? Ja efter min mening skulde man tilslut pakke varebeholdningerne sammen, bringe dem og kjøbmændene ombord i handelens ni skibe og saa seile med det altsammen tilbage til Danmark. Det vil engang maatte ske alligevel, men da vil kan hænde ingen være tilbage til at befolke dette land. Indlandsisens stivnede livløshed vil brede sig til havet, hvor kun maagernes vemodige fløiten høres langs de folketomme strande. Solen vil stige og synke og ødsle sin pragt over et forladt land. Kun en enkelt gang berører et fremmed skib de øde kyster. — — — Men i de lange vinternætter vil de døde lege sin lysende leg over sit snelands evige dødsstilhed. — —

  1. Oversat i «Morgenbladet» no. 636 (17 okt. 1891).