Eskimoliv/6
KAPITEL VI.
Madlaging og slikkerier.
Et træk ved grønlændernes daglige liv, som for os synes noksaa merkeligt, er, at de ingen bestemte maaltider har; de spiser gjerne, saasnart de blir sultne, hvis der da er mad nok. Som allerede fortalt, gaar fangerne ofte hele dagen uden niste. De har en merkelig evne til at sulte, men kan saa til gjengjæld fortære overraskende mængder af kjød, spæk, fisk m. m. paa en gang.
Deres kokkekunst er enkel og let at lære.
Kjød og fisk spises dels i raa eller frossen tilstand, dels kogt, dels tørret, og dels lar man kjødet undergaa en slags forraadnelse eller gjæring; det kaldes da mikiak og spises uden videre tilberedning. En saadan ret, som skattes meget høit, er raadne sælhoder.
Spækket af sæl og hval spises helst raat. Alle kræsne kulturmennesker grøsser naturligvis bare ved tanken paa at spise raat spæk; men jeg kan forsikre dem, at det, særlig i ganske frisk tilstand, er meget godt; det har en sødagtig, om end noget emmen smag, som minder om fløde, og der er intet af, hvad almindelig kaldes transmag; denne indfinder sig først, naar spækket blir kogt eller stegt, eller ogsaa naar det harskner. Der findes vistnok endnu mennesker, som tror, at eskimoerne pleier at drikke smeltet tran, uagtet allerede Hans Egede har paatalt denne feiltagelse. At de ikke altid vrager det, naar det byr sig, hadde jeg dog anledning til at overbevise mig om i Godthaab, idet jeg regelmæssig saa vor gamle tjenestepige Rosine ta sig en slurk eller to af vor lampe, naar hun pudsede den om morgenen og som sedvanlig heldte vel meget i beholderen, — det saa ikke ud til at bekomme hende ilde.
De sylter forøvrigt stilkene af kvanne i tran, som efter Saabye's beskrivelse fremstilles paa følgende eiendommelige vis: «Et Fruentimmer tygger Spæk, sprudler det ud, og vedbliver saalænge, indtil de efter hendes Mening have nok. Nu ligge disse Stilke saaledes indsyltede i nogen Tid, tages derpaa op og spises som Desert med megen Appetit».
Af planteføde brugte grønlænderne oprindelig flere sorter; foruden kvanne (angelika) kan nævnes løvetand, syre, krækling, blaabær samt forskjellige tangarter. En af deres største delikatesser er imidlertid indholdet af renmaven. Om en grønlænder fælder en ren og bare kan fragte lidt deraf med sig, tror jeg, han først og fremst vil ta maven, og det sidste, en grønlandsk dame ber sin elsker om, naar han drar paa renjagt, er at betænke hende med maveindholdet. At dette staar saa høit i pris, er vel fordi de trænger planteføde, og det er jo til og med en meget udsøgt vare, som den feinschmecker renen netop har samlet sammen af de fineste skud af mos og græs, og som derpaa i maven er blit tilberedt som en slags stuving ved at bli halvfordøiet og tilsat med en noget skarp og krydret sauce af mavesaften. Mange griner nok paa næsen af denne ret, men det skulde de ikke gjøre; jeg har med tilladelse smagt paa den og ikke fundet den uspiselig, om den end var sur, noget lig gammel kjeldermelk. Skal det være særlig fint, tilsættes den med spækstykker og krækling.
En anden ret, som sikkert ogsaa vil støde mange europæere, er rypeindvolde. Her holder de sig imidlertid ikke bare til maven, men tarmene med alt deres indhold slurper de ogsaa i sig i en vending. Resten af rypen sælger de til kjøbmanden for 5 til 8 øre. Dette er grunden til, at man aldrig i Grønland ser ryper med indvoldene i, uden at man selv skyder dem.
Da vi engang var paa en jagttur inde i Ameralikfjorden og hadde grønlænderen Joel med os, tog han sig en dag for at rive indvoldene ud af alle vore ryper; men da der var adskillig over hundrede af dem, kunde ikke alt fortæres paa stedet, og resten samledes derfor i en stor sæk. Med dennes kostelige indhold, som vel blev til skemad før han kom hjem, agtede han vistnok at spise i fællesskab med sin elskelige Ane Cornelia. Jeg haaber, det vil tilgis mig, at jeg ikke kan oplyse om, hvordan denne ret smager; det var den eneste grønlandske ret, jeg ikke kom til at forsøge.
Af andre slikkerier maa jeg nævne huden (matak) af de forskjellige hvalarter, særlig af hvidfisk og nise, hvilken anses for toppunktet af nydelse. Huden flaas af med det nærmest under den liggende lag af spæk og spises uden videre ceremonier raa, som den er. Jeg maa gi eskimoen min fuldeste anerkjendelse for opfindelsen af denne ret; jeg kan forsikre læseren, at nu, da jeg skriver derom, svømmer mine faa efterladte tænder omkring i vand bare ved tanken om matak med den ubeskrivelig fine smag af nøddekjerne, blandet med østers — ah ! — og saa har den det fortrin fremfor den sidste, at skindet er seigt som viskelæder at tygge, saa nydelsen kan forlænges i det utrolige. Selv danskerne i Grønland er sterkt forfaldne til denne nydelse, naar den kan opdrives; dog koger de den som regel, hvorved den blir geleagtig og let at tygge, nøddekjernerne og østersen forsvinder sporløst, og det hele blir som tungen ud af vinduet.
En fin ret, som dog ikke kommer op mod matak, er raat kveiteskind; det har imidlertid den samme fordel, at det paa grund af sin seighed er saa drøit. Jeg kan trygt anbefale det som meget delikat, særlig er det godt om vinteren.
Raat sælskind spiser grønlænderen ogsaa gjerne sammen med spækket. Det smagte meget antagelig; men jeg kunde ikke forsone mig med haarene og tillod mig derfor at spytte dem ud igjen efter at ha gjort flere forgjæves forsøg paa at svælge dem.
De spiser kjød af sæl, hval, ren, fugl, hare, bjørn, ja endog hund og ræv. Det eneste, de mig bekjendt som regel forsmaar, er ravn; da denne tildels ernærer sig paa møddingerne, anses den ligesom planter, som vokser der, for uren.
Kjød, som ikke er fedt, bryr grønlænderne sig ikke videre om; derfor foretrækker de f. eks. sjøfugle fremfor ryper. Det hændte engang ved en af kolonierne i Sydgrønland, at en prest, som netop var kommet til landet, holdt gjestebud for nogle af sine sognebørn, og fruen trakterede med det bedste, hun vidste, nemlig stegte ryper. Grønlænderne tog dog lidet til sig, skjønt fruen nødede dem svært. Hun spurgte da, om de ikke likte ryper. Jo, svarte de, de spiste dem nok, — naar der var hungersnød. — — —
Hvad jeg allerede har fortalt, vil sikkert være nok til
at overbevise en om, at eskimoerne ingenlunde er saa
Paa fiskepladsen.
hungersnød kan de dog spise lidt af hvert; saaledes skal det f. eks., efter hvad Dalager beretter, hænde, at de «hakker deres Telte-Skind i Stykker og koger Suppe paa», og det er heller ikke sjelden, at man hører om den og den, som kogte suppe paa sine gamle bukser.
Madens servering adskiller sig ogsaa fra den europæiske mode. Bord findes ikke i det grønlandske hus; madfadet sættes derfor midt paa gulvet, og menneskene sidder paa briksene rundt omkring og langer nedi med de gafler, Vorherre gav dem ved fødselen. At sætte fadet paa en kiste eller lignende, falder dem sjelden ind; det synes næsten, som det er dem en trang at bøie sig. Et eksempel herpaa er en historie om en ung dansk frue, som netop var kommen til Grønland, og som havde faat nogle grønlænderinder i huset for at vaske for sig. Da hun kom i bryggerhuset, saa hun dem staa bøiede over vaskebaljen, som stod paa gulvet, og da hun fandt dette en tungvindt stilling, gav hun dem nogle krakker til at sætte baljen paa. En stund efter kom hun atter ind til dem, men blev nu ikke lidet overrasket ved at finde dem staaende oppe paa krakkerne og vaskende ned i baljen, som fremdeles stod paa samme sted. — Si non è vero è ben trovato!
Af de mange varer, vi har paaført dem, er de kristne grønlændere fremfor alt forfaldne til kaffe, og nydelsen deraf er blit meget nær en last paa vestkysten. De lager den sterk og drikker nødig mindre end to gode spilkummer ad gangen; der er heller intet iveien for, at de kan drikke kaffe 4 til 5 gange om dagen, det smager saa godt, og saa kommer en i sligt humør af den. Dens skadelige indflydelse har de dog greie paa, og derfor faar unge mænd kun lidet eller intet deraf, forat de skal bli gode fangere; en svimmelhed, som de ældre undertiden lider af, og som gjør dem ustøe i kajaken, paastaar de nemlig skal for en del skyldes kaffen. Denne erfaring stemmer merkelig godt med nyere fysiologiske forsøg, som har vist, at dennes farligste gifter, cafeonet m. m., netop angriber de dele af nervesystemet, hvoraf ligevægten er afhængig.
Næst kaffe er de glade i tobak og brød. Tobakken blir paa vestkysten mest røgt og tygget; at snuse er derimod østgrønlændernes svaghed, samt kvindernes paa vestkysten, og man kan ofte bli ubehagelig overrasket ved den opdagelse, at en ung, tiltalende skjønhed tar sig en forsvarlig pris, saa baade overlæbe og næsebor fyldes med dette stof. De river sin snus selv paa flade stene af usaucet rultobak, som skjæres smaa og tørres over lampen; for at gjøre den drøiere blandes den undertiden med knust sten; til opbevaring bruges større eller mindre horn. Paa østkysten spiller snusen en rolle ogsaa ved enkelte ceremonier. Eskimoen har intet ord for goddag eller velkommen, men isteden rækker man den velsete fremmede sit snushorn til benyttelse, og denne svarer ved til vederlag at fremby sit. Naar man skilles, gjentas den samme ceremoni.
Sin tyggetobak tilbereder vestgrønlænderne paa en for os noget overraskende maade. Høie, danske porcellænspiber halvstoppes med røgtobak, som derefter gjennemblødes ved at vand heldes over, og saa fyldes piben ganske med tør tobak; derpaa røges den, til varmen naar væden og slukkes. Asken slaas da ud, hvorpaa saa meget olje som muligt skrabes sammen fra oljehus, piberør, de gamle skover i pibehodet osv. og slaas saa over de allerede paa grund af rygningen godt indsaucede rester i bunden af hodet, og disse er dermed færdige til at tygges. Denne sterke konfekt sættes særlig pris paa som niste i kajaken.
Brændevin har regjeringen heldigvis forbudt at sælge til grønlænderne. Europæerne i landet har derimod lov til at faa sligt forskrevet hjemmefra og har lov til at traktere grønlænderne dermed. Det er særlig almindeligt, at disse faar det, naar de er besætning paa europæernes baade paa reiser om sommeren, samt efter hver handel, de har afsluttet med dem. Dernæst er det saa viselig indrettet, at kifakerne eller de, som er ansatte i den danske handels tjeneste, faar sin dram hver morgen, mens fangerne, som skulde være dygtigere og staa over kifakerne, ikke kan opnaa nogen uden altsaa ved at bli europæernes tjener eller ogsaa ved at sælge noget til dem.
De er nu lidenskabelig glade i brændevin, saavel mænd som kvinder, ikke fordi det smager godt, betrodde de mig ofte, men fordi det var saa deiligt at være fuld, og fulde var de da, hver gang der viste sig en anledning; men det var jo lykkeligvis ikke saa ofte. At maalet for denne nydelse virkelig var rusen, synes ogsaa at fremgaa deraf, at kifakerne ikke satte synderlig pris paa morgendrammen, fordi det ikke var nok til at bli fuld af. Derfor hændte det, at flere kom overens om at spare op, saaledes at altsaa en af dem drak for alle de andre en morgen, og næste dag kom en andens tur. Herved kunde de med bestemte mellemrum opnaa en ordentlig rus. Da høiere vedkommende kom underveir dermed, søgtes imidlertid den bedrift stanset.
I modsætning til, hvad forholdet almindelig tør være her hjemme, fandt de grønlandske hustruer som regel, at deres mænd var saa yndige, naar de var fulde, og de morede sig kostelig ved synet af dem. Sandheden tro skylder jeg dog at oplyse, at de, saavel herrer som damer deroppe, forekom mig med faa undtagelser at være betydelig mindre frastødende og naturligvis betydelig mer fredsommelige i denne bakantiske tilstand, end man almindeligvis er herhjemme under lignende forhold.
Ved europæernes ankomst til landet forstod de indfødte ikke synderlig brændevinets virkning. Da julen nærmede sig, kom de saaledes og spurgte Niels Egede om, naar hans folk skulde bli «galne»; de trodde nemlig, at «galenheden» var en nødvendig følge af høitiden, og den var blit dem et merke, hvorefter almanaken beregnedes. Senere erfarede de, at den skyldtes denne vædske, som de derfor kaldte silaerúnartok, det er det, hvoraf man mister sin forstand; men nu kalder de den almindeligere snapsemik.