Eskimoliv/14
KAPITEL XIV.
Europæere og indfødte.
Europæernes forhold ligeoverfor grønlænderne er i mange henseender enestaaende, idet disse har været lempeligere behandlet end noget andet naturfolk, som har været udsat for vore civilisationsforsøg. Den danske regjering fortjener i sandhed verdens høieste anerkjendelse for sin optræden i denne henseende, og det var kun at ønske, at andre stater vilde følge det her givne eksempel. De indfødtes virkelige vel har været et ikke uvæsentligt hensyn i dens handlemaade, og man kjender neppe noget andet jagtfolk, som er kommet i saa sterk berøring med civilisation og kristendom og har holdt sig saa godt og saavidt længe.
En nidkjærhed for sin engang satte opgave som den, der drev vor landsmand Hans Egede og de første missionærer op til dette dengang lidet kjendte land, og som bragte dem til endog at udholde ikke faa savn deroppe, er heller ikke almindelig. Det skede i en god hensigt, og de mente derigjennem at befordre de indfødtes timelige og aandelige velfærd. Naar vi sammenligner denne mission og den hele behandling af Grønland med de civiliserte folks optræden i lignende tilfælde andre steder, saa kommer vi til den kjendsgjerning, at der gjennem det hele gaar en sjelden human aand, og derpaa kan den, som følger den grønlandske styrelses historie, stadig se nye og trøstefulde beviser.
Trods den bedste vilje har imidlertid de civiliserede mennesker en tilbøielighed til at se ned paa naturfolket som en rase, der er dem underlegen. Dette vil vi selv i den grønlandske historie finde forskjellige spor af. Af hans egne skrifter vil vi se, at endog den begeistrede Hans Egede nærede ikke saa liden foragt for de indfødte. som han mente det var hans kald at kristne, ja han siger, at han ofte bankede dem og lod dem endog hudstryge eller gi tamp. Engang da han af en liden gut fik vide, at en angekok, Elik, skulde ha sagt, at det var en let sag at udrydde de fremmede, som var komne til deres land, drog han afsted med syv væbnede mænd, overfaldt angekoken, tog ham tilfange og bragte ham til kolonien. Der «fik han nogle Rap af en Tamp, og blev sat i Bøien». Om kvelden kom angekokens sønner og hørte til sin far, og «fik efter Begiering Tilladelse at flytte deres telt til kolonien». Nogle dage senere blev fangen git frihed, og de reiste bort. Efter slig behandling skulde en tro, at grønlænderne maatte bære nag til de fremmede, men deres godmodighed og gjestfrihed er uforlignelig. Skjæbnen vilde, at vinteren efter blev Hans Egedes søn Paul, som ogsaa hadde været med paa denne voldsdaad, fordrevet af storm til et sted, hvor han uventet fandt angekoken Elik. Det var, siger han selv, just ikke behageligt at finde ham iblandt saa mange fremmede, men til sin forbauselse blev den vildfarende buden ind af angekoken, som lagde et renskind for ham paa sin egen briks. Der maatte Paul Egede bli i tre dage, og blev underholdt paa bedste maade.[1] Dette er vel at «gjengjælde ondt med godt» at «gjøre dem godt, som Eder hade»; men Egede mente, det kom af grønlændernes villighed til at finde sig i «deres Straf, naar de troe at have fortient den».
Hans Egede hadde ogsaa en anden vane, som ikke just røber megen hensynsfuldhed mod de indfødte; han tog af og til børn til sig mod deres families ønske og beholdt dem for at lære sproget af dem. Derfor lagede de og en vise om ham: «Der er kommen en fremmed Mand over det store Hav fra Vesten, som stjæler Drenge og giver dem tyk Suppe med Skind paa (ɔ: grød) til Føde og tørret Jord fra deres eget Land (skibs-kavringer).» Da Paul Egede engang tilbød en mor en foræring, forat hendes søn skulde faa lov at bli længere hos ham, svarede hun, at børn var ikke handelsvare.
Hvor vanskeligt det er, at frigjøre sig fra den indgrodde foragt for alle saakaldte indfødte, kan vi fremdeles finde beviser paa i Grønland. Europæernes bevæggrund til at holde kolonier i landet er den, at de skal bringe velsignelse, det er jo udelukkende for missionens og de indfødtes skyld, at handelen drives. Dette har dog ikke kunnet hindre, at der er blit et stort misforhold mellem disses og de fremmedes sociale stilling, idet de sidste, saavel af sig selv som af grønlænderne, anses som en høiere rase og landets herrer, der maa adlydes, istedenfor at de, hvis de virkelig var der for de indfødtes skyld, nærmest burde være disses opofrende tjenere. Dels med, dels mod sin egen vilje har europæerne selv sørget for at udvikle dette forhold, idet de altid har behandlet de indfødte som sine undergivne. Vi kom jo til landet for at prædike kristendom, men hvordan stemmer dette med vor kristne lære om frihed og lighed?
Som eksempel paa, hvad dette forhold har udviklet sig til, kan nævnes, at der ved flere kolonier i Sydgrønland er forbudt grønlænderne at holde hunde, fordi de faa europæiske familier, som bor der, ønsker at holde gjeder. Dette forbud er vistnok i flere tilfælde besluttet i forstanderskabet (sml. side 268); men det er der blit foreslaat af europæerne selv, og da grønlænderne, som før nævnt, føier sig efter disse, saa var det ikke vanskeligt at faa dem med derpaa mod deres eget ønske, og jeg har hørt dem efterpaa klage bittert over, at de kunde være saa dumme at gaa med paa et sligt forbud. Mest iøinefaldende uretfærdigt blir forholdet paa bopladse, hvor de tyske missionærer opholder sig, og hvor der altsaa, bare forat hans egne gjeder kan gaa i fred, udstedes en ukas af den fromme herre, hvorved hele menigheden forbydes hundehold.
Jeg har talt med ellers meget forstandige og varmhjertede folk deroppe, som mente, det var ganske indlysende, at da hundene løb efter og forstyrrede gjederne, saa maatte de forbydes. Indvendte man saa, at da europæerne var faa, og grønlænderne mange, var det rimeligere, at disse forbød gjeder, da lo man rent ud. At de selv er de indflyttede til landet, og at eskimoerne har holdt hunde fra umindelige tider af, talte ingen om. Heller ikke syntes det at anses for synderlig uretfærdigt, at gjederne ofte rev torven løs fra taget og væggene paa de grønlandske huse, samt at de undertiden kunde anrette skade paa grønlændernes fisk, som hang til tørring o. l.
Et andet udslag af den forskjellige maade, hvorpaa en europæers og en indfødts rettigheder betragtes, er ordningen af brændevinssalget. Mens det, som kap. 5 omtalt, er forbudt at sælge brændevin til landets egne børn, saa er det tilladt europæerne deroppe at faa, saa meget de lyster. Dette er uheldigt; thi det kan neppe andet end oprøre de indfødte stadig at se, at de selv ikke skal være gode nok til at faa, hvad den usleste europæer har ret til. Men endnu mer skadelig virker denne ordning, naar den har ført dertil, at de grønlændere, som gaar i handelens eller europæernes tjeneste, daglig faar brændevin, samt at de andre kan faa det, om de vil sælge noget til europæerne. At dette let kan føre til de groveste misbrug, er indlysende, og at det har gjort det, kan man føle sig overbevist om. Jeg skal ikke engang opholde mig ved de inkonsekvenser, man er kommen ind i derved, at det er tilladt enkelte mer fremstaaende indfødte af blandet herkomst at faa bestemte mængder aarlig forskrevet fra Europa.
At forbyde salg af brændevin i Grønland er naturligvis en ligefrem nødvendighed, saafremt de indfødtes undergang ikke i sterk grad skal paaskyndes. Men det eneste helt rigtige og konsekvente er vel da, at dette forbud gjælder saavel indfødte som europæere. Jeg ved, at det af mange hævdes, at dette vilde være en uretfærdig fordring ligeoverfor europæerne, som al sin tid har været vant til denne nydelse, og jeg ved vel, at dette særlig gjælder ligeoverfor folk fra Danmark, hvor jo brændevin bruges til de fleste maal, selv blandt arbeidsklassen, og hvor det saaledes delvis anses som en nødvendighedsartikel. Men desuagtet kan jeg dog ikke forstaa andet end, at det vilde ha været det ene rette og det heldigste for alle parter. Uretfærdigt kan et saadant forlangende ikke kaldes; thi naar man ved det paa forhaand, staar det jo enhver frit for at la være at gaa til Grønland, jeg nærer ingen frygt for, at der ikke alligevel vilde bli europæere nok deroppe.
Men mine fordringer gaar videre; jeg mener, at man ikke alene skulde forbyde salg af brændevin, men ogsaa af kaffe, tobak, the og de andre afgjort skadelige eller værdiløse produkter, vi har paaført de indfødte. De hadde saamænd ingen længsel derefter, det tog os endog lang tid at lære dem at nyde disse ting, ja østgrønlænderne liker f. eks. den dag idag ikke kaffe. Paa vestkysten har vi imdlertid, som før omtalt, været uhyggelig heldige i denne bestræbelse, og kaffen er ingen uvæsentlig faktor i deres nedgang. Men forbød man salg af kaffe til de indfødte, skulde det naturligvis ogsaa forbydes at indføre den til europæerne. Dette vil mange kalde fanatisme; men lad gaa, min mening er nu alligevel, at er det saasandt for grønlændernes skyld, vi er komne til deres land og har paatat os at bo der og lære dem, saa faar vi ogsaa vise dette i handling, vi faar da fuldt ud følge de fordringer, som et sligt ansvarsfuldt og vanskeligt hverv stiller, vi faar finde os i de smaa savn, det maatte paalægge. En slig opofrende gjerning kan ikke fuldføres uden savn, Herrens apostle har altid paastaat at maatte lide, og kan vi det ikke, er vi neppe en slig handling voksen, ei heller er vi den værdig og bør da holde os derifra. Er vi imidlertid ikke komne for grønlændernes skyld, men for vor egen, da blir sagen en anden; men da faar vi ogsaa nævne tingen ved dens rette navn og ikke smykke os med civilisationens og kristendommens.
For at raade bod paa den lovløse tilstand, som kom derved, at de gamle skikke forfaldt ved missionens virksomhed, og at de indflyttede fremmede lige til den usleste trodde sig berettigede til at ringeagte og befale over de indfødte, er der ved dr. Rinks nidkjære virksomhed indført de saakaldte forstanderskaber, som bestaar af indfødte medlemmer, der vælges et for hver boplads eller mindre kreds. Hensigten med disse forstanderskaber var, at der skulde alle samfundenes indre anliggender ordnes, fattigunderstøttelse bestemmes, tugt og orden opretholdes osv. Da grønlænderne imidlertid selv intet skjøn hadde paa slige ting, skulde presten i hvert distrikt delta i forstanderskabet som formand, og de andre europæere paa stedet som medlemmer, forat de kunde raade og retlede de indfødte forstandere. Det synes dog, som disse europæere efterhaanden har faat den virkelige myndighed, og de andre retter sig efter deres ønsker. Den vakre tanke, at de indfødte derved skulde lære selv at styre sit samfund, som ligger til grund for denne institution, maa vinde alles anerkjendelse; dr. Rink har i sandhed derved fremkaldt et vendepunkt til det bedre i grønlændernes nyere historie. Den lider imidlertid under den samme ulempe, som overhodet alle foranstaltninger, europæerne kan finde paa til de indfødtes bedste, nemlig at den ikke er opstaat af folket selv, som skal bruge den. Det er ingensteds et øiebliks sag at faa indført nye samfundsskikke, sligt sker ikke vilkaarlig, det er frugt af lange tiders udvikling i folket. En institution, som fødes af fremmede, maa ialfald trænge meget lang tid for virkelig at leve sig ind. Mange grønlændere anser det nu som en ære at være forstander; men jeg har ogsaa set eksempel paa, at andre, og det de dygtigste blandt dem, nødig vilde være det; thi de fandt det vigtigere at passe sin fangst og forsørge sin familie, end at reise lange veie for at være tilstede ved møder, hvor de saa alligevel med deres overvættes respekt for europæerne finder det nødvendigt at snakke dem efter munden og ta de bestemmelser, de ønsker.
Man kunde af det foregaaende og af meget, som er sagt i denne bog, muligens tro sig berettiget til at slutte, at grønlænderne er et lidet selvstændigt folk, skabt til at underkaste sig; men dette er en falsk opfatning. Tvertimod er grønlændernes friheds- og selvstændighedsfølelse fra oprindelsen af meget udpræget. Da europæerne først kom til landet, ansaa de indfødte sig for at staa vel saa høit som dem, og det at staa i et tjenende eller underordnet forhold til en anden, som de saa europæerne gjorde til hverandre, var dem fremmed og nedværdigende. Vistnok udøver hos dem husfaren i hver familie eller inden de familier, som bor i samme hus, et vist herredømme; men dette er saa lempeligt og lidet fremtrædende, at det neppe føles. Tjenere har de ogsaa, idet kvinder, som savner forældre eller forsørgere, ofte optas i storfangeres hus og maa der udrette arbeide sammen med husmor, døtre og svigerdøtre; de stilles dog som regel jevnsides med dem, og det tjenende forhold er saaledes mer af navn end i virkeligheden. Mandlige tjenere forekommer derimod ikke. Derfor hadde de vanskelig for at forsone sig med den tanke at være en andens tjener; og fremfor alt liker de fremdeles ikke at bli befalet noget paa en bydende maade, om de end paa grund af sin store fredsommelighed stiltiende kan finde sig deri.
Paa grund af denne frihedsfølelse var det i begyndelsen vanskeligt for europæerne at faa grønlandske tjenere. Efterhaanden har dog civilisationen demoraliseret de indfødte ogsaa i denne retning, selv fangere gaar nu i handelens tjeneste, ja føler undertiden en vis stolthed derved; thi da faar de bl. a. som dansk «embedsmand» sin snapsemik hver morgen.
De danske fruer kan dog fremdeles bevidne, at det er forbundet med adskillige vanskeligheder ikke at støde an mod de grønlandske tjenestepigers stolthed. Disse er flinke og snille, saalænge de behandles godt, men siges der et haardt ord til dem, forsvinder de ofte uden videre og kommer ikke igjen. Hvis nu vedkommende frue ikke foretrækker at krybe til korset og bede om undskyldning, maa hun søge en anden pige.
Naar grønlænderen undertiden gjør indtryk af at ha trællesind, da tror jeg det kommer af hans forbausende taalmodighed til at kunne finde sig i alt og ta endog den mest aabenbare uretfærdighed med overlegen ro. Det maa være denne taalmodighed, som Egede bl. a. kalder: «Grønlændernes medfødde Dumhed og Koldsindighed, deres Ungdoms dorske og fæiske Opdragelse» osv. Jeg tror, det er et haardt liv, som har lært dem denne tilsyneladende flegmatiske ro; allerede deres lunefulde fangst sætter ofte taalmodigheden paa haarde prøver, naar f eks. skjæbnen er dem saa ugunstig, at de dag efter dag maa vende hjem til en sulten familie uden bytte. Egede bør sikkerlig mindst af alt klage over denne egenskab; thi hadde ikke den og deres store fredsommelighed været, vilde de sikkert ikke ha fundet sig saa pent i de første europæeres ofte voldsomme optræden. Jeg hadde ofte nok anledning til at beundre deres stoiske taalmodighed, naar de f. eks. om morgenen i timevis kunde staa inde i gangen i kolonibestyrerens hus eller i snefoket udenfor hans dør og vente paa ham eller handelsassistenten, som imidlertid var optagne paa anden maade. De skulde gjøre en liden handel med dem, før de reiste til sit hjem, ofte mange mil fra kolonien, og det kunde være af stor betydning at komme afsted snarest muligt for at naa frem i betimelig tid. Ja, undertiden kunde det endog se utrygt ud med veiret, og da var hvert minut end mer kostbart; men lige urokkelige og tilsyneladende ligegyldige stod de der og ventede. Spurgte jeg dem, om de skulde afsted, svarede de bare: «Jeg ved ikke,» «Maaske, hvis ikke veiret blir daarligere,» e. l., men utaalmodig klage hørte jeg aldrig.
Følgende tildragelse fra Godthaab illustrerer bedre end andet denne side af deres karakter. En inspektør sendte engang en konebaad med besætning ind i Ameralikfjorden for at samle græs til hans gjeder. De blev imidlertid en lang tid borte, og ingen forstod, hvor der var blit af dem. Endelig kom de, og da inspektøren spurgte, hvorfor de hadde været saa længe, svarede de, at da de kom derind, var græsset altfor lidet, og de maatte derfor slaa sig ned og vente, mens det grodde.
Slig venter grønlænderne taalmodig, til deres egen undergang ogsaa har vokset sig moden. — Det er et taalmodigt folk.
- ↑ P. Egede: Eft. om Grønl., side 21 f., sml. og s. 25.