Erotik og Idyl

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Samlede værker
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (Bind 1s. 17-27).

„Se bare til at komme sammen!“ sagde Fru Olsen.

„Ja, jeg forstaar ikke, hvorfor I ikke gifte Eder nu til Høsten,“ udbrød den ældre Frøken Ludvigsen, der sværmede for den sande Kjærlighed.

„Aa ja!“ raabte Frøken Louise, som var vis paa at blive Brudepige.

„Men Søren siger, han har ikke Raad,“ svarede den Forlovede lidt frygtsomt.

„Ikke Raad!“ gjentog Frøken Ludvigsen, „at en ung Pige kan nævne et saadant Ord! Hvis du allerede nu vil lade din unge Elskov gro over af prosaiske Beregninger, hvad bliver der saa tilbage af den ideelle Glands, som kun Kjærligheden formaar at sprede over Livet. At en Mand kan tage saadanne Hensyn, kan jeg tilnød forstaa — det er jo paa en vis Maade hans Pligt; men en fin Kvindesjæl i Forelskelsens Skjærsommer! — nei, nei, Marie! lad for Guds Skyld ikke disse lave Pengespørgsmaal formørke din Lykke!“

„Aa nei!“ raabte Frøken Louise.

„Og desuden,“ tog Fru Olsen tilorde, „desuden har din Kjæreste slet ikke saa lidet at leve af. Min Mand og jeg begyndte saamænd med meget mindre. — Jeg ved, hvad du vil sige, at Tiderne vare anderledes dengang. Ja, Gudbevars! dette vide vi; jeg undrer mig bare over, at I ikke blive kjede af at fortælle os det. Tro I da ikke, at vi Gamle, der selv have oplevet Overgangen, har den bedste Indsigt i, hvad der fordredes for at leve før og nu. Naar derfor jeg som en erfaren Husmoder siger, at din Kjærestes Gage hos min Mand i Forbindelse med, hvad han lettelig vil kunne tjene ved Axtraarbeide, er tilstrækkeligt til at gifte sig paa, saa kan du vel begribe, at jeg tager det tilbørlige Hensyn til de forandrede Forhold.“

Fru Olsen var bleven ganske ivrig, uagtet Ingen tænkte paa at sige hende imod. Men hun var saa ofte i Samtaler af den Art bleven irriteret ved at høre især de unge Fruer udbrede sig over, hvor latterlig billigt alting havde været for tredive Aar siden. Det var somom man vilde forringe den mønsterværdige Maade, hvorpaa hun havde ført sin Husholdning.

Denne Samtale gjorde et dybt Indtryk paa den Forlovede; thi hun havde megen Tillid til den kloge og erfarne Fru Olsen. Og denne havde, siden Marie blev forlovet med Sorenskriverens Fuldmægtig, taget sig meget ivrigt af hende. Det var en energisk Kone, og da hendes egne Børn allerede vare voxne og gifte hver paa sin Kant, var det et velkomment Afløb for hendes Virkelyst at faa ligesom en Anpart i de unge Forlovede og hvad der vedrørte dem.

Maries Moder var derimod en meget stilfærdig Dame. Hendes Mand, der havde haft et lidet Embede, var død saa tidligt, at Pensionen var yderst knap. Hun var af god Familie og havde i sin Ungdom ikke lært andet end at spille Pianoforte. Denne Færdighed havde hun forlængst ophørt at øve, og i Tidens Løb var hun blevet overordentlig religiøs. —

— „Hør nu, min kjære Fuldmægtig! tænker De slet ikke paa at gifte Dem?“ spurgte Sorenskriveren paa sin godslige Maade.

„Jo!“ — svarede Søren langtrukkent, „naar jeg faa Raad.“

„Raad,“ gjentog Sorenskriveren, „De er s’gu ikke daarligt stillet. Jeg ved, at De har lagt Dem noget tilbedste.“ —

„En Ubetydelighed,“ —indskjød Søren.

„Nuvel — lad saa være; men det viser, at De har økonomisk Sands, og den er mange Penge værdt. Med Deres gode Examen, Deres Familieforbindelser og øvrige Konnektioner i Hovedstaden behøver det ikke at vare saa længe, inden De kan begynde at søge de mindre Embeder, og er man først kommen ind paa Embedsbanen, saa gaar det — so De ved — af sig selv-“

Søren bed sig i Pennen og saa raadvild ud.

„Lad os nu tænke os,“ fortsatte Principalen, „at De — takket være Deres Sparsommelighed — kan sætte Bo uden synderlig Gjæld, saa har De jo Deres Fuldmægtiggage og hvad De ellers vil kunne fortjene ved Extraarbeide. Og det skulde dog være underligt, om ikke en Mand med Deres Dygtighed skulde finde Plads for sin overflødige Tid i en opadstræbende Handelsby som vor.“

Søren tænkte hele Formiddagen paa Sorenskriverens Ord; det stod mere og mere klart for ham, at han overvurderede de økonomiske Vanskeligheder ved at gifte sig, og det var jo igrunden sandt, han havde adskillig Tid tilovers fra Kontoret.

Han skulde spise Middag hos Principalen, hvor ogsaa hans Kjæreste var. Idetheletaget mødtes de Unge næsten vel saa ofte hos Sorenskriverens som i Maries Hjem. THi den eiendommelige Færdighed, fru Møller — Maries Moder — havde erhvervet sig i at give alle Samtaler en religiøs Udgang, var ikke videre tiltrækkende for de Unge.

Ved Bordet blev der talt om et lidet yndigt Hus, Fru Olsen havde opdaget: „ret en Rede for et Par nygifte,“ som hun udtrykte sig. Søren erkyndigede sig i Forbigaaende om Prisen og fandt den noksaa rimelig i Forhold til Fruens Beskrivelse.

Naar Fru Olsen saa gjerne vilde se dette Ægteskab fremskyndet, saa var det for det første — som antydet — for at faa noget at beskjæftige sig med, og dernest kom det af et ubestemt Ønske om, at noget overhovedet skulde foregaa — et psychologisk Fænomen, der ikke er sjeldent hos energiske Karakterer under smaa, ensformige Forhold.

Sorenskriveren arbeidede i samme Retning, for det første efter Ordre fra Fruen, og for det andet, fordi han tænkte, at naar Søren blev gift med Frøken Marie, der skyldte hans Hus saameget, vilde han bindes end fastere til Kontoret, og Sorenskriveren var tilfreds med sin Fuldmægtig. —

Efter Bordet spadserede dor Forlovede i Haven. De talte sammen paa en underlig, stakaandet Maade, indtil Søren i en Tone, som skulde være let, henkastede dem Bemærkning: „Hvad meder du, om vi giftede os ihøst?“

Marie glemte at blive overrasket; hun havde jo selv gaaet i de samme Tanker, og derfor svarede hun, idet hun saa ned: „Ja, synes du bare, vi har Raad, skal det vist ikke være mig imod.“

„Lad os engang regne efter,“ sagde Søren og trak hende ind i Lysthuset. —

En halv Time efter traadte de Arm i Arm ud i Solskinnet. Det var somom det ogsaa skinnede af dem; thi der hvier en Glands over en kjæk Beslutning, tagen efter moden Overveielse og Beregning.

En og anden kunde mene, at man ikke bør stole ubetinget paa et Regnestykkes Rigtighed alene af den Omstændighed, at to Elskende havde faaet ud præcis den samme Facit, især hvor Problemet har dreiet sig om Valget mellem den høieste Lyksalighed eller Forsagelse.

Søren havde ogsaa, mens de regnede, haft nogle Anfægtelser. Han mindedes, hvorledes han selv i Studenterdagene havde talt i høie Ord om Ansvaret mod Efterslægten, hvorledes han ad filosofiske Omveie havde paavist det egoistiske ved Kjærligheden og opkastet det latterlige Spørgsmaal, om man saadan uden videre har Ret til at sætte Børn i Verden.

Men Tiden og det praktiske Liv havde heldigvis helbredet ham for disse ørkesløse og skadelige Tankeexperimenter. Og desuden var han altfor sædelig og velopdragen til at ville støde den Intet anende Elskede ved at medtage i Beregningen en saa frivol Udsigt som den, at de kunde faa mange Børn. Det er jo netop saa smukt, at de unge Mennesker overlade disse Ting til Vorherre og Storken. —

Der blev stor Glæde ikke alene hos Sorenskriverens; men hartad den ganske By som i en Art Febertilstand ved Efterretningen om, at Fuldmægtigen skulde have Bryllup til Høsten. Thi de, der kunde vente Invitation til Bryllupet, glædede sig længe forud; og de, der ikke kunde vente det, ærgrede sig og skumlede; men de, som vidste, at de stod paa Exspektancelisten, vare halvt fortumlede af Spænding. Og al Sindsbevægelse har Værd i rolige Smaabyer.

— Fru Olsen var en modig Dame, og dog bankede hendes Hjerte, da hun begav sig paa Veien til Enkefru Møller. Det er saa sin egen Sag at bede en Moder om at faa Lov til at holde Datterens Bryllup. Men hun kunde have sparet sin Ængstelse.

Thi Fru Møller skyede enhver Anstrængelse næsten ligesameget som hun skyede Synden i enhver Skikkelse, og derfor følte hun en stor Lettelse ved Fru Olsens Forlsag, der blev fremsat med en for denne Damme usædvanlig Delikatesse. Det var imidlertid ikke Fru Møllers Manér at vise nogen let eller tilfreds Stemning. Da Alt jo igrunden var „Kors“ paa en eller anden Maade, lod hun det ogsaa nu skinne igjennem, at hende Taalmodighed var istand til at bære enhver Tilskikkelse.

Fru Olsen vendte straalende tilbage fra denne Visit. Hun var gaaet glip af den halve Fornøielse ved dette Ægteskab, om hun ikke havde faaet holde Bryllupet; thi at holde Brylluper var Fru Olsens Specialitet. Hun lagde da sin Økonomi tilside, og den Tilfredsstillelse, hun følte ved at faa Brug for hele sin Arbeidskraft, gjorde hende formeligt elskværdig. Desuden var Embedet godt, og Olsen havde altid eiet en liden Formue, som der imidlertid aldrig blev talt om.

— Saa blev der da holdt Bryllup, og et prægtigt Bryllup var det. Frøken Ludvigsen havde skrevet en rimfri Sang om den sande Kjærlighed, der blev sunget ved Bordet, og Lousie tog sig bedst ud af alle Brudepigerne.

De Nygifte flyttede ind i den af Fru Olsen opdagede Rede, for at begynde denne halvbevidste Tilværelse af festlig Lyksalighed, som Englænderne kalde „Honningmaaneden“, fordi den er for sød, Tyskerne „Flitterwochen“, fordi Glandsen svinder saa hurtigt, og vi „Hvedebrødsfagene“, fordi vi vide, at der kommer Husmandskost bagefter.

Men i Sørens Hus varede Hvedebrødsdagene længe, og da Vorherre gav dem en liden Engel med gule Lokker, var deres Lykke saa stor, som vi overhovedet kunne vente den i denne triste Verden.

Med Hensyn til Indtægten — saa slog den nogenlunde til, uagtet Søren desværre ikke havde opnaaet at sætte Bo uden uden Gjæld; men med Tiden skulde det nok rette paa sig. — —

— Ja, men med Tiden! — Aarene gik, og hvert Aar skjænkede Vorherre Søren en liden Engel med gule Lokker. Efter et sexaarigt Ægteskab havde han altsaa præcis 5 Børn. Den lille rolige By var uforandret, Søren var fremdeles Fuldmægtig, Sorenskriverens vare de samme; men Søren selv var ikke til at kjende igjen.

Der gives Sorger og tunge Slag af Skjæbnen, om hvilke man siger, at de kunne gjøre en Mands Haar graat paa en Nat. Saadanne Tilskikkelser vare ikke faldne i Sørens Lod. Hvad der havde sat ham graa Haar i Hovedet, bøiet hans Ryg og gjort ham gammel før Tiden, var en langsom, vulgær Sorg — Næringssorgen.

Næringssorgen spiller den samme Rolle blandt Sorgerne som Tandpinen blandt Sygdommene. Den er ikke nogen enkelt Smerte, der lader sig beseire i aaben Kamp; den er ikke som en Nervefeber eller en anden „ordentlig“ Sygdom, der har en Udvikling — en Krisis. Men ligesom Tandpinen er lang og ensformig som en Bændelorm, saaledes lægger Næringssorgen sig om sit Offer som en graa Sky; man tager den paa sig hver Morgen med sine luvslidte Klæder, og man sover sjelden saa dybt, at man ganske glemmer den.

Det var i den lange Kamp mod den fremtrængende Fattigdom, Søren havde slidt sig op; og dog var han en stor Økonom.

Men der gives to Slags Økonomi: den aktive og den passive. Den passive Økonomi tænker Dag og Nat paa, hvorledes den skal spare en Skilling; den aktive pønser ligesaa invrigt paa, hvorledes den skal tjene en Daler. Den første Slags Økonomi — den passive — hører hjemme hos os, den aktive i de store Samfund — væsentlig i Amerika.

Søren havde sin Force i den passive Retning. Han anvendte al sin Fritid og lidt af Arbeidstiden med til at udspekulere alskens Besparelser og Indskrækninger. Men enten det nu kom af, at han ikke havde Held med sig eller — hvad der er mest troligt — af, at hans Indtægter i Virkeligheden vare for smaa til at leve af med KOne og 5 Børn, nok er det: hans finansielle Stilling forværredes.

Alle Pladse i Livet synes vel besatte: og dog er der nogle Mennesker, der komme an overalt. Søren hørte ikke til disse, og han søgte forgjæves efter dette Extraarbeide, der baade for ham selv og for hans Kjæreste havde staaet som en dunkel, men rig Indtægtskilde. Heller ikke havde han nogen Gavn af sine gode Forbindelse. Der er altid fuldt op af Folk, der ville hjælpe haabefulde, unge Mennesker, som kunne hjælpe sig selv; men trængende Familifædre komme altid til Uleilighed.

Søren havde haft mange Venner. Man kunde ikke sige, at de havde trukket sig tilbage fra ham; men han var liksom bleven borte for dem. Naar de nu mødtes, var der en vis Forlegenhed paa begge Sider. Søren havde ikke længer Sands for, hvad der interesserede de andre; og disse kjedede sig, naar han udbredte sig over, hvor haardt han arbeidede og hvor dyrt det var at leve.

Og naar han saa en enkelt Gang blev buden i Herreselskab til en af sine Ungdomssvenner, gik det ham som det pleier at gaa Folk, som til dagligt lever yderst tarveligt: han forspiste sig og drak formeget. Og fra at have været den muntre, men fine og forsigtige Søren, sank han ned til at blive etslags Nar, der holdt vrøvlede Taler, og om hvem Selskabets Hvalpe samlede sig efter Bordet, for at gjøre Løier. Men hvad der gjorde de pinligste Indtryk paa hans Bekjendte var, at han var bleven aldeles ligegyldig for sin Paaklædning.

Søren havde nemlig været yderst nøiagtig med sit Toilette; i Studenterdagene hed han „den sirlige Søren“. Og selv som Familiefader havde han en tidlang vidst at give sing tarvelige Klæder et vist Sving. Men efterat den haarde Nød havde tvunget ham til at bruge hvert Klædningsstykke i en unaturlig lang Tid, havde hans Forfængelighed tilsidst givet sig over. Og naar en Mand mister Sandsen for at holde sin Person pen, mister han den gjerne totalt. Det var hans Kone, som maatte gjøre ham opmærksom, naar Anskaffelsen af en ny Frak var absolut nødvendig, og naar hans Flipper bleve altfor fillede i Kanten, klippede hun dem med en Sax.

Selv havde han andet at tænke paa — Stakkel. Men naar der kom Fremmede i Kontoret eller naar han skulde ind ad en Dør, havde han den rent mekaniske Vane at spytte paa sit Frakkeopslag og gnide det med Haanden. Ligesom de rudimenta af Organer, der ere gaaede tilgrunde ved Ikkebrug, som Zoologerne finde hos visse Dyr, var dette den eneste Levning af „den sirlige Søren“s Pyntelyst. —

Imidlertid bar Søren sin værte Fiende i sit eget Indre. Han havde i sin Ungdom syslet med Filosofi, og nu hændte det stundom, at denne usalige Lyst til at tænke kom over ham, kuldkastede alle Indvendinger og endte med at stille alt paa Hovedet.

Det var, naar han tænkte paa sine Børn, at dette hændte ham.

Naar han betragtede disse smaa Skabninger, som — det kunde han ikke skjule for sig selv — i Tidens Løb bleve mere og mere vanskjøttede, var det umuligt for ham at se dem under Kategorien: gullokkede Engle, som Vorherre havde givet ham. Han maatte jo tilstaa, at Vorherre ikke giver os saadanne Gaver uden nogen Foranledning fra vor Side, og da spurgte Søren sig selv: Har du havt Ret til dette? Han tænkte paa sit eget Liv, der var begyndt under lykkelige Forhold. Han kom fra et komfortabelt Hjem; hans Fader — en Embedsmand — havde givet ham Landets bedste Uddannelse; han var udrustet til Livets Kamp som de Bedste; — og hvorledes var han kommen fra det?

Og hvad havde han at give sine Børn med i den Kamp, hvori han sendte dem? De begyndte sit Liv i Trang og Mangel, som helst skulde skjules; de lærte tidligt den bitre Uoverensstemmelse mellem Forventningerne og Fordringerne til Livet og de ydre Kaar; og fra sit uryddige Hjem vilde de medtage — kanske den tungeste Arv et Menneske kan slæbe med sig gjennem Livet: Fattigdom med Pretensioner.

Søren prøvede at sige: Vorherre vil nok tage sig af dem. Men han skammede sig strax; thi han følte, at det var Noget, han sagde, for at undskylde sig og berolige sin Samvittighed.

Disse Tanker vare hans værste Plage; men, for at sige Sandheden, det var ikke ofte, de kom over ham; thi Søren var bleven sløv. Det mente ogsaa Sorenskriveren. „Det var i sin Tid,“ pleiede han at sige, „en ret flink Mand — min Fuldmægtig. Men — ser De! dette overilede Giftermaal, de mange Børn o. s. v. — kort sagt, det er næsten forbi med ham.“

Daarligt klædt og daarligt ernæret, fuld af Gjæld og Bekymringer var han træet og udslidt uden at have udrettet noget. Og Livet gik sin Gang, og Søren slæbte sig med. Han syntes glemt af alle undtagen af Vorherre, der — som sagt — hvert Aar skjænkede ham en liden Engel med gule Lokker. —

Sørens unge Hustru havde trolig fulgt sin Mand gjennem disse sex Aar, og saa var hun ogsaa kommen til det samme Maal.

Det første Aar af hendes Ægteskab var gledet forbi som en Drøm af svimlende Lyksalighed. Naar hun løftede den lille gullokkede Engel op for de beundrende Veninder, var hun skjøn som et fuldendt Billede af Moderglæden; og Frøken Ludvigsen sagde: „Se! den sande, den ægte, den rigtige Kjærlighed!“

Men snart blev Fru Olsens „Rede“ for trang; Familien øgede, mens Indtægterne stod sdlle. Daglig stilledes der nye Krav til hende, nye Sorger og nye Pligter. Marie tog kraftig fat, thi hun var en modig og forstandig Kvinde.

Det er ikke et Arbeide af de saakaldte opøftende, at forestaa et Hus fuldt af smaa Børn uden Midler til at tilfredsstille endog de tarveligste Fordringer til Komfort og Velvære. Dertilmed var hun jo aldrig rigtig frisk; hendes Tilstand bevægede sig mellem enten nylig at have havt et Barn eller snart at skulle have et. Medens hun kavede fra Morgen til Aften, mistede hun sit gode Humør, og hendes Sind blev bittert; stundom spurgte hun sig selv: hvorledes hænger dette sammen?

Hun saa den Iver, hvormed de unge Piger eftertragte Ægteskabet, og den selvtilfredse Mine, hvormed de unge Mænd tilbyde det; hun tænkte paa sine egne Erfaringer, og hun fik en Følelse af, at man havde narret hende.

Men det var ikke rigtigt af Marie at tænke saaledes; thi hun havde faaet en udmærket Opdragelse.

Den Livsanskuelse, hvori hun tidligt var bleven indøvet, var den eneste skjønne, den eneste, der var istand til at redde det Ideale for hende i Livet. Ingen styg, prosaisk Betragtning af Tilværelsen havde nogensinde kastet sin Skygge over hendes Udvikling; hun vidste, at Elskoven er det skjønneste paa Jorden, at den staar over Fornuften og findes i Ægteskabet; med Hensyn til Børn havde hun tørt at rødme, naar de nævntes.

Der var altid vaaget strengt over hendes Læsning. Hun havde læst mange alvorlige Bøger om Kvindens Pligter; hun vidste, at hendes Lykke er at blive elsket af en Mand, og hendes Bestemmelse at være hans Kone. Hun kjendte Menneskenes Ondskab, hvor ofte de stille sig iveien for to unge Elskende; men hun vidste ogsaa, at den sande Kjærlighed tilslut gaar seierrig ud af Kampen. Og naar Menneskene gik tilgrunde i Livets Kamp, var det fordi de sveg Idealet, og det hun troede paa, skjøndt hun ikke vidste, hvad det var.

Hun kjendte og elskede de Digtere, hun fik læse. Meget af det erotiske forstod hun kun halvt, men det var netop saa yndigt. Hun vidste, at Ægteskabet var en alvorlig — meget alvorlig Ting, hvortil der hørte Præst, og at Ægteskaberne stiftes i Himmelen ligesom Forlovelserne i Balsalen. Men naar hun i hine unge Dage tænkte sig dette alvorlige Forhold, da var det somom hun saa ind i en fortryllet Skov, hvor Amoriner binde Kranse, Storkene bringe smaa gullokkede Engle, og foran den lille Hytte i Baggrunden, der dog er stor nok til at ramme al Verdens Lyksalighed, sidder det ideale Ægtepar og fordyber sig i hinandens 0ine.

Og aldrig havde nogen været smagløs nok til at sige til hende: „Undskyld Frøken! skulde De ikke have Lyst til at felge mig om paa den anden Side, og se Sagen et Øieblik paa Vrangen. Tænk, om det Altsammen ikke var andet end Dekorationer af Pap.“

Nu havde Sørens unge Hustru rigelig Anledning til at iagttage Dekorationerne paa Vrangen. —

Fru Olsen havde fra Begyndelsen besøgt hende sent og tidligt og overvældet hende med Raad og Tilrettevisninger. Baade Søren og hans Kone vare mangen Gang hjertelig kjede af hende; men de skyldte jo Olsens saameget.

Dog lidt efter lidt kjølnede den gamle Dames Iver. Da de Unges Hus ikke længer var saa rent, saa ordentligt og mønsterværdigt, at hun kunde være stolt af sit Vasrk, forsvandt hun efterhaanden; og naar Sørens Kone en enkelt Gang bad om Raad eller Hjælp, var Fru Sorenskriverinden paa sin høie Hest, indtil den unge Frue ikke mere henvendte sig til hende. Men naar Samtalen i Selskaber faldt paa Sorenskriverens Fuldmægtig, og Nogen ytrede Medlidenhed med den stakkels Kone med de mange Børn og de kummerlige Indtægter, da tog Fru Olsen Ordet med stor Kraft: „Jeg kan forsikre Dem, at om Marie havde dobbelt saa meget at leve af og slæt ingen Bern, vilde det dog ikke forslaa. Hun er — ser Del!“ — og Fru Olsen gjorde en Bevægelse med Hænderne, som om bun øste ud til alle Sider.

Marie kom ikke ofte i Selskab; og naar bun saa optraadte i sin vel ti Gange forandrede Brudekjole, var det ialmindeligbed for at sidde alene i en Krog eller føre en kjedelig Samtale med en ligestillet Husmoder om de dyre Tider og de urimelige Tjenestepiger.

Og de unge Damer, der havde samlet Herrene omkring sig enten midt paa Gulvet eller i det Værelse, hvor de fandt de bedste Stole til at ligge i, hviskede til hverandre: „Hvor det dog er kjedsommeligt, at de unge Koner aldrig kan tale om andet end Husholdning og Børnetøi.“

I den første Tid havde Marie ofte havt Besøg af sine mange Veninder. De vare henrykte over det hyggelige Hus, og den lille gullokkede Engel maatte formelig beskyttes mod deres graadige Beundring. Men naar det nu hændte, at en af dem forvildede sig ind til hende, var det belt anderledes. Der var ikke lenger nogen gullokket Engel i ren, broderet Kjole med røde Silkebaand at fremvise. Børnene, der aldrig vare presentable uden Varsel, bleve i Hast jagede ud — efterladende Legetøi paa Gulvet, halvspiste Smørogbrød paa Stolene og denne elendommelige Atmosphære, som man i det høieste kan taale hos sine egne Bern.

Dag ud og Dag ind gik hendes Liv under stadig Slid; mangengang, naar hun maatte høre sin Mand klage over, hvor haardt han arbeidede, tænkte hun med etslags Trods: Jeg gad vide, hvem der bar det tungeste Arbeide af os to?

I en Henseende var hun lykkeligere end sin Mand. Hun havde ingen Anelse om Filosofl, og naar hun kunde stjæle sig til et lidet, roligt Øieblik, for at fordybe sig i sig selv, færdedes hun paa helt andre Veie end den arme Filosof.

Hun bavde intet Sølvtøi at pudse, ingen Guldstads, hun kunde tage frem og pynte sig med. Men i Hjertets inderste Krog gjemte hun alle Mindeme fra det første Aar af hendes Ægteskab, fra dette eventyrlige Jubelaar. Og hun pudsede dem — disse Minder; hun holdt dem saa blanke, at de skinnede klarere for bvert Aar, som gik.

Men naar den trette og forgræmmede Husmoder i al Hemmeligbed smykkede sig med disse Herligheder, var det dog ikke saa, at de formaaede at kaste nogen Glands over hendes nuværende Liv. Hun var sig neppe bevidst nogen Sammenhæng mellem den gullokkede Engel med røde Silkebaand og den lille femaars Gut, der laa og grov i det mørke Gaardsrum. Disse Øieblikke rev hende ud af al Sammenheng, det var som en Opiumsrus.

Naar der saa blev raabt paa bende etsteds fra i Huset, eller et af Børnene blev bragt brølende ind fra Gaden med en stor Kugle i Panden, skjulte hun i Hast sine Skatte, og med sit ssedvanlige Udtryk af haabløs Træthed lod hun sig atter gribe af sine utallige Pligter og Sorger.

— Saaledes var det gaaet med dette Ægteskab og saaledes arbeidede disse Ægtefolk sig fremad. De trak begge det samme tunge Læs; men trak de sammen? — Det er trist, men det er sandt: naar Krybben er tom, bides Hestene. —

— Der var stor Chocolade hos Frøknene Ludvigsen — lutter Ugifte.

„Thi de gifte Damer ere saa prosaiske,“ sagde den ældre Frøken Ludvigsen.

„Uf ja!“ raabte Louise.

Stemningen var belivet som den pleier at vaere i saadant Selskab og ved saadan Leiligbed; og idet Samtalen fór Byen rundt, kom den ogsaa indom hos Søren. Alle vare enige om, at det var et høist ulykkeligt Ægteskab og et sørgeligt Hus; nogle syntes Synd, andre dadlede.

Da tog den ældre Frøken Ludvigsen Ordet med en vis Høitidelighed: „Jeg skal sige Eder, hvad Feilen er ved dette Ægteskab; for jeg kjender Sagen tilbunds. Allerede før hun blev gift, var der ved Marie noget beregnende, noget lavt prosaisk, der er aldeles fremmed for den sande, den ægte, den rigtige Kjærlighed. Dette har senere udviklet sig og hævner sig nu grusomt paa dem begge. Thi vistnok har de ikke meget at leve af; men hvad skulde det gjøre for To, som i Sandhed elske hinanden? det er dog ikke Rigdommen, som betinger Lykken. Er det ikke meget mere netop i det fattige Hjem, at Kjærligheden paa det skjønneste viser sin Almagt? — Og hvem vilde desuden kalde dem fattige! Har ikke Vorherre rigeligen velsignet dem med sunde og friske Børn? Se — det er nu deres Rigdom! Og havde deres Hjerter været opfyldte af den sande, den ægte, den rigtige Kjærlighed, saa — saa —“

Frøken Ludvigsen stod lidt fast.

„Hvad saa?“ — spurgte en modig, ung Dame.

„Saa“ — fortsatte Frøken Ludvigsen med Høihed, „saa skulde vi nok ogsaa have seet, at deres Livsvei var bleven dem beskikket ganske anderledes.“

Den modige Dame skammede sig.

Der blev en Pause, under hvilken Frøken Ludvigsens Ord sænkede sig dybt i alles Hjerter. De følte alle, at dette var Sandheden, al Uro og Tvivl, som maaske kunde findes hos en og anden, forsvandt; og alle styrkedes i sin skjønne og urokkelige Tro paa den sande, den ægte, den rigtige Kjærlighed; thi de vare alle ugifte.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.