Ensomhed
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag, (s. 116-117).
Her kan man intet gjøre.
Venner kan intet høre —;
jeg har en høieres øre:
Ensomhedens selv.
Alt kan dens øre fange:
længsler, som gjemmer sig bange,
klange, som hæmmes i klange,
skjælv, som forgaar bag skjælv!
Tankernes streif mod hinanden
dér, hvor de lydløse glider
med tæt tilhyllede hoder
i mørket, fra henfarne tider!
* * *
Velan da, I venner og vidner —
jeg saa Eders lande blaane,
jeg saa Eders aasyn graane —
forsvind med Gud, forsvind —
Thi midt i uendelighedens
døve, gravøde verden
møder mig ensomhedens
fine, lydhøre sind!