En trolovelse paa retterstedet

Fra Wikikilden

Det var for ikke ret lang tid tilbage en gjængs tro blandt almuen hertillands, at en dødsdømt kvinde vilde blive benaadet paa selve retterstedet, naar der fremstod en mand, som tilbød sig at tage hende tilegte. I første saml. (1 udg.) af professor L. Daaes norske bygdesagn findes der saaledes en fortælling om en kvinde fra Øiestad, som helt til sin sidste stund klyngede sig til haabet om, at hendes elsker vilde fremstaa og frelse hende af bøddelens haand paa denne maade.

Det er denne overtroiske forestilling, der som en rød traad gaar gjennem de begivenheder, som her skal fortælles. Den hele sag er et ganske merkeligt vidnesbyrd om, hvilken justits der øvedes i Nordlandene i det første decennium af forrige aarhundrede.

I.

Den 30te marts 1701 holdtes vaarthing for Helgøens thinglag i Tromsø sorenskriveri paa gaarden Nordeidet. Blandt de sager, som sorenskriveren, Søren Pederssøn Bogøe, og de med ham opnævnte lagrettesmænd denne gang havde at dømme i, knyttede folks opmerksomhed sig navnlig til en, der havde vakt en sørgelig opsigt der i egnen. Lars Hanssøn Løvberg, der tidligere havde været foged i Tromsøen, men nu paa sine gamle dage levede af at reise som fuldmægtig i eftermandens Jørgen Aarhus’s erender, fremstod som anklager paa det offentliges vegne mod pigen Anne Larsdatter af Karlsøen, der var beskyldt for barnefødsel i dølgsmaal og fostermord; hendes sag blev ikke bedre derved, at hun havde udlagt en gift mand til barnefader. Hun benegtede vistnok paa det bestemteste at have taget sit barn af dage. Men de oplysninger, som blev fremført af hovedvidnet i sagen, var imidlertid af en saa graverende natur, at retten fandt hende skyldig og dømte hende til etat miste sin hals og hendes hoved at sættes paa en stage, andre saadanne ukristelige mennesker til eksemplariter straf».

Tre maaneder efter stadfæstede lagmanden i Stegen, Fredrik Henrik Schønnebøl, dødsdommen med udtrykkelig bestemmelse om, at hovedet »skulde sættes paa et aabenbare sted, hvor alfare vei forbifalder, til forskrækkelse og afskyelig spektakul». Pigen vedtog dommen, men da baade amtmanden, Kristofer Heideman, og hans fuldmægtig var fraværende paa reiser, og ingen eksekution uden deres samtykke kunde finde sted, blev hun endnu et halvt aars tid siddende i fængsel.

Først den 3die januar 1702 indfandt fogdens fuldmægtig, den ovenfor omtalte Lars Løvberg, og mestermanden Kristofer Arntsen sig for at afhente den ulykkelige forbryderske til henrettelsen. I følge med dem var ogsaa presten til Karlsøen, hr. Michel Jenssøn Hegelund, der var en mand i sine kraftigste aar. I den lange ventetid havde han set flittig til barnemordersken og formanet hende til at vende sine tanker fra det jordiske. Men da det lakkede mod hendes dødsstund, blev hun meget angst og urolig tilsinds, saa hr. Michel – efter hvad han senere paastod – følte inderlig medlidenhed med den skrøbelige unge synderinde. Han havde derfor aftenen i forveien og tidlig om morgenen gjort nogle forsøg paa at faa henrettelsen udsat; men de var kort og tvert blevne afviste af fuldmægtigen. Paa veien til retterstedet fulgtes de side om side; presten gjentog da sin forbøn for forbrydersken og lod falde nogle ord om, at han halvt om halvt var begyndt at drage i tvivl, hvorvidt hun ei var bleven dømt uskyldig. Han sluttede med at henstille til fuldmægtigen, om det ikke var det bedste, at man først oppebiede en høiere rets kjendelse. Men denne svarede but, at nu var det for silde; henrettelsen havde været udsat saa længe, at ingen yderligere forhaling burde finde sted. Da de var komne til retterpladsen, hvor graven allerede var opkastet, sluttede endel mænd af sognet kreds om dem. Udenfor stod der en stor mængde mennesker fra de omliggende bygdelag, som havde samlet sig-for at overvære det blodige skuespil. Medens bøddelen gjorde sine forberedelser, bestræbte hr. Michel Hegelund sig for at trøste den bekymrede dødsdømte. Han vendte sig endnu engang til fuldmægtigen og spurgte, om der da slet ingen naade eller frist var at faa. Men denne var døv paa det øre og mente, at retten maatte have sin gang. »Findes der da«, udbrød hr. Michel med saa ø sterk røst, at det hørtes vidt og bredt’ »i hele denne mængde, som her er forsamlet, ikke en eneste, som føler saapas medlidenhed med den arme synderinde, at han vil tage hende bort fra en forsmædelig død«. Straks raabte en stemme i hoben, at han vilde gifte sig med Anne Larsdatter, «hvis fa’r og fogden ei havde noget derimod». Kredsen blev brudt og Ole Nilssøn, en fantegut, som presten havde i sin tjeneste, traadte indenfor og gjentog sit tilbud. Fuldmægtigen gjorde vel endnu nogle indvendinger, men da presten erklærede, at han vilde paatage sig alt ansvar, indtil hendes sag paany blev undersøgt, og lovede at bære alle udgifter ved hendes underholdning i mellemtiden samt bekoste mestermandens reise, om han anden gang skulde blive beordret derhen, maatte fuldmægtigen tilsidst give efter. Han vidste vel ogsaa godt, hvad almuens mening i denne sag var, og syntes derfor, han gjorde alt, hvad der med billighed kunde forlanges af ham, naar han skjød de omstaaende til vidner paa prestens forpligtelse. Trolovelsen foregik nu efter det brugelige ritual i fuldmægtigens, mestermandens og hele almuens overvær, og efter endt høitidelighed drog presten med det nyforlovede par fra retterstedet hjem til prestegaarden.

Anne Larsdatter blev i prestegaarden i flere aar, og i denne tid var hun, den dødsdømte barnemorderske, den snilleste og omhyggeligste fostermoder for de smaa Hegelunder, efter hvert som de kom til verden. Almuen i hr. Michels menighed betragtede hans gjerning næsten som en stor og god handling: endnu den dag idag taler nordlændingen om den djerve prestemand, som fik baade foged og mestermand til at staa til skamme.

Hr. Michels ry gik trindts om over Nordlandene; men merkelig nok varede det længe, før der blev rørt videre ved den hele sag. Man skulde næsten tro, at Lars Hanssøn Løvberg ikke var den eneste repræsentant for øvrigheden der nord, som ei var paa det rene med, hvorvidt hr. Michel handlede i sin gode ret eller ikke. Det er ikke umuligt, at alt vilde være bleven afsluttet med det, som hidtil er fortalt, hvis ikke hr. Michels overordnede og avindsmand, provsten hr. Oluf Audunssøn paa Tromsøen, havde anmeldt sagen for regjeringen, og saaledes givet anledning til, at den blev behandlet paany.

Under 13de januar 1703 lod kong Fredrik IV sagen forelægge det theologiske fakultet til erklæring, hvilken afgaves den 18de næstefter i følgende ordelag:

»Vi finder ganske ingen anledning enten i Guds eller kongens lov til denne hr. Michel Hegelunds formastelse, at han under prætekst af en trolovelse med en mandsperson, som kom løbende og begjærte synderinden tilægte paa retterstedet, har villet forhindre eksekutionen og justitiens fremgang efter en formel lovmæssig dom, hvorfor vi allerunderdanigst skulle formene, at han nok kunde og burde af generalfiskalen tiltales efter loven. Men hvad kvindfolket angaar, da som hun ved saadan en prestes mishandling engang ført fra retterstedet, skulde vores allerunderdanigste tanke være denne, at eders kongl. Maj.t vilde allernaadigst lade hende tilbyde, om hun vilde appellere til nogen høiere ret, saafremt hun noget kunde have til sin befrielse«.

Som følge af denne erklæring udgik der den rode februar 1703 kongelig befaling til amtmanden i Nordlandene Kristofer Heideman om, at han skulde lade Anne Larsdatters sag prøve for en høiere ret paa offentlig bekostning, ifald hun nedlagde paastand derom, samt til biskop Peder Krog i Throndhjem at suspendere hr. Michel Hegelund og lade ham tiltale efter loven ved generalfiskalen Homfred Brygman for hans store formastelse.

Vi skal først se, hvilket storartet maskineri der sattes igang mod den arme prestemand. Ifølge generalfiskalens instruks til hans stedfortræder, fogden Aarhus, skulde denne først for provsteretten faa ham dømt fra sit embede, derefter skulde han for nærmest afholdende hjemting faa ham tiltalt paa hans fred og boeslod og endelig faa ham tvunget til at rømme Kongens riger og lande.

Ved provsterettens dom af 12te juni 1704 blev hr. Michel dømt paa embede, gods og fred, en dom, som presten fandt sig ilde tjent med, saa meget mere som han ei vilde vide andet, end at have handlet i fuld overensstemmelse med sin samvittighed og kristenkjærlighedens bud. Han besluttede derfor at lade sin

sag af høiere geistlige autoriteter.
III.

Den 27de oktober 1704 indtraf der i Alstahaug prestegjeld i Nordland en rystende begivenhed, der aldrig vil gaa Nordlændingen af minde, saalænge Volqvartz’ og Petter Dass’ sange er paa hans læber.

Den nys udnævnte amtmand over Nordlandene, thrønderen Ove Skjelderup, var netop paa reisen opover til sit embedsdistrikt og havde i nogle dage ligget veirfast paa gaarden Hellesvigen, hvor fogden Peter Angell boede. I følge med ham var ogsaa den unge Reinhold Fredrik Tønder, der eiede den gamle adelige sædegaard Dønnes i Næsne prestegjeld, et af de største jordegodser nordenfjelds, og som nys var bleven forlovet med biskop Peter Krogs datter Sophia Amalia. Den nævnte dag lod veiret til at ville bedage sig noget, og tiltrods for madame Angells forestillinger besluttede de sig til at lægge over til Herø, hvor kirken laa. Da de var komne midtveis ud paa Alterfjorden – saa hedder den bugt, som skjærer sig ind mellem Herøen og Hellesvigen – hvælvede en rosse baaden, og alle mennesker, som i den var, samt hele den medbragte bagage styrtede i søen. Det lykkedes de fleste, blandt dem baade amtmanden og den unge Tønder, at komme op paa hvælvet, men neppe sad de der, før baaden straks rullede om paa ret kjøl igjen, hvorved alle de, som havde reddet sig paa hvælvet, paany fik et koldt bad. Ove Skjelderup, der var en mand af usedvanlig legemsstyrke, reddede sig i baaden selv femte, men den unge Tønder stivnede straks og forsvandt i dybet, før de andre kunde komme ham til hjælp. Ialt omkom 6 af de 11 mennesker, som havde lagt ud i baaden fra Hellesvigen. Nogle fiskere, som befandt sig ikke langt fra det sted, hvor katastrofen var foregaaet, ilede til for at redde.

»Og der amtmanden saa sin grav
og fod ei kunde flytte,
mod al forhaabning Gud ham gav
hans liv saasom et bytte«,

synger Peder Dass.

Ud paa vinteren drev bølgerne et lig ind mod Herølandet. En fisker, som fandt det i taren, gjenkjendte straks i det den af høie og lave begrædte Reinhold Fredrik Tønder. Han saa til sin store glæde, at hverken klæder eller andet, som Tønder havde paa, havde lidt nogen større skade og satte sig i besiddelse deraf, men liget roede han atter ud paa fjorden og sænkede det ned. Da han senere søgte at afhænde de røvede gjenstande, kom hans ugjerning for lyset, og han blev paa hjemtinget af øvrigheden dømt til at kagstryges og brændemerkes.


I hr. Michels sag kom denne sørgelige begivenhed til at spille en rolle, der neppe var til hans skade. Presten havde nemlig gjennem prokurator A. Schiøtt i Throndhjem – en lovtrækker af samme tvetydige art som hans kollega, den senerehen noksom bekjendte Povel Juel i Bergen – ladet provsterettens dom indanke for kapitelet og udvirket en stevning af 3die oktober 1704 over provsten og hans meddomsmænd. Amtmand Ove Skjelderup havde paataget sig at besørge stevningen i rette vedkommendes hænder, da anden postleilighed dengang ikke gaves nordover, og dette dokument kom saaledes til at lide samme medfart som de øvrige gjenstande’ baaden indeholdt, da den kuldseilede. Inden ny stevning kunde udtages og forkyndes, var paaankningstiden forlængst udløbet, og der medgik ogsaa en god stund, før kongelig opreisning kunde erhverves, og sagen indbringes for kapitelet.

Først den 8de Septbr. 1705 blev sagen paadømt for hr. Michels vedkommende. Ihvorvel biskopen, amtmanden og de øvrige dommere fandt, at hr. Michel havde handlet paa en meget ekstravagant og ubesindig maade, ansaa de dog ikke forbrydelsen for at være saa graverende, som provsten og generalfiskalen ansaa den for. De fandt derfor, at hans 3½ aars suspension og det ansvar, han i 2½ aar havde baaret for forbryderskens tilstedeværelse, var mere end straf nok, og dømte ham igjen til embedet. Dog fik han advarsel om, at han for fremtiden maatte vise større varsomhed i udøvelsen af sit embedes forretninger.

Hr. Oluf Audunssøn var mod i hu, da han endnu samme vinter fik høre, at hr. Michel Hegelund igjen havde optaget sine embedsforretninger i Karlsøen. I Senjens provsties protokol ses han at have indført følgende notitser til forskjellige tider:

«Til dato 1707 den 23de august er mig endda aldeles intet anvist om overdommeres kjendelse udi denne sag. Ellers spargeres, at ovenbemeldte hr. Michels suspension er anset af overdommere for satisfaktion mod begangne forseelse, hvorfor han atter har betjent fra michaeli næstforleden, menigheden til ikke ringe forundring, som dennem derom er intet forkyndt til efterretning.

Anno 1707 den 4de oktober er omsider fornummet af hans høiærværdighed superintendentens skrivelse af dato den 30te august, at bemeldte hr. Michel har faaet frikjendelsesdom af overdommere».

IV.

«Men hvorledes gik det den stakkels forbryderske?» vil man maaske spørge.

Samtidig med, at hr. Michel blev suspenderet, blev der udfærdiget ordre om, at hendes sag skulde paa- kjendes af overhofretten. Men det var ligesom alt havde sammensvoret sig for at lægge hindringer iveien for dens hurtige fremme. Straks efter aktionsordrens udfærdigelse afgik amtmand Heideman ved døden, og hans efterfølger Fredrik Spledt blev heller ikke mange maaneder gammel i embedet, saa intet blev foretaget ved sagen.

Først i aaret 1705, da amtmand Ove Skjelderup besøgte thingene i Tromsø fogderi, presenterede hr. Michel, som hidtil havde havt Anne Larsdatter i sit brød, hende for retten og bad om, at han maatte være forskaanet for at beholde hende i sin varetægt. Presten var nu nemlig bleven saa forarmet, at han maatte indskrænke sit tjenerhold til det mindst mulige. Hertil kom ogsaa, at der herskede almindelig nød over hele Nordlandene.

Amtmanden spurgte delinkventinden, om hun vilde appellere dommen? Hun erklærede, at det var hendes ønske, og nu maatte lensmanden paa stedet, saa nødig han end vilde blive bryd med slig besvær, tage hende i varetægtsarrest.

Den 14de decbr. s. a. androg Skjelderup sagen for vicestatholder Fredrik von Gabel; aaret efter blev det bestemt, at sagen skulde forfølges. Men først den 25de november 1710 faldt der overhofretsdom for, at pigen i henhold til den norske lovs 6te bogs 8de kap. 8de art. skulde miste sin hals og hendes hoved sættes paa stage, – den samme dom, som allerede 10 aar før skulde have været eksekveret. Fogdens regnskaber for 1715–16 udviser og, at retfærdighedens sverd, som saa længe havde hængt truende over den arme misdæderskes hoved, nu faldt ned og gav hende naadehugget – altsaa 13, 14 aar efter, at henrettelsen skulde have fundet sted.

Fremstillet efter akterne, der dels findes iblandt norske indlægge for aarene 1703–14, dels er indtagen i Senjens provstisjustitsprotokol, dels i Throndhjems kapitelsbog, og endelig i overhofrettens protokol for 1710. I Hammonds bog om den nordiske mission (Kjøbenhavn 1787) faar hr. Michel Hegelund et daarligt skudsmaal for den vrangvillie, han udviste mod missionen og missionærerne, og i de bevarede breve fra Thomas v. Westen til missions-kollegiet kan denne ikke male hr. Michel og hans menighed med tilstrækkelig merke farver. Man tør vistnok antage, at saa er skeet med fuldstændig føie; men der findes paa den anden side ogsaa vidnesbyrd om, at hr. Michel til trods for den yderlige fattigdom, hvori han var stedt, viste en hjælpsomhed mod medlemmerne af sin menighed, som man mindst skulde have tiltroet ham. Ligeoverfor den verdslige øvrighed viste han sig ofte brysom nok, dels ved de foranstaltninger, han paa egen haand foretog, dels ved at han opkastede sig til forsvarer for dem af sin menighed, som var komne i rettens klør. I 1722 hændte det, at en kvænpige af hans menighed ved navn Kirsten Larsdatter, der havde født i dølgsmaal ude paa marken og ved vanrøgt forvoldt barnets død, blev dømt til halshugning, Hun fandt imidlertid anledning til at rømme fra arresten, da ingen passede paa hende.

Herfor fik hr. Michel skylden, da han havde ladet taget borttage af det sædvanlige arresthus, fordi almuen under gudstjenesten pleiede at have tilhold her med drik og fylderi: Han lovede vistnok at lægge taget paa igjen; men dette skede aldrig. Hr. Michel døde i vinteren 1726–27. Af hans mange børn blev en datter, Maren, gift med hans eftermand i embedet Simon Kildal. De øvrige børn synes at være gaaede-over i bondestanden og have søgt et tarveligt udkomme ved fiskeri (Tromsøposten f. 4de oktober 1884). Endnu skal der i Karlsø og Skjervø leve efterkommere af ham.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.