En norsk mor
Intet rede er saa varmt som det, erfuglen bygger ude I i havskjærene, ved Nordhavets og Ishavets kyster. Den tanke trænger sig frem, naar man tænker paa fru Sars og det hjem, som hun skabte omkring sig. I fireogtyve af sin ungdoms bedste aar havde hun boet ude ved havet, paa Florøen og senere paa Manger, hvor Atlanterhavet ofte staar bent paa. Derude, hvor naturen var saa barsk, var det vel, at hendes moderlige instinkt fik en saa rig udvikling. Derude var det, hun fik sit præg for livet. Der var noget, som minder om edderdun, i hendes blik og stemme og i strøget af hendes kjærtegnende haand. Den usigelig varmhjertede, moderlige maade, hvorpaa hun tog imod de mange gjæster, som fyldte hendes stuer søndag efter søndag herinde i hovedstaden, blev mere forklarlig, men ikke mindre skjøn, naar man erindrede, at hun havde været prestekone ude ved havet. Hvormange mindes ikke nu med vemod det trylleri, som udgik fra hendes person, naar hun tog imod os, som om vi kom til Florøen eller Manger, — naar hun kjærtegnede og klappede os paa kindet, som om vi havde reist milevidt med baad og med nød og neppe sluppet fra stormen, — endda vi bare kom med elektrisk sporvogn fra byen til Frognergaden. Hun havde flyttet med sig havfuglens varme rede til denne by, hvor der ofte staar kulde af menneskene.
Hendes hjem var en liden ø, som var flyttet fra Strilelandet ind i hovedstadens liv. Man hørte noget af Vesterhavets sang og bølgegang i de klangskjønne stemmer. Hele hjemmets grundtone slog en imøde i dette fint afslebne tonefald fra Bergenskysten, som er eget for alle Sarsernes røst. Med et morsmaal saa varmt og mygt og muntert er det altsaa, at mødre skaber en menneskevarm luftkreds i hjemmene ude ved havkanten.
Budskabet om, at Sarsernes mor er gaaet bort, vil vække vemod rundtom i landet og sorg over, at det skjønneste menneskelige er delvis forgjængeligt; men det vil ogsaa vække hendes lyse billede til sterkere liv i erindringen. Det vil glæde mange at mindes, at hendes livsglæde og aandskraft fulgte hende lige til det sidste sygeleie. Det forekom os, som om hun voksede i livsmod og deltagende sympati lige til slut. Hendes alderdom stod for mange som en lovsang til livet. Det var, som om hendes lange og lyse alderdom forlængede ungdomstiden for os alle. Hendes livs aften var en høinordisk sommerkveld. Det skjæreste og fagreste i norsk natur skal danne rammen om hendes billede i vor erindring.
Hun vil høre med til den «mindernes skat», hvorom hendes bror Welhaven har sunget. Som et billede af moderlighedens magt, og af dens rigdom og lykke vil hun leve med i vor historie og delta i vort lands skjæbne fremigjennem tiderne. Saalænge Norge er Norge, vil det ikke ha raad til at glemme Sars’ernes mor.
Fru Maren Sars, født Welhaven, fyldte i sommer (1898), den 17de august, sit 87de aar. Da hun blev født, fire uger for tidlig, og da hun — som hun selv smilende fortalte — fik sin første næring gjennem en pennepose, var der ingen, som forudsaa, at hun skulde bli mor til fjorten børn, syv sønner og syv døtre, og at hun endnu i sit 88de aar udover høsten 98 skulde være Sarsekredsens altid unge, uundværlige midtpunkt.
Hun blev født i Bergen 1811, samme aar, som Norge fik sit eget universitet. Det universitet, hvor hendes ældste bror, hendes mand, to af hendes sønner og hendes yngste svigersøn blev professorer! Det var dog ikke som universitetslærer, men som digter, at hendes ældste bror, som var fire aar ældre end hende selv, gav det fremmede navn Welhaven en eiendommelig hjemlig og melodisk klang. Digterens og fru Sars’s mor var datter af en dansk prest Cammermeyer og af Maren Heiberg, en kusine af Peter Andreas Heiberg. Og digteren Welhaven antages at ha arvet noget af det skarpe og klare Heibergske præg gjennem sin mor, medens fru Sars synes at ha arvet endnu mere efter sin far, presten Johan Ernst Welhaven, en usedvanlig livlig og varmhjertet mand, de spedalskes faderlige ven og de dødsdømtes trøster. Nordahl Rolfsen har i fjerde del af læsebogen reist fru Sars’s far et skjønt lidet mindesmærke, og dr. Arne Løchen har i sin fortrinlige bog om Welhaven samlet interessante oplysninger om den hjertensgode og sydlandsk livlige mand.
Familjen Welhaven er en indvandret æt, som antages at stamme fra Pommern. Ogsaa Sarsernes slægt er indvandret, uvist fra hvilket land. De nulevende professorer Sars’s bedstefar kom som skibsgut til Bergen, som en ukjendt til ukjendte. Begge slægters stamfædre synes at være kastet paa land i Bergen, som to af havets mange gaver til Norges land.
Var den første nordmand af slægten Sars en havets søn, saa har ætten heller ikke senere skammet sig ved sine medskabninger fra havet. Baade hans søn Michael og dennes søn Georg Ossian Sars, de to store zoologer, har som bekjendt vist en merkelig interesse selv for de ringeste af de væsener, som lever i havet. Det har lykkedes disse to, far og søn, at gjøre ikke blot mangfoldige af havets dyr bekjendt, men derved af vanvare ogsaa sig selv, — og det langt ud over Norges grænser.
Det var paa grund af Sarsernes hjemvé til havet, at Maren Welhaven maatte flytte fra Bergen, hvor hun var opdraget, endnu længere tilhavs. Tyve aar gammel blev hun nemlig gift med sit bysbarn og sin brors ven, Michael Sars, som havde søgt et prestekald saa langt ude i havskjærene som muligt for af al kraft at studere havets dyr. De hørte med til hans sognebørn.
Hvor aartusen sanden sanked
hvor den mindste livspuls banked,
der han gav sig ro,
stille, klog og tro.
I en draabe vand
speided, fulgte han
verdenshavets liv: han sænkte
tanken, hvor den før ei tænkte;
dybets gaade laa,
hvor han banked paa.
Saa sang Bjørnstjerne Bjørnson ved hans bortgang.
I 9 aar bodde fru Sars som prestekone paa Florøen, derefter i 15 aar paa Manger, i Nordhordland. Der paa Strilelandet voksede hendes barneflok op. Hendes mand forpagtede bort prestegaardens jord, da han havde saa store vidder af blaamyren at høste. Men fru Sars havde sin «urtehave» og frugthave og reden fuld af barn og ikke sjelden besøg. Vel de mest begivenhedsrige aar i fru Sars’s liv, trods det afsidesliggende sted. Moderglæde og modersorg, fødsel og død, sygdom og helbredelse, i hjemmet og i den sognekreds, hvor hun var godhedens prestinde. En mors liv, selv om det ikke strækker sig stort længere udenfor huset end børnenes fodspor rækker, er jo ofte mere dramatisk bevæget end mangen en mands. En mor kommer mere i direkte berøring med menneskelivets enkle og store grundfakta, fra fødselens krise til den næsten umerkelig gradvise vekst og udfoldelse af barnlige evner, fra legestuens idyl til sygestuens kamp mellem liv og død.
Det maa ha været i disse aar, at hendes kunstneriske anlæg kom til udfoldelse: ikke blot hendes fortællertalent, som vel først og fremst har vist sig som godt lag til at fortælle for de smaa; men i det hele den kunstneriske virksomhed at stelle med barn og omdigte et hus til et hjem, ved daglig paany at stemme sit hele væsen til en musikalsk harmoni, hvori alle smaa vanskeligheder og alle søskenkrige finder sin opløsning. Hvis man betragter barnelivet som mere end en blot indledning, da er jo livet i huset og paa legepladsene et afsluttet lidet theater, en lille verden, hvor alle elementært menneskelige kampe ud strides, og hvor alle former af komiske og tragiske knuder knyttes og afvikles Og en mor er om ikke et helt forsyn, saa dog den gode aand, som søger at gjøre denne lille verden til en velordnet kosmos. En mor er et stykke af en verdensstyrer.
Hertil kom, at det var i disse fireogtyve aar paa Florøen og Manger, at hendes mand, Michael Sars, gjorde sine merkelige zoologiske opdagelser ved at leve sig usigelig intenst ind i de lavere havdyrs livsdrama. Ogsaa han synes særlig at ha levet med i det levendes fødsel og udvikling fra den første begyndelse af, saaatsige barnelivet i havets dyb. Ogsaa han levede paa det ensomme sted uhyre intenst i en liden fuldstændig verden for sig selv. Det maa ha været en høitidsdag i prestegaarden paa Florøen, da presten Sars i november 1837 kom hjem fra sin første udenlandsreise som europæisk berømt videnskabsmand, efter at ha holdt foredrag om sine nye opdagelser i Prag og Paris. Og endelig i 1854, fjorten aar senere, kom den høitidsdag, da fru Sars som professorfrue holdt indtog med sin barneflok i Kristiania. Hun var 43 aar. Hendes mand havde med sig store og uvurderlige samlinger af havets dyr, og fru Sars havde med sig landsens gjæstfrihed og hjertelighed til hoved staden. Og der har den holdt ud i byluften (eller i dens nærhed) i 44 aar og fulgt hende fra hus til hus.
Det kan være værdt at mindes, hvor hun har boet. Først i kvæstor Colletts gaard og dernæst i Bakkehuset i Pilestrædet, hvor hendes bror, digteren Welhaven, ofte vankede. Det maa ha været med mange slags sindsbevægelse, at fru Sars fra sin prestegaard havde fulgt sin stridbare brors literære kampe. De to havde under opveksten, trods aldersforskjellen, holdt sammen og delt sorger og glæder. Kanske ikke mindst samhørige, fordi de var saa forskjellige og trængte til hinandens udfyldende temperament. Lykkeligst har vel fru Sars været, da Welhavens kampdigtning især fra slutten af tredveaarene moduleredes over i den sjælfulde elegi og den episk trygge og storstilede, stundom skjemtende romance. Welhaven havde efter dæmringsfeiden kjæmpet sin indre heroiske kamp med en dyb og nobel kjærlighedssorg og vundet større seier over sig selv og sit eget mismod end han nogensinde havde vundet over Wergeland. Da søsteren i 1854 flyttede sit hjem til hovedstaden, var Welhaven efter sin store medbeilers død Norges største digter og far til udødelige sange.
Senere bodde fru Sars paa Stangs løkke (nu Kiærs) paa Drammensveien, hvor hendes mand døde i 1869 efter et par aars sygelighed. Dernæst paa Vedøløkken, hvor der nu er en avenue. I de sidste sytten aar har familjen boet i Frognergaden paa fire forskjellige steder. Her og paa Vedøløkken er det, «Sarsekredsen» har dannet sig. I over 27 aar har fru Sars samlet unge og gamle om sig, saa mange, som huset kunde rumme, nærsagt hver søndag aften. At skrive disse søndagskvelders historie er en opgave, som jeg maa overlade til dem, som har været med fra begyndelsen af. Kun nogle faa træk skal jeg fremdrage, i det haab, at de ved sin ufuldstændighed vil bevæge nogen anden til at gi os Sarsekredsens historie[1].
En tre-fire mand, som interesserede sig for filosofiske problemer paa en tid, da filosofi ikke var paa mode her i, landet, dannede den første lille kjerne til Sarsekredsen Det var historikeren J. E. Sars og nogle af hans venner, som mødte op paa hans værelse for at drage ud paa en længere tur søndag formiddag eller eftermiddag. «Kan du ikke be dem til aftens,» sa en dag hans mor, som spøgende kaldte selskabet for den «politische Stockfisch», skjønt de drøftede alle slags filosofiske spørsmaal endnu mere end politik. Der kom Hans Ross, I. C. Krogh, stundom H. E. Berner og flere. Undertiden ogsaa P. Chr. Asbjørnsen, skjønt han hørte til en anden art af politisk stokfisk.
Brødrene Johan Ernst og Ossian Sars var begge samtidig bleven udnævnt til universitetsstipendiater, fra nytaar 1870. Da de desuden beholdt sine tidligere stillinger (Ernst Sars var assistent i rigsarkivet), syntes de, at de maatte ha hjælp til at fortære indtægten. Fru Sars havde desuden pension. Der maatte større og større hjælp til at faa bugt med den samlede indtægt, som havnede i fru Sars’s lomme. Især da begge brødrene i et og samme aar, 1874, blev professorer. De havde delt verden mellem sig og delt den broderlig. Den yngre bror, Georg Ossian, fik vistnok den større halvdel, nemlig naturhistorien. Men til gjengjæld fik Johan Ernst den del, som ligger os nærmest, nemlig menneskenes historie. Medens de saaledes delte riget mellem sig, beholdt imidlertid fru Sars den allernærmeste del, hele magten og myndigheden i huset. Denne del af verden laa begge de langsynte forskere for nær. I hver sin videnskab var de hver dag ude paa langfærd, samtidig med at de stadig bodde hjemme hos sin mor. Hvilken art af fri og fremskreden regjeringsform de end hyldede i stat og samfund, — i sit hjem har de hyldet matriarkatet eller moderstyret, som siges at ha været den ældste eller en af de ældste forfatninger.
Eftersom fru Sars’s døtre blev voksne, blev deres veninder føiet til kredsen, og det hændte atter og atter, at den politiske og filosofiske diskussion, som tændtes i et nu og kasted gnister af vid og visdom gjennem tobaksrøgen — især fra det sted, hvor Ernst Sars sad ved bordenden —, blev overskyllet og næsten druknet i en latterbølge fra den anden ende af bordet, hvor Mally og Eva Sars sad omringet af sin kreds. Men de alvorlige emner dukked op igjen af disse styrtsjøer, forfriskede som efter et bad. Professorerne havde ikke delt hele verden mellem sig. Som gode brødre havde de levnet den mest betagende del til sine søstre, sangens og latterens rige. Det forekommer mig, at dette var det mest eiendommelige trylleri ved det Sarsiske hjem: denne gjensidig æggende modsætning mellem den skøieragtigste skjemt og den dybt fængslende diskussion om de alvorligste ting mellem himmel og jord Mon det ikke var den harmoni, som udgik fra fru Sars, som gjorde, at alvor og skjemt trivedes saa broderlig og søsterlig under samme tag? Det er vemodigt at tænke paa, at latterkorene i det Sarsiske hjem pludselig er forstummet. De pleiede at overskylle alt andet; de fyldte og oversvømmede alle værelser, selv det inderste, hvor fru Sars kanske sad og fortalte sine ypperlige fantasier og erindringer for en intimere kreds. Men naar hendes døtre brast ud i en ordentlig latterduet, nyttede det ikke at være alvorlig i noget andet værelse. Alle reves med, selv om man ikke vidste, hvad man lo af. I døtrenes sang og latter er al mor’ens livsglæde kommen til fuldtonende udtryk.
I det hele var fru Sars’s liv for en stor del børnenes liv. Det moderlige hos hende pegte ligesom ud fra hende selv. Hun levede sit sterkeste liv i og for de andre. Som de digtere, der (lig Shakespeare) har gjemt sig i sine fantasibørn, saaledes havde fru Sars gjemt meget af sin naturs rigdom i sine sønner og døtre. Hun havde skjænket dem sin ungdom derhenne i det afsides hjem ved havet. Til gjengjæld gav de hende ny ungdom tilbage i den tid, som skulde være hendes alderdom. De gav hende tilbage noget af hendes egen ungdoms natur, som hun havde gjemt i dem. Ungdomsglæden omkring hende var den livseliksir, som holdt hende ung indtil det sidste.
Thi der voksede stadig op ny ungdom i kredsen. Fru Sars’s store juletræ kunde atter og atter tændes for nye barnebarn. Gjennem tre af døtrenes giftermaal kom der ogsaa fuldtonige voksne røster med baade i sangen og diskussionen. Thorvald Lammers’s vældige bas-baryton, i tale og sang, fik Sarsedøtrenes høie sopraner til at klinge endnu høiere, som om den løftede dem og bar dem paa sin ryg. Til mindet om festerne i det Sarsiske hus knytter sig klangen af Rolandskvadet eller «Han Mass og han Lasse» eller viser af Zetlitz, med Lammers som forsanger og omkvædet istemt af alle. Emil Nicolaysens fine og sjælfulde leilighedsvers vil heller ikke glemmes af dem, som hørte dem i en festlig stund. Da Fridthjof Nansen kom hjem fra Grønland, men især da han en sommerdag for halvtredje aar siden korn hjem fra polarhavet seierrig, sund og sterk og havde alle mand med sig hjem, da var det som om han bragte med ny livskraft ogsaa for fru Sars. Paa hendes 83de fødselsdag kort efter kunde hendes venner lykønske hende med, at hun atter var bleven et aar yngre. Den glæde, som dengang foryngede en del af det norske folk og bragte mange, tror jeg, til at lægge sin livsplan og sin kurs modigere og høiere, den foryngede vel ikke mindst fru Sars. Blandt børnebørnene burde ogsaa være nævnt de store videnskabelige verker, som J. E. Sars og G. O. Sars, de to ugifte sønner, satte ud i verden. Fra barnsben havde de vænnet sig til det store og frie udsyn over havet. Noget af dette tænker jeg fru Sars har fornemmet i sine sønners forskning. Vi vil altid mindes, at hun døde som en lykkelig mor.
Hendes hjem har været en bikube af forskerflid og et sangfuglerede paa én gang, et hjem for videnskab og kunst. Hendes moderlige styre har faaet begge til at trives under samme tag. Og fra hendes hjem er videnskabsmændenes klarsyn og kunstnerindernes sang baaret vidt ud over landet. Saa langt strækker sig ogsaa fru Sars’s kreds. Æret og elsket være hendes minde!
- ↑ Se fru Mathilde Schjøtt, f. Dunker, i «Ringeren», 2den aargang nr. 2—4
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |